SIKKERHEDSPOLITIK // ANALYSE – “Hvis Mark Rutte har ret i, at Nato aldrig har været stærkere, skyldes det i hvert fald ikke, at tilliden mellem USA og de europæiske allierede er blevet større. Tværtimod”, skriver Michael Seidelin i denne analyse. Donald Trump rejste fra Nato-topmødet med milliardordrer til amerikansk våbenindustri og europæiske løfter om øgede forsvarsudgifter. Til gengæld truede Trump Mette Frederiksen og svinede andre til. Bag erklæringerne om et stærkere Nato og lettelsen over, at Trump ikke udløste en krise, vokser tvivlen om det transatlantiske samarbejde.
PARIS – Nato-alliancen overlevede tirsdag og onsdag i Ankara endnu et topmøde med præsident Donald Trump for bordenden, og alle fik, hvad de kom efter. Præsident Trump rejste fra den tyrkiske hovedstad med gigantiske ordrer til amerikanske våbenproducenter og europæiske løfter om flere.
Præsidenten fik samtidig lejlighed til at true Danmark og svine flere af deltagerne til før og under mødet. Han nåede også at erklære handelskrig mod Spanien – og dermed mod hele EU. Men han var samtidig medunderskriver på sluterklæringen, hvor de 32 medlemslande bekræftede, at de står bag traktatens artikel 5 om gensidig hjælp i tilfælde af angreb udefra.
Generalsekretær Rutte konstaterede, at Europa og Canada på kun et år har øget deres forsvarsudgifter med 20 procent svarende til 140 milliarder dollar
Ikke mindst det fik Natos generalsekretær Mark Rutte efter mødet til at fastslå, at ”Nato aldrig har været stærkere”. Han glemte måske, at præsident Trump få timer tidligere havde angrebet flere medlemslande for ikke at være rede til at hjælpe USA.
Ud over oprustning, og ikke mindst de europæiske bidrag, var Ukraine et hovedpunkt på topmødet, og Ukraines præsident Volodomir Zelenskyj kunne sætte sig i flyet fra Tyrkiet med interessante løfter, som måske bliver til virkelighed og måske ikke.
Flossede løfter til Ukraine
I en nærmest henkastet bemærkning i tilstedeværelse af præsident Zelenskyj talte præsident Trump om de russiske bombardementer af de ukrainske byer og Ukraines mulighed for at forsvare sig imod dem.
”En af de ting, vi vil tale om – vi har stor magt over de selskaber, der laver dem (Patriot-missilerne, red.), vi har mange fremragende ting – er, at vi vil give dem ret til at bygge Patriot. Det er kompliceret, men I kan gøre det. Vi kan gøre det på to-tre måneder,” sagde præsident Trump og tilføjede, måske for at berolige Moskva: ”Det er et defensivt frem for et offensivt skridt.”
Præsident Zelenskyj har interesse i ikke at glæde sig for tidligt. Ifølge en artikel i Wall Street Journal fra juni i år er ikke mindre end 400 virksomheder involveret i konstruktionen af missilet. Det tager flere måneder at bygge, og det koster fire millioner dollar. USA’s kapacitet vurderes til at være en produktion på 600 missiler om året.
Ukraine har ikke kapacitet til at kaste sig ud i et så avanceret projekt, og landet skal i givet fald betale kostbare licenser. I forvejen har USA betinget sig, at Ukraine tilbagebetaler de beløb, den amerikanske våbenhjælp har kostet, og USA har for en sikkerheds skyld sikret sig kontrollen over den del af Ukraines mineindustri, som ikke ligger i russisk kontrolleret område.
Præsident Trump tilføjede også, at Ukraine måske kan få en sikkerhedsaftale.
”Vi vil udarbejde en form for sikkerhedspakke. Får vi en aftale, bliver Rusland glad, så de kan komme videre.”
Der var ikke et ord om indholdet af en sådan aftale, og præsident Zelenskyj blev nervøs, da Donald Trump spurgte, om han var villig til at deltage i forhandlinger i Moskva. Det anså den ukrainske præsident ikke for at være ønskeligt.
Han kunne til gengæld trøste sig med fortsat europæisk støtte i form af økonomiske midler og materiel til den videre krigsførelse, og europæerne med præsident Emmanuel Macron i spidsen vil gøre alt for, at Ukraine ikke bliver ladt alene med præsident Putin og Donald Trumps medarbejdere ved sin side.
Europa kan ikke følge med
Europæerne talte denne gang med større vægt end ved topmødet i Haag for et år siden. Generalsekretær Rutte konstaterede, at Europa og Canada på kun et år har øget deres forsvarsudgifter med 20 procent svarende til 140 milliarder dollar.
Flere lande, herunder Danmark, er på vej mod det mål, der hedder investeringer på fem procent af deres bruttonationalprodukt i forsvar inden 2035, herunder 3,5 procent i decideret militært udstyr og resten i forsvarsrelaterede investeringer som forbedring af infrastrukturen.
Det vil koste 800-1.000 milliarder euro i de næste ti år, hvis Europa skulle erstatte de amerikanske våben
Allerede dagen før mødet havde flere europæiske lande indgået aftaler med især amerikanske producenter om indkøb af droner, missiler og luftforsvar. De europæiske lande og Canada vil i de nærmeste år investere 300 milliarder dollar i amerikansk materiel, oplyste Mark Rutte forleden i et interview i Financial Times.
Der er meget langt til den relative uafhængighed af USA på det forsvarspolitiske område, som går igen i de europæiske lederes skåltaler. Ganske vist skal Airbus-konsortiet fremstille nye transportfly, og NATO’s flåde af aldrende AWACS-fly bliver erstattet af svenske GlobalEye-fly. Storbritannien vil sammen med 11 andre europæiske lande udvikle et avanceret langdistancemissil.
Dele af disse aktiviteter sker med støtte fra EU’s særlige fonde, som råder over betydelige beløb. Men Europa kan ikke erstatte det amerikanske materiel, der i årevis har været en del af kontinentets sikkerhedsstruktur.
Advarer mod militære panikkøb
Direktøren for tænketanken The German Marshall Fund, Alexandra de Hoop Scheffer, skriver i en analyse, at det vil koste 800-1.000 milliarder euro i de næste ti år, hvis Europa skulle erstatte de amerikanske våben.
”Det vil kræve en kulturel nytænkning,” vurderer hun og peger på, at de europæiske våbenfabrikanter skal arbejde med nye metoder, producere hurtigere og lære af erfaringerne fra krigene i Ukraine og Iran, ligesom politikernes beslutningsprocesser skal være hurtigere og mere effektive.
Udfordringen er ikke så meget at købe ind og bruge penge. Det handler mere om at bruge pengene på en anden måde og hurtigere
Men det handler især ikke om at følge statsminister Mette Frederiksens råd om ”køb, køb, køb”.
Det er helt afgørende at tænke sig om: Hvad har en europæisk søjle i Nato brug for? Hvilke våbentyper? Hvilke lande løser hvilke opgaver? Og de svære spørgsmål melder sig: Er kampvogne og sårbare overfladefartøjer for eksempel aktuelle i en moderne krig?
Ukraine har været i stand til at sætte en del af den russiske Sortehavsflåde ud af funktion, og i det seneste år er kampvogne blevet et sjældent syn på fronterne i Ukraine – for blot at nævne et par eksempler.
”Udfordringen er ikke så meget at købe ind og bruge penge. Det handler mere om at bruge pengene på en anden måde og hurtigere,” skriver hun.
USA: Europa er et rod
Et klassisk spørgsmål er, om europæerne er i stand til at samarbejde. Der er skrevet meget om det fejlslagne fransk-tyske projekt om udvikling af et avanceret jagerfly, men der er andre eksempler.
Den tyske forbundskansler Friedrich Merz har for eksempel ikke lagt skjul på, at hovedparten af de kommende store tyske forsvarsbevillinger skal komme tyske virksomheder til gode. Giganten Rheinmetall går efter store ordrer, og franske flyproducenter tøver med at give teknologiske hemmeligheder fra sig.
Forståeligt nok, for fly- og våbenindustrien er snart et af de eneste områder, hvor fransk industri for alvor kan markere sig.
Alt det bemærker man i USA, skriver New York Times’ mangeårige Europa-korrespondent, David Broder.
”Når man ser på al EU’s snak om at forsvare sig mod farer udefra, er forholdet, at den største fare er indenfor,” skrev han forleden i en kommentar med henvisning til, at højreradikale partier i Frankrig og Tyskland er tættere på magten end på noget tidspunkt siden 2. verdenskrig. Og i lande som Danmark, Holland og Tjekkiet mister partier, der tidligere var i magtens centrum, tidligere loyale vælgere.
Og kun få uger inden Nato-topmødet rettede den amerikanske forsvarsminister Peter Hegseth et regelret angreb på de europæiske lande, der var ved at sælge ud af en årtusindgammel vestlig civilisation.
Frederiksen og Starmer i skudlinjen
Det er en central del af præsident Trumps tankesæt, og hans tillid til europæerne er ringe.
Allerede inden Nato-topmødet gjorde han det klart, at han egentlig kun mødte op for at gøre sin gode ven Recep Erdogan glad, mens han godt kunne undvære de andre.
Få timer efter mindede præsident Trump om, at Danmark ifølge ham ikke er i stand til at sikre hverken Grønlands, Arktis eller Natos nordligste fronts sikkerhed. Han var naturligvis på forhånd informeret om, at Danmark i det forløbne halvandet år har afsat over 40 milliarder kroner til arktisk forsvar i form af nye fartøjer, radarer, satellitovervågning og de seneste P-8 Poseidon-overvågningsfly.
Sagen er langt fra lukket og hænger som en sort sky over Danmark og Grønland, og den kan hurtigt udløse et politisk og diplomatisk uvejr
Der skal åbenbart mere til for at gøre præsidenten tilfreds: Han vil kontrollere Grønland. Statsminister Mette Frederiksen (S) gjorde det endnu en gang klart, at Grønland ikke er til salg. Men sagen er langt fra lukket og hænger som en sort sky over Danmark og Grønland, og den kan hurtigt udløse et politisk og diplomatisk uvejr.
Under mødet blev det den britiske premierminister Keir Starmers tur. Præsidenten henviste til det britiske tilbud om at hjælpe USA i Iran-konflikten med minerydning og andet, når krigen var ovre.
”Jeg sagde, vi behøver ikke den slags hjælp. Vi behøvede overhovedet ikke hjælp. På en måde afprøvede jeg folk. Jeg ville se, om de ville være der eller ej, for jeg har altid sagt, at vi vil hjælpe dem. Men jeg er ikke sikker på, at de vil hjælpe os.”
Donald Trumps mistillid
Donald Trumps bemærkning var også henvendt til Italien og Spanien, som nægtede USA at bruge amerikanske baser i de to lande i forbindelse med de amerikansk-israelske angreb på Iran.
Præsidenten nåede også – helt uden for Nato-sammenhængen – at erklære en handelskrig mod Spanien. Talsmænd for EU-Kommissionen reagerede omgående ved at minde amerikanerne om, at en handelskrig mod et EU-land er en handelskrig mod hele unionen, og sagen er måske glemt i morgen. Eller også udvikler den sig til et større politisk og økonomisk slagsmål med alvorlige konsekvenser, ikke mindst for USA.
Hele dette forløb afspejler Donald Trumps indgroede mistillid til og foragt for Europa. Den blev ikke mindre under dette topmøde, men ikke desto mindre talte den norske statsminister om en venlig tone, og generalsekretær Mark Rutte sagde efter mødet, at ”Nato-alliancen aldrig har været stærkere”.
Enten er han blåøjet og naiv, eller han gør gode miner til slet spil. Hvis Mark Rutte har ret i, at Nato aldrig har været stærkere, skyldes det i hvert fald ikke, at tilliden mellem USA og de europæiske allierede er blevet større. Tværtimod.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og