silas holst i kinky boots

Silas Holst i ’Kinky Boots’? Representation matters – selv i Leverpostejsdanmark

i Kultur/Minoriteter af
KULTUR // KOMMENTAR – “I’m Black Jesus, I’m Black Mary/But this Mary’s legs are hairy/I’m your Cocoa Butter Bitch” – Sådan lyder et par af de strofer, der har skabt røre blandt de sociale mediers krigere. Teksten stammer fra musicalen Kinky Boots, som sættes op på Det Ny Teater i 2022. Kritikpunktet er dog ikke teksten i sig selv. Det er, hvem teatret har hyret til at synge den – nemlig den dygtige og populære, men ikke særligt kakaosmørfarvede, Silas Holst.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Mens der har været masser af positive udmeldinger om castingen, især på Silas Holsts egen instagramkonto, har Det Ny Teater mødt kritik for castingen på de sociale medier. Rollen spilles nemlig traditionelt af en skuespiller, som ikke er hvid.

Silas Holst skal spille Lola, en drag-queen, der hjælper en skoforretning med at overleve ved at producere lækre, højhælede glitterstøvler. Til mænd. Lola er en Queen med alt, hvad det indebærer: Charme, selvtillid og lækre parykker.

Stykket handler primært om klasse og køn – og ifølge Det Ny Teaters standardsvar på kritikken, vil race ikke spille en rolle i deres produktion.

Således har flere spurgt, om Silas Holst skal synge linjerne om at være ”Ebony” (ibenholt, altså sort), eller om de laves om i oversættelsen til dansk. Rygtet går, at man vil skrive farvemarkørerne ud. Og så har vi balladen.

Er vi ikke blevet klogere i 2021 end det? Det kan ikke være rigtigt, at der ikke findes en dygtig, mørkere skuespiller til rollen #whitewashing

For én ting er, at rollens etnicitet ikke er specificeret, en anden ting er, når man udvisker farvemarkører fra teksten – det er især dette, der får woke-krigerne til at råbe vagt i white-wash geværet.

En bruger skriver blandt andet som kommentar på Det Ny Teaters offentliggørelse på Instagram: ”Er vi ikke blevet klogere i 2021 end det? Det kan ikke være rigtigt, at der ikke findes en dygtig, mørkere skuespiller til rollen #whitewashing”.

Samtidig har meme-profilen @krænkelseskulturellememes, der har 29.000 følgere, onsdag haft delt kritikpunkter med sine følgere på sin story. På det lidt mere konstruktive plan, skriver @stanbelieve, en sort skuespiller, som portrætterer Lola i den italienske produktion, at han hjertens gerne kommer og overtager rollen.

Kommentarsporene på Facebook og især Instagram flyder over med folk, der kritiserer Det Ny Teaters valg. En bemærkelsesværdig reaktion på et stykke, hvor race ikke skulle spille nogen rolle.

Farveblind casting

Da en amatørscene i Australien havde castet en hvid Lola, kom de i gevaldig modvind. De besvarede kritikken med, at de havde lavet ”blind casting”. Altså inviteret alle interesserede til at gå til audition, uafhængigt af alder, størrelse og race. De forklarede, at hovedhistorien i Kinky Boots er accept af forskelligheder.

De forklarede desuden, at den virkelige person, Lola er bygget på, ikke er sort. Hopper man ned i kaninhullet og foretager en google-søgning om, hvem Lola er baseret på, finder man adskillige historier. Nogle mener hun er ét, nogle mener hun er andet.

Det bedste udsagn kommer fra manden bag den virkelige historie, Steve Pateman, som ejer en skofabrik. Han har forklaret, at Lola faktisk er et mashup af forskellige personer, han har mødt. I filmversionen fra 2005 blev rollen spillet af den anerkendte, sorte skuespiller Chiwetel Ejiofor.

De seneste år er det næsten blevet en joke at sige, at man ikke ser farve. Ikke desto mindre er vi i Danmark ikke specielt glade for hverken at diskutere eller anerkende, at ens liv er påvirket af ens hudfarve

Dermed holder argumentet om Lola’s baggrundshistorie og ikke etnicitet ikke helt vand. Kort sagt eksisterer der ikke en ”virkelig” Lola, så skuespillerens etnicitet er i allerhøjeste grad et valg, man træffer i castingen. Det officielle materiale fra rettighedsejerne specificerer ikke etnicitet, selvom flere involverede i Broadway-produktionen har udtalt, at rollen faktisk er afroamerikansk.

Farvebevidst casting

De seneste år er det næsten blevet en joke at sige, at man ikke ser farve. Ikke desto mindre er vi i Danmark ikke specielt glade for hverken at diskutere eller anerkende, at ens liv er påvirket af ens hudfarve til en vis grad. Om end det for nogen kun betyder valg af solfaktor.

I USA skabte det overskrifter, da musicalen Hamilton, som i øvrigt kan ses med originalt cast på Disney+, fortalte historien om Alexander Hamilton med et etnisk blandet cast. Hamilton var USA’s første finansminister og hvid. Lin Manuel Miranda, stykkets forfatter, valgte, at lave det han kaldte color-conscious casting – farvebevidst casting.

Valget blev truffet blandt andet for at give plads til et diverst cast i en industri, hvor normen er hvid. Herhjemme er det netop et problem, at man sjældent på de store teatre, udfordrer normen og maler et bredere billede af, hvem der kan spille hvad.

Med den argumentation kunne man måske også sige, at det da så er ligegyldigt, at en karakter, der er sort, bliver spillet af en hvid. Alle skal jo kunne spille alt.

Sagen er bare den, at der stadig ikke er lige muligheder for alle. Det er ikke kun politisk korrekthed, der får folk til at fare op, men følelsen af at blive overset og glemt. Der ligger ikke så lidt historie bag, når historien skal handle om queerness.

Fra Stonewall til Ballrooms

For mange er det en vigtig del af fortællingen, at især sorte og latino drag- og transpersoner gik forrest i Stonewall-optøjerne i 1969. Her protesterede seksuelt og kønsmarginaliserede personer for retten til at have steder, hvor de kunne udtrykke sig trygt og sikkert i en tid, hvor homobarer ofte var udsat for razziaer.

Også Ballroom-kulturen i 1980’erne var et fristed for at udtrykke og performe sin queerness. I den skelsættende dokumentar Paris Is Burning fra 1990 fik mainstreamkulturen for første gang et positivt ladet indblik i guldalderen for New Yorks Drag Balls.

I dokumentaren får man en forståelse af, at disse drags, homoseksuelle, transseksuelle og mennesker i samfundets flossede kant brugte ballerne som en overlevelsesmetode i ”en rig hvid verden”.

Billy Porter, som var den originale Lola på Broadway (og desuden vandt en Tony for rollen) har, siden han spillede Kinky Boots, vundet en Emmy for sin rolle i den flotte tv-serie Pose, som netop handler om 80’ernes Ballroom-miljø.

Nogle af Det Ny Teaters kritikere har peget på Porters portrættering og udtalelser om Lolas race som et argument for, at rollen burde gå til en ikke-hvid skuespiller.

Representation matters – selv i Leverpostejsdanmark

Rollen som Lola og de øvrige drag queens er notorisk svær at caste. Man skal finde en performer, som er i stand til at synge, kunne spille sassy og charmerende og kunne danse. I høje hæle. Som den amerikanske casting director, Justin Huff, udtaler i et interview på Playbil.comthe casting is in the heel”.

Det kan derfor ikke være nemt i lille Danmark at finde nogen, som kan det hele, og samtidig taler godt nok dansk til at bære rollen. (Justin Hoff siger i øvrigt i samme interview, at Lola skal spilles af en afro-amerikaner).

Det ville være spændende at høre, om Det Ny Teater på noget tidspunkt har haft andre til audition på rollen. Tænk på den presse, det kunne have givet med en åben audition, som de holder dem for de håbefulde masser på Broadway

Nogle har som modsvar på kritikken spurgt, hvem man dog skulle caste som Lola, hvis ikke Silas Holst. Der er ikke noget svar lige til højrebenet.

Men det ville være spændende at høre, om Det Ny Teater på noget tidspunkt har haft andre til audition på rollen. Tænk på den presse, det kunne have givet med en åben audition, som de holder dem for de håbefulde masser på Broadway.

For danskere, som ikke er hvide, kan det have enorm betydning at se nogen, der minder om én selv i spotlightet. Som de siger på engelsk ”representation matters”. Hvis ikke der findes tilstrækkeligt dygtige performers i alle mulige farver her i Danmark, burde man måske vente med Kinky Boots, til der gør? Silas Holst kunne spille Hedwig and The Angry Inch i stedet – den er også fantastisk.

I parentes bemærket sprang Silas Holst heller ikke ud som fuldbyrdet musicaltalent, men har trænet og udviklet sig fra rolle til rolle og f.eks. opøvet tilstrækkelig spændvidde i sin sangstemme til at spille Book of Mormon på Det Ny Teater.

Det kunne være på tide at fremelske en talentbase med større diversitet. Man kunne tænke det lidt ligesom kønskvoter i bestyrelser. Og hvis talentet ærligt ikke findes, så kan det skabes. Det samme med rollerne i øvrigt.

Billetbaskere trumfer satsninger

I Det Ny Teaters Kinky Boots ser det imidlertid ikke ud til, at sorte og brune danskere kan spejle sig selv. Så vidt castet p.t. ser ud, er der end ikke plads til andet end hvide performere i periferien, når Kinky Boots skal danse over de skrå brædder i København.

Det er hamrende dyrt at producere musicals. Alene rettighederne koster en formue. Derfor er det naturligvis god forretning at caste skuespillere, som sælger billetter. Og det er de gode til på Det Ny Teater.

Det er altså ikke, fordi der ikke er andre roller til hvide mænd. Jeg siger det bare

Spørgsmålet er, om det er for dyrt at tage chancer med castingen af hovedroller. Man skulle ellers tro, der ville være god presse i at caste et helt nyt talent til netop denne rolle. Det ville være interessant at høre musicalteatrene om deres ærlige perspektiver på området. Kunst, selv musicals, er også politisk.

Strengt taget er det kun god stil

Ændrer man teksten i Lola-land, behøver Lola strengt taget ikke være hverken den ene eller den anden farve. Accept er kernemoralen i historien. Men det ville være at vise respekt og forståelse for nogle af de historiske og kulturpolitiske tråde, der ligger til grund for Billy Porters og Broadways udvikling af rollen, at caste en, som ikke er hvid.

Det er altså ikke, fordi der ikke er andre roller til hvide mænd. Jeg siger det bare.

Når man bliver nødt til at ændre teksten for at fjerne farve, så er man ikke klar til at sætte den originale version af Kinky Boots op.

Det er ikke, fordi jeg vil tage brødet ud af munden på Silas Holst. Men tænk dig, hvis man alligevel turde recaste Lola. Et nyt talent center stage på Det Ny Teater, som smagte af nye tider.

And like shazam! And bam
Here I am, yes Ma’am
I am Lola
And like Je suis, ooh-wee that’s me, Ebony
I am Lola


Foto, Silas Holst som Lola: Det Ny Teater.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jeg er cand.mag i engelsk (2019) fra Københavns Universitet. Jeg har specialiseret mig i amerikansk kultur og litteratur, med særligt fokus på raceforhold og miljø. Pt. er jeg ledig, men arbejder primært som content writer og med digital marketing. Har en stor interesse for scenekunst og litteratur. Er naturligvis feminist.

Seneste artikler om Kultur