METAFORTEORI – Juleevangeliet ligner en lettilgængelig fortælling for børn, men i virkeligheden er det fagsprog. Og vi forstår det ikke, skriver Malene Bjerre.
“Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.“
Juleevangeliet om Josef og Maria, der rejser til Betlehem og må indkvartere sig i en stald, hvor Jesusbarnet kommer til verden, er den kendteste af alle fortællingerne fra Bibelen. Ca. 25 procent af os hører det oplæst i kirken juleaften.
Og julegudstjenesten er uden sammenligning den anledning, der trækker flest danskere i kirke. For selvom næsten 75 procent af os er medlemmer, bruger hovedparten af os ikke kirken til ret meget.
Hvordan skal vi egentlig forstå ”det med Jesus og Gud”? Eller fortællingen om det lille Jesusbarn, der bliver født i en ussel stald, hvorefter en engel går ud for at hente hyrderne, så de kan tilbede ham
”Jeg tror ikke på det med Jesus og Gud,” siger de måske, når de blive spurgt ind til deres tro. ”Jeg kan godt lide traditionen og kirkebygningerne, men jeg er ikke kristen på den måde.” Eller ”I min familie har vi altid været medlemmer, men jeg er meget mere tiltrukket af Østens spiritualitet.”
Men hvordan skal vi egentlig forstå ”det med Jesus og Gud”? Eller fortællingen om det lille Jesusbarn, der bliver født i en ussel stald, hvorefter en engel går ud for at hente hyrderne, så de kan tilbede ham?
Der er tale om fagsprog, et kirkeligt særsprog, der har et blik på virkeligheden, der er anderledes end hverdagssprogets, og hvis man ikke er klar over det, kan man ikke forstå det.
Det er nemlig billedsprog. I Bibelens og ritualernes tekster bliver Gud beskrevet som en person, en mand, der kan tale, har en krop med hænder, har skabt jorden og deltager i en kamp, og som har en søn og har sine egne mennesker, nemlig os.
Billedsproget er en måde at nærme sig det ukendte og uforståelige ved at bruge kendte, forståelige billeder på det.
Metaforer er ikke ”bare metaforer”
Der er tale om metaforer. Hvilket ikke er det samme som at sige, at det ”bare er metaforer”. Tit bliver begrebet brugt om forskønnende pynt – som når sportsjournalister taler om en midtbanegeneral, en skovtur og spillere, der filmer. Noget, der også godt kan siges i 1:1-sprog: den spiller, der står centralt på midtbanen og styrer spillet derfra, en målmand, der er for langt ude af sit felt, og en spiller, der fingerer, at der er begået en forseelse imod ham.
Men lingvisterne Lakoff og Johnson viser os i bogen Hverdagens metaforer[1], at metaforer er meget mere grundlæggende i vores tænkning end som så. Metaforen er ikke bare en sproglig iklædning af virkeligheden. Det er et redskab, hvor vi bruger vores fysiske og sociale oplevelser til at forstå abstrakte fænomener som tid, mentale fænomener og følelser. Og så naturligvis til at forstå det metafysiske. Vi har nemlig ikke anden adgang til det.
Billedsproget er en måde at nærme sig det ukendte og uforståelige ved at bruge kendte, forståelige billeder på det.
Sommetider glemmer vi, at noget egentlig er en metafor. Det påpeger Lakoff og Johnson gennem en række eksempler
Udtrykket ”Vi sparer en masse tid på denne måde” hviler fx på grundmetaforen er ’Tid er penge’. Tid er jo ikke penge, der kan spares op og sættes ind på en konto til trange tider; den tid, der er gået, er væk.
Det er en metafor, hvor karakteristika ved billedplanet, penge, overføres til realplanet, tid, og giver os en masse andre udtryk med basis i den samme metafor: ”Han lever på lånt tid”, ”Punkteringen kostede dem en hel time”, ”Vi prøvede at vinde et par minutter ved at tage bilen.”
Tilsvarende med ”Jeg gav ham en god ide” (der hviler på mønstret ’Ideer og tanker er ting’) og ”Det var opløftende” eller ”Hun var langt nede” (hvor mønstret er ’Glad er oppe, ked af det er nede’).
Hverdagsmetaforerne har en fysisk eller erfaringsmæssig basis. Vi føler os lettere, fysisk løftet, når vi er glade, og vi kan have en oplevelse af, at vi lidt efter lidt kan pakke en tanke, vi har fået fra en anden, ud inde i hovedet.
Følelser, kropslige oplevelser og spejlneuroner
Men man kan selvfølgelig også sagtens bruge andre metaforikker om fx følelser. Tegnefilmsproducenten Pixar gør det fx meget fint i animationsfilmen Inderst inde, hvor følelserne Glæde, Frygt, Afsky, Triste og Vrede er væsner med fem forskellige farver, der konkret bor og arbejder inde i pigen Riley. Det gør det muligt for børn og voksne at tale om følelserne og forholde sig til, hvordan de både kan hjælpe og spænde ben for en.
Og kirkesproget er altså også en metaforik, en meget sofistikeret en, der er udviklet til at kunne tale om en uhåndgribelig og ubegribelig metafysisk virkelighed. Vi har alle sammen erfaring med forholdet mellem børn og forældre.
Vi har måske også siddet med en myre på håndfladen og tænkt på, hvordan det mon er at være et lille dyr i den store hånd, der har magt over en, og som man derfor lige så godt kan overgive sig til. Vi kan høre fortællingerne om skabelsen og om Jesu fødsel og død og på anden hånd få de erfaringer, der giver mening til metaforer til at tolke det abstrakte og transcendente for os.
Abstrakt analytisk tænkning baserer sig på følelser og kropslige oplevelser og har ingen gennemslagskraft eller reel betydning uden
Og det med erfaringer skal faktisk forstås helt konkret og fysisk. Forskere som den italienske neurolog Antonio Damasio[2] og den tyske psykiater Joachim Bauer[3] har påvist, at vi ikke for alvor kan forstå noget, uden at kroppen er involveret. Abstrakt analytisk tænkning baserer sig på følelser og kropslige oplevelser og har ingen gennemslagskraft eller reel betydning uden.[4]
Men heldigvis behøver vi ikke have den kropslige oplevelse selv; vi kan få erfaringerne på anden hånd – ved at få noget fortalt, læse om det, se det på film.
Hemmeligheden hedder spejlneuroner[5]: Vi spejler os i de andres oplevelser og kan endda somme tider reagere fysisk på dem. Det er derfor, vi kan begynde at gabe, hvis vi ser en anden gøre det, og automatisk smiler igen, hvis en forbipasserende smiler til os.
Det er også denne viden, man instinktivt bruger som forælder, når man åbner munden, mens man mader et barn – i håbet om, at det smitter. Hvis du intenst har levet dig ind i en kamp med en tiger på en lille båd på Stillehavet, så har du reelt en kropslig erindring af kampen med dig bagefter.
Kirkesproget og troens indhold
Hvad betyder alt det her så for kirkens sprog?
For det første, at evangeliets metaforik ikke uden videre er brugbar for alle. Vi er nødt til at kende historierne, have sympati for personerne i dem, så vi kan leve os ind i dem og få andenhåndserfaringer med indholdet i dem. Ellers kan der ikke ske en tilegnelse af de kerneord, de viser os – ord som synd, nåde, dom, barmhjertighed, frelse. Hvis ordet ”Gud” udløser et forvrænget billede af en ”himmelnisse”, sker der ingenting.
For det andet, at vi til gengæld også alle sammen, kirkegængere eller ej, har erfaringer, som i hvert fald dele af kerneordenes indhold kan tilegnes igennem, selvom det må blive i et andet sprog.
Vi fejllæser sproget, hvis vi tror, det skal aflæses som en avistekst: at ”det at tro på Jesus og Gud” tillægger Bibelen virkelighedshenvisende betydning
Kirkesproget er ikke den eneste mulige måde at tale om troens indhold på. Det er nok den mest gennemtænkte og avancerede måde – der ligger trods alt 2000 års teologiske præcisionsbestræbelser indlejret i det. Men kirkesproget er ikke mere ”klartekst” eller 1:1-sprog end malerkunstens, poesiens eller for den sags skyld fodboldens sprog.
Vi fejllæser sproget, hvis vi tror, det skal aflæses som en avistekst: at ”det at tro på Jesus og Gud” tillægger Bibelen virkelighedshenvisende betydning.
Poetisk sandhed
Så hvad er det, der sker i juleevangeliet? Fortællingen om den største, der fødes i det mindste, er en måde at beskrive den altbesejrende styrke i afmagt. En svag magt, der langt overgår den rå magt, og som vi må overgive os til. Og det er der – efter min mening – en overvældende sandhed i.
Det er bare en poetisk og ikke en naturvidenskabelig sandhed. Men det er den naturvidenskabelige læsning, der får folk til at sige: ”Jeg er ikke kristen på den måde.”
Juleevangeliet kan udfoldes på andre måder også, ved hjælp af andre metaforikker. Og hvis folkekirken for alvor ønsker at få flere i tale end de 25 procent, der dukker op juleaften, bør den give sig i kast med at udvide det religiøse sprog og servere det ad andre kanaler. Også.
Malene Bjerre har udgivet bogen Religiøst sprog i en verden, der ikke forstår det på forlaget Eksistensen. Artiklen her er delvis et uddrag af bogen.
NOTER:
[1] George Lakoff og Mark Johnson: Hverdagens metaforer (Hans Reitzel 2005)
[2] Antonio Damasio: Descartes’ fejltagelse (Hans Reitzel 1994)
[3] Joachim Bauer: Hvorfor jeg føler det du føler (Borgen 2006)
[4] Det skriver Christian Jungersen blandt andet om i bogen ’Du forsvinder’ (Gyldendal 2012). Hovedpersonen er en mand med en hjerneskade i frontallapperne, der gør, at manden ikke længere kan reagere adækvat på risikoen ved at svindle og køre for stærkt. Sådan er det nemlig med hjerneskader i denne del af hjerne: De betyder, at de ramte godt kan sætte ord på abstrakte forhold og sammenhænge, men de har ikke længere adgang til de kropslige impulser, som tænkningen behøver for at kunne tage konsekvensen af det. Derfor kan man finde på at køre vanvidskørsel eller spille hele sin formue væk. Ægte forståelse kræver krop.
[5] Spejlneuroner er nerveceller, der kan igangsætte et bestemt handlingsprogram hos os, men de sender også deres bioelektriske signaler, når vi iagttager eller på anden måde oplever andre udføre handlingsprogrammet, skriver Joachim Bauer. Han kalder det også for neurobiologisk resonans.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
