væver

Vævernes revolte og dens litterære følger

i Kultur/Historie af
VÆVERREVOLTE // LITTERATURHISTORIE – Væverrevolterne i 1844 blev indledningen til de senere revolutioner, der løb over Europa i 1848. De opstod i det forarmede Schlesien i Tyskland og væveroprøret inspirerede litterære værker, der trækker kulturhistoriske spor til vore dage. Min egen relation til historien er, at min oldemor kom fra de landsbyer i Schlesien, hvor revolterne fandt sted. Dertil kan min oldefars familie føres tilbage til stiftelsen af det tyske væverlaug år 1600 i Sachsen. Linjen af væverfamilier er ubrudt, til min oldefar brød den og blev slagter i 1890’erne, skriver Claus Agø Hansen, som er cand.scient i politisk-økonomisk geografi.

Den danske grundlov i 1849 var resultatet af en række revolutioner, som skyllede over Europa i 1848 og rystede magthaverne.

En måned før den første revolution, februarrevolutionen i Paris, udgav Karl Marx og Friedrich Engels ”Det kommunistiske manifest”, som skabte rædsel hos Europas regenter og borgerskaber. Manifestet vidnede om, at industrialiseringen havde skabt en hær af forarmede, vrede og kampklare lønslaver, der var bevidste om deres rettigheder.

Nogle få år tidligere var Karl Marx og den tyske offentlighed meget optaget af et blodigt forstadie til de senere revolutioner. Det begyndte med en hungersnød i 1844 blandt væverne i det tyske Schlesien, som var en provins i Prøjsen.

Væverne er som litteratur stadig et læseværdigt værk. Det er interessant, blandt andet fordi det ikke har en central karakter, der driver handlingen fremad. Hovedkarakteren, protagonisten, er pøblen

Væverfaget var det største håndværksfag under den tidligere industrialisering, og det blev hårdt ramt af den spirende engelske maskinindustri. På få år var væverfamiliernes indtægt faldet til en tredjedel på grund af prisfald på klæde. Selv om både kvinder og børn tog del i hjemmevæveriet, sultede familierne nu. I desperation angreb væverne fabrikanternes huse og tog flere gidsler.

Styrken og truslen i sociale bevægelser

Oprøret blev brutalt nedkæmpet af den prøjsiske hær med flere dræbte og svært sårede til følge. Disse begivenheder fik stor opmærksomhed i samtiden, førte til sange, digte og Gerhart Hauptmanns skuespil Die Weber, på dansk Væverne.

Avisernes dækning spredte i 1844 nyhederne om opstanden og den prøjsiske hærs brutale fremfærd til alle tysktalende områder. Det førte straks til en kritik af statens manglende engagement i at forebygge den sociale nød. Allerede året efter kunne den tyske forfatter Heinrich Heine derfor offentliggøre et digt, der vakte stor furore. Det første vers lyder i vor egen Jeppe Aakjærs lidt bedagede, men rimende oversættelse:

”Med hule øjne og gnislende tænder,
de sidder ved væven med travle hænder.
Tyskland vi væver dit dødningeskrud,
vi væver deri tre Forbandelsesbud:
Vi væver, vi væver!”

Heinrich Heine, 1845

Heinrich Heine var socialt og politisk bevidst og han havde kontakt til både Marx og Friedrich Engels. I 1848, fire år efter begivenhederne, skrev Marx Det kommunistiske manifest. På få år var de tysktalende områder blevet bevidste om styrken og truslen i sociale bevægelser.

Væverne er som litteratur stadig et læseværdigt værk. Det er interessant, blandt andet fordi det ikke har en central karakter, der driver handlingen fremad. Hovedkarakteren, protagonisten, er pøblen, gruppen af vævere der bliver mere og mere voldelige, som stykket skrider frem.

Symbol på modstand mod uretfærdighed og undertrykkelse

Det lykkes for Hauptmann at skabe revolutionære skikkelser, og hans beskrivelser af begivenhederne, talesproget og de eksisterende forhold er meget realistiske. På den måde er stykket også i Tyskland en del af det moderne gennembrud som I.P. Jacobsen og Herman Bangs værker er det i Danmark.

Marx så væveroprøret i Schlesien som begyndelsen på den tyske arbejderbevægelses bevidsthed, og dermed som langt mere end en hungerrevolte

Teaterstykket bliver første gang opført for offentligheden i 1894, efter to års forbud. Det bliver straks en naturalistisk bestseller. Gerhart Hauptmann er en stjerne på den tyske forfatterhimmel og modtager Nobelprisen i 1912.

Under den første verdenskrig opføres Væverne som teaterstykke på Broadway og i 1927 bliver det til en tysk stumfilm, som i 2012 restaureres med ny filmmusik indspillet af Augsburg filharmonikerne. Der er med andre ord tale om et stykke tysk kulturhistorie, som bliver stående som et symbol på modstand mod uretfærdighed og undertrykkelse i Tyskland.

Væver
Fra stumfilmen, Die Weber, fra 1927.

Karl Marx var meget optaget af vævernes skæbne, både de schlesiske og de engelske, som fik en central placering i hans empiriske undersøgelser. Følgende citat illustrerer Marx’ iagttagelser i samtiden:

”Når maskinerne for alvor vinder indpas i en branche, medfører det kronisk elendighed for dem, der betjener dem. Hvor udviklingen går hurtigt, er effekten akut og mærkbar for store grupper. Historien viser os ingen mere grusom hændelse end den gradvise udryddelse af de engelske håndvævere, en udryddelse der foregik over flere tiår og som var afsluttet i 1838. Mange døde af sult…”.
Karl Marx: Kapitalen, 1867

Marx så væveroprøret i Schlesien som begyndelsen på den tyske arbejderbevægelses bevidsthed, og dermed som langt mere end en hungerrevolte. På grund af denne tolkning og Marx anseelse fik begivenhederne en central placering i den tyske arbejderhistorie.

Gerhart Hauptmann boede hele livet i Schlesien. Herfra skulle han deporteres efter Tysklands nederlag i 1945, som led i fordrivelsen af de ca. 1.3 million etniske tyskschlesiere. Han havde overlevet krigen, men var for gammel til at flygte fra Den Røde Hær, da den invaderede Prøjsen i 1945. 83 år gammel døde han af en lungeinfektion i 1946, inden den tyske Vertriebung (fordrivelse) fandt sted.

De polske myndigheder tillod ikke, at Hauptmann blev begravet i Schlesien. Derfor kan man i dag besøge hans grav på øen Hiddensee ved Rügen, hvor hans sommerbolig er indrettet som museum.

væver
Hauptmanns hus på Rügen, som nu er museum.

Moralen af historien kunne være, at teknologiudviklingen og globaliseringen har vindere og tabere. Den rammer altid bestemte grupper af mennesker, og slår ekstra hårdt, når de er koncentreret i geografiske områder.

Ser vi bort fra dette faktum, udsætter vi os for sociale uroligheder, der kan have tektonisk virkning politisk. Det bør derfor være vores moralske pligt at afbøde de utilsigtede og uretfærdige konsekvenser af økonomiens uventede bevægelser. Det vil samtidig være det fornuftige at gøre.


LÆS MERE AF CLAUS AGØ HANSEN


Topillustration: Litografi fra teaterstykket Die Weber, af Emil Orlik fra 1897. Wikimedia Commons
Indsat billede: Fra stumfilmen Die Weber fra 1927, KulturTage ’21, og Gerhart Hauptmann-museet i Erkner.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Claus Agø Hansen er cand. scient. i kulturgeografi og har især bibeholdt sin interesse for historiske og geopolitiske sider af geografien.
Privat har han en forkærlighed for litteratur, rejser, idræt, skak og vandringer i de høje bjerge. Han arbejder som uddannelsespolitisk rådgiver i HK Privat. Dertil er han stifter af den litterære Salon Kapitola, som afholder litterære arrangementer og producerer podcasts med fokus på kulturhistoriske og litterære emner. Han er er desuden skribent og forfatter til kronikker, artikler og fagbøger.

Du kan støtte Claus’ fortællervirksomhed ved at indsætte et beløb på mobile pay 40459528.

Seneste artikler om Kultur