Den historiske sofa

En sofa er ikke bare en sofa

i Essays/Historie af
AFFEKTIONSVÆRDI // ESSAY – Dette er ikke bare historien om et møbel. Det er en historie om historie. Både den med stort H og den personlige historie i genstande, der knytter et bånd mellem nutid og fortid. Mellem mennesker over mange generationer. Dette er Garbi Schmidts historie om en sofa.

Dengang min farfar døde, og jeg var omkring de ti, fik jeg lov til at arve to album med familiebilleder. Ikke alene familiebilleder, men også postkort skrevet fra fronten under første verdenskrig. Givet, at slægten boede i Sønderjylland, var der en del unge mænd, som blev sendt i tysk krigstjeneste.

Jeg elskede de to album, og havde dem liggende i et skab ved hovedgærdet på min seng, både, så jeg kunne kigge i dem, når jeg havde lyst (og det havde jeg tit), men også så jeg var sikker på, hvis nu huset brændte, så skulle jeg blot række ud og gribe dem, så jeg kunne bringe dem i sikkerhed. Jeg var så forsigtig overfor de to genstande. Selvom jeg var et barn, som kun havde levet et par håndfulde år på jorden, så var de som en forbindelse med alt det, som lå før mig.

Jeg kan stadigvæk fornemme følelsen af velour, som det ene album var bundet ind i. Den ujævne overflade på det andet album, den mørke farve

Kvinder i mørkt tøj og med stramme kyser. Mænd i uniformer. Min farfar, som stod bøjet over et bord i myndig samtale med nogle andre mænd. Engang en ung mand. Og jeg kunne mindes ham som gammel, en rynket olding, slidt af dages og års hårdt arbejde i marken og talende med en dialekt, som jeg vestsjællænder-barn havde svært ved at tyde.

Jeg lærte liv af de album. Og jeg lærte Danmarkshistorie.

Hvor er alle minderne

At jeg ikke længere har de album, er faktisk, nu hvor jeg er i starten af 50erne, en af de ting i mit liv, som jeg både er ked af og ikke forstår. Jeg ved ikke, hvor de blev af. Jeg ved, at jeg flyttede nogle gange, da jeg afsluttede gymnasiet og begyndte universitetet, og jeg kan kun forestille, at de forsvandt der.

Men alligevel forekommer det helt absurd, netop fordi de to album betød så meget for mig. Jeg ser fortsat billederne for mig. Jeg kan stadigvæk fornemme følelsen af velour, som det ene album var bundet ind i. Den ujævne overflade på det andet album, den mørke farve.

Sofaen var en familiehistorie. Købt på en godsauktion engang i slutningen af 1800-tallet af en bedstefar og bedstemor, som begge havde tjent på godset

Albummene er en del af min erindring, og en del af et mysterium, som jeg kredser om fra tid til anden, fordi jeg ikke kan løse det. Jeg er fortsat ked af det over tabet. Og det bliver jeg helt sikkert ved med at være.

DBA frem for IKEA

Jeg kom til at tænke på familiebillederne igen forleden, da jeg skulle hente en sofa. Ikke i IKEA eller Ilva eller en anden møbelbutik, men i et lille rækkehus i en københavnsk forstad.

Min kæreste og jeg har for en måned siden købt et gammelt hus på landet, som vi vil bruge til fritidshus, men et hus uden møbler er træls i længden, så jeg var havnet på DBA for – som udgangspunkt – at finde noget gammelt, billigt og godt. En sofa. Et møbel. En ting.

Jeg faldt forholdsvis hurtigt over en smuk, antik sofa, som ikke var særlig dyr eller slidt og så ud, som om den passede til huset. SMS afsted. Kan jeg komme og se på sofaen? SMS tilbage. Ja, det kunne jeg godt.

En høflighedsfrase åbnede ballet

Og måske er det en af de der høflighedsfraser, som pludselig fører til mere, som satte det hele i gang. Da jeg en fredag eftermiddag stod i en fremmed kvindes stue, os begge med mundbind og afsprittede hænder, og jeg sådan lige måtte spørge: ”Hvad er historien bag sofaen?”, så begyndte historien at rulle.

Var det i den sofa, at en familie fik nyheden om Danmarks befrielse? Havde nogen siddet i den under den første månelanding? Havde nygifte siddet i den og holdt hinanden i hånden? Hvor mange nyfødte børn havde ligget i den på ryggen og kigget op og ud mod verden?

For kvinden så ikke på sofaen som ”bare” et møbel. Sofaen var en familiehistorie. Købt på en godsauktion engang i slutningen af 1800-tallet af en bedstefar og bedstemor, som begge havde tjent på godset.

Der var tale om forgængelige sider, om gulnede fotografier, men alligevel så meget mere. At nogen måske bare smed dem ud, det kan jeg slet ikke bære at tænke på

Et møbel, som havde været i familiens eje i over hundrede år. Som hun selv havde haft stående i sin stue i over fyrre. Som alle i familien havde fået at vide, at de skulle passe på, men som alligevel var blevet brugt ved familiemiddage og helt sikkert også juleaftner og fødselsdage og andre mærkedage. Som var et møbel, man havde et forhold til. Bedstemors sofa.

At kvinden havde svært ved at skille sig af med sofaen, at lade dens historie fortsætte et helt andet sted, det forstår jeg godt. Hun havde taget beslutningen, fordi det var tid, men det var svært. At den, som købte sofaen også ville passe på den, var vigtigt.

En elsket genstand

For sofaen var ikke blot et møbel. Den var ikke blot noget, som man sad på, spiste og sov i. Sofaen var en historie. Sofaen var en familiehistorie. Og det var da, at jeg forstod, at ved at købe den sofa, så fik jeg også et ansvar. Jeg overtog noget, som nogle faktisk havde elsket.

Jeg kommer aldrig til at få ansigt på de mange, som har siddet i den, grædt og grint og holdt om hinanden, er blevet uvenner og forsonet igen. Jeg ved ikke, hvor sofaen stod under første og anden verdenskrig, under den spanske syge.

Var det i den sofa, at en familie fik nyheden om Danmarks befrielse? Havde nogen siddet i den under den første månelanding? Havde nygifte siddet i den og holdt hinanden i hånden? Hvor mange nyfødte børn havde ligget i den på ryggen og kigget op og ud mod verden?

Et ansvar er givet videre

Jeg har ikke svar på de spørgsmål, og jeg får det aldrig. Men jeg ved, at jeg fik et ansvar lige så meget, som jeg fik et møbel. Og det fortalte mig noget om de ting, som vi omgiver os med. Nogle af dem nærmest ligegyldige. Andre slet ikke ligegyldige. Og hvor dyre og fine de første end måtte være, så er det de sidstnævnte, om der så er tale om en slidt grydeske, som betyder noget.

Det smukke træskærerarbejde på den gamle sofa

Jeg mistede mine to familiealbum og dermed dele af min historie, som jeg siden da har prøvet at stykke sammen. Der var tale om forgængelige sider, om gulnede fotografier, men alligevel så meget mere. At nogen måske bare smed dem ud, det kan jeg slet ikke bære at tænke på.

Det vil gøre mig mere tryg, hvis de står et sted og faktisk glæder nogen. Sådan som det nu er med den sofa, som jeg har taget ansvar for. Fordi den ikke bare er en sofa. Men mest af alt levet menneskeliv.

Og sådanne ting er uvurderlige.


LÆS FLERE ARTIKLER AF GARBI SCHMIDT HER


Fotos: Garbi Schmidt

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Garbi Schmidt er professor i Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet. Hun har skrevet doktordisputats om Nørrebros Indvandringshistorie, og ph.d. afhandling om muslimske indvandrere i Chicago. Derudover er hun skønlitterær forfatter på forlaget Gyldendal, hvor hun debuterede i januar 2017 med den historiske roman Ebba. Skulle du have lyst til at donere til Garbis skriverier, er nummeret til MobilePay +45 27 24 38 09.

Seneste artikler om Essays