BOGUDDRAG // MÆND – Hvad gør man som voksen mand, når livet gør ondt, og man har lært, at store drenge ikke græder? At stærke mænd med styr på karrieren ikke går ned. At voksne mænd ikke søger hjælp? Mange går i hulen, finder måske en løsning og kommer videre så godt, som de nu kan. Parterapeut Katrine Axholm har i bogen “Krisen der forandrede mit liv“ samlet 12 hudløst ærlige fortællinger fra 12 vidt forskellige mænd med vidt forskellige liv. Mændene fortæller om deres liv, og den krise, der forandrede det. En forandring til mere indre fred, mere kærlighed og bedre balance i tilværelsen. POV bringer her et uddrag fra bogen.
Jeg savnede nærvær, sex og kærlighed. Også selvom det ofte var mig, som havde mistet lysten til sex. Jeg gad ikke kedelig rutinesex, virkelig ikke. Så hellere undvære. Jeg var også træt af at være forsørger og så skynde mig hjem fra arbejde for at gøre det, jeg regnede med, min kone forventede af mig derhjemme. Det var ikke nødvendigvis noget, hun sagde åbent. Det var bare den fornemmelse, jeg havde. At jeg skulle levere noget. Gøre noget bestemt. Det, hun forventede, men ikke sagde.
Jeg følte mig overset og ikke værdsat af hende. Jeg syntes, jeg gjorde rigtig meget for vores familie og for hende, men det blev simpelthen ikke værdsat.
Jeg havde brug for hendes bekræftelse for alt det, jeg gjorde for os. Når hun bekræftede mig, så vidste jeg, at det, jeg gjorde, var godt nok. At jeg var god nok. Når min kone ikke værdsatte mig, så følte jeg mig uværdig, ubrugelig, som om jeg bare skulle skaffe penge og så være hushjælp derhjemme. Jeg følte mig som en, det var praktisk at have i nærheden, fordi jeg kunne levere. Det var jeg virkelig træt af. Træt, vred og frustreret.
Reaktionen
Når jeg ikke fik det, jeg havde brug for af min kone, så trak jeg mig fra hende. Gjorde mig kold og utilnærmelig. Det var vel for at beskytte mig. Hun kunne ikke såre mig, når jeg havde sat et panser op mellem os. Så virkede jeg ligeglad. Det sagde min kone i hvert fald, at jeg lod til at være. At jeg opførte mig, som om hun ikke betød noget for mig. Hun sagde, at hun godt vidste, at jeg elskede hende, men i de perioder, hvor vi ikke var tætte, havde hun svært ved at mærke mig og min kærlighed. Det havde jeg også selv. Jeg trak mig ikke kun fra hende, men også fra mig selv.
Selvom jeg virkede ligeglad og kold, så var jeg det overhovedet ikke. Tværtimod. Jeg kunne bare ikke finde ud af at komme tilbage, når vi var nået derud
Så kunne jeg slet ikke mærke noget, og så blev jeg bare endnu mere frustreret – både over ikke at kunne mærke min kærlighed til hende, og over ikke at kunne mærke hendes kærlighed til mig, selvom den var der. Så drev vi endnu længere væk fra hinanden. Vi havde ikke noget nærvær, ikke nogen intimitet og slet ikke noget sex. Vi var der bare. Levede hvert vores liv. Løste de praktiske opgaver. Var der for børnene.
Noget skulle ske
Selvom jeg virkede ligeglad og kold, så var jeg det overhovedet ikke. Tværtimod. Jeg kunne bare ikke finde ud af at komme tilbage, når vi var nået derud. Det var, som om der var for langt, og jeg havde ikke lyst til at tage det første skridt. Det føltes ydmygende. Det var lettere at være bag mit panser og beskytte mig og lade, som om det ikke gjorde mig noget. Men det gik ikke. Slet ikke i længden.
Min kone foreslog parterapi. Vi har gået i parterapi før, men det har ikke virket. Vi havde lært, at vi skulle bruge tid på hinanden og tale sammen for at føle os tætte og forbundne. Vi havde også fået nogle øvelser, men vi fik ikke prioriteret at få lavet dem. Vi havde travlt, og det var så meget lettere at lave noget praktisk end at skulle sætte os ned og tale sammen. Hun syntes, der var nogle ting, som jeg ikke gjorde godt nok. Hun følte sig alene med ansvaret for familien. Hun havde jo godt kunnet mærke, at jeg havde trukket mig, og hun ville have mig med i terapi, så jeg kunne se hendes side af sagen.
Nogle gange var jeg i tvivl, om vi overhovedet skulle være sammen
Vi var faldet i den klassiske fælde med børn og hverdag og praktik, og vi brugte nul tid på hinanden. Hver aften endte vi i hver vores ende af sofaen eller endda i hvert vores rum med iPad og Netflix. Det var, som om vi begge to godt vidste, hvad der foregik, men ingen af os fik taget os sammen til at nævne det unævnelige og da slet ikke at gøre noget ved det. Vi vænnede os til, at sådan var det bare.
Der var ikke nogen vej uden om at prøve parterapi igen. Jeg havde bare ikke særlig meget lyst til det. Jeg vidste jo godt, hvad vi skulle igennem. Tale om alt det svære. Mærke det, der gør ondt. Jeg havde især ikke lyst til det, fordi jeg var meget bevidst om, at det jo også var min skyld. Jeg havde jo heller ikke gjort noget for at ændre den distance, som var mellem os. Jeg havde trukket mig og var utilnærmelig og stille. Det var ikke gavnligt for vores forhold. Og jeg vidste godt, at det også handlede om mig. Men jeg havde ikke særlig meget lyst til at kigge på det. Og vi havde jo ikke haft den store succes med det, første gang vi gik i parterapi.
Hjælpen udefra
I begyndelsen af parterapien syntes jeg – ligesom første gang, vi gik i parterapi –at det var grænseoverskridende at skulle tale om vores problemer med en fremmed. Heldigvis talte min kone og terapeuten meget i starten, og det var fedt, for jeg var ikke selv ”på”, men lærte samtidig en masse om min kone. Det gjorde mig mere tryg, så jeg også turde sige noget.
Denne gang handlede det i parterapien ikke så meget om, hvad vi burde gøre anderledes, men mere om at få en forståelse for, hvem vi var hver især, og hvad der skete mellem os. Også følelsesmæssigt. Når vi ikke selv forstod, hvad den anden sagde, så kunne parterapeuten oversætte, så vi bedre kunne få øje på den andens intentioner. Det var helt centralt for os, for jeg oplevede jo netop ikke, at min kone ville mig det godt – hvilket hun faktisk ville. Tværtimod følte jeg mig kritiseret og bebrejdet, selvom det ikke var min kones hensigt.
Jeg oplevede, at min kone var mere åben, når parterapeuten var til stede; at hun lagde bånd på sig selv og lyttede mere til det, jeg sagde. Derhjemme blev det let til en diskussion, hvor vi talte om en masse, som ikke var vigtigt. I terapien fik vi øje på de ting, som skete neden under diskussionerne. Hvornår jeg følte mig afvist, eller hvornår min kone ikke følte sig forstået af mig. Det var meget brugbart og konstruktivt at få øje på de ting, fordi vi så bedre kunne forstå hinanden og vores bevæggrunde.
Vores frygt for den andens reaktion blev alt for styrende for vores samvær
Tidligere diskuterede vi, hvorfor det var vigtigt, at mælken kom i køleskabet med det samme, man havde brugt den, men nu fik vi øje på, at min kone ikke følte sig taget alvorligt, når hun havde et ønske om eller behov for noget, og jeg så bare gjorde, som jeg selv syntes, uden at tage hensyn til hende. Som eksemplet med mælken. Jeg opdagede, at jeg følte mig kritiseret, når hun rettede på mig, fordi jeg havde glemt den på køkkenbordet. Egentlig ville hun jo bare have mælken tilbage i køleskabet, men jeg tog det personligt og syntes, at hun var efter mig, og det gav nogle dumme diskussioner, som ikke førte nogen veje hen.
Undervejs i forløbet opdagede jeg, at jeg var bange for min kones reaktion. Jeg gik og overvejede, hvordan jeg kunne formulere alting, fordi jeg var så styret af, hvordan hun ville reagere på det, jeg sagde. Når vi var i parterapi, oplevede jeg, at jeg bedre kunne sige, hvordan jeg havde det, og at min kone bedre kunne tage det ind. Vores kommunikation blev bedre, og vi kunne på en eller anden måde mødes og tale om det væsentlige i stedet for at diskutere. Min kone følte sig nemt kritiseret, og jeg ville bare gerne høres, så vi skulle finde en måde at tale sammen på uden at komme op at diskutere.
Når min kone og jeg var udfordret, så udspillede der sig et drama inden i mig. Jeg var helt ude i at overveje skilsmisse, når vi havde det svært. Jeg røg helt derud hver eneste gang. Jeg tænkte: ”Det går nok ikke mere, vi står ikke til at redde, jeg kan ikke nøjes med et forhold, som er sådan her” osv.
Når vi havde været i terapi, kunne jeg stoppe dramaet inden i mig. Det føltes, som om jeg fik fødderne på jorden igen. Blev realistisk og ikke revet med af mine følelser. Parterapien hjalp til at blive mere rolig igen og få troen på os to tilbage.
I parterapien følte jeg mig set og hørt og til dels også forstået. Jeg oplevede, at det var trygt, at der var en tredje part, som kunne facilitere en proces, hvor alt var trygt at sige. Vi fik hjælp til at oversætte, hvad den anden sagde, så det blev mere forståeligt. Vi fik skrællet diskussionerne væk og kom ind til kernen. På den måde blev det nemmere at få øje på den grundlæggende kærlighed til hinanden. Vi sad ikke og talte om uvæsentlige ting.
Jeg har fået øje på, at jeg på mange måder har snydt mig selv for livet
Jeg syntes, vi ret hurtigt kom tættere på hinanden igen. Det var en hjælp i sig selv bare at tale om det, vi havde det svært med. Eftersom vi satte ord på, blev det pludselig lettere at bære det, som vi havde forsøgt at undgå, fordi det var svært. Jeg blev hurtigt tryggere i mit forhold, og når jeg er tryg og føler mig tæt på min kone, så tør jeg sige tingene, som de er. Så tør jeg vise, hvem jeg er, og jeg er ikke så optaget af, hvad hun synes om mig.
Parterapi er som doping – processen med at finde hinanden går hurtigere, end hvis vi selv skulle have klaret det!
Jeg havde brug for at vende nogle ting
Det har været meget konstruktivt at få hjælp til at sætte ord på det, der var svært for mig. Det har givet meget mening at få sat nogle billeder på, hvordan jeg er som menneske. Et af dem handler om, at jeg som barn ikke måtte vise for stærke følelser; det kunne min mor ikke håndtere. Derfor holder jeg mig følelsesmæssigt stadig inden for et begrænsende bånd. Jeg bliver ikke for ked af det, men heller ikke for glad, og det føles, som om jeg lever i gråzoner. Der er hverken det sorte mørke eller det helt lyse. Kun alt det leverpostejsfarvede ind imellem.
Det er så hårdt at få øje på, men på en sær måde er det rart, at jeg forstår mig selv bedre. Jeg har fået øje på, at jeg på mange måder har snydt mig selv for livet. Livet er jo der, hvor jeg kan mærke mine følelser. Når ikke jeg kan det, så kan jeg ikke mærke livet.
Jeg tror, det stadig er lidt tabu for mænd at være følsomme og tale om sig selv. Det er det i hvert fald for mig
Jeg har begrænset mig selv, og jeg er gået glip af alt det sjove. Det føles, som om det ikke er okay at være vildt begejstret for noget. Jeg skal konstant lægge en dæmper på mig selv, og til sidst er det svært at mærke, om jeg overhovedet kan blive begejstret, eller om jeg er afdæmpet af natur. Det er fandeme ikke rart at få øje på. Det føles, som om jeg gør mig selv usynlig.
I terapien opdagede jeg også, at det er svært for min kone at elske mig, når jeg ikke viser hende, hvem jeg er. For hvad er der at elske, hvis jeg hele tiden er neutral eller ikke fortæller hende, hvordan jeg har det, eller hvad jeg synes om tingene. Det er ret skræmmende, for jeg vil meget gerne have hendes kærlighed. Tænk, hvis det så er min egen skyld, at jeg ikke får den. Det er ikke nogen rar tanke.
Når mænd mødes
Selvom jeg havde udviklet mig og fået bedre indsigt i, hvorfor jeg følte og gjorde, som jeg gjorde, så havde jeg brug for noget mere. Jeg havde brug for at møde andre ligesindede mænd, som var nogenlunde samme sted i livet, og som kæmpede med nogle af de samme ting. Så jeg tilmeldte mig et mandeterapiforløb. Jeg håbede, at jeg dermed kunne blive endnu klogere på mig selv.
Jeg ville også gerne udfordre mig selv lidt. Det var grænseoverskridende at sidde sammen med seks fremmede mænd og dele nogle meget private ting. Jeg vidste jo godt, at vi ikke skulle diskutere fodboldresultater. Jeg følte mig meget modig og var virkelig nervøs første gang. Det kræver jo noget af mig at vise, hvem jeg er. Jeg tror, det stadig er lidt tabu for mænd at være følsomme og tale om sig selv. Det er det i hvert fald for mig. Jeg synes ofte, det er svært at sætte ord på det, jeg kan mærke i min krop. Jeg hader det faktisk. Og man ved aldrig helt, hvordan andre mænd reagerer på det.
Det var en meget stærk oplevelse for mig at opdage, at jeg ikke er alene med mine udfordringer. Jeg er ikke den eneste, der har oplevet, at min far svigtede mig
På det første møde i mandegruppen skulle vi sætte ord på vores forventninger. Eftersom jeg lægger bånd på mine følelser og lever i følelsesmæssige gråzoner, er jeg ikke typen, der har særlig mange forventninger til noget som helst. Det var virkelig svært, men det var ikke så farligt, som jeg havde frygtet. Det var faktisk rart at være blandt andre mænd, som også syntes, det var lidt akavet. Jeg blev hurtigt tryg.
Det var en meget stærk oplevelse for mig at opdage, at jeg ikke er alene med mine udfordringer. Jeg er ikke den eneste, der har oplevet, at min far svigtede mig. Det var en enorm lettelse at opdage, selvom jeg jo med min sunde fornuft godt vidste, at andre måtte have oplevet noget tilsvarende som jeg. De andre mænd kunne sætte ord på nogle ting fra deres liv, som jeg kunne genkende, men som jeg aldrig havde tænkt på eller kunnet sætte ord på. På den måde blev jeg klogere på mig selv gennem de andre, og det var fedt. Jeg tror også, de syntes, at det, jeg bidrog med, var gavnligt for dem, og det er jeg også glad for. Det giver mig en følelse af værdi, og det er vigtigt for mig at føle mig værdifuld for andre.
I dag
Jeg har besluttet mig for, at selvom det kan føles ubehageligt at melde mine følelser ud, så vil jeg gøre det alligevel. Eller i hvert fald øve mig på det. Det svære er, at jeg er så vant til at gemme mig, når det kommer til de store følelser, at jeg ofte er i tvivl om, hvad jeg rent faktisk synes, eller hvordan jeg har det med noget. Det er, som om det rum, hvor jeg ved, hvordan jeg har det, og hvem jeg er, ligger gemt langt væk, og det tager mig nogen tid at finde det igen. Jeg kan ikke bare lige svare på stående fod. Jeg skal først finde derind, før jeg kan finde det frem, og det tager altså noget tid. Det interessante er, at når jeg viser, hvem jeg er, så bliver jeg gladere for mig selv.
Min far var ikke særlig meget til stede, da jeg var barn, og jeg har opdaget, at det har betydet meget for mig som mand og som far til mine tre børn. Jeg har selv skullet finde ud af, hvordan det er at være mand, og hvordan jeg skal være som far. Jeg har ikke haft en rollemodel at lære af. Jeg har opdaget, at jeg nogle gange synes, det er lettere at være alene end at være sammen med mine børn. Jeg har brug for alenetid, men jeg skal passe på, at jeg ikke trækker mig af vane. Jeg elsker mine børn, og vil gerne være sammen med dem, men det dræner mig også. Gør mig træt. Jeg har skullet lære at sætte grænser på en ordentlig måde og ikke bare blive vred og have, at de skal rette ind.
Jeg øver mig også hele tiden i at kunne håndtere, at de har stærke følelser. At det er okay, at de kan være meget vrede eller kede af det. De skal ikke lære at lægge bånd på sig selv – som jeg selv har gjort. Det er svært, men jeg er meget bevidst om det, fordi jeg ikke vil give dem det samme med, som jeg selv har fået af min mor. Jeg vil ikke lære dem, at de ikke må have de følelser, de nu engang har.
Jeg føler mig også tættere på min kone igen. Vi er blevet hurtigere til at opdage, når vi begynder at glide fra hinanden, og så tage fat på det og få snakket. Det er rart. Jeg er ikke i tvivl om, at vi hører sammen
Når min mor afviste mine følelser, så måtte det være, fordi jeg ikke var vigtig. Jeg ved jo godt, at hun syntes, jeg var vigtig, men jeg må ubevidst have oplevet det anderledes. Og det er det samme, jeg gør med min kone i dag. Jeg gør hende for vigtig i forhold til, hvad jeg selv synes. Hendes mening om mig er vigtigere end min egen, og det tæller for meget. Det trumfer min egen oplevelse, og vi bliver ulige. Jeg kommer til at ligge under for hende. Ikke sådan klassisk under tøflen, men fordi hendes mening er så vigtig for mig. Min kone har magten til at bestemme, hvordan jeg har det. Om jeg er tilfreds, lykkelig, stimuleret, føler mig set og værdifuld. Det er fandeme skræmmende.
Jeg prøver at holde mig fri af hendes humør, men det er svært, for jeg bliver påvirket. Jeg tager det personligt. Tænker, at det nok er mig, som har gjort noget forkert, og så bliver jeg irriteret på hende, fordi jeg tror, hun er utilfreds med mig og min indsats eller den, jeg er. Det er kompliceret, og jeg prøver at holde mig fri af det, men det er ikke let. Jeg ender ofte med at blive sur på hende, over at jeg sætter hende så højt. Jeg kan godt selv høre, at det er helt gakgak, men jeg må bare erkende, at det er sådan, det er. Det kommer nok til at tage nogen tid at aflære det.
Jeg er stadig nysgerrig på min barndom og på, hvorfor jeg er, som jeg er, og gør, som jeg gør. Nogle gange tænker jeg på, om jeg skulle tale med min far og mor om de ting, der skete dengang. For at få endnu mere at vide. Men jeg synes, det er akavet bare at spørge min mor ud af det blå. Jeg er nok stadig styret af de gamle ”svære følelser”. Jeg vil ikke sætte hende i forlegenhed og er bange for, at hun glider af på det og negligerer min oplevelse af det, der skete. At hun afviser min oplevelse og min virkelighed. Så ville jeg blive ramt af en velkendt følelse af ikke at være god nok. Jeg har jo ikke turdet træde frem og tage min ret til en plads her i verden. Jeg har jo ikke følt, jeg er det værd, og at jeg godt må have følelser. Så spørgsmålet er, om jeg tør i dag, når det kommer til min far og mor.
Lad være med at lade stå til. Tingene ændrer sig ikke af sig selv. Selvom det kan virke ubehageligt at skulle se på sig selv og ændre nogle ting, så er det værre ikke at gøre noget
Men jeg ved godt med mit hoved, at jeg har berettigelse. At jeg godt må have følelser; at de er lige så meget værd som andres følelser. Jeg må godt tage mig selv alvorligt og føle mig betydningsfuld. Nogle gange mister jeg bare grebet om den bevidsthed, og så har jeg brug for at minde mig selv om det.
Efter parterapien og forløbet i mandegruppen har jeg fået større indsigt i, hvad jeg bidrager med i vores forhold. Hvad der er mit ansvar. Før syntes jeg, det meste var min kones skyld. I dag kan min kone godt være i lidt dårligt humør eller utilfreds med mig, uden at det nødvendigvis påvirker mig så meget, som det har gjort. Jeg skal holde tungen lige i munden, men det lykkes som regel, måske fordi vi er begyndt at tale mere om det, når det sker, og det er en stor forandring i vores forhold. Vi taler om det, det i virkeligheden handler om, og ikke kun om det med mælken på køkkenbordet. Vi kan stadig diskutere ligegyldige ting, men ikke så meget som før, og det er en kæmpe lettelse.
Selvom jeg nogle gange kigger på os og tænker, at vi jo bakser med præcis de samme ting, som vi gjorde for fem år siden, så synes jeg alligevel, at vi har ændret os. Vi gør hurtigere noget andet, vi bliver ikke hængende i de gamle mønstre for længe.
Jeg føler mig også tættere på min kone igen. Vi er blevet hurtigere til at opdage, når vi begynder at glide fra hinanden, og så tage fat på det og få snakket. Det er rart. Jeg er ikke i tvivl om, at vi hører sammen. Selvom vi er meget forskellige, så elsker jeg hende, og jeg vil dele mit liv med hende og med vores børn.
Fra mand til mand
Lad være med at lade stå til. Tingene ændrer sig ikke af sig selv. Selvom det kan virke ubehageligt at skulle se på sig selv og ændre nogle ting, så er det værre ikke at gøre noget. Jeg har mange gange overvejet, om jeg ville få det bedre uden min kone, men jeg er blevet bedre til at opdage, at det ikke er hende, som skal levere til mig. Jeg er selv ansvarlig for mit liv. Også selvom jeg stadig synes, det kan være svært. Det er en stor nyfunden frihed.
Katrine Axholm: “Krisen der forandrede mit liv. 12 mænd fortæller, hvordan de kom igennem”
112 sider, Content Publishing
Udgivelse: 19. november 2019
Foto: Unsplash.
Artiklens underrubrik er redigeret efter udgivelsen i 2019. Tidligere refererede den til mændenes internationale kampdag d. 19. november.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og