KRIG I GAZA // BAGGRUND – Konfronteret med Gaza løber alle analytiske skoler tør for analyser og derfor også for analytisk begrundede, effektive og konstruktive løsningsforslag. Vi skal søge løsningsmuligheder i nye verdensbilleder i en dialogisk og undersøgende proces, som af nogle kaldes ‘a fusion of horizons’. Det vil være en svær proces, men den er indtil videre uafprøvet.
De kvalmende myrderier mellem Israel og Hamas viser med al tydelighed et etisk sammenbrud i krigens regler og efterlader politikken rådvild. Samtidig bliver det stadig tydeligere, at kamphandlingernes myrderier er virkningsløse i forhold til varige løsninger.
I den forbindelse er det vigtigt at kaste et blik på krigens udvikling, centrale teoriers forståelse og nogle politiske muligheder. Så kompleks og omfattende en udvikling kan selvfølgelig ikke rummes her, så lad os i stedet tage et resumé med en vis generaliserende karakter.
Fra hoplitkrige til folkeret
Selvom ingen krige er ens, inddeler historikere Europas krige i flere perioder efter styreform, formål og etik, militærets organisation og våbenbrug, krigens udførelse i form af hastighed, intensitet og udbredelse.
Perioderne er der stort set enighed om. De består af de græske bystaters hoplitkrige fra år 700 og frem til ca. 300 f.Kr. Disse krige byggede på ideen om et afgørende slag og havde et ritualiseret præg. Roms krige fra ca. 300 f.Kr. og frem til ca. 500 e.Kr. var karakteriseret af en manglende skelnen mellem soldater og civile. Brutaliteten gav navn til ‘bellum romanum’, der betegner et fravær af regler. Reguleringen kom med Ridderkorstogene mellem år 1000-1300. Reglerne, ‘Jus ad Bellum’, der løbende er blevet tilpasset, tilskrives Augustin, Aquinas, Francisco Suarez, Alberico Gentili og Francisco de Vitoria. Reglerne indgår i dag i Folkeretten.
Efter korstogene fulgte Religionskrigene fra ca. 1300 til Den Westfalske Fred i 1648. Sigtet med Den Westfalske Fred var igen at få kontrol med krigene ved at overgå til en regulering af selve krigsførelsen, Jus in Bello. Til reguleringen hørte en styrkelse, så kun stater kunne føre krig; at stater ikke måtte blande sig i andre staters indre anliggender; at der blev etableret en absolut skelnen mellem regent/regering, soldat og civil – krigen blev trinitarisk.
Den Westfalske Fred medvirkede til opbygningen af det statssystem, vi har i dag. Efter Den Westfalske Fred blev de ‘begrænsede dynastiske’ krige ført, de havde mest af alt spillets karakter og vedkom ikke civilbefolkningerne. Med den franske revolution opstod de nye nationalstaters ‘totale krige’ fra 1789 og frem til 1945. De totale krige inddrog som noget nyt civilbefolkningerne ved at indføre værnepligten og industrialisere våbenproduktionen.
I perioden fra omkring 1500 til omkring 1945 er antallet af krige kun steget med stadig flere døde til følge. Den største stigning ses med den westfalske politisering af krigen. Modsat denne stigning af krig og død ses antallet af mord i civilsamfundet at være konstant. Dette udlægges af flere forskere som, at det er staternes institutionelle kapacitet til vold, der vokser, og at det således er staterne, der er farlige, og ikke mennesket.
Efter 2. verdenskrig blev krig forbudt, selvforsvar tilladt og staterne pålagt styrkebidrag til fredsoperationer, jf. FN-Pagten
Carl von Clausewitz lagde grunden til den moderne teori om symmetrisk krig mellem stater. Han viste, at der indgår et Zweck (middel), Ziel (mål) og Schwerpunkt (tyngdepunkt). Han betonede, at det hverken er Ziel eller Zweck, der kæmpes om, men derimod Schwerpunkt. Oprindeligt betegnede Schwerpunkt, det ‘sted’ i kampen, der dannede taktisk eller strategisk ‘tyngde’ – det kunne være der, hvor flest tropper eller våben var opmarcheret, eller et afgørende vigtigt sted for kampens udfald. Dansk forskning har dog udvidet dette Schwerpunkt med viljen til kamp. Viljen til kamp knytter sig tættere til strategi og politik. På den måde kan man i dag finde to Schwerpunkter i krig.
Med kapacitetens stigende asymmetri forskydes Schwerpunkt i stigende grad mod det politiske Schwerpunkt – viljen til kamp. I den kamp indgår andre våbentyper, voldsformer og kommunikationsformer end i den symmetriske krig.
Efter 2. verdenskrig blev krig forbudt, selvforsvar tilladt og staterne pålagt styrkebidrag til fredsoperationer, jf. FN-Pagten. Majoriteten af staterne tilsluttede sig FN, men fortsatte med at føre krig, selv FN’s fredsoperationer blev brugt til at føre krig.
Efter 1945 og frem til 1989 blev det europæiske kontinent nok forskånet for direkte krig, men dog underlagt kold krig.
Krigene efter 1945 fortsatte frem til ca. 1980 i resten af verden. Først som befrielseskrige fra tidligere tiders kolonimagter. Dernæst i perioden fra o. 1980 til o. 1990, efter at kolonimagterne trak sig tilbage udbrød der borgerkrige, som handlede om styreformer.
Som noget nyt dukkede der gennem 90’erne en ny type krige op, der får flere navne: ’krige af den tredje slags’; ’hybrid-krige’, ’nye krige’, ‘nær-krigsoperationer’ osv.
Fra guerillakrig til ‘ny krig’
De trinitariske krige skabte – helt principielt – et scenarie, hvor civile kunne blive fanget mellem tropper i kamp eller opholde sig i korridorer og her nyde civil beskyttelse og rettigheder. Alligevel oplevede bybefolkningerne under 2. verdenskrig bombardementer, som langt overgik tidligere tiders belejringskrige. Og hvis civile deltog i kamphandlinger, som de gjorde på Østfronten og i Frankrig, udløste det voldsomme militære reaktioner, der havde lighed med Roms ‘bellum romanum’: plyndring, afbrænding af boligområder, deportering, tortur og henrettelser.
Oprørskrigene efter 1945, og især efter 1990, udviskede i betydelig grad adskillelsen mellem civil og militær. I disse krige, hvor kampene havde haft karakter af guerillakrig, var bellum romanum og ‘den militære nødvendighed’ i stigende grad blevet brugt mod civilbefolkninger, der var blevet udsat for tortur, eksempelvis i Burma, Algeriet og Vietnam.
Udgangspunktet for dette scenarie var de oprørskrige, der udspandt sig i kølvandet på 2. verdenskrig. Disse kriges brug af guerillakrigens taktik mod de militært stærkere europæiske stater ledte frem mod dagens brug af terror. Forskellen på guerillakrig – lille krig – og terror består i, at guerillakrig er en taktik, som leder frem mod den store krig (den symmetriske krig), og at den derfor konceptuelt ligger inden for rammen af konventionel krig. Da guerillakrig sigter mod den konventionelle krigs statsdannelse, er det nødvendigt at have civilbefolkningens opbakning, hvis taktikken skal lykkes. Det sigte har de nye krige ikke, hvorfor volden mod civilbefolkninger – også egen – er anderledes brutal.
Organiserede terrorhandlinger er udslag af militær asymmetri. Sigtet kunne være en egen stat, som vi så det i forbindelse med PLO’s flykapringer i 70’erne. Efter dette begynder terroren dog at løsrive sig fra tanken om ‘den store krig’ og religiøse eller fundamentalistiske diskurser betones i stigende grad. Målet er ikke længere en stat, men den rette livsførelse. Den nye terror kommunikerer derfor ikke med egen befolkning i opnåelsen af opbakning eller et specifikt formål, men med ideologiske modstandere. I denne kommunikation kan volden rettes mod symboler og civilbefolkninger, som fx i 9/11-angrebet og angrebet mod en Rave-festival mellem Be’eri og Re’im.
Asymmetriens konsekvenser
Efterhånden som terroren har løsrevet sig fra guerillakrigens formål, er det også blevet tydeligt, at lovgrundlaget, de operationelle definitioner for militære interventioner samt ikke mindst politisk og militær praksis var blevet mangelfulde.
De ‘nye krige’ er karakteriseret ved ikke længere at udtrykke en stats udenrigspolitiske interesser, men snarere en konsolidering af nye former for magt; ved ikke længere at udtrykke universelle principper såsom demokrati, fascisme eller socialisme, men politik baseret på lokal- eller traditionel identitet; ved ikke længere at komme fra supermagter eller eks-kolonimagter, men på lokale krigsherrer; ved ikke at blive finansieret af skatter, men af handel med stoffer, ædeltræ, ædle metaller og mennesker; ved ikke længere at bygge på værnepligt eller appellere til patriotisme, men på frygt, korruption og magt; ved ikke længere at have formelle og organiserede krige med afgrænsede frontlinjer, med baser og tunge våben, men at bestå af tropper under utydelig organisering uden uniform, som er spredt, og som involverer paramilitære og kriminelle grupper og børnesoldater i en vold, som bruger lette våben, overgreb, voldtægt, hungersnød og flygtninge som kampformer.
De ‘nye krige’ er karakteriseret ved ikke længere at udtrykke en stats udenrigspolitiske interesser, men snarere en konsolidering af nye former for magt
I de nye krige er det svært at skelne mellem kombattanter og non-kombattanter; kampene bliver heller ikke udkæmpet for klare principper eller mål. Da krigens love og menneskerettighederne bygger på denne afgrænsning, svækkes retshåndhævelsen i perioden efter 1990.
Forståelsen af konflikt og krig
I perioden efter 2. verdenskrig udvikles der gradvis tre skoler for ‘internationale relationer’: den neorealistiske, den liberale og den konstruktivistiske skole. De tre skoler dominerer tænkningen og dermed de begreber og måder, som politikere, officerer og journalister forstår krig igennem.
Realismen hævder, at stater og krige kun forstås på systemniveau, og beskriver de internationale relationer som ‘styret’ af anarki og magt i bestræbelserne på at skabe sikkerhed for egen befolkning. Det internationale system er derfor ikke et system reguleret af personer, etik og moral, men et system reguleret af kynisk kalkulation på magtbalance og sikkerhed.
Modsat realismen beskriver den liberale skole de internationale relationer som udtryk for staternes indre institutioner. Staters interne strukturer og beslutningsprocesser påvirker deres vilje og kapacitet til samarbejde. Først når alle interagerende stater har udviklet tilsvarende interne strukturer, er resultatet gensidig tillid, som mindsker dilemmaer i international politik og bidrager til fred, samarbejde og stabilitet.
De to skoler medfører et logisk paradoks: Enten er staten uforståelig, eller også er mennesket uforståeligt. Bl.a. derfor opstår den konstruktivistiske skole, som lægger vægt på fortolkning og proces – nok bedst udtrykt i begrebet ‘sikkerhedsliggørelse’. Sikkerhedsliggørelse betyder, at mange forskellige temaer, fx energi, kan trækkes ind i den sikkerhedspolitiske diskurs og indgå i statslige konflikter.
Gaza og Oslo
Konfronteret med Gaza løber alle tre skoler tør for analyser og derfor også for analytisk begrundede, effektive og konstruktive løsningsforslag. Neorealismen ser kun systemer bestående af stater, og er Gaza en stat? Liberalismen ser kun demokratiske institutioners kapacitet til fred, og er Gaza et demokrati? Den konstruktivistiske skole fortaber sig i diskursive processer, som ikke har styrken til at appellere til konfliktens ophidsede parter. Men det er de skoler, vores politikere har at støtte sig til. Og alle tre skoler ser ud til at tænke inden for national-statslige rammer, og de peger da også på en tostatsløsning – og ikke på noget helt tredje.
Problemet er, at statssystemet har medført en fission of horizons, en historisk stigning af krige, og at stater konstruerer befolkninger, der har svært ved at forstå hinanden uden om disse historisk skabte grænser.
Måske er disse rammer ikke det bedste udgangspunkt for gensidig forståelse: kravet på samme territorium, forskellige sprog, ritualer, hellige symboler, familiestrukturer, religioner og politiske systemer – med andre ord forskellige verdensbilleder. Hvordan skal så forskellige positioner kunne forstå hinanden og etablere sameksistens?
I Gaza er Oslo blevet et skældsord for en forfejlet fredsproces. Af gode grunde, når man ser på den nuværende situation. Betyder det så, at vi hverken kan bruge skolerne fra internationale relationer eller de redskaber, konfliktløsningen tilbyder os? Meget tyder på det.
Der findes dog en ny tilgang inden for konfliktmægling, som byder sig til, og det er radical disagreement-tilgangen. I modsætning til konfliktløsningen, som betoner interesser og behov, og som anbefaler, at værdikonflikter ikke inddrages i mæglingen af konflikter, så mener forskerne bag radical disagreement-tilgangen, at netop mæglingen af værdikonflikter er helt afgørende for en konfliktløsning.
Radical disagreement-tilgangen vil altså gå ind i helt grundlæggende ontologiske antagelser om verden, som de udfolder sig for jøder, kristne og muslimer – og dér søge løsningsmuligheder i nye verdensbilleder i en dialogisk og undersøgende proces, som af nogle kaldes ‘a fusion of horizons’. Det vil være en svær proces, men den er indtil videre uafprøvet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
