UKRAINE // KULTUR OG DOKUMENTATION – I denne uge blev Viktoria Amelinas posthumt udgivne bog om kvinder, ikke mindst hende selv, der dokumenterer krigsforbrydelser i Ukraine, hædret med George Orwell-prisen som årets bedste politiske bog. Peter Hyll-Larsen har læst bogen og mindes sit eget møde med Amelina, kort før hun blev dræbt af et missil i juli 2023.
KYIV – Hun er en lille skrøbeligt udseende dame klædt i sort og mørkeblåt. Hendes ven fortæller mig senere, at hun ikke afveg fra de farver, efter krigen i Ukraine blev til en fuld invasion i februar 2022.
Det er nu juni 2023, og vi befinder os på bogfestivalen Arsenale i Kyiv. Jeg har lige hørt en spændende debat om, hvordan man nogensinde kan opnå retfærdighed, når de øverst ansvarlige for krigsforbrydelser sidder i Kreml og formentlig aldrig kommer for en dommer, og når de, der aktivt, under ordre eller på eget initiativ, stod for systematisk voldtægt, henrettelse og kidnapninger, hyldes hjemme i Rusland og forfremmes snarere end forfølges.
Pointen er at dokumentere, at lytte, at anerkende folks lidelser og tab
Damen, der nu står over for mig, tog del i denne debat, fordi hun har en helt særlig viden og et helt specielt sprog at formidle denne viden på.
At dokumentere folks lidelser
Hendes navn er Viktoria Amelina, hun er en kendt digter og romanforfatter, lidt af en ener i det litterære selskab, og så er hun ikke mindst en aktiv del af den gruppe, der kalder sig Truth Hounds, og som de sidste 16 måneder, ofte med stor risiko for egne liv, er rejst til store og små byer, hvorfra russerne er blevet fordrevet, i regioner som Chernihiv, Sumy, Kharkiv, Kherson.
Der nedfælder de vidnesbyrd fra overlevende og pårørende. Alle velvidende, at gerningerne nok vil forblive ustraffet i det juridiske system – i Ukraine, Rusland eller ved internationale domstole.
Men det er jo ikke pointen, siger hun og smiler og vader lige ind i mit midaldrende hjerte. Pointen er at dokumentere, at lytte, at anerkende folks lidelser og tab, individuelt og kollektivt, at give folk en smule af deres tabte værdighed tilbage.
”Man kan jo godt dømme in absentia, og drømme, for hvem ved, måske der alligevel kommer en dag …?!”
Vi snakker lidt videre, og så går hun op på den lille udendørs scene, i ly for regnen, der siler ned på denne sommerdag, og begynder at læse sine digte op, blødt akkompagneret på keyboard af præsidenten for PEN Ukraine, Volodymyr Yermolenko.
Jeg har allerede boet i Kyiv et år på det tidspunkt og bliver boende der endnu et halvt år. Længere tid end Amelina, skal det vise sig
Iblandt publikum er også tre colombianere, der alle havde været del af debatten, og som er her for at understrege en latinamerikansk støtte til Ukraine fra et kontinent, der ellers har været mere stille i sine tilkendegivelser om denne krig.
Jeg lytter til digtene på et sprog, jeg ikke forstår, optager en lille video og lægger den op på Facebook med et @VictoriaAmelina-tag og tager så hjem. Det var intenst, men kort at møde hende. Jeg har allerede boet i Kyiv et år på det tidspunkt og bliver boende der endnu et halvt år. Længere tid end Amelina, skal det vise sig.
Pizzarestauranten i Kramatorsk
Tolv dage senere, klokken et om eftermiddagen på en fredag, står jeg i den stopfyldte Skt. Mikael’s Katedral i Kyiv med tre røde nerier i hånden. Jeg er for langt væk fra hendes kiste til at lægge dem derpå og afholder mig også fra at defilere forbi.
Da præsten tier, og folk begynder at bryde op, tænker jeg, at jeg ikke kendte hende godt nok til at gå så tæt på, forbi hendes mand og søn, hendes venner og kollegaer. Det var jo blot et håndtryk og et par minutters samtale på bogfestivalen for nylig.
Så jeg lægger blomsterne udenfor på trappen, jeg er ikke den eneste, der gør det således. Viktoria Amelina blev dræbt en lille uge tidligere på en populær pizzarestaurant i byen Kramatorsk i Donetsk, i det østlige Ukraine.
Amelina levede et par dage længere på et hospital i Dnipro, men kom aldrig til bevidsthed igen
Hun var meget tæt på fronten og omgivet at alle de historier, hun havde viet sit liv til at indsamle. Hun var der sammen med de tre colombianere og en masse andre børn og voksne, soldater og civile. Et Iskander-missil ramte direkte ned i restauranten og dræbte 13 mennesker, heriblandt flere børn.
Amelina levede et par dage længere på et hospital i Dnipro, men kom aldrig til bevidsthed igen. De tre colombianere slap med nogle få skrammer, og sidenhen har én af dem, romanforfatteren Hector Abas, skrevet en bog om bl.a. Ukraine og Amalina, hendes liv og død.
Amelina selv skrev på en bog det sidste år af sit liv, Looking at Women Looking at War – A War and Justice Diary, hvori hun dokumenterede sin egen rejse tilbage til Ukraine i februar 2022, imod strømmen af de mange flygtninge, der tog vestpå på invasionens første dage.
Selvlært dokumentarist
Amelina derimod skulle østpå, først til Kyiv og siden til de steder, der langsomt blev vristet løs fra russerne. Der hvor rædslerne og forbrydelserne lå helt fremme til skue, i form af de mange lig på gaderne i Kyiv-forstæder som Bucha og Irpyn, eller senere i storbyen Kherson og i landsbyerne omkring millionbyen Kharkiv, 20 km fra fronten i øst.
I de næste 16 måneder lærte hun sig sin nye metier, at dokumentere for eftertiden – hvis nu ikke for retfærdigheden, der på mange måder forbliver ude af syne.
Og hun beskrev i små kapitler de mange kvinder, der på den ene eller anden vis bidrog til dette dokumentationsarbejde, kendte offentlige personer som nobelpristageren Oleksandra Matviichuk og mere anonyme skikkelser som bibliotekaren Yulia Kakulya-Danylyu.
Som så mange andre ukrainere efter februar 2022 måtte jeg også hele tiden træffe valg, der ville have større indflydelse på mit liv end min skrift
Hun var den sidste, der talte med Amelinas ven, børnebogsforfatteren Volodymyr Vakulenko, før han blev taget bort af russerne og skudt to gange i hovedet – i 2023 fandt de ham i en grav sammen med 400 andre henrettede.
Der er måske 20-30 af disse kvinder i hendes bog, der på denne måde fremstår som et gruppeportræt, i tid og historisk rum, men et idiosynkratisk ét, for som hun skriver: ”… mit valg af heltinder her er dybt personligt, fordi alt omkring den russisk-ukrainske krig er personligt. Som så mange andre ukrainere efter februar 2022 måtte jeg også hele tiden træffe valg, der ville have større indflydelse på mit liv end min skrift.”
En vild bog
Bogen er nu langt om længe udkommet, færdigredigeret af Amelinas venner og kollegaer ud fra de tekster og den plan, hun selv nåede at udfærdige.
Den er skrevet på engelsk, fordi hun derved vidste at kunne få et større publikum i tale – for dét var netop hensigten: at dokumentere over for omverdenen de forbrydelser, som Putin og Rusland står for, den morderiske ideologi, der driver denne krig frem, og som, hvis ikke den stoppes, vil udslette Ukraine som nation og folk, men ikke stoppe der.
I foråret 2025 blev den nomineret til den prestigefyldte Orwell Prize for politiske bøger. I denne uge vandt den prisen
Det er en vild bog, der trækker læseren rundt til alle de steder, Amelina og hendes Truth Hounds var, til alle de kvinder, der, imens deres mænd var ved fronten, stillede sig op og begyndte at dokumentere historien, imens den udspillede sig.
Den handler om dem, om ofrene, der skal have en stemme, og mest af alt handler den om Amelina selv.
Det er hendes øjne, der ser, hendes blyant, der tegner alle disse skitser. Vi ved ikke helt, hvordan hun havde tænkt sig den i den færdige udgave, men den fremstår komplet, som den nu foreligger, et modent og vigtigt vidnesbyrd fra én, som både dokumenterede, digtede og blev et offer.
Margaret Atwood har skrevet forord, og i foråret 2025 blev den nomineret til den prestigefyldte Orwell Prize for politiske bøger. I denne uge vandt den prisen.
Dokumentation fra skyttegravene
Og nu ligger den her på bordet imellem mig og Volodymyr Yermolenko, filosof, præsident for PEN Ukraine, og lejlighedsmusiker. Jeg har fanget ham på PEN’s kontor i Kyiv her i juni 2025.
Han er ellers en travl mand, der laver podcasts med den del af verdens intellektuelle, folk som Timothy Snyder, Ann Appelbaum og førnævnte Atwood, der har fattet, at krigen i Ukraine handler om ikke blot en lille nations overlevelse, men også et europæisk kontinent og en måde at leve på.
Den del, der ikke gemmer sig bag et såkaldt realistisk-konservativt træk på skulderen og en villighed til at ofre Ukraine på Putins imperiale bål ud fra en eller anden forskruet læsning af historien som noget, der giver den stærke ret til at slå på den lille, en art sandkasselogik fra middelalderen, inspireret af nazisternes hofjurist Carl Smith og Putins hoffilosof, Alexander Dugin.
Begge navne, som Yermolenko kort nævner, når han indledningsvist forsøger at vise, hvad Amelina og så mange andre ukrainere kæmper imod.
I morgen skal Yermolenko med sit lille modige PEN-team på endnu en rejse østpå for at donere biler til hæren og aflevere bøger til udsultede biblioteker tæt på frontlinjen. Men i dag har han lige en halv time tilovers til mig.
Amelina var skeptisk over for sig selv, sin egen stemme, og dette var ikke en strategi, iblandt så mange andre stærke stemmer, men en måde at forblive personlig og bibringe sit digter-jeg
Jeg fortæller ham om min video på Facebook fra for to år siden, han smiler, til trods for at være en seriøs mand. Og det er da også klart, at han er her for at tale om Amelina og ikke sin egne musikalske evner.
”Vika”, som hendes venner kalder hende, men som jeg ikke selv tør bruge om hende, hvor meget jeg end gerne vil, ”så sig selv som en outsider, i litteraturen og den politiske verden”, fortæller Yermolenko.
”Hun var selvironisk, fuld af humor, og hun var russisk-talende fra Lviv. Hun stræbte ikke efter at være en af Ukraines stærke moralske stemmer, som netop Oleksandra Matviichuk, hendes gode ven og mentor udi genren at dokumentere krigsforbrydelser.
”Amelina var skeptisk over for sig selv, sin egen stemme, og dette var ikke en strategi, iblandt så mange andre stærke stemmer, men en måde at forblive personlig og bibringe sit digter-jeg. Jeg er filosof,” siger Yermolenko med endnu et lille smil.
”Jeg er derfor i verden for at diskutere det konceptuelle. Vika var digter, og digtere skal være personlige og interesserede i de små detaljer. Og netop derfor blev hun også så god en dokumentarist, som du kan læse i bogen her, alle dens bittesmå detaljer. Men som du også snart kan læse i den samling af krigsdigte, under titlen Vidnesbyrd, der udkommer på ukrainsk i år.”
”Her, og i bogen om kvinderne, ser du at hun bliver en ’dokumentarisk digter’. Vi ser det hos hende og hos mange andre ukrainske krigsdigtere lige nu: lidelserne, medfølelsen, desperationen, alt sammen oversættes det til et knapt og direkte sprog, skrevet på telefonens lille skærm nede i skyttegravene.”
Putins krig er jo i primær grad imod Ukraines historie, kultur, identitet. Så på den vis var det angreb en stor sejr
Yermolenko fortæller videre, hvor stort et mod Amelina besad: ”Vika var enormt modig, personligt modig, hun tog ud til de alleryderstliggende landsbyer, steder hvor det ikke var sikkert, om de var kontrolleret af os eller russerne. Hun havde ikke behøvet. Ingen af os behøver. Og alligevel behøves det, og vi gør det jo!”
”Vi dokumenterer, i et nøgternt og ordknapt sprog, således som krigsforbrydelser skal nedfældes for senere at kunne tjene deres juridiske formål i en retssal. Og nogle af os dokumenterer og reflekterer i store konceptuelle bevægelser, der søger at forstå Ukraines plads i verden, mens andre af os dokumenterer med vores poesi, skrællet bort fra metaforernes kvælende ranker, skrællet ind til kernen.”
Og da hun tog til Kramatorsk en sidste gang, var hun da et mål for Putins missil, som vi har set flere andre digtere og intellektuelle være?
”Nej, nok ikke direkte. Restauranten i Kramatorsk var altid fyldt med soldater og civile. Putin skelner ikke. Og så alligevel, for Putins krig er jo i primær grad imod Ukraines historie, kultur, identitet. Så på den vis var det angreb en stor sejr.”
”Og Vika havde måske en snert af forvarsel om sin egen død, at hun ikke ville overleve denne krig. Den delte hun med mange andre ukrainere, og det er derfor så magtpåliggende for dem at bære vidne, at skrive.”
Jeg fortæller, at jeg også var til hendes begravelse som så mange andre den fredag i juli 2023.
”Ja, hun var berømt før sin død, ganske klart, men allerhelst ville jeg jo, at hun nu ikke var så meget mere berømt. At hun levede endnu, digter-dokumenterede. Måske ville hun have skrevet en roman om alt dette – personligt, ironisk, skeptisk.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og