Observationer af Rigets tilstand

i Sundhed/Debat af
SUNDHED // KRONIK – I midten af oktober blev jeg hjertetransplanteret. Det er i sig selv en oplevelse ud over det sædvanlige, men her handler det om det, der venter en, når man vågner op fra den mange timer lange operation; det man ser og er til stede i, når man er indlagt, nemlig stuerne og gangene på transplantationsafdelingen på Rigshospitalet, skriver Lenette Ea Lyngfeldt Vacher.

Dette indlæg er udtryk for skribenternes holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


For lidt over tre måneder siden var jeg det heldige asen, der blev tilbudt et nyt hjerte. Efter en lang fysisk nedtur, hvor jeg til sidst kun kunne bevæge mig meget langsomt og ikke kunne meget andet end at sove, var glæden naturligvis stor over denne så fantastiske gave.

Jeg havde håbet, den dag ville komme, men ikke været sikker på, jeg ville nå at opleve det, for jeg følte tydeligt, at mit liv lakkede mod enden.

Ikke desto mindre fik jeg et nyt hjerte, og den største og vanskeligste rejse i mit liv begyndte. Men det er ikke det, denne kronik kommer til at handle om, det bliver en anden gang. Den handler om det, der venter en, når man vågner op fra operationen, det man ser og er til stede i, nemlig stuerne på transplantationsafdelingen.

rigets tilstand
Indgangen til Rigets afdeling for hjertetransplantationer, hvor der foretages ca. 15 hjertetransplantationer om året.

Hjertetransplantationen foregik på Rigshospitalet, hvor jeg igennem de sidste tyve år har været tilknyttet, og hvor jeg flere gange tidligere har slået mine folder ved indlæggelser. Jeg kender hospitalet rigtig godt, faktisk så godt at jeg får en blanding af hjemkomstfølelse, hver gang jeg ankommer til stedet, men dog altid blandet med en lidt mere ubehagelig flugtfølelse, fordi det som regel har været forbundet med ubehag af den ene eller anden art, at være indlagt der.

Det kunne være en uventet indlæggelse, når jeg kom til kontrol, erhvervelsen af en pacemaker, og senere – en ny pacemaker eller andre genvordigheder. Jeg plejer derfor at kalde hospitalet for “The mothership”, et sted hvor man tager hen, for at blive tanket op og få forlænget sit liv lidt mere.

Rigets tilstand
Gulvet ved vasken på min stue på transplantationsafsnittet.
rigets tilstand
Skabet til personlige ejendele ved siden af sengen på en stue på transplantationsafsnittet.
rigets tilstand
Nedsivning af ubestemmelig væske på stuen; det kom oppe fra etagen ovenover. Personalet havde meldt det som en ”skade” mindst 14 dage før billedet blev taget.

I forbindelse med sådan en hjertetransplantation er man jo nødt til at opholde sig på hospitalet en rum tid, og så er det der, man bliver tvunget til at se omgivelserne, som de er. Jeg vidste jo egentlig ganske godt, hvordan Rigets tilstand var, men jeg var bare normalt så god til at vælge ikke at se det, fordi mit fokus altid har været på at forlade stedet og komme hjem. Men det gik altså ikke denne gang.

rigets tilstand
Voldsomt beskidt elevator i opgang 2. Brættet har været løst fra den dag, jeg blev transplanteret i oktober til mit sidste besøg på Riget d. 8. februar. Det er sjældent, alle elevatorer fungerer, som regel er en eller flere i stykker.

Efter en transplantation opholder man sig fem dage i isolation på en stue, hvilket også er det eneste tidspunkt i indlæggelsen, at man kan være sikker på at få en stue for sig selv. Det er af hensyn til bakterier og virus og smittefare, fordi man bliver tæppebombet med immundæmpende medicin, der gør, at man er ekstra udsat for at kunne erhverve sig en afstødning af det nye hjerte.

rigets tilstand

Men efter fem dage er det åbenbart ok at bo på værelse med andre, men nok mest fordi der altid er pladsmangel og fordi stuerne simpelthen er indrettet på en måde, man anså for optimal i firserne,  Nemlig som to-sengs stuer. Det er herudover meget almindeligt, at man kommer til at skifte stue et par gange, fordi man ligger på forskellige afdelinger, først på intensiv et par dage, og for mit vedkommende to forskellige intensiv-afdelinger p.g.a pladsmangel, inden overflytningen til transplantationsafsnittet.

For en sikkerheds skyld skal det dog siges, at alle manglerne sjældent befinder sig på en og samme stue, men man kan være helt sikker på at finde mindst to ting i meget dårlig forfatning på hver eneste stue

Om det er corona eller ej, så er der i hvert fald rift om intensivpladserne. I indlæggelserne op til transplantationen vil jeg vove den påstand, at have sovet på alle stuerne på både hjerte- og lungetransplantationsafsnittet. Der har derfor været rigelig tid til at observere forskellige stuers tilstand.

Når man efter operationen ligger i sin seng, går det op for en, at det ikke er morfinen, man får for det oversavede brystben, men virkelighedens verden; at loftspladerne ser ud, som om de er ved at falde ned, eller at kontakterne i væggen er i stykker eller revet ud, og at de faretruende gnistrer, når man sætter sin mobiloplader i.

Eller det faktum at alarmknappen er faldet ud af væggen, og sygeplejersken febrilsk forsøger at få den til at fungere. Man opdager det og fordi man kender Rigets tilstand, accepterer man det også. For det er ikke kun på transplantationsafsnittet, at der ser sådan ud. Det er såmænd hele hospitalets tilstand, i hvert fald de dele, hvor der opholder sig patienter.

rigets tilstand
Alarmknappen her fungerede cirka i hvert tredje forsøg. Sygeplejerskerne kompenserede ved at rykke rundt på de alarmer, der virkede.

Når man kommer så langt i sin bedring, at man godt vil se fjernsyn, er det dog i praksis næsten umuligt. På de fleste stuer ligner fjernsynene noget fra 90’erne, og ingen kan finde ud af at betjene dem. Det tog mig en uge at kunne komme væk fra startsiden på skærmen, som viste et billede af Rigshospitalets kirkes åbningstider. Da det endelig lykkedes, var der til gengæld ingen lyd, da det krævede hovedtelefoner, som man kunne låne hos personalet, hvis de havde flere.

Rigets tilstand
Stikkontakterne på min stue, efter at jeg lige var blevet transplanteret. Flere af dem slog gnister, når jeg forsøgte at oplade min telefon.

For en ordens skyld skal det dog siges, at alle manglerne sjældent befinder sig på en og samme stue, men man kan være helt sikker på at finde mindst to ting i meget dårlig forfatning på hver eneste stue.

Når man sådan er blevet transplanteret, har man det ikke supergodt, man føler sig ærlig talt kvæstet. Det oversavede brystben og det faktum at ribbenene har været åbnet og skubbet fra hinanden gav smerter, jeg ikke havde forestillet mig nogensinde at skulle opleve. Men bivirkningerne fra medicinen er også en stærkt medvirkende faktor til elendigheden.

Man kan spekulere på, hvordan det har kunnet lade sig gøre at have et hospital med så høj ekspertise, så dygtige læger og sygeplejersker, så gode operationsstuer, men med så ufatteligt dårligt vedligehold af afdelingerne. Nogen må have sovet lidt i timen

Diarre, stærkt rystende hænder, kvalme og madlede er bare et par stykker. For at man ikke skal få ødelagt sine nyrer af den store mængde immundæmpende medicin, skal man drikke mellem 2 ½ til 3 liter vand dagligt resten af sit liv. Efter transplantationen er det derfor vigtigt at have vand i nærheden konstant, og det ville derfor både have været umådeligt let og praktisk, hvis man måtte tappe det fra vandhanen på stuen.

Desværre var det ikke muligt, blev jeg fortalt, fordi rørene til vandhanerne på stuerne var gamle og rustede, og man derfor ikke kunne være sikker på mængden af bakterier i dem. Nej vandet var nødt til at komme fra hanen i afdelingens eneste køkken, der åbenbart holdt sig bedre bakteriemæssigt, men det betød, at man ikke selv kunne hente det. Det var kun plejepersonale, der kunne betræde køkkenets areal.

Det påhvilede så enten de stakkels sygeplejersker at hente 2½ til 3 liter vand til hver transplanterede patient i døgnet, hvis man ikke var i stand til selv at vakle ud til køleskabet på gangen, med sit dropstativ som støtte, hælde noget vand fra en stor kande op i en lille kande, og på en eller anden måde bakse dropstativ og kande og sig selv ind på stuen igen, hvis man altså var i stand til at gå uden at falde.

Lad os bare sige det, som det er, de ydre rammer på transplantationsafdelingen og på riget generelt er under al kritik. Betingelserne for både patienter, men også for læger og sygeplejersker er langt fra optimale, og man kan spekulere på, hvordan det har kunnet lade sig gøre at have et hospital med så høj ekspertise, så dygtige læger og sygeplejersker, så gode operationsstuer, men med så ufatteligt dårligt vedligehold af afdelingerne. Nogen må have sovet lidt i timen.

Tv’et, der virkede bedst til at vise kirkens åbningstider på Rigshospitalet.

For patienternes vedkommende er det kun et stykke tid, vi befinder os der, selv om omgivelserne ikke ligefrem opmuntrer en til bedring, men nærmere virker deprimerende og giver én lyst til at forlade stedet, så er det nogens arbejdsplads hver dag.

Der er sygeplejersker, der hver dag skal hente vand, ordne alarmknapper, omrokere hvis noget er itu osv, og der afholdes hver morgen morgenkonference i et lokale på størrelse med en hospitalsstue, hvor ti-femten læger og sygeplejersker står op som sild i en tønde. Deres arbejdsforhold lader meget tilbage at ønske, og måske fordi Rigets tilstand har været så elendig i årevis, så er de holdt op med at se det, manglerne, nedslidningen, den vedligeholdelse der kun er til stede i meget lille grad, men handler ud fra det som et vilkår.

For en årrække siden fandt man ud af, at omgivelsernes tilstand faktisk betød noget for patienters rekonvalescens, så det er ikke ligefrem nogen nyhed, men man må sige, at rigets wow-faktor er i minus.

Faktisk kunne man forledes til at sige, at Rigets tilstand ikke gør patienternes humør bedre, selv om det dygtige personale forsøger at kompensere for det og sprede en god stemning.

rigets tilstand
Hvis dette var et kunstværk, ville titlen være ”lappeløsning ved vindue”.

Omgivelserne ikke bare hvisker, men råber, at man skal forlade stedet og tage hjem, hvis man gerne vil have det bedre, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad det gør for personalets arbejdsglæde. Forhåbentlig bliver alle de dygtige læger og sygeplejersker ved med at arbejde på Riget på trods af arbejdsvilkårene, for uden dem, havde det været en mindre god oplevelse.

Trods alt var det deres fortjeneste, at jeg fik et nyt hjerte, at alt gik godt, og at der var styr på alt, hvad der var menneskeligt muligt at have styr på. Bare ikke lige omgivelserne.


LÆS MERE OM SUNDHED HER


Hovedfoto: Wikimedia Commons. Alle andre fotos: Skribenten.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Lenette Ea Lyngfeldt Vacher er Cand. mag. pæd og tidligere centerleder for Frivilligcenter SR-Bistand.

Seneste artikler om Sundhed