BØGER // ANMELDELSE – Evnen til at forvandle os selv til noget, der er en naturlig del af det, der omgiver os, og omvendt at forvandle det fremmedartede til noget, der er en uadskillelig del af os selv, er måske den mest hemmelige kraft i vores liv, skriver den italienske filosof Emanuele Coccia i en ny bog om os selv og vores adfærd inden for egne vægge.
Et hjem er både et afgrænset fysisk rum og et psykisk og kropsligt landskab. Det er et privat område med offentlig interesse i sære blandinger. Meget mere end blot fire vægge.
Boligprogrammer er populært tv; nogle får hjælp til at finde drømmeboligen, andre køber i blinde et halvforfaldent hus, som overraskende ombygges til total harmoni, og nogle åbner deres brogede indretninger, så deres ’type’ kan afsløres. Der eksisterer mængder af glittede boligmagasiner, Bo Bedre, Alt Interiør, og symbolværdi og samlingspunkt har ligget lige for siden 1904 med Egmonts største ugeblad Hjemmet.
Verden over findes kunstneres hjem som museer for at give indblik i, hvordan de boede, mens de lavede de berømte værker. Publikum er nysgerrigt interesseret. At mærke auraen og stedets ånd kan give betydning.
Et hjem er noget, der skabes, ja, skal skabes, i en art tæmningsdans mellem rum, ting og mennesker
Sammenhæng og betydning søger vi tilsvarende i IKEA og Jysk, som sammen med blandt andet HTH, Bauhaus og Tæppeland er behørige støttesøjler for danske huse og hjem.
Men al den interesse, afhængighed og daglige fokus har faktisk sjældent fået en mere samlende refleksion eller et løftet blik. Hvordan bliver et hus eller en lejlighed et hjem? Hidtidig faglitteratur har været temmelig tavs.
Flyt ind til en identitet
En italiensk filosof, Emanuele Coccia, har i denne bog givet et bud på en forståelse af hjemmet, hvor vi kan læse om os selv og vores adfærd inden for egne vægge. Det giver han inspiration til og perspektiv på med mange tankevækkende pointer og aha oplevelser, om end ikke altid helt lige tilgængeligt.
Grundsynspunktet er, at hjem er noget, der skabes, ja, skal skabes, i en art tæmningsdans mellem rum, ting og mennesker. Nok er mange født ind i noget ret fast, fødehjem og slægtsgårde, men primært er hjem noget, vi vælger, forvandler og absorberer, noget, man gør til mig og os, midt i et væld af tilfældigheder.
Coccias beskrivelse af, hvordan vi flytter ind, er fornem. Flytninger beskrives som overgangsriter, og når det er svært at flytte, angår det alt det, vi behøver for at kunne sige ’jeg’. Hvordan mærker man en ny relation til en bolig, på tværs af forrige og tidligere beboere, så ’det her er mig’? Hvor kan vi falde til, se os selv, finde det rette element. Umiddelbar mavefornemmelse og forelskelse, kan den blive til langvarig kærlighed og identitet?
Standardrummene
Coccia kommer vidt omkring, og det kræver tungen lige i munden.
Blandt bogens 12 kapitler kan man med fordel begynde med de mest konkrete, dem om standardrummene: Køkkenet, der har forvandlet urildstedet til hjemmets mest teknisk og elektrisk elaborerede rum, hvor vi fortsat transformerer fødevarer til mad, og selv transformeres af kropsomsorg og nydelse.
Man kan ikke bebo en helt tom bolig. Vægge og lofter må fyldes, kommoder og senge, borde og gryder må installeres via lange og besynderlige ceremonier
Badeværelset, der historisk set er boligens senest tilkomne rum, det teknisk mest komplekse rum og det, der i materialer og farver har mindst tilfælles med resten af boligen, og som kan låses indefra. Et hus i huset, forbeholdt bestemte oplevelser med væsker, dampe og renlighed og noget med krop og køn.
Soveværelset, der skal tage imod og muliggøre lange perioder af psykisk fravær og flugt og skærme os mod fremmede blikke. Garderoben, der gemmer på det tøj, vi også tager med uden for hjemmet, som en offentlig del af det ellers private. Således søger bogen at tolke på rummene.
Tingene
Og så alle de ting, der fyldes ind i hjemmene. Man kan ikke bebo en helt tom bolig. Vægge og lofter må fyldes, kommoder og senge, borde og gryder må installeres via lange og besynderlige ceremonier, hvis regler vi alle kender, om end kun ubevidst. Hjemmet er det rum, hvor alle vores ting eksisterer som subjekter; de får en slags sjæl, og hjemmene bliver personlige museer.
Kæledyr lukkes med ind i hjemmene, disse andre levende arter får et selvstændigt kapitel. Ligesom de sociale medier gør, de nyere kæledyr! Når teknologien flyttede ind i det hastige og voldsomme omfang, bidrog den til at gøre det private hjem mere offentligt, og den møblerede, som personforlænger, om på både følelser og fornuft. Begrebet hjemmeside er sigende.
”Denne evne til at forvandle os selv til noget, der er en naturlig del af det, der omgiver os, og omvendt at forvandle det fremmedartede til noget, der er en uadskillelig del af os selv, er måske den mest hemmelige kraft i vores liv,” skriver Coccia.
Inspirerende og vildtvoksende fagbog
I diskussion med flere filosofiske retninger, strukturalisme, fænomenologi, funktionalisme, kommer Coccia vidt omkring; tydeligst kredser det om eksistensfilosofi og om identitet, hvorimod det begreb om lykken, som titlen lover, ikke forfølges særlig klart. Han søger efter grænser og afgrænsninger, men nuvel, vi får kalejdoskopisk også ture rundt om køn, skrift, klimatrussel, fortælling, kommunikationsvælde, utopier og den antropocæne tidsalder.
I det historiske perspektiv fastholder bogen, at mennesker begyndte som nomader med boliger af træ og skind for dernæst at blive mere fastboende med bygninger af sten, fra organisk til uorganisk, og den tankefølge ender i forslaget om at indrette byer, som vi indretter hjem.
Coccia får lidt af det hele med, og dermed også noget for meget
Et hjem er for ham en moralsk, psykisk og materiel realitet, der gør det muligt at være i og tage verden aktivt i besiddelse på en bedre måde, end vores natur tilsiger. Hjem indgår i mange forestillinger og talemåder, blandt andet i betydningen komme hjem, besinde sig, falde til ro, og for eksempel har nostalgi med hjemrejse at gøre, det vil sige svunden tid og oprindelse som virksomt fænomen. Alt det er hverken irrelevant eller uspændende, men på den ret korte plads får det præg af et sofistikeret essay.
Coccia får lidt af det hele med, og dermed også noget for meget. Det er inspirerende og interessant som introduktion, men ofte mere vildtvoksende end pædagogisk. Selv har han flyttet ofte og boet mange steder, og med en del personlige erfaringer derfra bliver han også momentvis anekdotisk og ligefrem privat, en tendens, man ser mere og mere i den akademiske faglitteratur! Hans sprog er elegant, men kan også ende i både patos, hårtrukne metaforer og upåkrævet prosalyrik. Oversætteren har været på arbejde med den ofte overbroderede tekst!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og