NY BOG // ANMELDELSE – Med sine velskrevne essays, der blandt andet omhandler Kronborg, gør den syriske forfatter Odai al Zoubi et forsøg på at forklare en sammenhæng, som er vanskelig at finde, for historier om krig og eksil er djævelsk vanskelige at fortælle enkelt. Men resultatet er utrolig vellykket og kan varmt anbefales.
Kærlighed er ikke alt. Man har også brug for dokumenter, visum og penge.
Denne såre jordnære konstatering finder man i den syriske forfatter Odai al Zoubis fine essaysamling med den provokerende titel Syrisk Jul. Den er netop udkommet på dansk, og den må i højeste grad siges at være en bog til tiden lige nu, hvor debatten om forskellighed og inklusion i det danske samfund kører på de helt høje og ofte skingre nagler.
Odai al Zoubi er journalist, filosof og forfatter, og så er han født i Damaskus. Han er en af de mange, som har måttet flygte fra sit hjemland, men som meget få forstår han at sætte ord på sine dybe følelser. Han har ikke mulighed for ”at tage tilbage til Syrien, fordi regimet gerne ”ville tale med mig” om mine skriverier. ”Som regel er den slags samtaler ikke særligt civiliserede,” skriver han med ironisk nedtoning af de faktiske forhold.
Man kan ikke undgå at føle sig provokeret og inspireret af denne lille, velskrevne bog
I et essay med titlen ”Last Christmas” beskriver han, hvordan han er flygtet fire gange på et enkelt tiår. Efter at have forladt Syrien tog han en ph.d. i filosofi ved University of East Anglia i Norwich, men han er ikke i stand til at vende tilbage, fordi briterne nægter at give ham opholdstilladelse. Han kan heller ikke tage til Tyrkiet, hvor han boede en overgang, fordi syrere bliver nægtet indrejse efter kuppet i 2016. Intet arabisk land vil tage imod syrere, og intet vestligt land ønsker at tage imod dem. Ingen ønsker at tage imod syrere.
Her kommer så det med kærligheden ind i billedet. Forfatteren er dansk gift, men også dette fører en række problemer med sig. Som han konstaterer, har en syrisk mand og en dansk kvinde brug for en plan for fremtiden og en stor portion mod til at forholde sig til civilisationernes sammenstød. Man kan ikke lade være med at smile, når han fortæller, at hans kone ikke bryder sig om oliven, mens han selv ikke kan udstå lakrids, ”som er en underlig, rædselsfuld dansk ting, hun spiser med stor fornøjelse”.
Forskellighederne til trods besluttede de at gifte sig, men selv det resulterede i endeløse logistiske forviklinger. De kunne ikke blive smedet sammen i Tyrkiet, fordi der krævedes en mængde papirer, som han var ude af stand til at skaffe i Syrien. Og et dansk bryllup var lige så illusorisk, fordi der ikke var nogen garanti for, at de syriske gæster kunne opnå besøgsvisum – selv om der var tale om nær familie på kort visit.
Gift blev de, de to blev til tre, og de havde forestillet sig en dansk tilværelse, hvor i det mindste en af dem ikke ville være fremmed.
Men den drøm holdt kun et par år, hvorefter de besluttede at bosætte sig i Malmö, fordi der er en særaftale mellem de nordiske lande, som tillader borgere og deres familier at flytte rundt mellem dem. Tusindvis af danskere flygter til Sverige for at finde et trygt tilflugtssted for deres ikke-EU-familiemedlemmer. Han er en af dem, der sammen med sin kone er ”forenet i kampen mod en fjendtligsindet verden, forbandet af diktaturet såvel som af demokratiet, på jagt efter et svar”.
Holger Danske
På den måde er George Michaels sang ”Last Christmas” blevet et fast holdepunkt i en verden under konstant forandring, både på det personlige og på det globale plan. Odai al Zoubis forældre var selv kontroversielle og banebrydende, idet de skabte et kristent-muslimsk hjem i Damaskus, hvor sangen derfor var en fast bestanddel af familielivet en gang om året, og som derfor er blevet en tråd til en form for tryghed gennem hele forfatterens liv.
En søgen efter den slags holdepunkter er også temaet i et andet essay, hvor han efter tre års ophold i Sverige krydser sundet for første gang. Han tager til Helsingør for at opsøge noget af det mest ærkedanske, nemlig Kronborg. Han beskriver det som en af de søjler, Danmarks tilblivelse hviler på, og da han står foran det mægtige murværk, skal han lige samle mod til at vove sig ind gennem porten. Inde i borggården slutter han sig til en lille gruppe turister, der skal på guidet rundvisning, og den fedladne guide siger venligt, at han desværre ikke taler ”syrisk”.
Besøget på Kronborg er forfatterens personlige forsøg på at komme til forståelse med det Danmark, han måtte forlade
Det er barokt og vittigt, men det gør også ondt i sin smerteskærende absurditet. Han sukker over, at alle de andre turister er europæere. Der er ingen arabere eller asiater, sorte eller brune. Alle er hvide, og de er alle sammen glade. Der er ingen flygtninge eller migranter på Hamlets slot, heller ingen kvinder med niqab eller hijab. Der er fuld harmoni mellem alle, som et vestligt sci-fi utopia.
Han sætter tingene elegant i perspektiv gennem mødet med en gruppe skuespillere, som indøver noget Shakespeare på Kronborg. De fleste er udlændinge, freelancere uden vished for dagen i morgen, og for første gang i lang tid føler han sig tryg i Danmark. I denne lille kreds gør de grin med kulturmafiaen og den småtskårne racisme, som er til stede alle vegne i det danske samfund.
Sammen med skuespillets Ofelia besøger han gaveshoppen på Kronborg, og hun forærer ham en lille statue af Holger Danske. Ham, der sidder i slottets kælder og vil redde landet, hvis det kommer i nød.
Men i virkeligheden har myten om Holger Danske rødder i Frankrig, hvor han var en ridder ved Karl den Stores hof. Han er bare blevet forvansket og lagde eksempelvis navn til en af de berømteste modstandsgrupper under Besættelsen, og på mange måder bygger Kronborgs berømmelse på to myter – om Holger og om Hamlet. Odai al Zoubi betragter det som en slags national manipulation, hvor Danmark forbinder sig selv med myterne om det moderne Europas tilblivelse. Til stor glæde for turisterne.
Forsøg på at forstå en sammenhæng
Besøget på Kronborg er forfatterens personlige forsøg på at komme til forståelse med det Danmark, han måtte forlade. Det lykkes ikke. Forholdet fortaber sig i tågede myter, hvilket kommer til at stå som et skarpt signalement af Danmarks kantede forhold til det fremmede.
I forordet skriver han, at han en dag nødvendigvis må tage snakken med sin søn om hans fars og mors to lande, som afviste dem, og om deres forsøg på at favne dem med den kærlighed, tryghed, tillid og fortrolighed, som de selv har savnet så eklatant. Det er den historie, han forsøger at fortælle i denne bog. Som han bemærker et sted, er det et forsøg på at forstå en sammenhæng, som er vanskelig at finde, for historier om krig og eksil er djævelsk vanskelige at fortælle enkelt.
Det er nogle af de samme temaer, han slog an i novellesamlingen De sneklædte spøgelsers rejse, som udkom på dansk for et par år siden. I den forbindelse blev Odai al Zoubi kritiseret for, at han ikke skriver direkte om krigen, og ganske rigtigt handler de fremragende noveller mest af alt om mennesker, og hvordan de reagerer og overlever i konflikten.
Det samme gør han i sine essays. Her er han bare rykket en tand tættere på, idet han nu tager afsæt i sig selv og sit personlige møde med de danske værdisæt. På mange måder er det nemlig også et spørgsmål om overlevelse, i hvert fald mentalt.
Blandt de mange ting, han undrer sig over, er den danske besættelse af nationale symboler. Der er naturligvis Holger Danske, men så sandelig også flaget, som man finder overalt. Der flages i gaderne, på markederne, på bondegårde, i indkøbscentre, hos frisører og på togstationer, og han har navnlig bemærket, at danskere tager flag med i lufthavnen for at byde andre danskere velkommen hjem.
Han betragter sig selv som en rationel person og henviser til en af sine rationelle helte, George Orwell. Denne betragtede besættelse af nationale symboler som et tegn på en national sygdom. Han står fuldt ud ved, at arabere og alle andre folk lider af de samme ting og bygger på den samme form for myter, men når man, som han, kommer i klemme og har behov for at flytte sig et andet sted hen, bliver alt dette til et murværk af samme type som det, der omgiver Kronborg.
Det er ikke en bog, man uden videre lægger fra sig. Odai al Zoubis knivskarpe sætninger og kloge overvejelser bliver hængende, og man kan ikke undgå at føle sig provokeret og inspireret af denne lille, velskrevne bog.
Læs også Hans Henriks Fafners anmeldelse “Anne-Cathrine Riebnitzskys “Tempel” er et bibelsk epos med moderne referencer”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver lørdag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
