MEDIER // KOMMENTAR – “Man kan kende subgenrens udøvere på, at de holder ordet ”kritisk” op som et helligt relikvium. Det er ligegyldigt, hvad man er ”kritisk” overfor, og det kan skifte fra det ene sekund til det næste. Man er i kamp mod den, man interviewer, og vedkommende skal bare fanges i én-eller-anden selvmodsigelse eller ændret holdning, så er succesen hjemme,” skriver Sebastian Dorset.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En af bivirkningerne ved Corona er helt klart, at jeg har fået det lidt stramt med dele af pressen.
Jeg kender og respekterer tonsvis (uden at antage noget om deres vægt!) af dygtige, samvittighedsfulde, reflekterede journalister, indenfor alle fagets genrer, og der er bestemt ikke noget galt med journalistik, især ikke deres. Der er bare opstået en subgenre, jeg vil kalde “journalisme”:
En nærmest religiøs tro på, at det man bedriver, er Altings Endemål ™.
Fordi lederskribent og reporter er smeltet sammen til en omnipotent journalisme-halvgud, kunne denne tordne mod restriktionerne i ramsaltede ledere om sundhedsmyndighedernes hysteriske overformynderi
Man kan kende subgenrens udøvere på, at de holder ordet ”kritisk” op som et helligt relikvium. Det er ligegyldigt, hvad man er ”kritisk” overfor, og det kan skifte fra det ene sekund til det næste. Man er i kamp mod den, man interviewer, og vedkommende skal bare fanges i én-eller-anden selvmodsigelse eller ændret holdning, så er succesen hjemme.
Interviewede journalisme-udøveren en repræsentant for sundhedsmyndighederne, kunne restriktionerne have været for mange, for få, for sent indførte eller for sent ophævede, indenfor ganske få spørgsmål og sekunder.
For man er jo objektiv og står ikke selv på mål for noget, så alle beskyldninger er lige gode.
Og fordi lederskribent og reporter er smeltet sammen til en omnipotent journalisme-halvgud, kunne denne tordne mod restriktionerne i ramsaltede ledere om sundhedsmyndighedernes hysteriske overformynderi. Ledere, der på ingen måde stod på mål for, når smittetallene igen steg og sygehusene nærmede sig smertegrænsen.
Som en chimpanse der kaster dartpile på en bodega og brølende jubler, fordi et par stykker har ramt skiven, helt uden at bemærke de knuste glas og mistede øjne, resten af pilene har medført
Journalisme-udøveren stiller bare spørgsmål uden at erkende at det at stille spørgsmålstegn ved noget, også er at betvivle det. I hvert fald når man gør det to fulde år i træk som en chimpanse, der kaster dartpile på en bodega og brølende jubler, fordi et par stykker har ramt skiven, helt uden at bemærke de knuste glas og mistede øjne, resten af pilene har medført.
Efter sidste onsdags 26. og formentlig sidste coronapressemøde i et stykke tid, synes jeg, det er fair at spørge journalisterne, hvordan de selv synes, de har fremstået?
Jeg ved godt, at modargumentet er, at pressemøder er en arbejdssituation, hvor man skaffer sig materiale til det egentlige journalistiske produkt, men det har det tydeligvis ikke været for journalismens ypperstepræster, der har gjort deres egen ageren på pressemødet til dagens historie.
Hvis man gør pressemødet til et skuespil med sig selv i hovedrollen, så kan ens optræden også risikere at blive anmeldt. Jeg giver gerne 2-3 stjerner eller hjerter til helhedsindtrykket. Ikke hatte. Hatte var der nok af.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
