KULTUR // KOMMENTAR – Når de store kulturinstitutioner beder regeringen om en langsigtet, økonomisk genåbningsplan, så vil Mathilde Schytz Marvit i samme ombæring bede regeringen såvel som institutionerne og fondene om at tænke på kunstens væsen og de mennesker, der er med til at skabe det, de lyser på.
Engang havde jeg en dansklærer, som udtalte, at Klaus Rifbjergs Arkivet er genial, fordi bogen ikke bare handler om noget kedeligt, men også er helt kedeligt skrevet. Min dansklærer og jeg var sjældent enige om noget, men her måtte jeg give ham ret i op til halvdelen af udsagnet. Jeg har ikke genbesøgt værket siden, heller ikke de sidste år under covid19, hvor jeg ellers har haft mere tid end vanligt til både at læse og til at kede mig.
Ifølge en megafonmåling fra Applaus mener 33 procent af borgerne, at kulturen har fået større betydning under corona, og 15 procent planlægger at bruge flere penge på kunst og kultur i det nye år. Corona har med andre ord foranlediget ikke bare økonomiske kriser, men også et øget blik for kulturens betydning.
For nok føles det for mange af os som at stå med ryggen mod muren. Men med kunsten kan vi se, mærke og vælte den
Ledere fra diverse kulturinstitutioner landet over har da også forsøgt at gribe netop denne følelse i os og fremhævet, hvor vigtig kultur er for både det enkelte menneske og fællesskabet. De har peget på, hvor meget Netflix, HBO, og DR vi ser. På vores bogforbrug og musikstreaming. På podcastlytninger, fællessang og seertal på Badehotellet.
Noget vi alle – med vores mange timer foran skærmen isoleret i vores hjem og bobler – kan forstå og forholde os til ville være forfærdeligt, hvis vi ikke havde i vores liv.
Argumentet om kulturens værdi fremsiges oftest i forbindelse med politisk udførte restriktioner, hvor kulturen syntes glemt og derfor rammes hårdt på publikumskontakt og indtægter. Det føles næsten som en daglig kamp i medierne, senest med et åbent brev til statsministeren fra kulturlivets organisationer med repræsentanter for mere end 500 kulturinstitutioner i Danmark, der efterspørger en langsigtet plan, som sikrer, at kulturinstitutionernes økonomi kan blive bæredygtig igen: “Et lys for enden af tunnelen” i form af “en plan, så vi kan forberede os på, at vores millioner af publikummer kan vende trygt tilbage til den kultur, de længes efter.
Hvad længes vi efter?
“Jeg tror, vi vil se, at når vi åbner igen, vil meget vende tilbage til det samme, gamle”. Ordene er Louise Herrons, direktør for Operahuset i Sydney, og de blev udtalt i en online debat mellem Herron, Poul Erik Tøjner (direktør, Louisiana) og Kasper Holten (direktør, Det Kongelige Teater). Det var Kunsten i Aalborg, der med deres direktør, Lasse Andersson, faciliterede deres femte “danish.global.culture.talks”.
Talken havde fortællingen om operahuset i Sydneys ikoniske vartegnsstatus som bagtæppe for en debat om de store kulturinstitutioners rolle i by- og samfundsudviklingsøjemed i det 21. århundrede.
Under anden lockdown var man blevet mæt. Man orkede simpelthen ikke mere digitalt indhold og nye spændende måder at se på verden på
Udgangspunktet for debatten var altså, så vidt jeg forstod, kulturinstitutioners indflydelse og indvirkning på samfundet gennem blandt andet deres helt konkrete, fysiske tilstedeværelse. Et spændende udgangspunkt, og, i disse coronatider, måske endda ekstra spændende, idet alle kulturinstitutioner det sidste år har været tvunget til at vælte murene og gå digitalt.
Mætte og dovne
“Folk elsker det, de kender”, fortsatte Herron og tilføjede, at de havde erfaret, at borgerne vil have de forestillinger, de allerede kender, nu bare online. De vil se film af instruktører, de ved hvem er, og udstillinger virtuelt, som er skabt af kunstnere, hvis værker de har set i levende live.
Tøjner forlængede denne tankerække og pegede på, at mange under første lockdown var grebet af en eller anden form for entusiasme, hvor de havde lyst til at kaste sig ud i innovative, digitale løsninger. Mens han fornemmede, at her under anden lockdown var man blevet mæt. Man orkede simpelthen ikke mere digitalt indhold og nye spændende måder at se på verden på.
Den samme tendens fremgik fra borgerne selv i et rørende, brugerinddragende værk Coronareflektioner af Bobby Hess og Jakob Fälling. Værket var en kunstnerisk undersøgelse af coronakrisen, baseret på en række samtalecirkler med mennesker i alle aldre, som delte deres tanker og følelser i coronaåret. Samtalerne fandt sted fra maj til november 2020, og der var netop, som Tøjner også følte det inden for kulturmurene, forskel på graden af håb i foråret vs. efteråret. Flere var, naturligt nok, ramt af en større grad af håbløshed ifm. restriktioner og isolation i efteråret, end lige da nedlukningen lagde fra land.
Denne træthed bemærkes også af Lene Struck-Madsen (projektleder for Applaus) i en artikel om publikumsrelationer i Kulturmonitor. Struck-Madsen advarer i artiklen om, at den sult efter kunst og kultur, vi oplever blandt borgere under corona, ikke vil vare ved: ”Dovenskaben vil vinde – det gør den altid.”, skriver hun, “og vi vil læne os tilbage i sofaen og fortsætte på Netflix, hvis ikke kulturinstitutionerne arbejder strategisk og velovervejet med relationen til publikum”.
For hvad er det, kunsten kan – og kulturinstitutionerne er sat i verden for at understøtte, bevare og stå for? Det er vel ikke bare at konstatere, at noget er på en måde, fx kedeligt. Men snarere at være og leve det
Så mens kulturinstitutionerne efterspørger langsigtede (økonomiske) planer fra regeringen, hvad er det så, vi andre efterspørger fra kulturinstitutionerne?
Måske havde min dansklærer alligevel fat i noget, da han fremhævede genialiteten i at skrive noget kedeligt på en kedelig måde? For hvad er det, kunsten kan – og kulturinstitutionerne er sat i verden for at understøtte, bevare og stå for? Det er vel ikke bare at konstatere, at noget er på en måde, fx kedeligt. Men snarere at være og leve det.
Hold håbet op
Og inden nogen nu råber, at hverken museer, teatre eller operaer er kedelige, eller måske det modsatte; at det netop er det, de er, vil jeg fortælle om et banner, der hænger ude foran endnu en murbåren kulturinstitution, Brorsonskirken i København.
På banneret står: “Hold håbet op”.
Første gang, jeg gik forbi banneret, konstaterede jeg tørt, at de havde sprunget lidt let hen over korrekturlæsningen og glemt de sidste to bogstaver i “oppe”. Men da jeg både tror på Gud og mennesker, måtte jeg gå med sætningen.
Hvis man “holder håbet oppe”, er det nok mestendels noget, man gør for sig selv. Eller i hvert fald noget, som kan anskues som noget, der indledes (og evt. fortsætter) med en indre proces af en art, tænkte jeg. Anderledes forholder det sig med at “holde noget op”, som kunne tolkes som at holde noget op for andre; udstille det, lyse på det.
For mig er det det, kulturinstitutionerne blandt andet er sat i verden for: At lyse på livet. Vise os verden, tanker og følelser vi genkender og genkalder eller aldrig selv havde tænkt og følt.
Så når de store kulturinstitutioner beder regeringen om en langsigtet, økonomisk genåbningsplan, så vil jeg i samme ombæring bede regeringen såvel som institutionerne og fondene om at tænke på kunstens væsen og de mennesker, der er med til at skabe det, de lyser på. Ikke kun støtte de mure, der står, og de nye, der kan bygges, men også og måske i højere grad initiativer som fx “Coronarefleksioner”, hvor det ikke så meget er murene selv, der er interessante, men de fortællinger, de bruges til at lyse på.
For nok føles det for mange af os som at stå med ryggen mod muren. Men med kunsten kan vi se, mærke og vælte den.
Fotos: Jakob Fälling.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
