
VÆRTSHUSE & BYMILJØ // ESSAY – Tilbagebetalingsfristen for corona-lån nærmer sig hastigt, og formentlig betyder det, at endnu flere gamle værtshuse lukker, skriver Trine Marie Nielson. Som POV’s udsendte er hun taget på værtshus for at undersøge, hvad der gør de “brune” værtshuse specielle og værd at bevare.
Siden 1980’erne har Danmarks gamle historiske værtshuse været på stærk tilbagegang. I København alene er godt tusinde stamsteder forsvundet. Gamle ikoniske værtshuse er erstattet af “happy hour” og massivt druk.
Og lige om lidt står flere af de gamle steder til at dreje nøglen om, når de udskudte corona-momslån skal betales tilbage d. 1. april.
”Skal vi ikke have en snaps?”, råber én af gæsterne. Luften er så tyk af røg, at han er nødt til at råbe højt for at trænge igennem
Det kan man selvfølgelig sige bare er udviklingen, men de historiske steders forsvinden skubber til en udvikling, hvor storbyers egenart bliver væk i ensartede kædekoncepter.
Men måske er der mange i dag, der ikke ved, hvad et værtshus er? Enten fordi de aldrig har været på et værtshus, eller det ligger tilbage i 1980’erne, da der ikke rigtigt var andre alternativer.
Derfor tog POV International kort før jul på værtshus for at forsøge at besvare, hvad der i dag gør de gamle værtshuse værd at bevare i deres egen ret. Vel at mærke uden at vi kommer til at forfalde til arbejdersentimentalitet, hipstersmartness eller anti-barkæde-tilgang.
Julefrokost på Malmø
Det er lørdag. Aftenens julefrokost er så småt ved at gå i gang på det 150 år gamle værtshus Café Malmø i Havnegade i København. ”De fedeste værtshuse er dem, hvor der både kommer nogle på 18 og 80,” siger Ole Larsen, som driver Café Malmø – i daglig tale bare ’Malmø’.
Siden 57-årige Ole Larsen overtog Café Malmø i 2013, har han formået at gøre, hvad de godt tusinde værtshuse, der er forsvundet siden slutningen af 1980’erne, aldrig formåede: At gøre et gammelt værtshus på 150 år levedygtigt.
Forskelligheden mellem spillerne omring bordet er noget, breddeidrætten kun kan drømme om. Fra 88 år til midt i 20’erne. Fra førtidspensionist til kendt skuespiller. Fra atletisk til afhængig af rollator
Stemningen er høj. Det samme er billardbordet, som i aftenens anledning er blevet forhøjet med plader, hvorpå hele julefrokostens alfabet balancerer startende med and. Rundt omkring billardbordet er de små brune borde dækket op med tallerkner og rød- og hvidternede duge.
”Skal vi ikke have en snaps?”, råber én af gæsterne. Luften er så tyk af røg, at han er nødt til at råbe højt for at trænge igennem. ”Jov-da”, siger Ole Larsen, ”jeg har stillet 20 flasker på køl”. Glassene bliver fyldt op, og det samme gør værtshuset.
Der er nu så proppet omkring bordene, at det kræver samarbejde med sidemanden at få plads til tallerkenerne.

Gæsternes alder spænder fra midt 20’erne til 88 år. Bordet, hvor aftenens ældste gæster sidder, er det første, der går op til buffeten: Lissi på 88 år, Palle på 86 år og Jimmi på 74 år. De er alle tre kommet på Café Malmø gennem årtier. Jimmi siden han var ni år, fordi hans far var tjener her.
”Kom, gå op og tag”, siger Ole Larsen venligt til nogle yngre gæster, som sidder ved siden af hans bord. Da han har sikret sig, at alle har fået, går han selv op.
Whatever gets you through the night
Efter at folk har spist, bliver der plads til billard. Køerne kridtes og dem, der vil spille, skrives på den lille kridttavle. Jimmi siger ”Hvem skal stå her?” og skriver det navn ned, som Søren siger højt med ryggen til ham. Rækkefølgen er fastsat. Spillet kan gå i gang.
Forskelligheden mellem spillerne omring bordet er noget, breddeidrætten kun kan drømme om. Fra 88 år til midt i 20’erne. Fra førtidspensionist til kendt skuespiller. Fra atletisk til afhængig af rollator.
“Jeg fik engang et guldur af min far. Det var en sømand, der var løbet tør for penge. Så lagde han uret på bordet og sagde til min far: ”Hvis du tager det her, kan du så ikke give mig fem øl mere?
Imens spillerne har travlt omkring billardbordet, bliver der også taget kegler andre steder. ”American Pie” spiller fra jukeboksen, og et par begynder at danse. På et øjeblik har Café Malmø byens bedste floor.
Det nærmer sig midnat, og nye gæster går de fem trin ned i kælderen til Café Malmø. Alle bliver mødt med et nik af Ole Larsen. Der er stuvende fuldt inde i baren i rummet ved siden af. Hvis folk skal på toilettet, må de møve sig imellem folkene langs bardisken og dem, der står langs væggen på den modsatte side.
Men også stedets historie er gæst i aften.
Når en sailor går i land
I loftet og på væggene inde i baren hænger over 3.500 øloplukkere fra hele verden. Sømændene havde dem med hjem til Café Malmø, når de gik i land efter at have været ude at sejle i månedsvis.
Ifølge byhistoriker Allan Mylius Thomsen havde rederierne faste steder, hvor de holdt til i området mellem Christianshavn, Nyhavn og Havnegade.
Her i Havnegade var det folk fra J. Lauritzen, der afmønstrede og bragte en god omsætning med sig. Nogle gange kunne man finde en hel besætning på et værtshus. Containertrafikken ændrede det, blandt andet fordi containerskibene kun ligger inde i ganske kort tid.
Jimmi, hvis ansigt minder om Hemingways, husker, at det var i midten af 1980’erne, det begyndte at tynde ud i sømændene på Café Malmø. ”De stod derude 100 mand, klar til at gå ind, når der blev åbnet kl. 7:00 om morgenen. Klar til at mønstre”, siger han med et grin. ”Det var store beløb, de lagde. Det sidste, jeg hørte om, var én, der lagde 120.000 kroner i baren. Nogle gange var de hjemme i to måneder.”
Planen var ellers, at Ole Larsen skulle overtage Andys Bar, men pludselig en dag var den opkøbt af barkæden Rekom (bar -og diskotekkoncern med over 120 beværtninger og 5000 ansatte, red.)
“Jeg fik engang et guldur af min far. Det var en sømand, der var løbet tør for penge. Så lagde han uret på bordet og sagde til min far: ”Hvis du tager det her, kan du så ikke give mig fem øl mere?””.
Kunsten på Malmø
I et maleri på væggen inde ved baren har maleren Anders Brinch søgt at indfange Café Malmøs sjæl. Rygende væsner står omkring billardbordet og spiller. Er de døde eller levende, eller er det skeletter, der er kommet ud af skabet? Seende eller enøjede?
Det hele er op til den, der ser, men alle er de med os her i aften.

Fredag efter julefrokosten har Anders Brinch fernisering på Galleri Hans Alf med udstillingen ”Café Malmø”. De faste gæster på Café Malmø er inviteret med. Udstillingens hovedværk hedder ”Café Malmø” og er en større og mere detaljeret udgave af maleriet, der hænger på Café Malmø.
Gallerigæster blander sig med Café Malmøs stamkunder. Palle sidder på en bænk i midten af lokalet med et Burberry halstørklæde om skuldrene og inde under jakken et stilfuldt juleslips med rensdyr og nisser på. Lissi har sat sig ned ved siden af ham. De sidder sammen og ser på hovedværket:
”Der mangler bare at stå Lissi på køen”, siger hun om et væsen, der står bøjet ind over billardbordet med en cigaret i munden og skal til at støde, ”og man asker ikke ind over billardbordet”.
Genopstandelsen
Tilbage i 2013, da Ole Larsen overtog Café Malmø, var stedet mere dødt end levende. Startkapitalen var 20 års erfaring som bartender på værtshuset Andys Bar og et lån.
Planen var ellers, at Ole Larsen skulle overtage Andys Bar, men pludselig en dag var den opkøbt af barkæden Rekom (bar -og diskotekkoncern med over 120 beværtninger og 5000 ansatte i Norden og i Storbritannien, red.). ”De tilbød mig at blive”, siger Ole Larsen, ”hvis jeg var villig til at gå 30 procent ned i løn og arbejde mere”.
Så fandt han Café Malmø.
Det er en kærlighedserklæring til stedet. Et visuelt kærestebrev. Alt smartness går fløjten her på Café Malmø. Det er et meget demokratisk rum at være i
Sømændene var væk, og stedet kørte ikke særligt godt. Til gengæld havde Café Malmø en ubrugt natbevilling og Ole Larsen en visitbog på flere tusinde mennesker i det københavnske natteliv.
”Der gik et par måneder, så kom Rekom og spurgte, om jeg ikke kom igen, fordi de oplevede, at folk gik”, fortæller Ole Larsen, imens han skodder cigaretten.
Et visuelt kærestebrev
Én af dem, der fulgte med til Café Malmø, og som har været med til ferniseringen på Galleri Hans Alf, er Ole Møller Hansen. Ham og Ole Larsen har kendt hinanden i 30 år.
Når Ole Møller Hansen var i København med firmaet, boede han i mange år på Hotel d’Angleterre. ”Jeg kunne godt lide at komme hos Ole på Andys Bar. Så da han flyttede herhen, flyttede jeg med”, fortæller Ole Møller Hansen, mens han får sig en øl i baren.
Ved siden af ham sidder en yngre kvinde, som gerne vil i snak med ham.
Byhistoriker Allan Mylius Thomsen forklarer, at når mange værtshuse og caféer har måttet dreje nøglen om, er det, fordi de enten ikke fornyede sig eller troede, det var nok med et koncept:
”Jeg har set mange folk flytte med en tjener eller en ejer”, siger han. ”Det er en samlingsperson, som har et særligt talent og lyst, og som er udadvendt”.
Storbyturister er nemlig hovedsageligt motiveret af at besøge en unik kultur, de ikke kan finde alle andre steder
Også Anders Brinch har taget turen fra Andys Bar til Café Malmø. Han kender Ole Larsen tilbage fra dengang han gik på Kunstakademiet i 1990’erne, hvor Ole købte nogle af hans malerier for nogle barregninger. Han peger op på sit maleri af Café Malmø i baren, og siger:
”Det er en kærlighedserklæring til stedet. Et visuelt kærestebrev. Alt smartness går fløjten her på Café Malmø. Det er et meget demokratisk rum at være i. Ole er god til at binde en masse folk sammen, som ikke har en virkelighed sammen”.
At der er en virkelighed indenfor og en anden udenfor, er noget, Ole Møller Hansen nikker genkendende til. ”Jeg kom engang gående herude på kajen kl. 12 middag med bestyrelsen fra Dansk Industri, mens Café Malmø-gæsterne var ved at hoppe i vandet. Jeg fik øje på Ole, og jeg råbte ”Hej Ole”, som jeg plejer. Så siger de andre til mig: ”Hvor kender du dem fra?””, siger Ole Møller Hansen og griner.
Nye tider
Efter Ole Larsen overtog Café Malmø, blev åbningstiderne ændret fra formiddagsåbent til kl. 17-05 alle ugens dage. ”Man skal have fat i natfolket”, siger Ole Larsen. ”Og så ind med kunstnerne. Så kommer kapitalen bagefter”.
Han bliver afbrudt af Martin Højgård Hansen, som møder ind på sin vagt. Efter de første år alene fik Ole Larsen råd til at ansætte to.
“Der var kraftedeme én, der prøvede at stjæle en billardkø i går. Så løb jeg efter ham. Han sagde, han troede, den var med i prisen”, griner Martin Højgård Hansen.

Det er mandag eftermiddag. Lyset fra PH-lamperne over de små borde er endnu ikke blevet sløret af gæsternes røg. I det største af de tre små rum, hvor billardet troner, ser man tydeligt et abstrakt Erik Clausen-maleri, modelskibe og utallige artefakter, som skiftende ejere og gæster har sat op igennem 150 år. Selv jukeboksen ser ud til at nyde øjeblikkets stilhed.
Over billardbordet troner tre originale grønne glaslamper. ”Jeg troede, jeg skulle fjerne billardet. Men der gik en uge, så tænkte jeg, at det skulle jeg nok ikke. Det kører hele tiden. Jeg er også selv begyndt at spille,” siger Ole Larsen.
Klokken nærmer sig 15:00.
Mandagsklubben
Om mandagen åbner Café Malmø undtagelsesvist kl. 15.
”Alle de gamle gik over på Mønten, fordi jeg først åbnede kl. 17. Så efter et halvt år tænkte jeg, at jeg hellere måtte få dem tilbage. Jeg synes, de er søde, de hører til. Jeg skulle også lige lande,” siger Ole Larsen og hiver frisk luft ind gennem cigaretten, ”det er mixet af mennesker”.
For Københavns Bymuseum repræsenterer stamværtshusene en vigtig del af Københavns historie og kulturarv
Når Lissi kommer om mandagen, får hun en Tuborg, et glas vand og sin billardkø, hvor der er indgraveret Lissi. Hun fik den i gave, da hun blev 86 år. For nogle timer er hendes rollator en passiv rekvisit i hjørnet. Hun har en praktisk mørkeblå termovest på udover trøjen, så armene er mere fri til at spille billard.
Hun finder mobilen frem og viser Palle og Jimmi et nyt foto med hende selv og en gæst på Café Malmø. Hendes mobil er fyldt med fotos, som Café Malmø-gæster har sendt til hende gennem tiden. Unge og gamle. Turister og jyder.
Alle vil fotograferes sammen med Lissi. ”Jeg har også sagt til Ole, at jeg snart skal have penge for at være her, smiler hun.
Unik kultur
Spørger man Wonderful Copenhagen, har Lissi fat i noget. Storbyturister er nemlig hovedsageligt motiveret af at besøge en unik kultur, de ikke kan finde alle andre steder.
Desværre kan det være svært at bevare det unikke.
Museumsinspektør Stefanie Høy Brink fra Københavns Bymuseum fortæller, at museet ikke har indflydelse på at kunne bevare en bygnings funktion, og den private ejendomsret gør det svært, når det kommer til interiør. For Københavns Bymuseum repræsenterer stamværtshusene en vigtig del af Københavns historie og kulturarv. ”Det er det levede liv, og det er menneskerne, der bruger stederne,” fortæller Stefanie Høy Brink.

Hvis ét af de gamle værtshuse står for at blive opkøbt og nedlagt, forsøger Stefanie Høy Brink at nå ud og fotodokumentere og indsamle genstande, men ofte går det så hurtigt, så det er for sent, inden museet hører om det.
Tilbage på Café Malmø er det Jimmis tur ved bordet. Bagved ham kigger hans far ned på ham fra et sort hvidt fotografi fra 1970. ”De unge udfordrer os altid i billard. De er altid verdensmestre”
”Mange glemmer, hvad det var, de faldt for ved det område, de bor i. De er for ivrige med fornyelser og smider det gamle væk,” siger hun, men understreger samtidigt, at det hele tiden er en balance mellem at udvikle og bevare.
Reception for stamstederne
Ved en reception for en fotoudstilling på Københavns Bymuseum om Københavns sidste værtshuse, understreger tidligere kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde i sin tale, at brune værtshuse også er Københavns historie.
Selvom antallet af værtshuse er faldet fra over tusinde i 1980’erne til lidt over to hundrede i dag, fremhæver Franciska Rosenkilde, at værtshusene hverken er døde eller fortid, men under forandring, og at det er vigtigt, at fremtidige generationer forstår dem.
Franciska Rosenkilde fortæller efterfølgende, ”at Københavns Kommune ikke aktuelt har særlige initiativer målrettet byens værtshuse og tilføjer i et skriftligt svar, ”at kommunerne generelt har få muligheder for at yde støtte, når der er tale om private erhvervsdrivende”.
Tilbage på Café Malmø er det Jimmis tur ved bordet. Bagved ham kigger hans far ned på ham fra et sort hvidt fotografi fra 1970. ”De unge udfordrer os altid i billard. De er altid verdensmestre”, siger Jimmi, som stort set aldrig køber en øl på Café Malmø, fordi han hiver dem hjem ved billardbordet.
Så længe det lever.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.