KRIMI // NYHED – I forlængelse af Weekendavisen og Berlingskes nye undersøgelse af forløbet omkring Bustesagen, har Christian Tangø talt med det eneste kendte vidne til aktionen. Akademiraadet har betegnet bustesagen som en ”performance” eller ”happening”. Men ifølge øjenvidnet lignede det mere et kriminelt optrin. Han oplever tiltalefaldet som en krænkelse af retsbevidstheden.
Hvad skete der egentlig den dag først i november 2020? Akademiraadet kalder det for en ”happening” eller en ”performance”. Her er publikums oplevelse af, hvad der foregik i Nyhavn, ved siden af Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler på Charlottenborg i København.
Økonomidirektør Kim Lindsø arbejder den formiddag ved sin computer på et kontor i en ejendom på hjørnet af Tordenskjoldsgade og Havnegade.
Der er kun ca. 30 meter fra ejendommen og hen til kajen i Nyhavn.
Han lader indimellem blikket vandre fra computeren ud af det kæmpe vindue, der vender ud mod havnen. Pludselig fanges hans blik af en gruppe personer, der er i gang med noget nede ved kanten af havnebassinet.
10-15 unge mennesker er i færd med et eller andet.
I første omgang vender Lindsø lige kort tilbage til computeren, men der er alligevel noget ved optrinnet, der ser mærkeligt ud. Specielt det forhold, at de alle tager en form for forklædning eller hættetrøjer på, undrer økonomidirektøren. Hvad foregår der nede på kajen? Lindsø stiller sig i vinduet for at se nærmere.
To eller tre personer holder en genstand, der er tildækket. Lindsø mener, her fire år efter, at han godt kan huske noget med en sort plasticpose, der bliver fjernet, og han mener også, at genstanden måske bliver kastet i vandet.
Man ville i al fald næppe flygte fra sin optræden. Et eller andet var bare underligt ved det optrin – Kim Lindsø
Det er svært at sige med sikkerhed, fortæller Lindsø i telefonen. ”Dem, der holder genstanden, står jo med ryggen til,” forklarer han. ”De står mellem mig og det, der senere viser sig at være busten. Så jeg kan faktisk ikke helt afgøre, om busten bliver skubbet eller smidt i vandet. Faktisk bliver jeg slet ikke klar over, hvad det er, der foregår, før dagen efter.”
Det vender vi tilbage til. Men det, som Lindsø yderligere bider mærke i, er, at efter at genstanden er smidt i vandet, så løber gruppen fra stedet.
“Som om der var foregået noget kriminelt”, siger han. “Eller i al fald som om de flygter. Det var unormalt.”
Lindsø mener i dag også at kunne huske, at der blev videofilmet. Men han havde på ingen måde nogen associationer til noget, der havde med kunst eller performance at gøre.
”Vi er da sådan rimeligt orienterede om moderne kunst og kultur,” siger økonomidirektøren, der naturligvis godt ved, hvad en performance er.
Men der er ikke noget i optrinnet, der får Lindsø til at tænke på kunst eller performance.
”Ville man ikke nærmere blive stående og vente på publikums klapsalver? Man ville i al fald næppe flygte fra sin optræden. Et eller andet var bare underligt ved det optrin. Men ikke i retning af noget med kunst.”
Men dagen efter bliver Lindsø altså klogere på, hvad der er foregået. Igen lader han blikket vandre fra computeren og ud af det store panoramavindue. Denne gang holder der en vogn ved kajkanten, hvor nogle dykkere er ved at gøre sig klar til at gå i vandet. Lindsø må over og finde ud af, hvad der foregår.
Det viser sig nu, at det er en journalist fra Politiken, der er i samtale med en fra Charlottenborg, husker Lindsø i dag. Dykkerne er naturligvis de dykkere, der bjærger gipskopien fra Charlottenborgs festsal af Jacques François Joseph Salys buste af Frederik V i rustning og med Elefantordenen.
Indkaldes som vidne – men retssagen droppes
Lindsø taler med Politiken, og dagen efter er hans navn nævnt i en artikel. Og dagen efter igen kommer Kriminalpolitiet på besøg. De optager rapport og undersøger også, om der er andre i ejendommen, der har bemærket noget.
Det er der, så vidt Lindsø ved, ikke. Ligesom der heller ikke var nogen andre end Lindsø, der er vidne eller publikum til optrinnet.
Man må stå til ansvar for sine handlinger, og der må være noget, der hedder ret og rimelighed – Kim Lindsø
Siden modtager han en indkaldelse som vidne i den retssag, der efterfølgende rejses mod leder af Institut for Kunst, Skrift og Forskning ved Kunstakademiets billedkunstskoler Katrine Dirckinck-Holmfeld. For selvom destruktionen ifølge Lindsø blev udført som et optrin med 10-15 medvirkende, påtog Dirckinck-Holmfeld sig på et tidspunkt ansvaret og betegnede det som en soloaktion. Senere prøvede hun, ifølge Berlingske, at fralægge sig netop det ansvar ved at anlægge sag med påstand om erstatning på 400.000 kroner for uberettiget fyring.
Men retssagen mod Dirckinck-Holmfeld aflyses altså med et tiltalefrafald, efter Akademiraadet har klassificeret handling som en happening. Kunst.
Lindsø skriver til mig på Facebook, om jeg er klar over, at retssagen er aflyst? Jeg reagerer først næste dag og ganske vantro.
Men hvordan har Lindsø det med sagen i dag?
”Jeg føler min retsbevidsthed krænket. Krænket er måske et meget stort ord, men at man bare kan tage statens ejendom og ødelægge den … Det virker mærkeligt. Og at Akademiraadet så tilmed forherliger og ophøjer handlingen som kunst, er endnu mere mærkeligt. Man må stå til ansvar for sine handlinger, og der må være noget, der hedder ret og rimelighed.”
Sagen om Akademiraadets rolle i klassificeringen af busteaktionen som kunst – og det efterfølgende frafald af sigtelsen mod Katrine Dirckinck-Holmfeld – er rejst som en forespørgselsdebat i Folketinget, når det nye folketingsår starter i oktober.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
