TEATER // ANMELDELSE – Kløvedal flår glansbilledet af hippiedrømmen og viser barndommen og kollektivets kaos i Maos Lyst. Det gør stykket til et vedkommende og genkendeligt portræt af 1970’erne og kollektivernes børn.
Løber du sur i de voksne, der render ind og ud af lille Nadias liv på scenen bag Lyngby Mølle? Det er der måske ikke så meget at sige til, for der er ikke megen stabilitet i hendes lille liv i det herostratisk berømte kollektiv Maos Lyst, hvor beboerne lod sig inspirere af J.R.R. Tolkien og adopterede navnet … Kløvedal
Det Flydende Teater leverer i år en smuk scenisk fortolkning af Nadia Kløvedal Reichs erindringsroman Kløvedal – det bedste man kan sige. Det er en hudløs afklædning af hippiedrømmen som et selvrealiseringsprojekt, der får vore dages mig-kultur til at blegne. Eller i hvert fald sætter den i perspektiv.
Alle vi i publikum, der har en personlig erindring om 70’erne, vil nikke genkendende til det ene eller det andet. Der er plumpet rigeligt med historiske fikspunkter ned i handlingen til, at vi alle kan relatere det til, hvor vi selv var, eller hvad vores forældre talte om ved middagsbordet i den anledning. Fra mordet på JKF og Verdensbank-demonstrationerne og videre frem. Den yngre del af publikum kan bruge deres chatbot.
Det er en almengyldig fortælling om barndommen. På godt og ondt
Derudover er der en opfindsom brug af rekvisitter, der nok skal vække en erindring hist og her. For slet ikke at tale om kostumerne. Peace, Love and Understanding. Og en kasse med julepynt.
Det, der gør Kløvedal til en vellykket teaterforestilling, er imidlertid, at vi ikke behøver at have et forhold til epoken (”det var en anden tid”) eller for den sags skyld til Nadias far Ebbe og hans forfatterskab. Det er en almengyldig fortælling om barndommen. På godt og ondt.
Barndom i Maos Lyst
Vi starter i nutiden, hvor den voksne Nadia udspørger sin mor om, hvordan det var, og hvorfor hun gjorde, som hun gjorde. Derefter følger en række erindringsglimt, hvor Malin Rømer Brolin-Tani balancerer mellem at være den lille Nadia på to, fem, syv, ni og femten år og den voksne fortæller.
Erindringsglimtene kommer ikke i kronologisk rækkefølge. De følger snarere et emotionelt mønster, hvor Nadia forsøger at forstå sine følelser. Det kan virke forvirrende, men klinger egentlig meget godt med et lille barns forvirring mellem fædre, mødre, kærester, elskere, onkler og tanter – og halvsøskende og børn, som man bare tilfældigt har fået skubbet i armene. Det, som far – Ebbe Kløvedal Reich – så smukt kalder ”stammen”.
Det kan godt være, at der skal en landsby til at opdrage et barn. Det ændrer imidlertid ikke ved det samme barns behov for primære tilknytningspersoner; hvis ikke en biologisk far og mor, så i hvert fald mennesker, der påtager sig ansvaret for barnet og giver det tryghed.
Kløften i Kløvedal
Det med ansvar er et af temaerne i Kløvedal. På et tidspunkt konfronterer Nadia sin far, da han taler om fællesskabet. For hvad er det for et fællesskab, han taler om? Det ”gratis” fællesskab, hvor han kan solidarisere sig med den ene eller den anden gruppe (i ord mere end handling), eller det forpligtende fællesskab, hvor han tager ansvar?
På den anden side er Nadia også nysgerrig efter at forstå forældrenes oprør og frihedstrang. Og for den sags skyld de forskellige stedmødres og stedfædres (alle gestaltet af Anne Gry Henningsen og Brian Hjulmann i hyppige kostumeskift). Der er ingen, der fremstilles som ”onde” eller ”skurke” i Kløvedal. Alle har været børn engang.
Problemet er som nævnt, at man ikke automatisk bliver en god forælder, bare fordi man er blevet voksen og har avlet nogle børn. Men som Ebbe forsvarer sin position: du blev jo opdraget til at være en stærk, selvstændig kvinde. Ja, for pokker. Det blev hun nødt til at være. Eller som den svidende sætning lyder et sted, at barnet ”blev nødt til at være et skridt foran sine forældre”.
I moderne pædagogik vil vi måske bruge et begreb som ”antennebørn”. I Kløvedal fremstår de frem for alt som overlevere.
Put some flowers in your hair
Alt det kan vi selvfølgelig læse i Nadia Kløvedal Reichs bog. Den følelsesmæssige styrke i dramatiseringen er, at Nadia og hendes hulter-til-bulter sammenbragte familie bliver levende mennesker for vores øjne. Der er meget at hente i en betoning og en gestus. Ofte også en god portion humor.
Den kalejdoskopiske rejse gennem Kløvedal får en særlig poetisk tone gennem de sange, der både afbryder og sammenbinder episoderne, og som fremføres af Christine Worre Kann. Til lejligheden forklædt som sindbilledet på den lykkelige hippie med perler og fjer i håret.
Uanset om vi – eller vores forældre/bedsteforældre – var en del af hippieeksperimentet med ølregnskab på køleskabsdøren, bollerum og sjov tobak, så har deres alternative livsførelse sat sine spor i vores tid og i vores familiemønstre. Herunder børneopdragelse. Derfor er det en periode, der er værd at udforske. Det gør Kløvedal.
En sukkerknald
Men når vi ved, hvor mange børn der slår hånden af deres forældre, så står vi tilbage med spørgsmålet om, hvorfor Nadia ikke vendte sine ryggen. Hvad er det, hun vender tilbage til igen og igen? For eksempel når hun uden megen tak plejer sin aldrende far.
Svaret ligger nok i, at der selv i de mest dysfunktionelle forældre-børn-relationer er små øjeblikke, hvor der er en forbindelse. Der er glimt, hvor barnet føler sig set og elsket. Det er den sukkerknald, som barnet altid vil komme tilbage efter. Det illustreres i Kløvedal, så det kryber ind under huden og muligvis trækker en tåre.
Det er derfor, det overhovedet er til at holde ud at se Kløvedal. Det er ikke bare en anklagende finger mod nogle forældre, der havde så travlt med at forandre verden og leve deres egne liv, at de ikke havde tid til at overveje, hvad deres børn havde brug for. Forestillingen rummer også tilgivelse. Det er sundt. Ikke mindst for den forurettede.
Teater i teltet
I år er Det Flydende Teater som nævnt flyttet fra Sophienholm med den pragtfulde udsigt over Bagsværd Sø til Lyngby Mølle. Muligvis med tanke på det ustadige danske sommervejr er scenen kommet under tag. Eller rettere under teltdug. Det fungerer.
Det kan godt være at man ikke får den smukke danske sommerhimmel med, men når vejret er godt – som til premieren – er teltets sider foldet op, så der er smukt kig til mølledammen. Eller den gamle møllebygning. Alt efter hvor man sidder. Og falder sommerregnen, kan der lukkes til, så forestillingen alligevel kan gennemføres.
Det giver kommercielt mening, at man ikke behøver at aflyse forestillinger. Det er stadig stemningsfuldt, og møllen og de gamle bygninger i ”det centrale” Lyngby er bestemt også et kig værd. Sceneopbygningen midt mellem publikums bænke minder i øvrigt om teatrets oprindelse på turbådene på Lyngby Sø. Også på den måde er Kløvedal en rejse tilbage i tiden.
Men i øvrigt gælder banneret, der er spændt ud over scenen stadig: Verden brænder – få fingeren ud.
Du kan læse Monica Krog-Meyers anmeldelse af Nadia Kløvedal Reichs erindringsbog her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og