DANMARK // DEBAT – Har Socialdemokratiet reddet Danmark fra den bølge af højrepopulisme, der er skyllet ind over den vestlige verden i det seneste årti? Det hævdede en meget læst artikel i New York Times i sidste uge.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
New York Times udgav en lang artikel om Danmark i sidste uge med titlen ”In an Age of Right-Wing Populism, Why Are Denmark’s Liberals Winning?”
New York Times’ senior writer David Leonhardts artikel er primært et interview med statsminister Mette Frederiksen, men også med en afsluttende analytisk del.
David Leonhardts hovedkonklusion er, at det danske samfund er væsentligt mere modstandsdygtigt over for højreekstremisme og -populisme end mange af vores europæiske nabolande, hvor socialdemokratiske partier flere steder er styrtet fra magtens tinder.
Jeg hører til dem, der i udgangspunktet synes, at socialdemokraterne har solgt alt for voldsomt ud af deres principper ved genrejsningen af partiet under Mette Frederiksens ledelse
Forklaringen er, ifølge Leonhardt, at de danske socialdemokraters parti har overtaget en af højrefløjens mærkesager i et værdimæssigt kompromis for at opnå større politisk stabilitet.
Taktikken punkterede Dansk Folkeparti
Hvordan er det så gået med dét projekt? Jeg hører til dem, der i udgangspunktet synes, at socialdemokraterne har solgt alt for voldsomt ud af deres principper ved genrejsningen af partiet under Mette Frederiksens ledelse.
Og jeg er slet ikke færdig med at være skuffet over beslutningen om at træde ind i en regeringskonstellation hen over midten i stedet for det oplagte centrum-venstre-samarbejde efter vores seneste folketingsvalg.
Men jeg har også siden forstået, hvor afgørende denne politiske taktik har været for vores sammenhængskraft.
Den punkterede fuldstændig Dansk Folkeparti og marginaliserede samtidig rabiate højrefløjspartier ved at overtage den vigtigste del af deres dagsorden, immigrationsbegrænsningerne, samt en nedsættende retorik over for ikke-vestlige indvandrere og i særdeleshed muslimer.
Zetland beskrev i en lignende grundig artikel for fire år siden, hvordan Socialdemokratiet helt tilbage under sin største vælgerkrise i nyere tid i 2008 havde hyret en pollster med speciale i marketinganalyser til skabe effektiv fokusgruppepolitik og opbygge et politisk program, der henvendte sig mere præcist til partiets primære vælgerdemografier.
Et af målene med det var at bløde Dansk Folkeparti helt tørt for de frafaldne S-vælgere, der i høj grad var begyndt at opfatte Pia Kjærsgaards parti som mere socialdemokratisk end Socialdemokratiet selv.
Det var en kæmpestor taktisk bedrift at suge så mange vælgere tilbage hen over midten og igen ende som dansk politiks allerstørste magtcentrum. Omvendt kan folk på venstrefløjen begræde, at resultatet blev et regeringsparti, der i takt med det markante værdiskifte var blevet så højredrejet, at det slet ikke er til at genkende igen.
Det er en lang diskussion.
Et mindre onde end alternativet?
New York Times-artiklen påpeger, at denne politiske udvikling har været med til at stille Danmark i en særligt gunstig situation i forhold til at holde højrepopulismen helt i bund sammenlignet med flere af vores europæiske naboer.
Det er svært at være uenig i.
Det er dén vanskelige erkendelse, som rigtigt mange af os går og tumler med at acceptere og retfærdiggøre
Mange af os har skullet leve med et virkelig svært fravalg af humanistiske grundprincipper og værdier, mens vi har forsøgt at holde fast i tanken om, at det har været et mindre onde end alternativet – at højrefløjspopulisme og -ekstremisme havde fået større bundtræk i vores samfund.
Det er dén vanskelige erkendelse, som rigtigt mange af os går og tumler med at acceptere og retfærdiggøre.
Det vender sig i mig, hver gang Frederik Vad ligesom sine forgængere i partiets lynaflederprovorolle spreder misinformation om indvandrere og muslimer, og jeg dør indvendigt over mængden af spinstyrede, komplet uautentiske autopilotsvar og brugerundersøgelsesdefineret designerpolitik fra partiet.
Der er virkelig meget, jeg er træt af ved det parti, Socialdemokratiet er blevet til i dag.
Men jeg er samtidig tvunget til at erkende, at deres strategi frem til nu har været med til at begrænse den populistisk-ekstreme højrefløjs succes, hvilket i sidste ende er den allervigtigste parameter for mig, fordi det er afgørende for vores samfund. Særligt i det aktuelle storpolitiske billede, hvor populister og revolutionære reaktionære fra både Rusland og USA forsøger at puste til nationalkonservativisme, fremmedhad og oprørstrang overalt, hvor de kan finde selv de mindste sprækker.
Og selvom min begejstring for en politiker som Lars Løkke er nærmest ikkeeksisterende, er jeg også tvunget til at anerkende, at hans løsrivelse fra højrefløjen har været en afgørende komponent i denne succes.
Hans pludseligt opståede centrumtænkning frem mod vores sidste folketingsvalg virkede mest af alt som en opportunistisk overlevelsesstrategi, der stod i skærende kontrast til hans tidligere omfavnelse af Dansk Folkeparti, og manden har været med til at smadre så utroligt mange vigtige ting i vores samfund, at jeg aldrig kommer til at tilgive ham for det.
Men hans Moderaterne-projekt var utvivlsomt med til at forhindre større tilstrømning til særligt Liberal Alliance – som jeg anser som et stærkt populistisk parti, der flirter med ekstreme idéer – så det er en anden ukomfortabel erkendelse for mig, hvor et mindre onde er med til at begrænse et større.
Det muliges kunst kan også være en glidebane
Jeg er næppe den eneste, for hvem dansk politik i dag er fyldt med den slags principkonflikter.
Artiklen i New York Times trykker i det hele taget bare ned i en meget øm nerve for alle progressivt tænkende og peger på, hvad vi må leve med for at bevare eksistensen af et så progressivt samfund som muligt.
Et samfund, som jeg på mange måder finder utilfredsstillende og langtfra det, jeg opfatter som et idealsamfund, men vi lever ikke i en perfekt boble, hvor alt kan lade sig gøre, og hvor modstandere af progressiv tænkning bare giver op og lader stå til.
Idealismen må undertiden vige for pragmatikken for at opnå resultater, men det er også en farlig glidebane, hvor vigtige værdier ofte går til grunde
Det er i høj grad det muliges kunst i det nuværende politiske klima, hvor ”woke” er blevet det desværre meget succesrige reaktionære paraplybegreb for alt nyt, man ikke forstår eller ikke kan lide, og hvor minoritetsrettigheder ikke kan tages for givet.
Heller ikke her i Danmark, hvor modstanden mod progressiv politik og tænkning manifesterer sig i problematiske fællesskaber med politisk indflydelse.
Idealismen må undertiden vige for pragmatikken for at opnå resultater, men det er også en farlig glidebane, hvor vigtige værdier ofte går til grunde. Det er en hårfin og ofte uskøn balancegang, som New York Times-artiklen her undersøger.
Grundig og dygtig journalistik, der udfordrer mine synspunkter, er noget af det bedste, jeg ved, så jeg vil anbefale alle at læse artiklen uanset deres politiske ståsted, for den giver stof til eftertanke.
Ikke af den slags, der nødvendigvis flytter én rent politisk, men den har i hvert fald givet anledning til overvejelser her, som jeg ikke ellers ville have gjort mig.
Artiklen irriterer mig faktisk en hel del – hvilket nok er meget sundt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
