At lukke Filmværkstedet/KBH er at lukke for fremtidens filmskabere

af i Film/Kultur

FILM // KOMMENTAR – Det har altid været mere sexet at kæmpe for det nye og det progressive end for bevarelsen af noget, skriver Sebastian Cordes om lukningen af Filmværkstedet i København. Men der er nogle elementer i vores samfund, der skaber rammen om det nye, opildner til at udfordre og som fortjener at blive bevaret. Filmværkstedet er et af dem.

Når du sætter dig til rette i biografsalen og skal se Fenar Ahmads Valhalla om lidt, Christina Rosendahls Vor mand i Amerika eller Jørgen Leths næste filmprojekt I Walk, er det på baggrund af mange års slid og slæb med filmkunsten – og for dem alle er det fælles, at de har haft deres gang på Filmværkstedet.

Som Fenar Ahmad tweetede den anden dag: ”Uden Filmværkstedet var jeg måske aldrig kommet i gang med at lave film.”

Filmværkstedet giver topprofessionelt udstyr, klippesuiter og en lille pose penge til danske filmtalenter, og har gjort det siden 1970. Og det kan slutte nu. Der mangler 1,2 mio kroner fra Københavns Kommune, og det ser ud til, at pengene ikke kommer.

Hundredevis af dem, hvis film og tv-serier du ser, startede deres karrierer med tillid og udstyr herfra. Det samme gjorde jeg. Filmværkstedet muliggjorde, at jeg i 2014 befandt mig i Bolivia på en lukket lufthavn, hvor hundredevis af medarbejdere mødte op, uden at få løn, uden at kunne flyve.

Den film, vi lavede dér, havde premiere i en fyldt sal i Absalonkirken i København, blev nomineret på CPH:DOX, verdens næststørste dokumentarfilmfestival, og senere vist på verdens største, nemlig IDFA i Amsterdam, sammen med film, der kostede det tyvedobbelte af vores. Den film gjorde, at jeg blev inviteret til både London og Amsterdam og tale på universiteter der.

Det er ringe i vandet, der spreder sig ud i samfundet. Men der skal kastes en dråbe mod vandoverfladen før ringene kan spredes. Og filmværkstedet giver den mulighed.

Men det er vel kun godt for mig, tænker du, at rende rundt på elitens højborge, og hvorfor skal offentlige pengene gå til det? Udover det økonomiske i, at talentlaget af filmbranchen er essentiel for fremtidens film, er en mangefacetteret filmkunst nødvendig for vores dannelse. Fordi filmkunsten er en måde at overskue verden på, nedsænke os i verdener, vi ikke kender til, og opleve det nye og det fremmede. Det handler om, at kultur ikke er én ting, men mange små skvulp af refleksioner og indtryk der påvirker os.

Min første film havde måske mere med udlandet at gøre, men med min næste film, Visitor, et portræt af den græske ø Chios, startede med, at jeg diskuterede flygtningepolitik og kedsomhed på Værløse bibliotek, selv inden filmen var færdig.

Efterfølgende spiste jeg middag med 25 gæster i Århus, hvor vi diskuterede filmkunst, og hvordan kriser portrætteres på film og sendte til sidst filmen til Snurretoppen i Store Heddinge, hvor direktøren for Verdens Bedste Nyheder, Thomas Ravn-Pedersen, holdt foredrag før filmen.

Det er ringe i vandet, der spreder sig ud i samfundet. Men der skal kastes en dråbe mod vandoverfladen, før ringene kan spredes. Og filmværkstedet giver den mulighed. Og den dråbe i havet, som 1,2 mio er i et kommunalt budget, er ingenting ift. den kultur, vi ville miste. At de facto lukke Filmværkstedet, året før det ville fylde 50 år, ville være en fatal fejl fra politikernes side. Hvorfor? Fordi kunsten er vital for os.

Som Jørgen Leth, der har lavet to film støttet af Filmværkstedet/København, skrev i sin bog Det uperfekte menneske: ”Kunsten kan være som at rejse til ukendte egne af verden, som at være en slags opdagelsesrejsende i sindets jungle.”

Og for at nogen skal foretage disse rejser i verden og sind, som kan vises til os andre, skal nogen støtte det. Og der er Filmværkstedet/København essentiel.


Sebastian Cordes er filminstruktør og formand for Brugergruppen – en uafhængig gruppe der repræsenterer talenterne på Filmværkstedet København.


Foto: Sebastian Cordes.

Sebastian Cordes (f. 1988) er dokumentarfilminstruktør og underviser i de fleste aspekter af filmens verden. Han har haft film med på internationale filmfestivaler som CPH:DOX og IDFA – senest filmen A Place Called Lloyd, historien om et boliviansk flyselskab, hvor medarbejderne – trods konkurs for 10 år siden – stadig møder op, uden at få løn eller kunne flyve. At rejse og filme er det han bruger tiden på, når ikke han underviser, skriver, tweeter eller researcher til næste projekt. Sebastian har desuden en BA i filosofi fra Københavns Universitet og Charles University i Prag, og er en flittig skribent og debattør.

Seneste artikler om Film