Ind i talen – en analyse af Trumps 3. State of the Union

i Politik & Samfund/USA af

POLITISK KOMMUNIKATION // ANALYSE – Kl. 03 onsdag nat dansk tid holdt Trump sin tredje State of The Union tale. Talen er en institution i amerikansk politik og i taleskrivningens kunst. Det er også en chance for at tale direkte til store dele af den amerikanske befolkning, og særligt i et valgår er det en unik mulighed for en præsident, der genopstiller. Den skal ikke have for lidt – og det fik den heller ikke, skriver Rune Kier Nielsen. Trump delte generøse verbale lunser ud til sin egen trofaste base og ignorerede resten. Præsidenten talte dog som vanligt ikke til ‘den anden halvdel’ af USA, selvom han havde hevet minoriteter ind som publikum for netop at appellere bredere.

Det sidste kunne man allerede se dagene før, da SOTU-talen blev primet i medierne af det Hvide Hus. Gæstelisten blev offentliggjort med profiler, der alle fortæller deres personlige historie om, hvorfor Trumps politik er den rigtige. Der var inviteret 7 familier (10 menneske i alt) fordelt på tre ’Caucasians’ (altså hvide), tre afrikansk-amerikanere og en latino (at dømme efter udseende og navne).

Trump prøver tydeligvis hermed at række hånden ud til minoritetsvælgerne, der i stor stil stemmer demokratisk.

De syv emner var stipendier til privatskoler, den iranske general Soleimani, illegale kriminelle indvandrere, jobs til veteraner i de såkaldte opportunity zones, tryghed og grænsepatruljer, veteraner og PTSD og sidst men ikke mindst sundhedsforsikringer. Prioriteringen fortæller os noget om, hvor Trump vil lægge sit fokus i 2020 frem mod valget til november.

Trump har selv flere gange fremhævet at han ikke bruger taleskrivere. Og ligeså mange gange har ihærdige journalister fundet frem til netop dem

Et andet fast punkt på den moderne PR trappe for State of The Union-taler er profiler af taleskriverne. Og altid med den finurlige tvist, at det jo ikke handler om dem. Vi så det under Obama, hvor den ene taleskriver efter den anden blev portrætteret og rost til skyerne af Obama selv, mens de fremhævede, at det var Obama, der var den store taleskriver, ikke dem. Jon Favreau, Cody Keenan, Sarah Hurwitz, David Litt, Jon Lovett – listen var lang.

Trumps taleskrivere – som han ikke bruger

Det sker også under Trump – men med et tvist.

For Trump har flere gange fremhævet, at han ikke bruger taleskrivere. Og ligeså mange gange har ihærdige journalister fundet frem til netop dem. Vi ved jo godt, at taler på det niveau bliver skrevet af professionelle.

Profiler om taleskrivere er en vigtig forhistorie, der kan være med til at styre dagsordenen frem mod den store tale. De kan også afspore historien, som da Darren Beattie blev associeret for tæt med racister og fyret.

Under valgkampen var der historien om, at Trumps tale var skrevet af en præst. Men jeg kunne desværre ikke finde den igen. De tidligste taler var skrevet af Stephen Miller og Steve Bannon f.eks. Trumps tiltrædelsestale kaldet ’American Carnage’. Siden er Bannon røget ud (og vist på vej ind igen), og Miller er steget i graderne.

Han har nu et taleskriverteam under sig med navne som Vince Haley og Ross Worthington, der efter sigende har samlet Trumps 2020 State of the Union-tale under temaet ‘The Great American Comeback’.

Men som med tidligere taleskrivere har de dog travlt med at give præsidenten æren for det hele.

Taleskrivere på forsiden – og i skyggen

Det er den samme fine balancegang som så ofte før. Med Trump virker det bare så uendeligt meget mindre elegant. Ja, der er tradition for at taleskriverprofiler er en forhistorie til State of The Union. Og ja, de skal selvfølgelig ikke tage æren for talen. Det skal man aldrig.

Men helt ærligt! Man tager sig til hovedet, når Det Hvide Hus sætter taleskrivernes navne på talen i en officiel udtalelse, Newt Gingrich roser dem i interviews, og de fremgår af artikler i New York Times. Men husk, husk, husk, at Trump er den bedste kommunikator, har skrevet utallige bestsellere, er en begavet taler, alle ord er 100 % Trump og taleskriverne er fulde af forståelse for at deres job bedst gøres anonymt.

Det er bare ikke særligt anonymt.

Og hvem tror på, at der ikke er behov for taleskrivere? Særligt når vi ved at Trumps Hvide Hus, ligesom så mange andre før Trump, har ansat bunker af taleskrivere. For bare at nævne dem, som The New York Times har forsøgt at kontakte: Brittany Baldwin (tidl. taleskriver for Ted Cruz), William Gribbin, Theodore Royer (tidl. taleskriver for Rick Perry) og Anthony R. Dolan (tidl. taleskriver for Ronald Reagan).

Der er ikke nogen tvivl om, at der i hvert fald er nogen i Det Hvide Hus som mener, at Trump har brug for taleskrivere i en eller anden forstand.

Endnu mere paradoksalt bliver det, når Stephen Miller i det førende politiske medie POLITICO roser Trumps teleprompter-mand, som regeringen fandt gennem en Google-søgning i 2016. Det må have været cirka samtidig som Trump igen-igen kritiserede andre for at bruge teleprompter; det skete som altid i et tweet:

Forhistorierne om taleskrivere og teleprompter-folk peger altså fingeren tilbage på Trumps inkonsekvens i holdninger og hans overdrevne ærekærhed, hvor han ikke har brug for nogen og altid er den bedste til alting.

Taleskriverens opgave

En taleskrivers fineste job har altid været at bakke op om det budskab, taleren skal give. Ofte er det ved at hjælpe med udformning, men at stå anonymt i skyggen. Det gælder ikke altid ved State of the Union. Opgaven er at forme ord, sætninger og budskaber så de stod, som de naturligt ville blive sagt af taleren – måske ikke som han lyder, men som han gerne vil lyde og som han forventes at lyde.

En taleskrivers opgave er altså ikke altid at lave poesi, der får brillerne til at dugge, løfter blikket mod horisonten eller indgyder folk mod på fremtiden. Nogle gange er det at få det bedst mulige ud af det, man nu har at gøre med

Og ofte er State of the Union-taler blevet beskrevet som et kludetæppe af talepinde og budskaber fra hele administrationen, der skal samles til et hele. Den skal helst ikke vare alt for længe, og den skal lyde som præsidenten kan lide at lyde. Det virker som om, at denne procedure er den samme under Trump.

En taleskrivers opgave er altså ikke altid at lave poesi, der får brillerne til at dugge, løfter blikket mod horisonten eller indgyder folk mod på fremtiden. Nogle gange er det at få det bedst mulige ud af det, man nu har at gøre med. Nogle gange er det i det mindste at skabe et eller andet anstændigt ud af det kludetæppe, man bliver præsenteret for i det tidsrum, man nu har og med de kompromisser, der nu skal til. Dét er også State of the Union – intet nyt der.

På vej ind i talen

Før jeg så Trumps SOTU 2020 var jeg spændt på i hvert fald tre ting:

  • Hvordan håndterer Trump overgangen fra at være anti-establishment og ’Make America Great Again’ til faktisk at have haft ansvaret i mere end tre år? Hvordan udfolder han temaet ’The Great American Comeback’ i talen?
  • Hvordan forholder Trump sig til rigsretssagen i talen? Fortæller han sin version – igen-igen – eller forbigår han den uden et ord, som da Clinton var i samme situation? Og her er det én ting, hvad der står i manuskriptet – en helt anden er, hvad der kommer ud af Trumps mund.
  • Hvordan balancerer Trump mellem den elegance, der forventes i en statsmands SOTU og den mere bramfrie stil han ynder at bruge? Med andre ord, i hvor høj grad har taleskriverne formået at skubbe ham i retning af hvad der forventes af en State of the Union?

Et andet spørgsmål er selvfølgelig altid Trumps forhold til sandheden. Der er mange medier heldigvis ved at optrappe og man kan læse en fuld transskribering af talen på Politico med fact-check hele vejen.

En analyse af Trumps SOTU 2020

Trump starter sin SOTU 2020 med at lancere sit tema om ’The Great American Comeback’. Han fortsætter med lange oplistninger med korte sætninger. Stilen er lange lister med begreber der går godt eller skidt med – og som han har æren for. Det gælder jobs, indkomster, fattigdom, kriminalitet, tillid, og respekt.

Generelt er talen med få undtagelser opbygget i Trumps karakteristiske tweet-talestil. Sætningerne er korte, der er underlige sætningskonstruktioner med flyvende ord ude af sammenhæng, og der lægges ikke fingre imellem, når der skal erklæres en rekord eller tages ære for en sejr.

Værsgo. Det går godt for alle. Men det er godt nok kedeligt at høre på

Derfor er talen også rig på forsimplinger og billedsprog med bogstavrim flere steder, ligesom der er leget med retorikken. Og stadig er der mange af Trumps favoritord: totally, never ever, best it has ever been, not even close, lifting very high, very incredible og wonderful. Det er ikke ord, der er blevet set i State of The Union hos mange andre præsidenter.

Kort efter introen går Trump i statistik-bonanza, der varer op mod 15 minutter. Vi skal igennem alle tænkelige opgørelser for faldende arbejdsløshed. Afrikansk-amerikanere, latinoer og asiatiske amerikanere. Afrikansk-amerikanske unge og afrikansk-amerikansk fattigdom. Kvinder, veteraner, handicappede, dem uden uddannelse og unge amerikanere generelt.

Værsgo. Det går godt for alle. Men det er godt nok kedeligt at høre på.

Storytelling og floromvundne ord

Der er dog også andre elementer, der har meget mere swung og patos.

Læs f.eks. Trumps ord her:

“From the pilgrims to the founders, from the soldiers at Valley Forge to the marchers at Selma, and from President Lincoln to the reverend Martin Luther King, Americans have always rejected limits on our children’s future“

Og når Trump siger følgende, vil en del nok tænke på Præsident Jed Bartlet fra Præsidentens Mænd (The West Wing) på hans mindre gode dage. Trump siger:

“Our message to terrorists is clear: You will never escape American justice. If you attack our citizens, you forfeit your life”

Det handler om Pax Americana – opkaldt efter Pax Romana. Og det er en fast bestanddel af amerikansk mytologi. Præsident Jed Bartlet siger i Præsidentens mænd:

”… where is the warning to the rest of the world that Americans shall walk this Earth unharmed, lest the clenched fist of the most mighty military force in the history of mankind comes crashing down on your house!?”

Se med herunder for den konkrete reference:

50 minutter inde i talen sker der noget. Emnet er nu illegale immigranter og deres kriminalitet. Det er et område, som ligger under Stephen Miller – og det er let at tænke, at her kommer hans sektion af State of the Union-kludetæppet. Det er en væsentlig mere historiefortællende del med fokus på følelser – og skurke, ofre og helte.

Der er skruet op for storytelling og patos. Team-Trump på en svær mission når de går imod vel-framede begreber som ’Sanctuary Cities’. Det skal nok give energi til basen, men det skaber også modstandere.

Nødvendige vælgergrupper og TV-tække

Men der er også noget til de vælgergrupper, som Trump (og hans kampagne) ved, han helst skal gøre det bedre hos.

Ligesom gæsterne har en overvægt af minoriteter, så har det også et strategisk mål bag Trumps hyldest til Juan Guaido – den venezuelanske præsident, som Trump anerkender. Antageligvis forventer Trump at dette vil hjælpe med ham i Florida. Og Trump fremhævede også hans støtte til ’black colleges and universities’. Trumps er en reality-præsident. Han kender TV mediet og ved, hvad der bringer følelser frem. Flere steder kunne Oprah Winfrey ikke have gjort det bedre.

Her er to eksempler.

Den enlige mor Stephanie og hendes datter Janiyah er frustrerede. Datteren er dygtig og vil gerne på en privatskole for at klare sig bedre i livet. Men der er venteliste og den demokratiske guvernør har vetoet en udvidelse af mulighederne. Men præsident Trump kan fra sin talerstol bekendtgøre, at datteren har modtaget et stipendie. Trump vil udvide den ordning med stipendier til alle, der ønsker det.

Noget-for-noget er i forvejen Elefanten i rummet og derfor virker det klodset og uelegant, når netop Trump fører tankerne derhen

Soldat Townsend Williams er i Afghanistan for fjerde gang. Hans kone Amy Williams og deres to børn Elliana på 6 år og Rowan på 3 har ikke set ham i mange måneder og de savner ham. Men Trump kan fra talerstolen overraske dem med, at deres far er her i dag – og her er gensynet på live TV. Trump vil afslutte krigen i Afghanistan, så alle soldaterne kan komme hjem.

Det er godt TV fordi det er følelsesladet og symbolsk. Den ene person står for helheden. Men der er også en grund til at præsidenter sjældent går hele vejen. Det balancerer nemlig på grænsen af politisk favorisering – for hvorfor har Trump trådt til og sikret et stipendie til Janiyah og ikke til alle de andre? Får hun det fordi hun er til stede under talen? Og er det noget-for-noget?

Det samme gælder familien Williams. Sluttede Townsends tur i Afghanistan tidligere, fordi hans familie er til stede under talen? Eller har Trump holdt det hemmeligt fordi de var til stede?

Noget-for-noget er i forvejen Elefanten i rummet og derfor virker det klodset og uelegant, når netop Trump fører tankerne derhen.

Patos og en overdrevet hyldest til amerikansk mytologi

Hvor talens helhed havde mange statistiske opremsninger og følelsesladede TV-happenings, har dens slutning masser af mytologisk Schwung. Jeg vil faktisk lade en større del stå her. Det er bestemt ikke standard-Trumpisk retorik. Men fordi det er et kludetæppe af alt det patriotiske, man kan sige om USA, er det alligevel trumpisk på sin egen måde – som i Mar-A-Lago eller som et Trump Tower i guld på Grønland:

As the world bears witness tonight, America is a land of heroes. There’s a place where greatness is born, where destinies are forged and where legends come to life. This is the home of Thomas Edison and Teddy Roosevelt. Pershing, Patton and McArthur. This is the home of the Wright brothers, Harriet Tubman, Neil Armstrong and so many more. This is the country where children learn names like Wyatt Earp, Davy Crockett and Annie Oakley. This is the place where the pilgrims landed at Plymouth and where Texas patriots made their last stand at the Alamo. The beautiful, beautiful alamo.

The American nation was carved out of the vast frontier by the toughest, strongest, fiercest and most determined men and women to walk on the face of the Earth. Our ancestors braved the unknown; settled the Wild West; lifted millions from poverty, disease and hunger; vanquished tyranny and fascism; ushered the world to new heights of science and medicine; laid down the railroads; dug out the canals; raised up the skyscrapers. And ladies and gentlemen, our ancestors built the most exceptional republic ever to exist in him in history. We are making it greater than ever before.

This is our glorious and magnificent inheritance. We are Americans, we are pioneers, we are the pathfinders, we settled the New World, we built the modern world and we changed history forever by embracing the eternal truth that everyone is made equal by the almighty hand of God.”

America is the place where anything can happen. America is the place where anyone can rise. Here, on this land, on this soil, on this continent, the most incredible dreams come true. This nation is our canvas and this country is our masterpiece. We look at tomorrow and see a limited frontiers just waiting to be explored. Our brightest discoveries are not yet known. Our most thrilling stories are not yet told. Our grandest journeys are not yet made. The American age, the American epic, the American adventure has only just begun. Our spirit is still young. The sun is still rising. God’s grace is still shining. My fellow Americans, the best is yet to come. Thank you. Thank you very much.

Ja, tak skal vi rigtig nok have.

Afslutning

Så hvad med de tre fokuspunkter fra før talen? Man må sige, at der er langt fra den dystre vision for Amerika, som Trump fortalte om i 2017 og til ’The Great American Comeback’ i 2020. Trump mener tydeligvis at han skal sælge sig på sin succes, ikke på opgaven foran ham.

Rigsretssagen forblev elefanten i rummet, der ikke blev nævnt med ét ord. Dog var der flere steder hvor man fik associationer til noget-for-noget. Men Trump holdt tand-for-tunge og fulgte manuskriptet udenom elefanten fra Ukraine.

Trumps SOTU 2020 var et kludetæppe som forventet. Stilarterne overtog efter hinanden i talen. Der var dele som var bramfri Trump-tweet-agtige, der var dele der lød som en opremsning af en finansiel rapport, der var reality-TV-dele og der var dele, der gik helt overbord i swung, patos og amerikansk mytologi. Stilkarakteren er derfor svær.

Men måske har taleskriverne alligevel fundet en balance, hvor Trump fik lov til at sige det, han nyder at sige og alle andre fik lidt af det, de forventede fra en præsident i Det Hvide Hus.

Når alt kommer til alt er State of The Union en tale, som få hører i sin helhed, men som mange kan citere i udvalgte bidder.


Illustration: Screenshot.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Rune Kier Nielsen (f. 1979) er selvstændig taleskriver. Han er uddannet i antropologi med speciale i storytelling og narrativ identitet blandt minoriteter i Brasilien. Han har arbejdet som taleskriver i Københavns Kommune, i Klima, Energi og Bygningsministeriet og senest i Miljø- og Fødevareministeriet. Han interesserer sig for kommunikation af den grønne omstilling, mangfoldighed og flygtninge, europæisk politik samt taleskrivning og for særhederne ved amerikansk politik. Han skriver jævnligt på KommunikationsForum og har tidligere blogget på London School of Economics, Social Europe Journal og Democracy Now. Og så er han eksiljyde boende på Amager med sin kæreste og to børn.

Seneste artikler om Politik & Samfund