POV SPORT // KLUMME – Kan man ikke finde ud af andet, kan man da altid håne dem, der har succes. Sådan har tonen i kultur- og fodboldeliten ofte lydt i Hovedstaden, når håndbolden gør det godt. Egentlig burde de hellere tage sig lidt sammen og få banket et ordentligt herrehåndboldhold op i København.
Jeg elsker København. Synes, det er den smukkeste, større by i Danmark sammen med Vejle og Aarhus. Jeg har boet alle tre steder. Også i Esbjerg, Herning, Aabenraa, Haderslev, Varde, Ringsted, Hornsyld mellem Vejle og Horsens, Vester Nebel ved Kolding og barnefødt i den lille østjyske flække Rask Mølle.
Så på en eller anden vis bilder jeg mig selv ind, at jeg efter 57 år, godt nok et års landeflugt på skoleophold i USA iblandt, kender mit land. Også byer og idylliske steder, jeg ikke selv har boet i. Begge mine børn er eksempelvis døbt i Løkken Kirke.
Til sommer er der sikkert ingen grænser for, hvor nationalt tilknyttet man også i Hovedstaden vil føle sig til sit land, når mægtige Tour de France kommer til byen
Af alle de steder er København efter de sammenlagt ti år, jeg har boet her, og i øvrigt gør det igen, det mest provinsielle i min verden. Med et nationalt udsyn, der ikke rækker meget længere end den der bakke ude i Valby.
Til sommer er der sikkert ingen grænser for, hvor nationalt tilknyttet man også i Hovedstaden vil føle sig til sit land, når mægtige Tour de France kommer til byen med en enkeltstart og derefter slanger sig ud på tværs og sydover i den idylliske provins med Sønderborg som endestation og flyene parkeret med snuden vendt mod Frankrig for ikke at kigge sig tilbage, så de franske landeveje og nationalforståelsen på de kanter igen befinder sig i de rigtige omgivelser.
I 12 år boede jeg med min familie i Ringsted. Det perfekte sted for vores børn at vokse op med alt, hvad de skulle bruge af daginstitutioner, skoler, idrætsaktiviteter og -faciliteter, nærhed, tryghed og overskuelighed. Når man bor i Ringsted, er der ikke ret langt til København. Når man bor i København, overvejer man, om man har fået fornyet sit pas for nylig, hvis man skal helt derud.
Den tid af året
Vi er på den tid af året, hvor den i sportsverdenen så dominerende fodboldelite- og kulturkommentariat i hovedstaden ynder at strø om sig med nedgørende SoMe-stikpiller til håndboldverdenen og dens mange slutrunder og provinsielle anstrøg.
Alt imens Brøndby og FC København i visse sæsoner møder hinanden seks gange, hvis også pokallodtrækningen mager sig i den retning. Med den nye turneringsstruktur under næsten alle omstændigheder fire gange. Eller de samme seks ud af otte hold i Champions League-kvartfinalerne år efter år.
Christian Eriksen kommer fra Middelfart, Simon Kjær fra Lund ved Horsens, Kasper Dolberg fra GfG Voel ved Silkeborg
Slutrunder driver håndbolden. Både sportsligt og kommercielt, nationalt og internationalt, og det er et kærkomment fikspunkt for håndboldelskere, både på kvinde- og herresiden hvert år i henholdsvis december og januar. Næste år har kvinderne dog på forhånd erkendt lillesøsterrollen i forhold til VM i fodbold i Qatar, der helt uden for nummer ligger fra slutningen af november til finalen den 18. december. Derfor er kvindernes EM rykket en måned frem til at begynde 4. november.
Christian Eriksen kommer fra Middelfart, Simon Kjær fra Lund ved Horsens, Kasper Dolberg fra GfG Voel ved Silkeborg. Og sådan kunne man blive ved. Danmark er et foreningsland. Også i udgangspunktet i fodbold, selvom de yngste og bedste spillere tidligere og tidligere skifter til de større klubber. Og deri ligger faktisk en udfordring alene i at pleje økosystemet.
I de gode gamle 60’ere og 70’ere, skød hallerne op som paddehatte i provinsbyerne. (Nu er det padelhatte, fordi den helt store dille er blevet gammelmandsskumtennis). Men dengang stod den på grønt græs og fodbold i sommerhalvåret, håndbold, lidt fodbold og indendørsvarme med fritter i cafeteriaet om vinteren. Begge sportsgrene er nu en helårssport med faciliteter mange steder helt i top. I øvrigt også fortrinsvis i provinsen, fordi København i allerhøjeste grad mangler idrætsfaciliteter.
TV2 har på det seneste ændret sportsstrategi, købt flere fodboldrettigheder, fordi sport på flow-tv stadig sælger og trækker seere, men de har ikke af den grund skruet ned for håndbolden og kommer næppe heller til det. De har blot skruet op for antallet af sportskanaler på både flow og stream.
TV2’s forretningsmodel
Rettighederne til fodboldlandsholdets kampe kommer til at skæppe godt i seerkassen på hovedkanalen, akkurat som slutrunderne i håndbold gør med Danmarks kampe, og deres lørdagskampe på håndbold ligger også i den pænere ende seermæssigt. Italiensk og spansk fodbold passer fint i porteføljen på de smallere kanaler.
For det var TV2, der opdyrkede håndboldmarkedet, da fodboldpriserne eksploderede, og man valgte at satse entydigt på håndbold og også udvikle det som tv-produkt. Det kan man, når man har en landsdækkende public service-kanal i ryggen. De rent kommercielle kanaler ville have haft sværere ved det, fordi de ikke råder over publikummet. TV2’s selvudviklede forretningsmodel viste sig at være en guldmine.
Derfor rammer TV2’s promovideo for årets EM-herreslutrunde også så skarpt ind i hykleriet, eller tager luften ud af bolden på alle de oppustede og selvophævede fodboldhoveder, der ikke kan rumme et fransk kryds i deres tankevirksomhed.
Håndboldsportens primærbyer er typisk af købstadsstørrelse, fordi det også lokalt er billigere og nemmere at bygge et håndbold- end et fodboldimperium op. Aalborg er naturligvis stor nok til begge dele, mens man i Aarhus har haft sit hyr med det og måtte slå sig sammen med Skanderborg på håndboldsiden.
Skjerns notoriske rolle som et af magtcentrene i håndbold ville ikke kunne lade sig gøre i fodbold. Så store er pengene trods alt ikke på de kanter. I Danmarks syvendestørste by, Kolding, har fodbolden i årtier til gengæld kæmpet for overgå håndbolden uden indtil videre at lykkes med det. Kolding er en håndboldby.
Esbjerg rummer begge dele. Det samme gør Odense. Dog mest på kvindesiden og på ruinerne af det sydfynske imperium af efterskole og kostgymnasium i lillebitte Oure som fødekædens akademi til GOG, der også i årtier har spillet en mere end fremtrædende rolle i dansk håndbold.
Håndbold er ikke en provinssport
TMS Ringsted har i efterhånden en del år gjort det som elevatorhold mellem den bedste og næstbedste række, og kan måske brænde fingrene lidt på at satse på både kvinder og mænd, som Viborg i 00’erne måtte erkende ikke var bæredygtigt og erklærede sig kvindehåndboldby. Lige nu ligger TMS Ringsteds kvinder til oprykning i 1. division og herrerne kæmper en lidt mere jævnbyrdig kamp i den nederste del af Håndboldligaen end sidst, de var oppe.
Håndbold er ikke en provinssport. Det er en landsdækkende seminarie- eller skolelærersnakkesport af dansk oprindelse med en efterhånden veludviklet professionel overbygning på de store klubber. En sport, der i slipstrømmen på coronakrisen kæmper en brav kamp for at holde medlemsfrafaldet nede i duel med de mange øvrige fritidsaktiviteter, de større byer udbyder.
Til gengæld stiller det endnu større taktiske krav til både trænere og spillere, at skakfelterne nærmest er skrumpet. Meget handler om fejlmargin, om at udnytte modstanders grad af den.
Håndbold kræver en vis hjernekapacitet, kreativitet, spil- og systemforståelse, finesse og fysisk power, fordi især herrehåndboldens kraftkarle til tider har for lidt plads at udfolde sig på inden for de 40×20 meter, en håndboldbane måler. Også selvom tidens tendens går i retning af hurtige fødder og knap så høje, teknisk funderede bagspillere. Se på Holland eller Mathias Gidsel.
Til gengæld stiller det endnu større taktiske krav til både trænere og spillere, at skakfelterne nærmest er skrumpet. Meget handler om fejlmargin, om at udnytte modstanders grad af den. Andet handler om dygtige og komplette spillere, som selv kan afgøre tingene. Akkurat som det danske herrelandshold har været i stand til igennem nu 20 år efter 35 års medaljetørke fra VM-sølvet i Sverige i 1967.
Det var dengang, København var en rigtig håndboldby. Med KB Hallen proppet til sidste sæde, når enten HG (Handelsstadens Gymnastikforening og senere Gladsaxe HG), Stadion, MK31, Efterslægten og nogle gange Ajax spillede på hjemmebane i hallen med de karakteristiske buer, der ikke havde de korrekte internationale mål, og man derfor måtte søge om kompensation for at afvikle landskampe. Ellers spillede landsholdet i Forum.
De rigtige dimensioner til en håndboldbane har den nybyggede, arkitektonisk vellykkede udgave og moderne kopi af den for godt ti år siden nedbrændte hal, men der er ingen håndboldhold til at fylde den. Herrelandsholdet skulle have fyldt Royal Arena op til EM i en testkamp mod Norge, men også det forpurrede coronaen. Hovedstaden har et stedmoderligt forhold til moderne håndbold.
Derude i Royal Arena er en af Danmarks skarpeste, sportspolitiske og økonomiske hjerner i øvrigt direktør. Dan Hammer er også tidligere FC København-direktør, hvor han også en overgang stod i spidsen for FCK Håndbold. Nu er han aktiv i håndboldverdenen igen. Nej, ikke i København – men som medlem af bestyrelsen i… Skjern Håndbold.
Rigtige penge
Egentlig er det på høje tid, at driftige forretningsfolk sætter sig sammen og finder den bæredygtige model til at udnytte synergien fra provinsens forarbejde igennem mange år. Altså, med rigtige penge og ikke dem fra Matador-trykpressen, Kasi-Jesper opererede med.
Man har forsøgt sådan halv- eller helkvalt med København Håndbold på kvindesiden. Fordi selvfølgelig elsker københavnerne håndbold. Også herrehåndbold. Det er blot i demografisk forstand at dissekere seertallene efter hver slutrunde, så vælter de ud af skabene.
Håndboldhånen er og bliver det mest trælse udtryk for københavnsk selvtilstrækkelighed, og i den forstand er Hovedstaden også et provinshul…
Følg resultater og stillinger fra EM her.
Og husk at like og følge POV Sports nye Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her