MEDIEBOG // ANMELDELSE – Olav Hergel har skrevet en vidunderlig nøgleroman om en medieprofession i forfald – besat af klik, skærme og sociale medier. Og om en mand, der leder efter en mening med livet. Resultatet er en smukt skrevet fortælling om kærlighed i og omkring den københavnske avisverden. Den næsten 500 sider lange roman er også en modig beretning om, hvor mange måder man kan gradbøje moral på, når man er ansat på henholdsvis Ekstra Bladet og Berlingske.
”Statistik får ingen til at tænke. Vi læser om hundredevis af mennesker, der omkommer i Middelhavet, men det lader læserne sært uberørte.”
Ordene er Olav Hergels, bogaktuel forfatter og prisvindende dansk journalist i den tunge vægtklasse.
Og han har ret. Vi får først dilemmaet om flygtningene ind på nethinden i det øjeblik vi tillader et enkelt menneskeliv at komme tæt på os. Det er først, når vi ser billedet af den lille døde dreng, der ligger på stranden i sine shorts, at det gør ondt. Og det er først i det øjeblik, vi ser det tomme blik i øjnene på en anden lille dreng, der sidder smurt ind i mudder, at vi rammes i maven, og ikke kan slippe tankerne om bombeofrene i Aleppo.
Olav Hergels journalistiske leveregler kan umiddelbart lyde hellige og selvforelskede. Og det kunne nærværende roman sagtens også være blevet. Men han zoomer nådesløst ind på branchens dilemmaer og udleverer alle miljøer, netop også hovedpersonen
Det ved Olav Hergel og han har i årtier gjort det til sit journalistiske adelsmærke at berette ikke blot om mennesker på flugt, men i det hele taget om de skæbner og personlige beretninger, der altid gemmer sig for enden af enhver lovtekst eller beregning.
I sin nye roman, ”Punktum,” der udkommer i dag, er den danske journalistbranches mester gået i kødet på den branche, han selv er rundet af: den københavnske avisverden. ’Punktum’ er simpelt hen en nøgleroman, hvor alle de medier, der omtales endda har fået lov til at bære deres rigtige navne og langt de fleste af figurerne i øvrigt enten er genkendelige eller en blanding af et udvalg af den danske mediebranches store navne.
Olav Hergel selv er, som han siger med en latter til POV International, blevet gjort ”10 år yngre, 20 cm. højere og 100 gange bedre til at spille fodbold.”
Mikkel Haslund – romanens hovedperson – har ”heller ikke været heldig nok til at møde min kone,” bemærker Hergel, der hermed har kridtet banen op for sit lidt yngre alter ego, der til forskel fra ham selv er både barnløs og single – hvilket gør ham til et mere rastløst og lejlighedsvis også mere ulykkeligt menneske end forfatteren mener han selv er – men dog let genkendelig som en journalist, der lige som Hergel har trådt sine journalistiske barnesko på Berlingske.
Olav Hergel og det moderne avishelvede
I dag er Hergel, som mange vil vide, ansat på Politiken, hvor han har fortsat sin utrættelige journalistiske mission, der lyder så enkel, når man skal beskrive den, men som ikke desto mindre i det klik- og skærmbårne helvede af storrumskontorer med hæve- sænkestole, der skal gøre det ud for avisredaktioner i vore dage, stedse bliver vanskeligere at realisere.
For Olav Hergel insisterer på at tage ud i virkeligheden. Det har han altid gjort, for det er her, journalister og journalistikken bliver bedre, siger han. Når den skrivende møder noget andet end sin skærm og søgninger på Google eller de databaser, der i dag udgør de såkaldt undersøgende journalisters hellige gral.
Han er et forbillede for generationer af skribenter og hans insisteren på at skrive netop om konkrete menneskeskæbner har gjort hans byline til et kvalitetsstempel i sig selv. Også fordi han skriver så smukt og på et fejlfrit dansk i en tid, hvor netjournalistikkens åndløse jagt på klik, har gjort det at insistere på sproglig kvalitet til en anakronisme, der ikke er råd til mere. Men det gælder heldigvis netop ikke i Hergels artikler, der er noget så sjældent som sprogligt pletfri – og det gælder så også for romanen, hvor jeg ikke fandt en eneste sproglig eller grammatisk fejl. Imponerende.
Olav Hergels journalistiske leveregler kan umiddelbart lyde hellige og selvforelskede. Og det kunne nærværende roman sagtens også være blevet.
Men han zoomer nådesløst ind på branchens dilemmaer og udleverer alle miljøer, netop også hovedpersonen, der hen ad vejen også spiddes som en egocentrisk fløjlsmave af både chefer og kolleger. Fortællevinklen skifter og romanens hovedfortæller, Mikkel Haslund, får ikke lov at rende med æren eller medaljen for den moralsk korrekte opførsel, selv om Hergel det meste af tiden er solidarisk med sin søgende mandlige hovedperson.
En kioskbasker om sommervejret
Et kort referat af bogen må være på sin plads: Mikkel Haslund, 49 år gammel, er ved romanens start ansat på Berlingske, hvor han nyder den gamle chefredaktørs gunst, men kæmper med sin kvindelige redaktionschef Feline Landin.
I starten af bogen har han aftenvagt og bliver sat til at begå en hurtig ”skræller” fra nettet om, at sensommervarmen slår alle rekorder. Han slår sig i tøjret, han vil ud i verden. Redaktionschefen anser ham som forkælet og privilegeret, ”for fin til nettet”, som overlades til yngre journalister, der ikke har noget imod at tage den kedelige tjans. I stedet insisterer han på at køre til Høje Taastrup og besøge Arvid Nielsen, en mand, der just er blevet fyret som anlægsgartner for at ryge en daglig cigaret på en bænk i arbejdstiden.
”Niels Jungersen stak ham to boner. Langt bagude hørte Mikkel Feline Landin sige et eller andet om tv, hvis det endelig skulle være. Men hun fattede ikke og ville aldrig fatte, at hvis man skal lave tv, skrive til nettet og skrive til avisen, så bliver det hele lige dårligt. Vi skal være på alle platforme, sagde dem, der havde overtaget journalistikken uden at elske faget og uden at vide noget om det. De ville hellere have faktabokse og flere indgange og små tv-klip end smukke ord. Men de havde ikke ret, de ville aldrig få ret.”
Han skulle have sagt ja. Politiken havde penge. Nu ansatte de kun mennesker, der kunne boltre sig på de sociale medier og finde ud i de alleryderste hjørner af nettet. Han passede ikke længere til stillingsbeskrivelsen
Vor helt får lov til at skrive sin historie om Arvid Nielsen, men han får ikke lov at udfolde den. I stedet vansmægter artiklen langt inde i avisen som en mindre historie om systemet, der tryner den lille mand men så heller ikke mere. Og ved en fyringsrunde kort tid efter ryger Mikkel Haslund ud. Til sin egen milde overraskelse samles han op af Ekstra Bladet, der gerne vil tale den lille gartners sag. Ikke Politiken, for som Hergel lader Mikkel Haslund bemærke, så er det ikke en avis, han føler sig hjemme på og som det også er for sent at tilpasse sig:
”På vej op ad trappen passerede de Politiken. Mikkel havde været til samtale for et par år siden, da de havde tilbudt ham en stilling. Han havde sagt nej, fordi han lignede alle de andre midaldrende journalister. Ordentlige mennesker. Flere med egen vinkælder. Socialt indignerede, sommerhus i Odsherred og på ski en gang om året. Syntes, at Noma var for dyrt, men holdt meget af at spise på Manfreds og Relæ i Jægersborggade. Han skulle have sagt ja. Politiken havde penge. Nu ansatte de kun mennesker, der kunne boltre sig på de sociale medier og finde ud i de alleryderste hjørner af nettet. Han passede ikke længere til stillingsbeskrivelsen.”
Det hellige radikale feminine Overdanmark
Men alt har en pris. Kampagnen for den fyrede gartner går ud over en radikal politiker på vej mod toppen i sit parti. En kvinde, der har gjort rygestop til en mærkesag. Og på Ekstra Bladet går man efter struben.
Her er argumentationen for, hvorfor man skal hjem til den radikale toppolitiker og udstille hendes overklasseliv:
”En sundhedsdirektør, der fyrer en medarbejder, er ikke nogen serie. Det hellige radikale feminine Overdanmark, der borer sine stilethæle ned i øjet på Arvid fra arbejderklassen, er det stof, som aviser er gjort af. Men Marie Rode havde også ret. Hvis hun ikke havde åbnet sit hjem, havde Mikkel aldrig kunnet skrive, som han gjorde. Nu betalte hun prisen for sin åbenhed, mens Mikkel fik ros for at skamride janteloven.”
Det hellige radikale feminine Overdanmark, der borer sine stilethæle ned i øjet på Arvid fra arbejderklassen, er det stof, som aviser er gjort af
Historien flyver videre, hæsblæsende, mens Mikkel Haslund føler sig tvunget ud i det ene forræderi efter det andet – mest mod sig selv og sine egne journalistiske idealer. Han rækker også bestandigt ud efter kærligheden og lægger sig imens ud med to af sine bedste venner; den ene er barndomsvennen fra overklassen, som i en episk middagsselskabsscene ender med at smide den moraliserende Mikkel ud under en ophedet diskussion om flygtninge og underbetalt hushjælp; den anden er spindoktoren, der arbejder for den radikale minister, som Ekstra Bladet vil have fyret. For som redaktionschefen på avisen, børnehjemsbarnet der overlevede 1950’ernes mishandling, siger bogen igennem: ”det er altid de riges skyld.”
Det er altid de riges skyld
Korstoget mod ministeren og hendes familie får fatale konsekvenser, som ikke skal røbes her. Et eksempel på Mikkel Haslunds overvejelser lyder sådan:
”Nu følte Mikkel sig som medspiller på et tæskehold fra helvede, der var på vej til Nordsjælland med det formål at hænge en velhavende borger ud for at være udansk i et land, hvor det vigtigste var at være dansk. Dansk i blodet, dansk i ånden, dansk i troen. Stikkertelefonen og den offensive pressestrategi var den socialdemokratiske skatteministers opfindelse, og politiet kørte med på jagten, så de kunne vise, at de gjorde noget for at luge ud blandt udlændinge. Det tog sig altid godt ud.”
Nu følte Mikkel sig som medspiller på et tæskehold fra helvede, der var på vej til Nordsjælland med det formål at hænge en velhavende borger ud for at være udansk i et land, hvor det vigtigste var at være dansk.
Mod slutningen af bogen, der også rummer nogle smukt afdæmpede romantiske scener, der fik overtegnede gjort helt mismodig over sin status som godt gift på 20. år, går hovedpersonen så til angreb på Ekstra Bladets massageannoncer.
Her får den ikke for lidt, og Olav Hergel fortæller til POV, at den del af romanen førte til samtaler på Politikens Forlag, der udgiver Punktum. ”Men det fylder jo meget lidt i bogen, omkring 20 sider”, bemærker han. Og angrebet blev stående. Inklusive sexscener og samtaler md bestyrelsesformanden for JP/Politikens Hus. I bogen altså.
Hib til medieverdenen – opsang til Ekstra Bladet
Romanen er spækket med hib til alle de forskellige medietyper, man kan forestille sig i den københavnske bladverden. Ingen går ram forbi. Heller ikke Hergels alter ego, der her diskuterer med sin unge tidligere kollega, Rikke, der er ferm til både sociale medier og virale historier med mange klik. De diskuterer den skrappe redaktionschef Feline Landin. Rikke lægger ud:
”Det er jo hende, der fik mig ansat.”
“Til at sidde på nettet resten af dit liv.”
“Måske. Men den eneste måde, jeg kan få et navn på, er ved at skabe det selv. Vores generation er ikke som din, Mikkel. Hvis I klarede jer godt i praktik og blev ansat, skulle I tage af kassen for at blive fyret. Vi slås hver eneste dag, og vi bliver målt på antallet af klik. Det hedder konkurrence. Og vi brokker os ikke. Sådan er det bare.”
Ved den føromtalte middag i den svale overklasse, der ender med udsmidning af vores hovedperson, bliver Mikkel Haslund spurgt af gæsterne om, hvorfor han ikke længere er på det fine og respekterede Berlingske men på det tarvelige Ekstra Bladet. Han tænker:
”Som journalist var der altid noget at tale om. Et sted i verden, de andre ikke havde været. Et fattigt hjørne af det danske samfund, som de ikke anede eksisterede, og som mange var interesserede i at kende. Der fandtes et større potentiale for social solidaritet i Nordsjælland, end de fleste gik og troede. Som journalist på Berlingske var det muligt at få taletid. Nu var han journalist på Ekstra Bladet.
“Okay. Jeg arbejder der, fordi jeg blev fyret efter treogtyve år på Berlingske. Jeg har ingen kone, jeg har ingen kæreste, jeg har ingen børn. Jeg har mit gamle fodboldhold her, og så er jeg journalist. Det er det eneste, jeg er. Det er det eneste, jeg kan, og jeg er niogfyrre år og hader at sidde foran skærmen og skrive til nettet. Ekstra Bladet tilbød mig et job. Derfor.”
Vi skriver ikke om alle dem, der ikke onanerer i svømmehallen. Vi skriver om dem, der gør. Vi skriver ikke om dem, der er glade for maden på asylcentret. Vi skriver om dem, som siger, at de er flygtet fra tøndebomber og giftgas, og så synes, at karbonader er under deres standard.
Hans konstante ophævelser irriterer Ekstra Bladets kontante nyhedschef Levinsen til døde. Her er hans opsang til ”fløjlsmaven” Mikkel Haslund:
“Du mener ikke, vi skal skrive den artikel, fordi de fleste kommer af legale årsager. Fint. Sådan har du skrevet i årevis. Her på bladet har vi det anderledes. Vi skriver de historier, der adskiller sig fra det normale. Vi skriver ikke om 30 flygtninge, der siger, at de ikke kunne drømme om at udnytte Danmark. Vi finder dem, der vil udnytte systemet.”
“Vi skriver ikke om alle dem, der ikke onanerer i svømmehallen. Vi skriver om dem, der gør. Vi skriver ikke om dem, der er glade for maden på asylcentret. Vi skriver om dem, som siger, at de er flygtet fra tøndebomber og giftgas, og så synes, at karbonader er under deres standard. … Og ved du hvad?” sagde Levinsen og fortsatte uden at vente på et svar: Dagens avis ligger der, og i morgen kommer der en ny. Det er derfor, jeg synes, du skal tænke på, om det er det rigtige sted at være for dig.”
Hvor de rabiate pisser i debatspalterne
Diskussionerne om de københavnske aviser fylder en god del af bogen, og der bliver vitterlig ikke sparet på krudtet. Sådan lyder Ekstra Blads-chefen, Levinsens kritik eksempelvis af Berlingske:
“Se på din egen gamle avis. Den ved ikke, hvad den vil. Om den vil være den fine dannede borgerlige Berlingske Tidende eller den vil være Berlingske Media, hvor de rabiate får lov til at pisse i spalterne. Lige nu er der flest, der pisser, fordi ingen styrer noget, og fordi alt bliver trykt med den intetsigende begrundelse, at der er behov for en fri og karsk borgerlig debat, selv om alle ved, at det er, fordi de, der pisser, får flest klik.”
Der er også fabelagtige miljøbeskrivelser fra den nordsjællandske overklasse, som Hergel kender så godt. Her der Mikkel Haslunds tanker om Tisvilde:
Det er indgroet i Tisvildes landliggerhistorie, at man er finere end dem fra Hornbæk. Ikke rigere, men finere. Færre nye penge, flere gamle. Man er noget, men viser det ikke. Mole, ikke marina. Jolle, ikke lystbåd. Universitetet, ikke Handelshøjskolen. Departementschef, ikke direktør
“Det er indgroet i Tisvildes landliggerhistorie, at man er finere end dem fra Hornbæk. Ikke rigere, men finere. Færre nye penge, flere gamle. Man er noget, men viser det ikke. Mole, ikke marina. Jolle, ikke lystbåd. Universitetet, ikke Handelshøjskolen. Departementschef, ikke direktør. Overlæge, ikke grosserer. Doktorring frem for diamanter. Badekåbe og cykel. Ikke Ray-Ban og åben Bimmer. Hjemmelavet hyldeblomstdrik og hemmelige svampesteder i hegnet. Madpakker, og ikke burgere, på stranden. Sand mellem tæerne og ikke bare ben i hyttesko. Gode bøger, men ikke fladskærm i sommerhuset. Håndplukkede strandblomster, ikke købetulipaner.”
Overtegnede læste bogen ud i et stræk dagen før det amerikanske præsidentvalg. Og elskede den.
Det var som et langt, uendelig velskrevet og reflekteret blik på mit eget arbejdsliv. Ikke fordi jeg kan måle mig med Olav Hergel, som jeg i to korte år, var chef for tilbage i 1999-2001, men fordi branchen er tilpas indspist og lille til at genkendelsens glæde er nem at få øje på.
Og hvad er det så han vil med bogen – ud over at fortælle en historie om forfald (mediebranchens) og den enlige journalist ensomme kamp for at komme væk fra skærmen og nettet og bevare retten til at skrive om mennesker og det, man på kort formel, kan kalde virkeligheden?
Olav Hergels politiske asyl på Politiken
Jeg talte med Olav Hergel dagen efter præsidentvalget, da det stod klart, at Donald Trump havde vundet og hensat store dele af verden i en tilstand af granatchok.
Han siger: ”Hvad er det jeg vil med romanen. Ja, jeg vil i hvert fald sige, at journalistik er et fantastisk fag. Og at det skal overleve, fordi det ikke ville være til at bære uden. Journalistik er også mit liv. Men jeg har det jo som min hovedperson.
Jeg skal ud i virkeligheden. Det er her, de gode bliver bedre og de bedste bliver fantastiske. Jeg har selv fået megen frihed på Politiken – jeg har halvanden måneds net tjans om året, og det synes jeg selv er en lav pris at betale for friheden til at komme væk fra skærmen resten af året.”
– Du sagde jo op på Berlingske i sin tid og der gik historier om, at den daværende chefredaktør på Politiken Tøger Seidenfaden havde tilbudt dig politisk asyl på sin avis. Er det egentlig sandt eller er det en typisk københavnsk vandrehistorie?
”Der var ingen, der brugte ordet politisk asyl, det må vær en smart journalist, der har fundet på det, men det er rigtigt, at jeg havde en alvorlig konflikt med den daværende ledelse af Berlingske, der ikke ville have at jeg tog ud og skrev om en flygtningefamilie, der skulle udvises af Danmark efter 7 års ophold her.”
“Jeg måtte godt skrive om det principielle, men jeg ville skrive om familien. Og vi kom ikke rigtig længere, det udviklede sig til en dyb uenighed, og så ringede jeg til Tøger, der et par gange tidligere havde tilbudt mig en stilling, som jeg havde sagt nej til, fordi jeg virkelig følte, at jeg hørte hjemme på Berlingske.”
”Men dels var der konflikten, dels var der en redaktør, der i kampens hede havde sagt til mig, at ”du også virker udbrændt.” Det tænkte jeg over. Jeg fandt det groft, men der var nok et gran af sandhed i, at jeg havde brug for at flytte mig.”
“Tøger skulle så undersøge det i bestyrelsen først. For der var ansættelsesstop, og jeg ventede 14 dage, indtil han ringede og sagde, ’ja, du kan komme over til os.’ Men hvis han ikke havde gjort det, var jeg da blevet på Berlingske. Der var regninger, der skulle betales og jeg kunne godt være endt som en vandrepokal på nettet, der sad lørdag aften og stirrede ind i en skærm.”
”Og så var der jo lys for enden af tunnelen. Jeg fik et nyt liv og nyt mod på at skrive.”
Når man har et mellemværende med læseren
Olav Hergel understreger med et skævt grin – vi taler i telefon, han er i Danmark, og jeg sidder i en lounge i Dulles Airport på vej mod Kastrup, men det lyder som et skævt grin – at sproget og passionen, det at skribenten har et mellemværende med sin læser, også er en af grundene til, at han er positivt stemt over for POV International:
”Det er jo ikke hver dag eller hver uge, men alligevel ofte, at jeg læser en historie hos jer, hvor jeg tænker, ’hov, der har de virkelig fat i noget. Her har vi at gøre med en tekst, der slet ikke kan findes i andre medier. Hvor man mærker at skribenten vil en noget med sin fortælling og har lyst til at skrive og fortælle. Det er fantastisk og det er desværre en sjældenhed i dansk presse, og det siger jeg ikke kun, fordi jeg er en halvgammel elefant, som en kaldte mig for nylig. Det siger jeg, fordi det er sandt.”
Et øjeblik i samtalen er vi rørende enige om, at historier skal skille sig ud, hvis medierne skal overleve: ”Hvordan skal man bede folk betale for et produkt, hvis de kan få nøjagtig det samme alle andre steder. Og gratis. Det giver ingen mening, ” fastslår han.
– Hvor meget af bogen er selvoplevet? Er det en ”ren” nøgleroman eller hvad?
”Dele af den er ting, jeg har oplevet i virkeligheden. Andre er delvist selvoplevede, men det hele kunne være sandt. Det er jo den store forskel på journalistik og litteratur. Jeg er ekstremt privilegeret med mit arbejde, at jeg kan bruge min journalistiske research både til artikler – hvor alt skal være 100 procent sandfærdigt – og til bøger, hvor man kan brodere videre, fordi der måske er sammenhænge, hvor man tænker, ’sådan tror jeg det er. Sådan kunne det have været’, men hvor man ikke behøver at bevise det.”
”I en artikel skal man være nøgtern og redelig og høre begge parter. Der er jeg meget gammeldags, tingene skal være i orden. Men i en roman kan man skrive frit.”
– Jeg kan virkelig godt lide, at du i din bog ikke bare kritiserer mediecheferne, men også viser forståelse for, at de jo skal tjene penge. Bestyrelsesformanden i JP/Politikens hus i bogen tilbageviser alle din hovedpersons anklager om rufferi og dobbeltmoral med sex-annoncerne, din redaktionschef på Berlingske har mange gode argumenter for, hvorfor der skal klik til og hendes kollega på Ekstra Bladet har også sit velformulerede forsvar for de hårdtslående forsider.
”Ja. Det var vigtigt for mig, at de kom til orde. Jeg er uenig i, at den type journalistik er fremtiden, men virkeligheden i medieverdenen er, at disse chefer findes og de fortæller os alle sammen, at sådan skal vi skrive for at overleve.”
“Det kan jo vitterlig sagtens lade sig gøre at skrive en vejrhistorie baseret på netkilder om sommervejret, som den, Mikkel får besked på at producere i bogens start. Den kan laves på 20 minutter og den kan være helt hæderlig, så længe man husker at citere. Men journalistik er det ikke.”
Læs mere af Annegrethe Rasmussen her.
Olav Hergel: Punktum, 300 kroner, Politikens Forlag, 488 sider, 300 kroner, udkommer i dag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og