Og så er der kaffe bagefter!

i Danmark/Kultur/Liv & Mennesker af

Og så vil jeg gerne byde velkommen til vores foredragsholder i dag. I kender hende fra radioen, her i aften vil hun tale om den bog, hun har skrevet, ”Plus-alderen – vi bliver jo bare ved!” Første gang jeg hørte en arrangør sige det, gav det et sug i maven. Nu var det virkelighed. Her stod jeg ansigt til ansigt med et publikum. De sad lige der foran mig, forventningsfulde og fremmede. Det eneste jeg vidste om dem var, at de boede i nærheden, frivilligt var dukket op, og havde betalt for at høre, hvad jeg havde at sige.

For et radiomenneske som mig var det aldeles ukendt territorium. Taler man i en mikrofon har man også et publikum, men man kan ikke se, hvem der lytter, om de er mange eller få, og man kan ikke mærke, hvad de synes om det. Reaktionen udebliver dog ikke af den grund. Før i tiden dukkede det først op dagen efter i form af et brev med enten klage eller ros, nu om dage øjeblikkeligt, men på afstand. Hvad enten folk mener noget om programmet via sms eller på Facebook, kan det ikke mærkes fysisk.

DET kan det, når man holder foredrag. Det er hele essensen af den disciplin. Man fornemmer den mindste mislyd, man oplever utilfredshed fysisk og overvældes af reaktionerne blandt tilhørerne, når de er glade, griner, bifalder eller bare smiler bekræftende. Kunne man købe den livgivende følelse af andres begejstring over det, man leverer, på flaske, ville det konstant være i restordre. Når der er fuldstændig harmoni og balance mellem foredragsholder og tilhørere kommer lokalet i nogle særlige svingninger, der forplanter sig i min krop og som kan være svær at komme ‘ned fra’, når man har sagt farvel og tak for i aften, og drager af sted i nattemørket, alene og træt på den gode måde. Man vil så gerne bevare det. Hvorfor kan det ikke bare fortsætte?

Foredrag er en helt særlig kulturoplevelse. Ingen forventer professionel eller topuddannet performance som på teater eller i koncertsal. Man forventer at opleve inderlighed, nærvær og formidling af noget, som man har lyst til at høre og som foredragsholderen ved noget om. Eller at møde et menneske på tæt hold, som man ser op til eller foragter, en man gerne vil tale med og stille sine spørgsmål til. Jeg forstiller mig, at det er en særlig oplagt beskæftigelse i forenings Danmark. Vores demokratiske sindelag har det godt med konceptet ‘et kendt menneske som vi her i området bruger en aften sammen med.’

Det er ikke nødvendigvis antallet af tilhørere, der tæller, selv om det er sjovt, når der er mange. Jeg har holdt foredrag for 8 mennesker, der fungerede fint og jeg har ønsket, at der var lidt færre end de ca. 200, der sad klumpet i en kæmpestor hal. Menneskesammensætningen har stor betydning.

Kommer de fordi der er gratis kaffe og kage? Kommer de fordi de her får mulighed for at tale? Eller er de oprigtig interesseret i at møde den, der står i programmet? Man skal som foredragsholder kunne tackle både Kloge Åge, der helst vil høre sin egen stemme og egentlig synes det er ham, der skulle stå foran publikum; den, der brokker sig over alt andet end aftenens emne, godt pakket ind i et tilsyneladende relevant spørgsmål og så den situation, at der ingen spørgsmål er bagefter. For hvad er der så galt?

Geografien spiller en rolle

De sidste 6 år har jeg haft fornøjelsen i stort set alle egne af landet. Jeg har talt om alder eller om DR. Der er ikke de store forskelle på, om det er biblioteker, foreninger eller menighedsråd, der arrangerer. Det er snarere geografien, der spiller ind, når det at holde foredrag opleves forskelligt. Og her maler jeg med den grove pensel:

På Fyn er stemningen altid glad og let, i Midtjylland ‘skal vi lige se hende lidt an’, i Sønderjylland ‘kommer vi uanset hvem det er, fordi det er vigtigt at kunne tale med bagefter’.

Nord- og Vestjylland har jeg ikke været, men på Sjælland ofte, og her er det afgørende om det er nord, syd, vest eller øst. Jo mere syd jo mere skeptisk og forbeholden.

 

Vindinge Kulturcenter 2013
Vindinge Kulturcenter 2013

Vindinge Kulturcenter 2013

Øverst på min hitliste ligger Vindinge Kulturcenter på Vestsjælland. Ca. 120 personer, der mødes hver tirsdag til mad, som skolekøkkenerne laver. De får et glas vin eller to, kender efterhånden hinanden og så sidder de med åbent sind og lytter, lever med og efterlader sådan én som mig i lykketilstand. Og jeg ved det ikke er en enlig svale, jeg fik nøjagtig samme beretning fra en foredragskollega. Herfra tager man hjem og tænker: ”Jeg er fuldstændig lykkelig, alt klappede, det gjorde tilhørerne også, og så får jeg endda penge for det! Hvor heldig kan man være?” Her findes den højt besungne danske sammenhængskraft, her trives demokratiet og rummeligheden, der er højt til loftet. Alt det kunne jeg mærke under den efterfølgende debat.

Mindre muntert var et sted på Sydsjælland, hvor jeg ankom til biblioteket og kontaktpersonen viste sig at have en friaften. Det virker jo lidt mærkeligt. Jeg fandt en bibliotekar, der trods sin unge alder tydeligvis var uddannet på skrankepaveskolen. Da jeg havde præsenteret mig som aftenens foredragsholder, lød svaret: ”Du skal bare gå op på første sal!”

Hun kom senere op i lokalet, da en sød ældre frivillig herre skulle have mikrofonanlægget til at virke. Det gik ikke så godt og hun trådte til. Det gik heller ikke så godt. Jeg er ikke teknisk overbegavet, men har dog i kraft af mit radiovirke haft med mange forskellige mikrofonanlæg at gøre og spurgte, om de havde prøvet sådan og sådan. ”Det eneste vi IKKE har brug for, det er at der er flere, der blander sig!” var svaret. Så var der ligesom varmet op til en hyggelig aften.

De ca. 40 tilhørere sad med korslagte arme under hele foredraget og grinede ikke der, hvor jeg ved, der normalt kan forekomme latter. Så er der kun én ting at gøre: Erkende, at sådanne dage er der også, stå det igennem og lade som om de føler sig underholdt, og så tænke inderligt på det beløb, der dukker op på ens konto en uges tid efter.

Stor var min overraskelse, efter foredraget, kaffepausen og den efterfølgende debat, da flere kom og sagde, at det havde været et rigtig godt foredrag og de havde nydt at være med. Og tak fordi jeg var kommet. Meget mærkelig oplevelse, der fortæller mig, at vi udtrykker os forskelligt rundt i landet. Det burde stå i foredragsholdernes manual, så man er advaret.

Når det ikke svinger

Hvert foredrag er tænkt særligt til det sted, jeg besøger, men bygger på en fast grundfortælling. Der er jo forskel på, om jeg er inviteret af et menighedsråd, en motionsforening eller et ældrecenter. Jeg forestiller mig, hvad der passer sig og hvad det særlige sted interesserer sig for.

På Roskildeegnen var jeg inviteret til at tale ved et ældrecenters juleafslutning. Mange af de gamle bor i en stor nabobygning, og de var blevet trillet til festsalen, hvor de havde fået den lækre julemiddag med tilhørende vin. Der var mørkt udenfor og dejlig varmt indenfor. Det bevirkede, at mange af de ældre ikke bare sad og nikkede, flere af dem sov under det meste af foredraget, inklusiv kontaktpersonen. Han var en decideret Karl Smarttype. Jeg nævnte over for ham bagefter, at de godt nok var lidt trætte oven på den gode middag, hvorefter han havde den frækhed at sige: ”Hvis jeg skal give dig et godt råd, så skulle du tage at proppe noget humor ind i foredraget!” Hvis ikke han havde blundet, ville han have konstateret, at netop fordi det handlede om mig og mit liv i DR, var der overordentlig meget humor blandet ind.

Menigheder

I Tingbjerg Kirke kom jeg listende under gudstjenesten inden foredraget. Jeg satte mig stille ned og nød det fredfyldte rum, mens jeg sang med på salmerne. Så bød præsten velkommen og sagde humoristisk på et leje af alvor: ”Det er da dejligt, at du er kommet frem i god behold, og ikke er blevet skudt!” Det gibbede i mig, for sådan en intro har jeg ikke fået før, ej heller siden, men jeg har heller ikke talt for forsamlinger i andre urolige kvarterer.

 

En sjælden gang udendørs, i strålende vejr. Grundlovstale 2015 Ølstykke kirke
En sjælden gang udendørs, i strålende vejr. Grundlovstale 2015 Ølstykke kirke

 

Og når vi er ved menigheder, så nød jeg i efteråret 2013 at blive inviteret til at tale i Broderlogen i Roskilde. Loger er specielle, fordi de har helt faste ceremonier, så jeg blev modtaget af ceremonimesteren, der bad mig følge med. Han ventede ved døren, lyttede til hvad der foregik inde i Odd Fellow logesalen, inden vi kunne træde ind. Da det var tid, blev jeg ført gennem lokalet, der var pakket med ca. 80 sortklædte tavse herrer på 3 sider, hen til stormesteren, der bød velkommen, præsenterede mig – og overlod mig sin talerstol!

Det var lige før det fik lukket munden på hende radiodamen. Sikke en patos, der var i det rum! Jeg kastede mig med dødsforagt ud i projektet, iklædt min farverige spraglede bluse, og kunne høre, hvordan der under de strikse og alvorlige mørke jakkesæt herskede munter stemning og drengeagtigt drilleri. Der var så meget fis og ballade i alvoren, at jeg følte mig i godt selskab. Sikke et privilegium at tale til alle de mænd, ene kvinde – de havde traditionen tro inviteret en venskabsafdeling med, så der var fyldt godt op på rækkerne. Og så fik vi noget dejligt smørrebrød bagefter, ikke i logesalen, helt utænkeligt, men i stedets festsal.

Tilfældigvis var jeg måneden efter i matriarklejr! – hyret til at tale for den kvindelige pendant til brødreordenen. Helt samme alvor først og mere løssluppen stemning bagefter. Grundet en kørestolsbruger kunne vi ikke bruge logesalen, så alt foregik i festsalen. Også her var alle klædt i sort, med brocher og kæder i guld, næsten mere alvor end hos mændene. Hovedmatriarken er den der bestemmer, men hun nøjes med at overvåge, at alt går efter reglerne. Hun har sine ’embedsmænd’ (=kvinder) til at styre slagets gang.

Helt anderledes var det at tale i en af landets moskeer. Den lever sit eget stille liv. Her praktiseres og tolkes islam som en del af nutidens samfund, hvad der selvfølgelig skaber vrede hos de fundamentalistiske, vi hører så meget om. De ville gerne høre om den her nye alder mellem voksen og gammel, som jeg har døbt plus-alder. Mænd og kvinder sad samlet, klædt i moderne tøj, nogle med, andre uden tørklæder. Og så var der åbent for både menighed og de omkringboende, selvfølgelig også med kaffe og debat bagefter. Spørgsmål og svar blev til samtaler. Endnu en god aften i åbenhedens ånd.

 

Så er jeg klar til at holde foredrag
Så er jeg klar til at holde foredrag

Er foredrag vigtige?

Når jeg ser på ansigterne foran mig, der lytter, tænker efter og smiler, og jeg kan mærke, at det, jeg fortæller, ændrer tristesse over, at alderen sætter ind, til et mere positivt syn på det at være 50+, og at vi kan grine lidt af det hele, så føler jeg mig som Rejsende i glæde.
Den oplevelse tror jeg alle de mange foredragsholdere på de danske landeveje kan skrive under på. Forfattere, der kan åbne for deres særlige litterære univers, nørder og specialister, der formidler deres egen fascination af et helt specielt lille hjørne af videnskab eller dyreliv, globetrottere, der med billeder og ord bringer verden ind i foredragsrummet og alle de andre.
Så længe danskere af alle slags forlader deres sofa og fjernsyn for at høre foredrag, tror jeg på fremskridt og fred mellem mennesker.

Elsker du Point of View International så bliv abonnent for 20 kr. om måneden. Elsker du det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, hvis du ikke har råd. Alle skal have lov at læse med.
Min Mobile Pay er: 2854 6818

 

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.