REJSEBREV – “Hvis ikke det lige var fordi, at jeg stadig ikke kan mærke to af mine fingre på venstre hånd og et par tæer på den ene fod, så ville jeg være i tvivl, om det overhovedet er mig, som har cyklet 1350 kilometer fra København til Paris”. Maria Loizou Brændbjerg deltog i Team Rynkeby i 2018: “Kærlighed, sammenhold og omsorg har jeg aldrig oplevet så fint og intenst i en gruppe af mennesker, som ikke har kendt hinanden i længere tid”.
Jeg har ikke kunnet mærke min lille- og ringfinger siden et sted på træningsbakkerne på Bornholm for et par måneder siden pga. afklemning af nerver. Efter sigende vil de regenerere med tiden, men indtil da er alt, der kræver finmotoriske udfoldelser, sat på standby.
Ekstremsport har aldrig lokket mig.
Jeg har aldrig formået at holde af almindelig sport og motion, så da jeg tilmeldte mig Team Rynkeby 2018, var det både til min egen og andres overraskelse. Min tanke var, at jeg ville have godt af den fysiske udfordring, da jeg for længe siden har besluttet, at jeg ikke finder mig i fysiske begrænsninger. Derudover er hele konceptet bag Team Rynkeby at indsamle midler til og give opmærksomhed til børn med kritiske sygdomme. Værdige sager hver for sig og sammen.
“Det er skidelet, det kan jeg godt finde ud af,” tænkte jeg stolt, når den ugentlige sveddryppende spinningtime med Helmer var overstået. Hvor svært kan det være?
Jeg proklamerede vidt og bredt, at det var min 40-års fødselsdagsgave til mig selv. Hvor slemt kunne det være? Hvor stejle er de bakker lige præcis?
Jeg har altid haft en tro på, at ting løser sig, og at hvis andre kan, så kan jeg også. Min naivitet og spontanitet har bragt mig i mange mærkelige situationer.
Således startede en rejse både fysisk og mentalt. De første måneder gik med en times spinning om ugen. “Det er skidelet, det kan jeg godt finde ud af,” tænkte jeg stolt, når den ugentlige sveddryppende spinningtime med Helmer var overstået. Hvor svært kan det være?
At overvinde sig selv
Jeg hentede min nye gule racercykel hos cykelhandleren i januar. Efter at have stirret på den i nogle uger med en blanding af uro og ærefrygt, oprandt dagen, hvor jeg skulle stole på, at to tynde racerfælge og mig iført kliksko og lycra skulle kunne komme fra A til B.
Jeg husker tydeligt min første tur en onsdag eftermiddag på 38 kilometer i tusmørke og snevejr. Efter fem kilometer styrtede jeg, fordi jeg ikke fik klikket ud af pedalerne hurtigt nok. Mit første og eneste styrt indtil nu.
Da vi havde cyklet 10 kilometer græd jeg lidt og overvejede, hvem den skøre tosse var, som havde tilmeldt mig dette vanvidsprojekt. Lørdagen efter stod jeg klar til endnu en træning og igen og igen uge efter uge. Aldrig før har jeg været så standhaftig og vedholdende i forhold til træning.
Dette skyldes til dels frygten for ikke at kunne følge med næste gang. “Nå, du sprang træningen over, da vi cyklede 90 kilometer sidst? Det er ok, men i dag cykler vi så 130 kilometer i frostvejr og modvind”. En anden motivation var, at hver en træning gjorde mig stærkere og bragte mig tættere på målet: At stå i Paris med resten af holdet.
Jeg har fået så meget kærlighed og opmuntrende tilkendegivelser. “Er du ikke stolt af dig selv?” er jeg blevet spurgt om mange gange – både før og efter turen. Skulle man måske ikke føle sig stolt, når man har trænet op til og cyklet 1350 kilometer og Gud ved hvor mange højdemeter til Paris? Skulle man ikke blot sole sig i bedriften og nyde opmærksomheden? Jo, men min krop og hjerne bearbejder stadig, hvad jeg har udsat dem for de sidste mange måneder, så undskyld hvis mine øjne flimrer lidt, når I spørger.
Min krop og hjerne bearbejder stadig, hvad jeg har udsat dem for de sidste mange måneder, så undskyld hvis mine øjne flimrer lidt, når I spørger
Jeg har aldrig grebet ting særligt struktureret an til stor fortrydelse for min ret OCD-prægede husbond. Det går simpelthen ikke med landevejscykling. Til hver træning skal alt spille noget nær 100 %. Cykel skal være ren, smurt, pumpet, strammet og slidte dele udskiftet. Multitool, nye slanger, CO2-patroner samt Dankort og Rejsekort i sadeltasken.
Korrekt påklædning i forhold til vejr og vind, husk sko, oplad telefon og GPS. Tilpas med søvn, mad og drikke i dagene op til træning samt efter træning, medbring mad, energi og elektrolytter i drikkedunke og sidst men bestemt ikke mindst: Jeg skulle indfinde mig på de rigtige mødesteder på præcise tidspunkter.
For en tidsoptimist som jeg, hvis comfort zone er at kunne winge det meste på et minimum af tid og planlægning, så har det været en fantastisk øvelse, og hvorfor er det aldrig nogen, som har fortalt mig, hvor fedt det er at være ovenpå, forberedt og i god tid?! Måske skulle jeg finde en ny comfort zone?
Afgang mod Paris
Lørdag morgen på en solrig dag i juni mødtes 27 smukke og spændte mennesker på Rigshospitalet, alle iført gult og stramtsiddende lycra. Nogle af os vidste, hvad den kommende uge ville bringe, andre af os vidste, at vi om en uge ville være klogere.
København – Maribo – Reinbek – Barnstorf – Wesel – Liége – Sedan – Château-Thierry – Paris.
Jeg har svært ved at skelne imellem dagene, ruterne og vores ophold i disse byer. Nogle ting træder dog tydeligt frem, og måske er det i virkeligheden disse, som jeg har brugt de sidste par uger på at bearbejde. Når man tilbringer omkring 6-8 timer i en cykelsadel hver dag i otte dage, så er man meget alene med sine tanker.
Noget af det sværeste for mig, når alt gjorde ondt, og jeg var træt og udmattet, var at tvinge tankerne hen på noget andet end, hvor langt min GPS viste mig, at vi var nået. En GPS fortæller næsten altid sandheden, men sandheden kan gøre nas, når alt gør ondt.
Musik er balsam for min sjæl og også, når jeg cykler. Den trofaste højtaler i Oles flaskeholder forstyrrede mine fastkørte riller i hjernen og sendte mig på rundtur i alle hjørner af musikken. Noget af tiden i den uge vidste jeg ikke, hvor vi befandt os. Der var kun vejen, mig, baghjulet på rytteren foran mig og rytteren ved siden af mig og musik.
De fleste af os mennesker er vant til at præsentere os selv, som vi ønsker at fremstå overfor andre. Jeg ville have svoret, at jeg (næsten altid) er det mest ærlige og ikke-blufærdige menneske. What you see, is what you get.
Nuvel, vi gemmer vel alle på et par mørkere sider, som vi helst ikke lufter i offentligt skue, men i det store hele så er jeg ikke nærig med mig selv.
Det har jeg brugt tid på efter turen. At acceptere at være tvunget til at dele de svage sider af mig selv og tage imod hjælp. I det består den indre rejse for mig; at dele mine svagheder og få hjælp til dem.
Jeg tog fejl. Eller måske tog jeg ikke fejl, men i hvert fald sætter jeg ret stor pris på selv at vælge, hvad jeg deler af. Min stolthed bryder sig ikke om at vise svaghed, men jeg havde ikke noget valg, for jeg var svag. Fysisk svag, ikke mentalt. På intet tidspunkt faldt det mig ind, at der kunne være andre muligheder end at gennemføre. Ikke engang så meget som 10 meter ville jeg undvære.
Jeg havde de sidste dage næsten ikke flere kræfter og kunne ikke nå at restituere fra den ene dag til den anden. Det var der vel nok ingen, der rigtigt kunne. Jeg oplevede mig selv fuldstændig hudløs og uden beskyttelse efter hundredevis af kilometer, som havde slidt min krop og mit sind. Jeg græd og nærmest hyperventilerede, fordi jeg havde så ondt, og jeg kunne ikke komme af med smerten. Det har jeg aldrig oplevet før.
Jeg var vred og skuffet, fordi min stolthed led under at blive skubbet op ad bakkerne, og fordi jeg derfor sled på mine holdkammerater, fordi jeg selv ikke havde kræfter nok.
Det har jeg brugt tid på efter turen. At acceptere at være tvunget til at dele de svage sider af mig selv og tage imod hjælp.
I det består den indre rejse for mig; At dele mine svagheder og få hjælp til dem.
Kærligheden og sammenholdet
På den spejlvendte side af mine svære stunder er der dog også en anden virkelighed. Jeg priser mig lykkelig over, hvor heldig jeg er at have fået lov at være en del af et hold med så mange ildsjæle. Jeg har virkelig nydt godt af de mange erfaringer, som tidligere ryttere har draget igennem årene.
Jeg har trænet mig i en form, som jeg aldrig har været i før. Jeg udfordrede mig selv fysisk og, som jeg har lovet mig selv, har jeg ikke fundet mig i fysisk begrænsning. Jeg troede udfordringen hovedsageligt ville være fysisk, men det passede ikke. Jeg er selvfølgelig meget stærkere fysisk, end jeg var for et år siden, men hvad jeg ikke havde regnet med var den mentale udvikling, som man gennemgår under pres. Når man tvinger barren højere op og presser sine egne grænser, så bliver verden et større sted at være i.
Vi har cyklet på steder mellem København og Paris, som ingen andre har oplevet takket været vores sindssygt flotte og udfordrende rute. Vi har lært og oplevet så meget de sidste 10 måneder ud over at cykle på racercykel.
Vi har set VM i fodbold på en væg i en parkeringskælder i Tyskland, tisset i champagnemarkerne i Champagne, sovet på et slot i Frankrig, cyklet langs Seinen og alt muligt andet som dukker op i hukommelsen med jævne mellemrum.
Mage til kærlighed, sammenhold og omsorg har jeg aldrig oplevet så fint og intenst i en gruppe af mennesker, som ikke har kendt hinanden i længere tid.
Uselviske delte vi alt: Godt humør, kram, massage, Panodiler, kæderens, numsecreme, cykelslanger, fællessang, historier, tårer, energibarer og sammen vil vi altid have Team Rynkeby Riget 2018.
Topbillede: Ursula Bach
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
