FV-2019 // KOMMENTAR – Klimakatastrofen er et udtryk for en politisk katastrofe, hvor det moralske fundament for politisk tillid og troværdighed er ved at forsvinde, skriver Peter Schjødt. Han frygter, at folketingsvalget i 2019 vil stå tilbage som et bevis på politikernes handlingslammelse og deres manglende evne til at omsætte viden om klimaforandringerne til politisk handling.
ÆNDRING: Vi har efter kritik fra læserne fjernet brugen af begrebet autisme i Peter Schjødts indlæg ”Valget i juni 2019 vil blive husket som tomhedens triumf”. Det forholder sig jo sådan med sprog, at man godt kan sætte begreber sammen, så det bliver til noget nyt tredje. Det var intentionen. Udtrykket var ikke ment brugt som en stigmatisering af autister. POV og Peter Schjødt beklager, at det kunne misforstås.
Valget i juni 2019 vil blive husket som tomhedens triumf. Kun få af de politiske partier var i stand til at producere overraskelser og valgte i stedet at bruge vildfarelse som et politisk redskab.
Der har været masser af skræmmekampagner om alle de fremmede, der ville oversvømme os. De reelle oversvømmelser, på grund af menneskeskabte klimaforandringer, blev imidlertid mødt med halvhjertede løsningsforslag, professionel optimisme eller beskyldninger om klimahysteri.
Mens de politiske partier således gjorde håbet hjemløst, kom den velbegrundede klimapessimisme paradoksalt nok alligevel til at skabe nye forhåbninger: For børn, unge og mange andre blev pessimismen, sammen med politisk mistillid, nemlig omsat til en positiv drivkraft.
Samtidig er de grønne bevægelser i vækst, netop fordi de tager pessimismen alvorligt. Pessimisme er ellers ikke god tone i politik, men den skal tages seriøst, fordi den er et frirum – en tænkepause – midt i den fordummende professionelle optimisme og politiske impotens.
Har mennesket en fremtid?
Da min far døde, arvede jeg bogen Har mennesket en fremtid? af den engelske filosof Bertrand Russell, der var meget engageret i arbejdet for fred og nedrustning. Den udkom i 1961, en periode, hvor Den Kolde Krig truede med at blive varm.
Alvoren er ikke til at tage fejl af. Russell skriver bl.a., at “det er umuligt at vide, om menneskeslægten vil bestå længe nok til, at det jeg skriver, vil blive offentliggjort”.
Det handlede om Fornuften eller døden, som en anden af Russells bøger fra den periode hed. Truslen om en altudslettende atomkrig var meget nærværende, men på grund af et sammenfald mellem held og fornuftig politisk vilje kom krigen heldigvis ikke.
Det er som om, verden ikke findes. Som om politikerne på klimaområdet lever i en parallel virkelighed; en selvkonstrueret verden, der er mere bekvem end den verden, hvor de menneskeskabte klimaforandringer er langt alvorligere end de politiske reaktioner afspejler
I dag kommer truslen fra de menneskeskabte klimaforandringer. Som da Bertrand Russell skrev, handler det i dag også om fornuften eller døden; om at tage det alvorlige alvorligt nok og bruge pessimismen som drivkraft til handling.
Den ubeboelige jord
Alle, der er født efter Anden Verdenskrig, er en slags uægte børn af optimismen og pessimismen. Man ved, hvor galt det kan gå, men føler sig moralsk forpligtet til at være optimist. Sådan er det også i dag 57 år efter, at min far læste Bertrand Russells Har mennesket en fremtid?
Jeg sidder med en helt ny bog i hænderne: The Uninhabitable Earth – Den ubeboelige jord af amerikaneren David Wallace-Wells. En fremragende bog der ikke mangler informationer, videnskabelig viden og kendsgerninger om den globale opvarmning og dens konsekvenser.
Det er blevet almen viden, at menneskets livsgrundlag indskrænkes, først og fremmest på grund af vores egen livsstil og væksttænkningens amokløb. Klimaforskerne har ikke svigtet, hverken deres faglige eller moralske pligt til at fortælle de politiske beslutningstagere, at vi allerede er på støt kurs mod katastrofen.
En del af den politiske handlingslammelse kan forklares med, at de politiske idéer og økonomiske styringssystemer ikke er indrettet til at håndtere problemer med en længere tidshorisont end nogle få år
Men det er ikke den slags videnskabelige forudsigelser, som politikerne har tradition for at reagere på. Tværtimod er klimaforskernes advarsler blevet latterliggjort og mødt med en sanseløs politisk optimisme.
Det har betydet forliste muligheder for at undgå en menneskeskabt global opvarmning og, som det ser ud i dag, skabe muligheder for overhovedet at begrænse temperaturstigningen til de 2°C, som var målet for Paris-aftalen i 2015. En klimakatastrofe med ødelæggende konsekvenser for livsvilkårene på kloden er således ikke længere blot en trussel, men en igangværende proces.
I bogen The Uninhabitable Earth beskrives konsekvenserne af denne udvikling. Der er grund til at læse den, og til at blive bange for de politiske systemer, der forpligter sig til klimapolitiske mål, men i realiteten bidrager til, at kloden varmes yderligere op.
Politisk dysfunktion – som om verden ikke findes
Det er som om, verden ikke findes. Som om politikerne på klimaområdet lever i en parallel virkelighed; en selvkonstrueret verden, der er mere bekvem end den verden, hvor de menneskeskabte klimaforandringer er langt alvorligere end de politiske reaktioner afspejler.
Under valgkampen fik de fleste partier dog i sidste øjeblik flikket noget sammen, som de kaldte for en klimapolitik. Imidlertid viste det sig, at kun Alternativet og Enhedslisten havde en klimapolitik, som reelt ville bringe Danmark i nærheden af målene for Paris-aftalen.
Det er fristende at tale om eksistensen af en politisk dysfunktion. Det virker nemlig som om, det politiske niveau kun i begrænset omfang reagerer på problemerne i den reelt eksisterende virkelighed, og i stedet konstruerer sin helt virkelighed, der i høj grad er farvet af den politiske optimismes grundtræk, som ikke tager det alvorlige alvorligt nok, og i hvert fald ikke lader handling følge ord og indsigt.
Det mest bizarre er jo, at de fleste politikere trods alt ikke benægter truslen fra klimaforandringerne, men alligevel afviser nødvendigheden af et afgørende kursskifte. Politik på klimaområdet tager sig derfor ud som en slags organiseret uansvarlighed og veltilrettelagt samvittighedslammelse.
Den politiske handlingslammelse resulterer i en konstruktion af virkeligheden, hvor der ikke er nogen kobling mellem viden og handling. Det er dokumenteret viden, at vi er på katastrofekurs på grund af egne handlinger, men politisk regeres der, som om denne viden ikke eksisterer alligevel. En modsætning, der vidner om en alt for rummelig politisk samvittighed.
Vi kan kalde det for en politisk dysfunktion, fordi det er forbundet med dybe eksistentielle dimensioner, når virkeligheden på den måde fortoner sig til en indre konstruktion, der er større og mere styrende end den omkringliggende verden – nærmest som om, verden ikke findes.
En politisk katastrofe
Men verden findes, og på grund af den politiske dysfunktion er det umuligt at møde klimakatastrofen med den nødvendige mobilisering, som verden og fremtiden kræver. Klimakatastrofen er derfor også udtryk for en politisk katastrofe, hvor det moralske fundament for politisk tillid og troværdighed er ved at forsvinde.
Den lammelsen betyder nemlig, at der bliver sagt ét og gjort noget andet, for lidt eller slet intet. “Tøvende” er et alt for progressivt ord at bruge om langt de fleste partiers vilje til seriøs og nødvendig indsats på klimaområdet.
Pia Kjærsgaard spurgte inden valget, om det var rigtigt at pjække fra skole for at demonstrere for en ny klimapolitik? Mens hun talte om skolebørnenes dårlige moral, tænkte børnene på klimaet som betingelse for menneskets fremtid
Der er ord og udsagn, som først vinder troværdighed gennem handling. F.eks. opnår udsagnet “jeg elsker dig” kun troværdighed gennem kærlighedens gerninger. Ord gør det ikke alene. Denne sammenhæng mellem ord og handling forstår de fleste. Men under den nuværende politiske styring er vi så småt ved at miste fornemmelsen for den politiske betydning af denne kobling.
Den politiske dysfunktion viser sig ved, at de fleste politikere samvittighedsløst kan afgive løfter af dybeste betydning for fremtidens klima uden at tage konsekvenserne af dem i gerning og handling. I det private liv vil vi kalde det for løgn. I politisk sammenhæng kaldes det for realisme eller nødvendighedens realpolitik, selv om det er noget helt andet – faktisk det modsatte – der er nødvendigt.
Det herreløse ansvar
En del af den politiske dysfunktion kan forklares med, at de politiske idéer og økonomiske styringssystemer ikke er indrettet til at håndtere problemer med en længere tidshorisont end nogle få år.
Dét er ikke noget nyt, men tidsperspektivet og omfanget af de politiske beslutningers konsekvenser har ændret sig med klimakrisen som stjerneeksempel. Den rammer fremtiden langt hårdere end den rammer nutiden, og den rammer globalt. Et relevant politisk svar må derfor også bryde med de kendte perspektiver og krydse grænser både i tid og rum.
Etik og politik har traditionelt været orienteret mod den “nære tid” og det “nære menneske”. Det vil sige mennesker, der lever i det korte og mellemlange tidsperspektiv i form af nogle få generationer (valgperioder), og i det nærmeste geografiske rum, som den enkelte nationalstat.
De menneskelige og politiske handlinger har historisk set haft en ret begrænset rækkevidde både i tid og rum sammenlignet med i dag, hvor klimaproblemet er et overgribende fænomen, der sprænger alle begreber om tid og sted. Klimaforandringens begreb “global opvarmning” viser hen til, at vi skal til at betragte både etik og politik som noget grænseløst, som noget der skal føres og har konsekvenser på tværs af tiden og rummet.
Det politiske cirkus omkring valget var tomhedens moralske triumf og blottelsen af den nuværende politiks pinagtige af uansvarlighed. Men valget var også den moralske fylde, som børnene og mange andre erstattede tomheden med
Dét er ikke nødvendigvis en let sag pludselig at skulle gøre fremtiden til noget, der kræver en helt egen plads i den aktuelle her og nu, dag-til-dag-politik. Politisk og økonomisk teori i almindelighed har jo netop antaget, at fremtiden ville udspille sig under stort set de samme vilkår som nutiden.
Fremtiden var bare nutiden med enkelte variationer, hvor man kunne vurdere politikken på, om den gjorde gode tider endnu bedre for fremtidens mennesker.
Sådan kan det ikke være længere. Spørgsmålet er ganske enkelt: Skal menneskets eksistens sikres for fremtiden? Dette er etikkens og politikkens nye grundlag. Fornuften eller døden, som Bertrand Russell skrev i 1961 under indtryk af truslen om en atomkrig. Fremtidens velfærd, flygtningestrømme, vækstmuligheder og globale konfliktpotentiale afhænger af klimapolitikken helt ned i detaljen, også i Danmark.
Om fremtiden overhovedet giver muligheder for menneskeligt liv, afhænger af klimapolitikken her og nu, også i Danmark.
Pia Kjærsgaard spurgte inden valget, om det var rigtigt at pjække fra skole for at demonstrere for en ny klimapolitik? Mens hun talte om skolebørnenes dårlige moral, tænkte børnene på klimaet som betingelse for menneskets fremtid.
Skal jeg forstå det således, at @uffeelbaek og @oestergaard mener, det er rigtigt at pjække fra skole i klimaets navn?
Pjækker I også fra folketingsarbejdet i klimaets navn?🤔
Eller er det særligt forbilledligt, fordi det er en skoleelev? #dkpol https://t.co/UuVYQlGwn1— Pia Kjærsgaard (@Pia_Kjaersgaard) May 26, 2019
Her er det, vi fik ud af valget: På den ene side en tydeliggørelse af den politiske dysfunktions groteske forvrængning af virkeligheden i form af politisk impotens på klimaområdet og moralsk fordømmelse af de demonstrerende børn.
På den anden side børnene og de mange andre, der demonstrerede netop mod konsekvenserne af den politiske dysfunktion og dens impotens i forhold til truslen fra den menneskeskabte globale opvarmning.
Børnene, der pjækkede fra skole for at demonstrere mod politikernes manglende klimaansvarlighed, var valgets stjernestund. De magtede med deres blotte tilstedeværelse at sætte fokus på det, der er underkommunikeret i den offentlige debat om klimaforandringer:
At frygten for fremtiden er legitim, at stadig flere mennesker ønsker, at engagere sig i kampen for det, de aldrig selv kommer til at opleve, nemlig fremtiden, at sikringen af fremtiden naturligvis gerne må koste noget for os i dag, at færre og færre accepterer politikernes løgne og fortrængninger, at flere og flere er parate til selv at miste nogle goder her og nu for, at fremtidens mennesker kan få nogle goder, når deres tid kommer og de skal til at leve deres liv, helt som vores tid kom og vi nu lever vores liv.
Det politiske cirkus omkring valget var tomhedens moralske triumf og blottelsen af den nuværende politiks pinagtige af uansvarlighed. Men valget var også den moralske fylde, som børnene og mange andre erstattede tomheden med.
Foto: Screendump fra DR.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
