Da jeg fortalte nogle af mine hardcore jazzentusiastiske bekendte, at jeg skulle til Woody Allen-koncert i Amager Bio, rystede de medlidende på hovedet af mig og erklærede, at det skulle de i hvert fald ikke. ”Han spiller jo ekstremt ringe.” ”Han er blot en kedelig jazz-epigon,” lød deres dom.
Hvad Woody Allen mangler i professionalisme og forfinet embruchure, opvejes i denne her sammenhæng til fulde af filmskaberens rytmeforståelse og entusiasme
Måske af samme årsag var det umuligt at fremskaffe et professionelt billede fra koncerten til POV. Derfor må I, kære læsere, nøjes med mit lidt uskarpe billede taget med min mobiltelefon. Men det passer egentlig også meget fint til begivenheden, for Woody Allens færdigheder på klarinetten er heller ikke særligt skarpe, men hvad de mangler i professionalisme og forfinet embouchure, opvejes i denne her sammenhæng til fulde af filmskaberens rytmeforståelse og entusiasme samt nogle af hans orkesterkollegers musikalske kvaliteter.
En anden spurgte mig på Facebook, om den 81-årige Woody Allen havde ’luft til at spille igennem’. Nej, selvfølgelig har en 81-årig amatørmusiker ikke luft til at spille igennem som en yngre professionel musiker. Hans klarinetspil lød nærmest som energiske trut fra en lungesvag klezmer-klarinetist, men han ramte de fleste toner rent og kunne både gå i de høje og dybe toner.
De kom for at se giraffen og for at hylde en 81-årig filmlegende
Og i virkeligheden var det slet ikke det, som det handlede om. De over 600 tilhørere, der fyldte Amager Bio til bristepunktet, kom ikke for at høre ekvilibristisk New Orleans Jazz. De kom for at se giraffen og for at hylde en 81-årig filmlegende, der siden 1970’erne har lavet en film om året, skabt mesterværker som ’Små og store synder’, ’Mig og Annie’, ’Manhatten’ og ’Hannah og hendes søstre’ og de senere år mere bredtfavnende, sødmefyldte komedier som ’Vicky Cristina Barcelona’ og ’Midnight in Paris’.
… musikoplevelser, som kunne sætte én tilbage til et tredjerangs værtshus i en baggade i New Orleans lige efter det forrige århundredeskifte
Med sig undervejs fik vi os så også nogle musikoplevelser, som kunne sætte én tilbage til et tredjerangs værtshus i en baggade i New Orleans lige efter det forrige århundredeskifte, eller et af de begravelsesoptog, der drog gennem denne jazz-hovedstad med et amatørorkester i spidsen, som jeg bl.a. husker det beskrevet i Louis Armstrongs selvbiografi ’Mit liv i New Orleans’, der udkom på dansk i 1963. Eller måske til et mere end tvivlsomt ragtime-etablissement i Chicagos sorte bydel i 1920’erne.
For rent faktisk så var både basunisten, trompetisten og pianisten yderst habile jazzmusikere. Og når det kom til stykket, så var der jo blot tale om en flok glade amatører.
”Vi spiller for vores fornøjelse og er glade for, at nogen gider komme og høre os,” sagde Woody Allen med sin karakteristiske sprøde, nervøse og let rystende stemme i introduktionen. Ja, og folk gad oven i købet betale omkring 1000 kr. pr. billet for at opleve disse amatører.
Det var også, som om musikerne ikke helt selv fattede, hvordan de var blevet en attraktion blandt alle de højt professionelle, internationale jazzmusikere, der fylder Copenhagen Jazz Festival og er med til at gøre København til en Jazz-hovedstad. Men de var selvfølgelig godt klar over, at folk kom for se opleve Woody Allen live.
Woody selv opførte sig som alt anden end en stjerne. Han overlod rampelyset til sine medmusikanter og virkede i virkeligheden frygtelig genert, kejtet og neurotisk, nøjagtig som de personer han har spillet i mange af sine egne film. Han sad nærmest meditativt stille med lukkede øjne og klarinetten på knæet, indtil det blev hans tur til at deltage i de musikalske løjer og – til publikums store jubel – trutte lystigt i sit sorte instrument.
Og det skal dertil siges, at alle de øvrige musikere også fik deres behørige klapsalver, når de havde præsteret en solo.
Alle var glade. Ikke mindst publikum, der fik rusket godt op i den 81-årige klarinettist
Selvfølgelig er Woody godt klar over, at folk kommer for at se ham. Og det er de øvrige orkestermedlemmer også. Og de er sikkert også glade for, at han kan trække folk af huse og skaffe dem engagementer rundt om i Europa, som de ellers aldrig ville have set skyggen af. Og hvad fanden gør så det? Her var ingen lobhudling af stjernen fra hans kollegers side. Alle var glade. Ikke mindst publikum, der fik rusket godt op i den 81-årige klarinettist, som sammen med sit orkester fik to ekstrafremkaldelser med flere ekstranumre.
I sandhed en hyldest til den store, gamle filmlegende, som foretrækker at spille neurotisk klarinet fremfor at holde master-classes om sin egen genialitet.
Tak for musikken Woody.
Fotos: Poul Arnedal
POV betaler ikke sine skribenter, men hvis du kan lide det jeg skriver, er du meget velkommen til at indbetale en beløb – stort eller lille – på min PayMobil konto: 615416505.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her