BØGER // ANMELDELSE – Der er skrevet masser af litteratur om arkitektur, men koblingen med demokrati er ikke velbevandret på dansk, skriver Niels Dichov Lund. Hvor og hvordan rummene for demokrati er, giver politologen Jan-Werner Müller nu et stort essayistisk bud på. Velkomment og vedkommende, men det indfrier dog ikke helt, hvad Lund havde forventet og glædet sig til.
Ud på gader og stræder, dele flyers ud og tale med folk. Sådan siger mange politikere under en valgkamp. Selv med så mange andre kommunikationsmuligheder er mødet i det fysiske rum åbenlyst vigtigt i den demokratiske udveksling, og når folket er på gaden og på torvene, kan det demokrati, som ellers er svært at se umiddelbart visuelt, måske netop studeres via disse steder og rum.
Derfor lyder en bog specielt om demokrati og arkitektur spændende. Den mindst ringe politiske styreform kombineret med udformningen af vores fælles fysiske omgivelser. Der må være bud til alle omkring de steder, hvor vi udveksler synspunkter, udfolder og bøjer viljer, protesterer og fredeligt lander beslutninger.
Det teoretisk-ræsonnerende lettes af, at formen er mere essay end afhandling, men jeg synes også dels, at han hænger mere i antikken end i nutiden
Masser af litteratur er der skrevet om arkitektur – historie, bydel-guides, oeuvre-gennemgange af store arkitekter, bøger om stemninger, bysociologi etc., men koblingen med demokrati er ikke velbevandret på dansk.
Hvor og hvordan rummene for demokrati så er, giver politologen Jan-Werner Müller et stort essayistisk bud på. Velkomment og vedkommende – men som dog ikke helt indfrier, hvad jeg havde forventet og glædet mig til.
Tre hovedrum
Müller undersøger stedernes og rummenes udformning, og hvordan stilarter og bestemte ikonografier kan medvirke til at lokalisere vores demokrati. Monumenter kan også høre med og byplan anses som arkitektur.
Han koncentrerer sig om pladser, paladser og gader, tre rum hvor magt og demokrati kan brydes, og han går dels stærkt historisk til værks – langt tilbage, og dels sociologisk for at analysere hvordan steder kan give identifikation og få politisk symbolværdi.
Paladser
Paladser, slotte, borge var fyrstesamfundenes traditionelle magthaversteder, men mange former herfra er fragtet med over i demokratiernes parlamenter – overtaget eller kopieret, og der er typisk en meget stærk symbolik tilknyttet. København har Christiansborg og Schwerin et historicistisk slot til den tyske delstats landdag, medens fx Wien og Kongressen i Washington holder den klassicistiske tempelstil.
Et demokratis formelle hovedsæde skal besidde en ophøjet værdighed og indgyde andægtig respekt, og den indre udformning, med fx halvrund plenarsal efter det græske amfiteater skal styre borgernes opfattelse af en bestemt politisk dramaturgi – transparens eller lukkethed. Mange af nutidens ’demokratisk valgte’ autokrater har oppustet eget paladsbyggeri – Ceausescu, Putin, Erdogan – medens fx DDRs Palast der Republik i Berlin blev udraderet!
Pladser
Typisk har paladser også har haft tilknyttede pladser, til parade, til hyldest – og til protester. Men pladsen har også en stærk historie helt tilbage til det græske agora og det romerske forum, torvet hvor borgerne både fysisk og symbolsk forsamledes – og som Müller gør meget ud af.
Og derfra vrimler det med vigtige pladser – Den Himmelske Freds Plads, Bastille, Kremls Røde Plads, Tahrir i Cairo blandt mange, der med centrale placeringer er vigtige i den politiske historie, for kollektiv synlighed og forestillingen om forsamlingsfrihed.
Pladser har også en væsentlig relation til parker og til festivaler, åbne rum, ofte med magt- og pragtmonumenter, men hvor også meget ureguleret kan opstå. Fælleden var vigtig for den tidlige arbejderbevægelse i Danmark, Kongens Have ved Rosenborg var længe utilgængelig for almindelige borgere, en fællesskabs-fejring i Berlins Tiergarten er nylig blevet angrebet.
Gader
Endelig tager Müller fat på gaden – det mindst magtstyrede, det mest jævne rum med blandingen af boende, handlende og gående, med dem der hænger ud, tigger eller blot sidder i fælles anonymitet, gensidig ligegyldighed og åbenhed over for uassimileret andethed. ’Gadens parlament’ er fx ordet for magthaver-modstand, og her bygges der af og til barrikader – Istedgade overgiver sig aldrig, som det hed under Folkestrejken i 1944. Det er måske nok Müllers – sociologisk – bedste afsnit.
Müller har som historiker og specialist i politisk teori et bredt internationalt virke, for tiden professor i Princeton. Med ca. 40 sider noter og alle referencerne mangler hverken kyndighed eller grundighed. Vægten ligger på politisk teori og sociologi plus lidt jura, og der er både begrebsudredninger og ikke mindst lange historiske perspektiver. Det teoretisk-ræsonnerende lettes af, at formen er mere essay end afhandling, men jeg synes også dels at han hænger mere i antikken end i nutiden, og dels at der mangler noget omkring den indfølte sans for rum og arkitekturens æstetiske fremtoning.
Her er Müller jo så heller ikke fagmand, men det undrer mig alligevel, at en bog med det emne trækker så lidt på det visuelle, og bogens illustrering fremstår udover det sparsomme og gnidrede da også helt fantasiløst ligegyldig.
Til dansk inspiration
Müller fokuserer mest på parlamentsbygninger, de voluminøst paladsagtige og øverst symbolske steder for demokratiet. Formelt er de jo centrale, men der er vel andre og nok så signifikante bygninger og rum for demokratiet, og vel så typisk offentligt styrede, til fælles funktioner og bredt til befolkningers trivsel og udvikling. Dem havde jeg håbet at skulle læse om!
Både de monumentale røde byskoler til arbejderbørn i København omkring år 1900 og 1960ernes centralskoler på landet melder sig. Og arkitekt Henrik Wencks – mange forskellige – danske stationsbygninger samlede sig som en hyldest til jernbanens kollektive sejrsgang. Kulturbygninger som museer og folkebiblioteker voksede frem sammen med demokratisk folkeoplysning, nogle med ophøjede tempellignende facader, andre med dagligstuepræg.
Demokratisk arkitektur falder ind – frem for at stikke af. Stedets ånd kan forenes med demokratiet ånd, så selvbevidsthed bliver snarere indlysende end promoverende
Også civilsamfundet, forenings-Danmark og almennyttige fonde har bygget og bygger. Andelsmejerierne havde deres trygt genkendelige udseende landet over, højskolerne ligeledes som bredt fordelte folkebastioner, fx typisk med en ikonografisk næsten sakral foredragssal som centrum; nogle som fx foregangsinstitutionen Ollerup ydermere medbygget af en frivillig lokalbefolkning. Ligeledes rummes der steds- og rumbårne skelsættende kollektive erindringer for flere generationer danskere inden for eksempelvis KB-hallens og Aarhus stadions arkitektoniske rammer.
Andelsboligforeninger og almennyttige boliger markerede i 1900-talets første halvdel betydningsfuld ideologisk-social synlighed, medens flere senere, som fx Gellerupparken og Mjølnerparken, utilsigtet udviklede sig uhensigtsmæssigt med spegede demokrati-diskussioner til følge.
Er Grundtvigskirken – tilblevet samtidig med udvidet valgret, lensafløsning, socialdemokratisk sejrsgang og folkeoplysning, og samstemt lokalt med fine andelsboliger for den jævne middelklasse – faktisk en art folkekatedral, der foruden grundtvigianismen også hylder murer- og teglværkshåndarbejdet.
Skal befolkningen være mere med?
Bliver nogle rådhuse med byrådssale mere involverende hvis arkitekturen er god, og indfris fællesskabstanken i det beundrede Tietgenkollegiet via dets form? Sådanne spørgsmål kan den udenlandske bog lande i en dansk kontekst. Berettiget, gavnligt og gavmildt.
Demokratisk arkitektur falder ind – frem for at stikke af. Stedets ånd kan forenes med demokratiet ånd, så selvbevidsthed bliver snarere indlysende end promoverende. På den ene side synes en del af det offentlige velfærdsbyggeri – trods forskellighed – støt mere åbent og inkluderende både i proces og resultat, på den anden side har også ensrettende tendenser tromlet fantasi- og forskelsløse standarder ind over moderne bygninger og afsjælet menneskelige fællesskaber.
Endelig har demokrati og arkitektur et perspektiv i at holde de pengestærke og developerne i strammere snor. Med fx en kommunal arkitekturpolitik – som mangler mange steder, og en opfyldning af planlovens bestemmelse om borgerinddragelse – som halter mange steder, kunne mange flere interesserede medborgere være med til at præge udformningen af de fælles gader, pladser og bygninger. Også her vil Müller nikke med.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og