Oilly Wallace & Johannes Wamberg

Jacob Gjelstrup 15.01.2021

MUSIK // ANMELDELSE – Den danske jazzduo Oilly Wallace og Johannes Wamberg udkom i det sene efterår med deres andet album Mosaïque, der føjer nyt til samarbejdet mellem to af dansk jazz’ store musikalske talenter. Jacob Gjelstrup anmelder her en corona-forsinket vinyludgave.

Trænger man lige til et stille øjeblik på sådan en halvmørk vinterdag i januar, kan man forkæle sig selv lidt i selskab med den unge jazzduo Oilly Wallace og Johannes Wamberg, der på henholdsvis altsaxofon og guitar spiller en afdæmpet lyrisk jazz. Den er tro mod alt det, man søger i en genre, der til tider har haft svært ved at gøre alt det gode, man gjorde i 50’erne og 60’erne i USA.

På albummet Mosaïque får man først og fremmest et virkelig velproduceret og levende lydbillede uden forstyrrende og letfordøjelige effekter. Guitar og saxofon i ren og velspillet positur og en duo, der lyder som alt det, de gerne vil være, nemlig indadvendte performere på en tæt newyorkerbar for 60 år siden. Dengang det var scenen, der talte og ikke antallet af følgere på sociale medier.

Man får også en tæt lyrisk oplevelse med to instrumenter helt oppe i ansigtet på lytteren. Helt nært og intenst, så man kan høre spyttet i Wallaces saxofon og båndene på Wambergs guitar.

Som en samtale mellem to spændende mennesker med udtalt gensidig respekt

På 13 relativt korte melodier fortolker duoen både standarder og egne kompositioner. Alle i et grundigt afmålt tempo med rum til at bevæge sig i. Oilly Wallace spiller saxofon så sprudlende og alsidigt, at man næsten ikke kan tro, at lyden kommer fra en 24-årig dansk musiker og ikke en dreven amerikansk superstjerne. Johannes Wambergs guitar byder sig til med en tillokkende varm underliggende rytme og elegant eksekverede soloer, hele tiden i et naturligt samspil med saxofonen.

Albummet har taget et år at lave i studiet og processen har bl.a. forfinet duoens udtryk i forhold til den anmelderroste debut Easy Living fra 2016. På Mosaïque er udtrykket mere subtilt og instrumenterne kender hinanden bedre. Der er en tydelig underforståethed mellem de to musikere både tonalt og rytmisk som i titelnummeret “Mosaïque”, der også åbner albummet.

Helt naturligt bevæger de sig begge rundt i vekslende tempoer og op og ned ad skalaer som det mest naturlige i verden, og der opstår et ret unikt rum omkring den fælles lyd. Som en samtale mellem to spændende mennesker med udtalt gensidig respekt.

Et værk, der i sit eget eftertænksomme tempo, giver danske jazzelskere endnu mere at glæde sig over.

Altsaxofon og guitar passer forbløffende godt sammen, fordi kontrasterne er så tydelige. Guitaren er den modne, rolige og afdæmpede samtalepartner, mens saxofonen er den iltre og levende modpart, der hele tiden skal tøjle sine følelser for ikke bare at stikke af i skingert hysteri.

I jazzstandarden “Wish I Knew” låner Oilly Wallace lidt fra mesteren John Coltrane og hans fortolkning af temaet, og i “Up Jumped Spring” får Freddie Hubbards klassiker nyt liv med et friskt bossa-nova-udtryk, uden at det dog bliver decideret løssluppent. I det hele taget har Oilly Wallace og Johannes Wamberg indspillet et kontrolleret værk sammen med producer Jonathan Bremer (Bremer/Mccoy). Et værk, der i sit eget eftertænksomme tempo giver danske jazzelskere endnu mere at glæde sig over.

Samtidig kan man også glæde sig forsigtigt over, at begge musikere er relativt unge (født i 1996 og 1991), og i den forbindelse ønske sig, at de kan være med til at influere unge menneskers musiksmag. Så har jazz også en fremtid i et uoverskueligt marked af pophybrider.

Med Mosaïque er det muligt at træde ind i jazzens varme mørke, uden at man bliver frastødt af det improviserende tonesprog, som ellers kendetegner den modale og den frie jazz. Oilly Wallace og Johannes Wamberg lykkes med at få improvisationen til at give mening, som den fortælling det er, når de to instrumenter taler sammen i et intimt rum. Der hvor jazz er allerbedst, og der hvor jazz er inde og pirre det inderste i mennesket. Det er altså ikke bare to ekvilibrister, der flexer muskler her. Der er sans for, at udtrykket skal give mere mening end et trut i et horn, og det giver altid anledning til nogle inspirerende øjeblikke.

LÆS FLERE ANMELDELSER AF JACOB GJELSTRUP HER

Oilly Wallace & Johannes Wamberg, Mosaïque, udkom på April Records 30. oktober 2020

Pressefoto

Jacob Gjelstrup

Jacob er uddannet dansklærer og sprogunderviser med 18 års erfaring inden for både kommunale og private grundskoler samt de senere år inden for sprogundervisningsområdet. I en årrække har han også beskæftiget sig med fagpolitisk arbejde som medlem og repræsentant i fagbevægelsen. På POV bidrager Jacob Gjelstrup med musikanmeldelser og lejlighedsvis en kommentar om fagpolitisk stof.