BALKAN // BAGGRUND – Det amerikanske præsidentvalg 2024 er på trapperne. En republikansk sejr kan føre til et mere introvert USA, og på Balkan vil det give Rusland langt mere spillerum.
Bliver det en republikansk præsidentkandidat som Donald Trump, der løber med nøglerne til Det Hvide Hus, er der sandsynlighed for, at USA vil stå over for et udenrigspolitisk kursskifte. Det kan få betydning for hele Balkan-regionen.
I artiklen “Primary Concern: Trump, Ukraine, and the Republicans’ foreign policy divisions” opridser Majda Ruge, forsker ved the European Council on Foreign Relations, tendenser i det nuværende felt af amerikanske præsidentkandidater.
Donald Trump, og sammen med ham tidligere kandidater som Vivek Ramaswamy og Ron DeSantis, vurderer Ruge, har et kraftigt politisk fokus på de udfordringer, der eksisterer omkring USA’s sydlige grænse. Hun betegner denne gruppe som “The Restrainers”.
En anden gruppe af tidligere kandidater, som blandt andet talte Mike Pence og Nikki Haley, betegner Ruge som “The Primacists”. For dem var det afgørende, at USA fastholdt sin rolle som den primære aktør i global politik. Det centrale er, at denne gruppes udenrigspolitiske kurs ikke adskiller sig dramatisk fra Joe Bidens tilgang.
Russisk grus i maskineriet
Hvis det bliver en “Restrainer”, som Donald Trump, der indtager Det Hvide Hus, kan den udenrigspolitiske konsekvens blive en nedskalering af støtte til Ukraine. Det kan også føre til et større fokus på et ophør af krig, mere end på understøttelse af Ukraines territoriale integritet. USA vil næppe melde sig ud af NATO, men der kunne opstå en tvivl om graden af USA’s opbakning til NATO’s arbejde i Europa.
Et mere introvert USA vil således være tilbageholdende med at investere notable politiske ressourcer i Europas sikkerhed og dermed også det konfliktfyldte Balkan. En enkel, men logisk konsekvens vil være, at Rusland vil få mere spillerum i regionen, fordi presset på Rusland for at holde sig ude ganske enkelt vil blive svækket.
Hvis der kommer optræk til konkrete initiativer, der skal styrke Balkan-landenes integration i de euro-atlantiske alliancer, vil Ruslands reaktion formodentlig fortsat være at bruge enhver lejlighed til at kaste grus i det politiske maskineri.
Sagt kort, så er Ruslands strategi på Balkan præget af en grad af opportunisme
Et kvalificeret gæt vil derfor være, at to af de alvorligste regionale konflikter – truslen om opløsningen af staten Bosnien-Hercegovina og Serbien-Kosovo-konflikten – som minimum vil blive fastholdt på deres nuværende konfliktniveau, og at det vil være et lykketræf, hvis de ikke forværres.
I den hollandske tænketank Clingendaels rapport, “Little Substance, considerable impact – Russian influence in Serbia, Bosnia and Hercegovina, and Montenegro”, er konklusionen, at selv om invasionen af Ukraine har tvunget Rusland til at kanalisere økonomiske og diplomatiske ressourcer væk fra regionen, så har Moskva fastholdt evnen til at påvirke særligt Serbiens og Bosniens integration med euro-atlantiske organisationer og alliancer i negativ retning.
Ifølge rapporten har Rusland to grundlæggende politiske mål i det vestlige Balkan. Det ene er at blive opfattet som en global stormagt. Det andet er, som sagt, at stikke en kæp i hjulet på ethvert optræk til euro-atlantiske integrations-initiativer ved blandt andet at underminere regionale staters stabilitet og tale imod integration med EU og NATO.
Sagt kort, så er Ruslands strategi på Balkan præget af en grad af opportunisme. Den tager afsæt i, hvad man kunne beskrive som den dagsaktuelle situation i regionen. Denne mere improviserende tilgang kræver flere tangenter at spille på for at komme tættere på de strategiske mål.
Rapporten opregner seks faktorer, der ofte er i spil:
- Relationer og støtte til individuelle politikere i de respektive lande
- Den Ortodokse Kirke – relationen mellem den russiske og de østeuropæiske kirker
- Mediernes rolle, herunder russisk finansiering, desinformation og levering af pro-russiske nyheder
- Brug af ondsindede proxy-grupper
- Ruslands indflydelse på de respektive landes energiforsyning
- Brug af lokalpolitiske konflikter og historiske minder.
I forhold til særligt Bosnien, men også Serbien er der udvalgte aspekter, som er værd at bide mærke i:
For det første fastslår rapporten, at Ruslands økonomiske investeringer i regionen er en relativt dårlig forretning, fordi de ganske enkelt ikke står mål med afkastet. Kina er i færd med at gøre sig gældende, samtidig med at Ruslands økonomiske engagement bliver totalt overskygget af omfanget af EU’s handelsrelationer med regionen.
For det andet er Serbien og den serbiske del af Bosnien (Republika Srpska) på nuværende tidspunkt afhængige af den russiske energisektor. Det er således her, at det politiske kapital-overskud hives hjem. Europa har dog intensiveret kravet om, at Vestbalkan også på dette punkt skal gøre sig mere uafhængigt af Rusland. Så det vil nok betyde en reduktion i russisk indflydelse på sigt.
USA og Den Europæiske Union har, særligt efter Ruslands angreb på Ukraine, gjort sig betydelige anstrengelser for at få Serbien over i den europæiske lejr og dermed ud af den russiske interessesfære. Anstrengelserne har ikke båret videre frugt
For det tredje har Rusland ingen direkte militær tilstedeværelse i regionen. Til gengæld eksisterer der et militært samarbejde med Serbien, landets primære alliancepartner i regionen. Dette samarbejde inkluderer bl.a. våbenleverancer. Rusland bidrager derudover til militariseringen af den serbiske del af Bosnien, Republika Srpska, og styrker dermed de kræfter, der arbejder for løsrivelse og den langsigtede integration med Serbien. Sidstnævnte er i høj grad en udvikling, der udfordrer Bosniens politiske stabilitet.
For det fjerde sponsorerer Rusland forskellige former for medier på Balkan og fodrer disse med generel misinformation og pro-russiske narrativer. Det sker særligt i Serbien og den serbiske del af Bosnien, hvor mediernes frihed i høj grad er gradueret af hhv. landets og enhedens politiske ledere. Det er inden for medieområdet, at Rusland, ifølge den hollandske rapport, har den største grad af indflydelse og har opnået, at en tilsyneladende betydelig del af befolkningen i Serbien og Bosnien, men også i Montenegro har opbygget et positivt syn på Ruslands politiske kurs.
Serbien og den russiske interessesfære
I artiklen “The United States Is Creating a Kosovo Crisis” argumenterer Edward P. Joseph i realiteten for, at konflikten mellem Kosovo og Serbien er Balkans egentlige akilleshæl.
USA og Den Europæiske Union har, særligt efter Ruslands angreb på Ukraine, gjort sig betydelige anstrengelser for at få Serbien over i den europæiske lejr og dermed ud af den russiske interessesfære. Anstrengelserne har ikke båret videre frugt. Ingen ser ud til at være i stand, ej heller villig til at tvinge Serbiens præsident, Aleksandar Vučić, til at skifte mening.
EU har faciliteret en noget iltfattig dialogproces mellem Beograd og Pristina. Hensigten har været at skabe “normalisering” mellem de to lande. Det er ikke lykkedes. Den seneste aftale, som EU forhandlede, kortsluttede Serbien få øjeblikke efter forhandlingernes afslutning ved blandt andet at nægte at underskrive den. EU’s troværdighed som facilitator er i øvrigt også besværliggjort af, at fem EU-lande nægter at anerkende Kosovo.
Edward P. Joseph konstaterer med undren, at Kreml har fattet, at det er via støtte til Serbiens holdning til Kosovo, at Moskva får indflydelse i Serbien – og derigennem underminerer stabiliteten i regionen. Den politiske femøre er endnu ikke faldet for Bruxelles og Washington.
Der er dog sket det, at Serbien i noget lunken grad er begyndt at støtte Ukraine. Det har udløst en stigende amerikansk imødekommenhed over for serbiske krav i forhold til særligt Kosovo, som Edward P. Joseph konstaterer med undren. Hvis denne tendens ses under en Biden-administration, så vil den højst tænkeligt blive intensiveret under en eventuel Trump administration.
Hvis en genvalgt præsident Trump skruer ned for det amerikanske engagement på Balkan, må Rusland, som sagt, forventes at ville spille på alle de ovennævnte politiske tangenter med yderligere styrke for særligt at fastholde relationen til Serbien og Aleksandar Vučić – i det mindste så længe han er præsident.
Udspiller scenariet sig som skitseret, vil Vučić således få serveret rig mulighed for at fortsætte sin balancegang med USA-Europa på den ene side og Rusland på den anden. Vučić vil ikke have skyggen af incitament til at skrue ned for den politiske støtte til Milorad Dodik, ej heller at afslutte Kosovo-konflikten.
I forhold til Bosnien vil Rusland, i hvert fald så længe Vladimir Putin er ved magten, uden tvivl fortsætte sin støtte til den bosnisk-serbiske leder, Milorad Dodik, som en lokal aktør og bidrage til at underminere den bosniske stats stabilitet og dermed også her udfordre regionens stabilitet. Det ser kort sagt nu ud til, at ingen lige nu har tilstrækkelig interesse i at stoppe Balkans politiske dans på stedet og i stedet gå nye veje.
Dette er en opdateret version af en artikel, som tidligere har været bragt i POV.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
