Coronakuller – hvor blev jeg af?

i Klumme/Liv & Mennesker af
SYDSTATSLIV // KLUMME – “Folk forsvinder…. Morten, hvor blev du af?” synger De Eneste To. Byt Morten ud med Julie, og du har et meget godt billede af, hvordan Julie Bendtsens hjemmegående liv har formet sig det seneste halve år under coronakrisen. Det er faktisk svært at se lyset for enden af tunnelen.

RALEIGH, NORTH CAROLINA – “Jeg tror simpelthen, det er en følelse af, at min identitet langsomt er blevet suget ud af mig.”

Lidt tunge ord for en FaceTime-samtale en torsdag eftermiddag, men de faldt ikke desto mindre, da jeg forleden havde en tiltrængt og savnet cyberdate med min ældste veninde over et glas rosé og med et Atlanterhav imellem os.

Fredag den 13. marts var sidste gang, jeg kørte mine børn i skole. Derefter lukkede den, og det samme gjorde et væld af landegrænser verden over. The rest is history, som man siger her i USA

Hun var den første, jeg sagde det til, men jeg har tænkt tanken mange, mange gange i den senere tid.

Fredag den 13. marts var sidste gang, jeg kørte mine børn i skole. Derefter lukkede den, og det samme gjorde et væld af landegrænser verden over. The rest is history, som man siger her i USA.

Men hvor det i mange lande – Danmark inklusive – rent faktisk også begynder at føles som historie og noget, man har taget skridt til at lægge bag sig, mens skolerne, arbejdspladserne og caféerne er åbnet igen, er der ikke rigtig noget tegn på lys her. Jeg kan ikke engang få øje på den tunnel, lyset skulle ligge for enden af.

Det betyder, at jeg nu på sjette måned går hjemme med mine børn. Og de går hjemme med mig. Det er et scenarie, jeg aldrig i selv den vildeste LSD-rus kunne have forestillet mig.

De første par måneder gik med “virtual learning”, og hvor den 10-årige var så selvkørende, at hun kun stak hovedet ud af sit værelses nyetablerede kontormiljø, når hun var sulten, havde den 6-årige brug for lidt mere vejledning og hjælp til overblik. Så dér sad jeg, i min farmor og farfars gamle lænestol ude på trappereposen foran deres værelser, time efter time, dag efter dag.

Sidste skoledag, ingen summer camps, ingen udlandsrejser – ingen Danmarksbesøg.

Rejserestriktionerne har betydet, at selv om vi som danske statsborgere med dertilhørende pas altid kan rejse TIL Danmark, kan vi ikke uden videre komme tilbage til USA (med “uden videre” mener jeg, at der findes smutveje, men de er både tidskrævende og lidt for risikable).

Vores børn – og vi – har ikke set deres danske familie i et år. Det tærer på alle.

Værst har det været i de to måneder af sommeren, hvor timerne mellem 10 og 17 er for varme til nogen former for udendørs aktivitet, og vi derfor kun har kunnet glo på hinanden indendørs

Min mands arbejde har ikke på noget tidspunkt været påvirket. Han har om muligt fået endnu mere at se til. Men børnene og jeg har gået og gloet på hinanden og hunden i snart et halvt år.

Værst har det været i de to måneder af sommeren, hvor timerne mellem 10 og 17 er for varme til nogen former for udendørs aktivitet, og vi derfor kun har kunnet glo på hinanden indendørs.

I årevis, siden vi flyttede hertil, har det irriteret mig, når nogen med bekymret medlidenhed spurgte mig, om jeg da virkelig kunne få tiden til at gå som hjemmegående, og om jeg dog ikke savnede at have noget at lave.

Det er en diskussion, jeg ret hurtigt blev træt af at tage og derfor bare gled af overfor. Hvis nogen spurgte mig nu, ville svaret se helt anderledes ud. For i snart et halvt år har jeg ikke set skyggen af nærhed med eller input fra mennesker, som kender mig som andet end en fjerdedel af en familie eller halvdelen af et par.

Jeg er begyndt at skrive igen og gudskelov for det. Men berigende eller ligefrem udviklende elementer for personen Julie er lige så stille blevet gnedet væk med håndspritten og isolationen.

Jeg anser egentlig mig selv som værende en ok kompetent mor, men det har vist sig, at jeg ikke bliver en bedre mor af at være mere mor. Det er stik modsat.

Jeg har en hed drøm om at tage en weekend til en anden by, helt alene. Bare mig i New Yorks gader. Eller Nashville. Eller Miami Beach. Mig der laver, hvad jeg har lyst til og sover så længe, jeg kan og vil, og ingen der siger mit navn – og med mit navn mener jeg ikke Julie, men det navn jeg går under 98 % af tiden: Mor.

Jeg bliver mere ugidelig, mere vrissende, mindre tålmodig og mindre interessant – også for børnene. Jeg kan afsløre, at der er noget ganske demotiverende i at bruge størstedelen af sin tid på noget blot for at mærke, at man bliver dårligere til det.

Jeg har en hed drøm om at tage en weekend til en anden by, helt alene. Bare mig i New Yorks gader. Eller Nashville. Eller Miami Beach. Mig der laver, hvad jeg har lyst til og sover så længe, jeg kan og vil, og ingen der siger mit navn – og med mit navn mener jeg ikke Julie, men det navn jeg går under 98 % af tiden: Mor.

Men der er ingen, der kan rejse nogen steder nu. New York har 14 dages obligatorisk karantæne for folk, der kommer ind udefra, Nashville uden propfyldte honky tonk-barer er ikke Nashville, og få mig ikke startet på the Covid shitshow that is Florida

Så den solotur bliver lige nu ved tanken og drømmen. Gravet ned et sted sammen med en identitet gone missing.


Topillustration: Unsplash

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).

Seneste artikler om Klumme

Samfundssind

Samfundssind

SYDSTATSLIV // KLUMME – Skal børn inkluderes i familiesamtaler om emner som