BØGER // INTERVIEW – I sin nye roman At velsigne et liv kredser Jens Christian Grøndahl om storbyens betydning, erindringens kraft og det ensomme menneskes søgen efter mening og nærvær. I dette interview med lektor Inger Tejlgaard Olesen Ravn reflekterer Grøndahl over kærlighed, køn, ensomhed og litteraturens rolle i en post-corona, AI-præget virkelighed på baggrund af bogen.
I Jens Christian Grøndahls roman At velsigne et liv, der just er udkommet, oplever læseren en række krydsfelter: tidspunkter og steder og de mennesker, der har befundet sig netop dér på dét tidspunkt. Først og fremmest Vesterbro, men også flere andre københavnske bydele, gennem forskellige menneskers blik.
Er bogen, set i det lys, også en hyldest til København? En måde at genopfinde storbyen som litterær trope, efter at den har været ”af mode” siden starthalvfemserne?
“Jeg har ikke orienteret mig efter, om storbyen har været ude af samtidslitteraturen, men det er rigtigt, at København og min kærlighed til vores by spiller en selvstændig rolle i romanen. Sådan var det også med Fra i nat sover jeg på taget. I den udspillede handlingen sig på Østerbro, her er Vesterbro rammen.
Faktisk fik jeg det første skub til at skrive, da jeg en sen vinterdag kom op af metroen på Halmtorvet
Faktisk fik jeg det første skub til at skrive, da jeg en sen vinterdag kom op af metroen på Halmtorvet. Det havde regnet, og solen nåede akkurat at komme frem, før den skulle til at gå ned. Der faldt pludselig sådan et gådefuldt, kobberagtigt skær over det hele, og jeg tænkte: Du må skrive en roman, der foregår på Vesterbro.
Med årene er det gået op for mig, hvor stærkt knyttet jeg er til Københavns forskellige kvarterer, måske fordi gaderne og stederne er uadskillelige fra min erindring om dengang, jeg var ung. Og erindringen får mig til at fantasere om byen i en endnu tidligere periode, før jeg selv kom til. Det gælder for eksempel fortællerens forsøg på at forestille sig den by, karaktererne Vincent og Grit er unge i, sidst i 60’erne og i begyndelsen af 70’erne.”
I en forfatters sårbare vakuum
Romanens omdrejningspunkt, Vincent Genner, er død alene og historieløs, inden din fortælling starter. Det bliver romanens hovedpersons projekt at gengive denne Vincents historie. Hvad tror du får bogens forfatter, den tilbagetrukne og lidt ensomme forfatter, til at engagere sig i den afdøde?
“Jeg tror, at han genkender sig selv i Vincent Genner. Han skriver jo direkte, at det kunne være ham, der om tyve år dør alene i sin lejlighed uden nogen til at finde ham eller sørge over ham. Desuden har han lige kasseret det manuskript, han havde arbejdet på. Han befinder sig dér i en forfatters sårbare vakuum, hvor man ikke skriver og ikke aner, hvad man skal skrive.
Han har ikke andet at tage sig til, og derfor kaster han sig ud i detektivarbejdet med at finde ud af, hvem den afdøde var. Og da han efterhånden får samlet nogle brudstykker af Vincent Genners historie, bliver genkendelsen bare dybere og mere smertefuld, for det viser sig, at jazzmusikeren Vincent har været lige så selvoptaget i sit liv, som fortælleren har. Som kunstnere har de begge to prioriteret kunsten over de nære relationer, ensomheden er selvpåført hos dem begge, den er så at sige vokset ud af dem.”
At tilgive sig selv
Vi møder også den midaldrende præst Jesper Kant, der efter et længere rimeligt begivenhedsløst ægteskab har slået sig i tøjret og forladt kone og barn for at forfølge en vanvittig, selvopslugt forelskelse i en yngre kvindelig cellist. Det kunne ligne en karikatur af manden i frit fald, i sit livs midtvejskrise? Er der et moralsk/etisk aspekt i din roman?
“For mig er en roman også altid en moralsk undersøgelse, ikke i den forstand at jeg vil fælde domme over personerne, men i den forstand, at jeg prøver at skildre, hvad der fører frem til de svigt, som fortællingen kredser om. Det er rigtigt, at der er noget komedieagtigt over beretningen om Jesper Kant, selv om det på flere måder er en ulykkelig historie.
Det lettere komiske kommer af den lille distance, forfatteren har i sin gengivelse af præstens vidnesbyrd, men det er ikke tænkt som en karikatur. For det er selvsamme distance, der rykker Jespers historie fri af hans egen overdrevne skyldbevidsthed. Det ironiske er jo, at han, der som præst prædiker tilgivelse, har så svært ved at tilgive sig selv.”
Flere af de kvindelige karakterer i romanen, først og fremmest Corinne og Nina, bringer hver især store omvæltninger med sig. Det kan virke, som om kvinderne bliver symptomatiske for mandens længsel efter forløsning?
“Ja, sådan er det. Du kan finde det samme tema i meget af det, jeg har skrevet, helt tilbage til romaner som Indian summer og Tavshed i oktober. Temaet går i øvrigt også igen i de romaner, hvor det er en kvindelig hovedperson, der længes. Både mine mandlige og mine kvindelige romanpersoner håber på, at kærlighedsmødet kan være et eksistentielt gennembrud til nærvær og mening.
De længes efter på én gang at miste sig selv og blive sig selv i en dybere forstand i hengivelsen til den anden. Problemet for mændene er, at det glipper for dem med den hengivelse. Som om noget i deres begær bare skaber mere ensomhed, selv om det lige præcis er ensomheden, de længes ud af.”
Der kan være noget afstumpet ved det maskuline blik
Jeg spekulerer over, om de kulturelle forventninger til os som køn, som vi bliver indlemmet i fra fødslen af, kommer til at stå i vejen for, at vi ser det menneskelige i hinanden? At jeg f.eks. som kvinde har lært at se mændene omkring mig med et blik, der forhindrer mig i egentlig at se dem – de filtreres i lys og skygge, i helte og skurke, og det medmenneskelige forsvinder?
“Forventningen om forløsning kan hurtigt blive en følelsesmæssig overbelastning. Min romanfortæller denne gang reflekterer et sted over, hvordan vores forventninger stiller sig i vejen for os og forhindrer os i at se den anden. Se hinanden med alle vores svagheder og al vores tvivl.
Og ja, der kan være noget tyrannisk, afstumpet ved det maskuline blik, fordi det indebærer en seksuel vurdering, som kan blive fornedrende for kvinden, og som kun gør manden endnu mere ensom, fordi han har reduceret hende til en genstand for sit begær. Omvendt kan kvinder have lige så overdrevne forventninger til den mand, de skal give sig hen til, næsten som en tjekliste med egenskaber, som der skal sættes flueben ved.
Som om hengivelsen ikke – både for mænd og for kvinder – handler om at blæse på alle vores medbragte kriterier. Overgive sig til det svimlende, på én gang ubeskyttede og befriende rum, der kan opstå mellem mennesker, hvis man tør smide alle sine garderinger og stå blottede over for hinanden.
Noget, man lærer med årene, er, at kærligheden tager tid. Den er ikke kun et uventet mødes besættende lynnedslag, sådan som den romantiske myte fortæller os. Den er også hverdagens gentagne udvekslinger, alle de upåagtede timer, hvor vi ikke bare er sammen, men også er der for hinanden.”
Det virker som om kønnenes rolle er noget du har gjort dig tanker om. I hvilket omfang tror du dit forfatterskab kan læses som kønnet?
“Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad ‘kønnet’ vil sige. Det er indlysende, at jeg igen og igen har skrevet om mænds og kvinders forhold til hinanden, og hvordan det går skævt mellem de mandlige og kvindelige romanpersoner. Alle romanfortællingerne kredser om forskellen mellem det mandlige og det kvindelige, men er fortællingen i sig selv kønsbestemt? Det er ikke, fordi jeg glemmer, at jeg er mand, mens jeg skriver, men jeg har alligevel skrevet i en tro på, at det litterære sprog kan udvide min mandlige indlevelse i en kvindelig erfaring.
Jeg er blevet mere og mere bevidst om, at der er grænser for indlevelsen og forestillingsevnen, men jeg tror ikke, at de grænser er definitive. Jeg tror, at de er bevægelige. Jeg tror stadig på, at litteraturen, når den lykkes, kan være universel. At vores forskellige køn ikke nødvendigvis må forhindre os i at erkende mennesket i hinanden.”
Er vi virkelig så oplyste?
Et omdrejningspunkt i dit lange forfatterskab (og tillykke med 40-årsjubilæet) er mødet. Således også i den foreliggende bog. Hvordan kan det være at det tilfældige møde, med alt hvad det kaster af sig af uafvendelige begivenheder, fascinerer dig så meget?
“Vi lever i en kultur, der hylder den personlige frihed og tager den for givet, nærmest som et krav, vi stiller til os selv og hinanden. Men jo friere vi er blevet sammenlignet med fortidens mennesker og med, hvor bundne de var af sociale og kulturelle omstændigheder og rammer, desto mere er det blevet tilfældighederne, der råder. Det er tilfældigt, hvilke muligheder, vi får at vælge imellem, og hvor mange af vores valg er i virkeligheden ikke også tilfældige?
Hvor ofte vælger vi ikke i blinde, selv om vi tror, at vi er oplyste? Jeg har prøvet på at undersøge vores frihedskultur, hvor meningen med livet er noget, vi selv skaber. Friheden gør meningen sårbar. Følelsen af ubegrænset frihed har en skyggeside, der lige præcis består i oplevelsen af altings tilfældighed.”
Du bruger i din nye roman en unavngivet jeg-fortæller, der mere eller mindre forfatter bogen efterhånden som vi læser den. Det giver anledning til flere metafiktive overvejelser. Hvilke tanker gør du dig om fortællingens rolle i menneskelivet? I forlængelse heraf hvad er bogens rolle i en post-corona AI-ficeret verden?
“I romanen husker forfatteren en kollega, der skrev for at konfrontere sine læsere med sandheder om livet, mens det at skrive for ham er kommet til at handle om at holde sandheden ud. Det er mindre heroisk, men også mindre prætentiøst. Romanen har sin titel fra et citat af Clarice Lispector, der siger: “At skrive er også at velsigne et liv, der ikke blev velsignet”. Fortællingen forsoner. Fortællingen forsøger at rumme den menneskelige erfaring, også når den er allermest ensom eller upåagtet eller foragtelig.
Fortællingen skrives i ensomhed, og som sagt kan ensomheden være et resultat af forfatterens selvoptagede trang til at sidde for sig selv og digte, men romanen rummer også den ironiske pointe, at den fortælling, vi læser, i sig selv skaber nye fællesskaber mellem personer, der ikke ville have mødt hinanden, hvis det ikke havde været for forfatteren. På en underfundig måde er fortællerens ensomhed en forudsætning for, at de her nye fællesskaber opstår.
Jeg har tænkt på det i forbindelse med AI. Er AI en konkurrent til den skønlitterære forfatter? Jeg tror det ikke. AI kan i princippet alt, men betingelsen for min skabende evne som fortæller er, at jeg ikke kan alt. Til fortællerens ensomhed hører også hans eller hendes begrænsninger. Jeg skriver ud fra mit sted og min tid, ud fra min begrænsede erfaring som menneske.”
Litteratur er ikke en forsvarstale
Fortællerinstansen til trods læses bogen ikke som autofiktion, som læser forbinder jeg ikke fortælleren med Jens Christian Grøndahl. Hvad er dine tanker om den autofiktive strømning, der har domineret det litterære landskab i Danmark de seneste 20 år?
“Jeg er skeptisk. Jeg har jo ikke skrevet en eneste roman, der ikke indirekte trak på personligt stof, men jeg har på den anden side aldrig skrevet autofiktion i betydningen 1:1 beretninger fra mit privatliv. Jeg er nødt til at transformere den personlige erfaring gennem fiktionen for at kunne forholde mig frit reflekterende og selvransagende til den. Hvis jeg på en restfri måde var identisk med romanens fortæller, ville jeg ikke have den frihed.
Så ville teksten i et eller andet omfang blive en slags forsvarstale, en retfærdiggørelse i forhold til min omverden. Ikke den kritiske og også selvkritiske undersøgelse, som jeg talte om før. I autofiktion er fortælleren ofte en, som det på en eller anden måde er synd for. Et offer for omstændighederne, samfundet, skæbnen, whatever. Det synes jeg, er et dårligt udgangspunkt for at skrive litteratur, fordi det ikke undgår at gøre læseren til gidsel for forfatterens selvforståelse, uanset hvor anfægtet eller ærlig, hun eller han forsøger at være. Og så har vi slet ikke talt om hensynet til andre. Det er at gå på rov og derpå forskanse sig i sin kunstneriske frihed.”
I en stor del af dit forfatterskab har du taget afsæt i det ensomme menneske, mennesket fanget i sin jeg-hule, som du kalder det et sted i bogen. I denne roman slutter hovedpersonen med at have flere relationer, end han starter med at have. Er du nået til et mindre ensomt sted i dit forfatterskab?
“Jeg synes det. Da jeg var en ung forfatter, gik det at skrive i høj grad ud på at udtrykke mig i udtrykkets bogstaveligste forstand: trykke mig selv af. Nu handler det mere om at finde frem til det, som andre vil kunne dele og genkende sig selv i. Erkende det eksistentielle som noget fælles, omend vi nødvendigvis oplever det som adskilte individer. Det har indflydelse på stilen.
Frem for at være særlig prøver jeg at skrive så upåfaldende, som jeg kan, i tillid til at jeg alligevel ikke kan løbe fra den stemme, der nu engang er min. For mig er den største bekræftelse, når fremmede giver sig til kende og fortæller, at det, de læste, gav mening for dem. Men den oplevelse gør mig også mere sårbar end tidligere. Da jeg var ung, kunne jeg skrive uden at skænke det en tanke, om nogen havde lyst til at læse, hvad jeg skrev. Så selvsikker er jeg ikke mere.”
Hvis Jens Christian Grøndahl i 1985 havde læst din “At velsigne et menneske” – hvad ville han have sagt om den?
“Det mærkelige er, at det ikke kun er den unge forfatter, jeg var, der var ude af stand til at forestille sig den forfatter, jeg er blevet. Han er også selv blevet utilgængelig derinde i min erindringsboble. Hvis jeg rækker ud, brister boblen. Jeg ved noget, han ikke kunne vide, men han vidste også noget, som jeg har glemt. På den ene side håber jeg ikke, at han ville have været alt for flov over mig. På den anden side har jeg ikke længere den store respekt eksempelvis for den blaserthed, der kunne have fået ham til at rødme.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og