SPANIEN // REJSEBREV – Fotograf Jens Ulrich rejser rundt i Sydspanien, 3-4 uger, for at få lys og varme. Altid på jagt efter et godt motiv og møder med nye mennesker.
Dette rejsebrev fra Sevilla er det sidste i rækken. Det begynder med en lille tur togtur til byen Cordoba, der ligger nord for Sevilla. En overkommelig tur på godt en time. Jeg har tidligere være i Cordoba for nogle år siden, måske er det endda 15 år siden, og der er nogle minder, jeg gerne vil have bekræftet. Der var noget maurisk indflydelse på arkitekturen, som gjorde et stort indtryk på mig.
Jeg glædede mig til at gense den tidligere moské, der nu er en kristen kirke, og især den fredelige og usædvanlig smukke plads, Patio des Naranjas foran bygningerne. Da jeg var her første gang, åndede pladsen fred og ro. Man følte sig hensat til tiden, hvor maurerne stadig var her, og pladsen foran moskeen var det sted, hvor nyheder blev udvekslet og forbindelser blev knyttet, medens appelsiner modnede på træerne, der gav ly og kølighed for solen, og de mure der omkransede pladsen sørgede for at larmen ude fra byen ikke trængte ind og forstyrrede. En romantisk 1001 nat forestilling, der sikkert udelukkende blev fremført i min hjerne.
Cordoba
Cordoba var et kraftcenter under den mauriske besættelse. Det var en overraskelse at genfinde Cordoba som en helt moderne by med lyssignaler og mobiltelefoner. Det var gået hen over mit hoved dengang i cirka 2005, men jeg fandt den gamle bymur og gik gennem en port ind i den oprindelige by.
Hvor er det svært, når man forsøger at komme på sporet af den tabte tid; den tid der var en gang, hvor alt var anderledes. Jeg vil ikke sige, at jeg er skuffet, men dette besøg kommer ikke til at stå i fuld Technicolor i min erindring
På en skæv måde kom jeg til at tænke Frilandsmuseet eller Den Gamle By i Aarhus, version Sydspanien. Snævre middelaldergyder og små pladser møder den besøgende, tilsat en masse butikker, der sælger tingeltangel til os turister. Og der er godt nok mange turister, selv sådan en dag i Februar. Jeg kunne mærke irritationen vokse i mig: Hvorfor er jeg ikke den eneste, der ved, at det sted er interessant? Har alle de kinesere, koreanere og japanere ikke noget smukt og spændende at se på hjemme hos dem selv? For ikke at tale om tyskere og englændere. Har de forresten ikke meldt sig ud af Europa, de der englændere?
Og vel var det interessant at gense La Mezquita Moskéen eller som bygningen hedder på katolsk, Catedral de Nuestra Señora de la Asunción. Det var romerne der begyndte at bygge på stedet, et tempel, så kom visigoterne og byggede en kirke, så kom maurerne og opførte en moské, og så kom spanierne og lavede den om til en kristen kirke igen. Det er og bliver et fængslende bygningskompleks især med de mauriske ornamenteringer, der stadig er tilbage.
Pladsen, Patio de los Naranjas, er stadig smuk og et besøg værd, og som sagt var der mange besøgende. Billederne herunder er taget sekunderne inden området blev lukket for natten. Jeg var den sidste turist den dag. Hvor er det svært, når man forsøger at komme på sporet af den tabte tid; den tid der var en gang, hvor alt var anderledes. Jeg vil ikke sige, at jeg er skuffet, men dette besøg kommer ikke til at stå i fuld Technicolor i min erindring.
Orlando i Sevilla
Til gengæld var der smæk for skillingen, da jeg var inde for at se Virginia Woolfs mesterværk Orlando på Teatro de Fundición de Sevilla. Det var en turnéforestilling med Rebeca Sala i hovedrollen. Jeg kendte hende ikke på forhånd, men hun er særdeles kendt i Spanien. Teatret ligger undseeligt og prunkløst sådan lidt bagved en af de større gader, nærmest gennem et hul i muren og så ned af et stræde. Hyggeligt og malerisk. Jeg havde forestillet mig, at man klædte sig nydeligt på, når man skulle i teatret, men vi kom alle i hverdagstøjet. Der var fuldt hus, og jeg havde en billet til første række.
Klokken præcis 21 blev publikumslyset dæmpet og scenelyset tændt. Fin scenografi med afrevne sider af gamle bøger, på proscenium fire hvide fjer og spillerne klædt i hvidt.
Heldigvis kender jeg historien i forvejen. Jeg har læst Virginia Wolfs bog, er ved at høre den som lydbog, har set filmen med Tilda Swinton, og for ikke så længe siden tog jeg over Øresund for at se Malmø Stadsteaters fremragende version. Her i Sevilla var der måske 21 ord, jeg forstod. Men jeg genkendte passionen i ordene, jeg genkendte Orlandos følelser. Det er en fantastisk historie om udødelighed, køn og færd gennem livet. Her spillede de med et gran af humor og charme, og jeg blev forelsket i Rebeca Sala, både da hun spillede mand, og da hun spillede kvinde. Jeg var grebet om hjertet, ja, det lyder melodramatisk, men jeg er jo i Sevilla.
Efter stykket fandt jeg heldigvis et ægtepar, som talte en smule engelsk, for jeg var nødt til at dele min begejstring med nogen. Lykkeligvis var de lige så begejstrede. Sikke en vidunderlig aften i Teatro de la Fundición.
Jeg vil lige slutte af med at fortælle, at jeg har skrevet noget af det her, medens jeg har fået en tapa. En endog overmådelig velsmagende Cola de toro. Det er oksehale og jeg tror ikke, at denne tyr er blevet dræbt i arenaen. Sikke en sovs og ristede kartofler. Tapa-størrelsen er lige min stil, ikke for meget og ikke for lidt, som Monrad og Rislund sagde.
Bar Las Moradas er ved at blive mit yndlingssted i Sevilla. Det ligger i Calle Santa Teresa, 1 i Barrio de Santa Cruz, hvis du lige skulle komme forbi.
Og tak fordi du har fulgt med på min rejse efter den sydspanske sol.
Alle fotos: Jens Ulrich, dizzyBild
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
