På Roskilde Festival er vi alle druider

Cecilie Marie Meyer 30.06.2017

Da det britiske rockband Blur spillede en af deres mest legendariske koncerter på Glastonbury-festivalen i 2009, skete der noget magisk under sangen Tender. Stykket, der blev komponeret i kølvandet på bandets hektiske, hysteriske og helvedesagtige tur rundt i mediemøllen som først Englands mest elskede, siden mest hadede gruppe, åbnede for festivalens store, kollektive hjerte.

Under Tenders storladne refræn brød flere ud i gråd. Inklusiv bandets forsanger, Damon Albarn, som sank sammen på scenen efter at have sunget sig igennem balladen To The End. ”Det var et healende øjeblik”, fortæller han selv i Blur-dokumentaren ”No Distance Left to Run” fra samme år, og flækker i et smil. ”Det vigtige ved at spille på Glastonbury var det faktum, at festivalen har en klar forbindelse til nogle meget gamle ritualer, som er blevet udført i stedets nærhed. Og selvom mennesket har forandret sig meget siden druidernes tid, er der stadigvæk et dybt behov i os alle for at sætte os i forbindelse med noget større. Jeg føler mig meget privilegeret over af have deltaget i det. Det var smukt ” slutter Damon Albarn.

Og ligeså er det med Roskilde Festival. Enhver, der har kæmpet, festet og leget sig igennem festivalugen har på et eller andet tidspunkt følt sig som en del af noget større. Noget åndeligt, kunne man næsten fristes til at sige. Men skyldes det kun euforien over at tilhøre en stor menneskemængde, når tusindvis synger i takt, og endorfiner frigøres i en enorm, kollektiv lykkerus?

Noget kunne tyde på, at stedet geografiske placering også har en betydning. At der findes særlige kraftfelter på jorden, hvor mennesket lettere end andre steder kan komme i forbindelse med noget åndeligt, noget spirituelt. Netop sådan et sted var og er Glastonbury, som Damon Albarn selv nævner. Og også Roskilde har igennem årtusinderne været et af danskernes vigtigste samlingspunkter.

”Helt tilbage til bronzealderen og jernalderen finder vi tegn på at Roskildes opland har været et spirituelt knudepunkt for hele Skandinavien”, fortæller inspektør for byens museumskoncern ROMU, Frank Birkebæk. De ældste tegn derpå findes i jordbunden udenfor Svogerslev, hvor askerester fra brede bålrækker tydeligt indikerer kultiske ritualer. ”De bålrækker er så store, at de uden tvivl har været brændt af i forbindelse med vigtige forsamlinger. Andre spor af fund fra jernalderen finder vi i Vindinge, hvor vi ved at der har foregået ritualer i oldtiden, og i det lille leje Vig ud til Roskilde Fjord. Vig er i sig selv et gammelt vikingeord for kultsted”, fortæller Frank Birkebæk.

Også op igennem nyere historie har Roskilde været et knudepunkt. Trafikalt, religiøst, handelsmæssigt. Her lærte man først om alt det, der var på mode ude i verden: nye metaller, fajance, porcelæn, byggemetoder. Og så har man altid været lidt mere troende i Roskilde end så mange andre steder i Danmark. Præsteskabet og befolkningen holdt stædigt fast i den katolske tro under reformationen. Og byen rummer et rekordstort antal kirker. Men tyngden er også symbolsk. Da svenskerne i 1658 gik over de tilfrosne, danske bælter og siden satte kongen stævne under den ydmygende Roskildefred, hvor Danmark tabte Skåne, Halland og Blekinge, blev freden underskrevet på alteret i Roskilde Domkirke. Med sig tog svenskerne dronning Margrethe den Førstes udstillede pragtkjole, som blev opbevaret samme sted.

For skulle det gøre rigtigt ondt på dansken, skulle det ske i Roskilde, Danmarks mytologiske hovedstad. Det er her, legenderne stadig lever: Domkirken med dens tvende spir, hvortil høj som lav valfarter under de store kongebegravelser. Vikingesagaerne, alle togterne. Og det er i Roskilde Fjord, at verdens mindste kongerige befinder sig i form af øen Elleore. Stedet, hvor verdens første spillefilm, Løvejagten”, i 1907 blev indspillet. Et stænk af anarki dryppet i Roskildes kalk.

Men hvad med selve Roskilde Festival? Frank Birkebæk understreger, at festivalpladsen er anlagt i byens periferi, og først for nyligt fik en egentlig funktion som dels dyreskueplads, dels festivalplads. Alligevel råder der en helt særlig stemning under Roskilde Festival, skønt hele cirkusset kun eksisterer få uger om året, og derefter blive pakket i store containere.

Romerne var de første til at sætte ord på begrebet ’genius loci’ – stedets ånd, som helt bogstavelig talt var en ånd, som beskyttede det pågældende sted fra onde kræfter. Ånden blev af romerne fremstillet som en figur med en slange eller et overflødighedshorn som attribut. Man ofrede til ånden, og begrebet lå også til grund for romernes måde at bygge og anlægge haver på, der hele tiden måtte tage højde for den omkringliggende naturs ånd.

Med kristendommens indførelse forsvandt idéen om åndens fysiske entitet, og udtrykket gled ind i det vestlige sprog som noget, der endnu i dag karakteriserer en lokal, distinkt atmosfære, en stemning som beror på et steds unikke kraft.

Roskilde Festival ligger på en græsmark hvis genius loci især udspringer af menneskemængdens energi. Men skønt festivalen kun lever sammenlagt 2 uger om året, har den med sin tilbagevenden siden 1971 evnet at skabe sin egen monumentalitet, der hjælper med til at fremmane ånden: tænk bare på Orange Scene, som i sig selv er blevet et ikon på festivalen. Og de sten, som i 2001 blev rejst for at mindes ofrene under Pearl Jams katastrofale koncert året forinden. For ikke at nævne de flag, som siden festivalens begyndelse har vejret foran de største scener, og troligt går til tops over menneskehavet skønt de efterhånden er møre som papir.

Roskilde Festival er Roskilde Festival fordi den ligger, hvor den gør, og består i kraft af de tusindvis af festende og dansende druider, der hvert år ærer dens ånd.

(Foto Credits – hovedfoto: Joeri Swerts, Roskilde Festival)

Kan du lide mine skriverier? POV International udbetaler ikke honorarer til sine bloggere, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er helt op til dig. Tak, fordi du læste min tekst.

Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet. Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige? Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede. Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside: http://ceciliemariemeyer.dk