KVINDELIGE ARKITEKTER // BOGOMTALE – Med bogen Ufortalte historier – om kvinder, køn og arkitektur bliver en lang række betydningsfulde kvindelige arkitekter, som hidtil ikke har fået nogen plads i arkitekturhistorien, hevet frem af glemslen. Samtidig får vi en historie om arkitekturens udvikling i de første 50 år af det danske velfærdssamfund, som kvinderne i højere grad end hidtil beskrevet har sat deres præg på.
Indtil for ikke så forfærdelig mange år siden var det mændene, der tegnede arkitekturfaget. Og det var – og er – også blandt hankønnet, man finder de største ”stjernenavne” inden for arkitekturen.
Hvem kender ikke Bjarke Ingels, Arne Jacobsen og Steen Eiler Rasmussen? Men hvem kender Ragna Grubb, Karen Clemmensen, Inge Exner, Anne Marie Rubin og Agnete Muusfeldt? Nej, vel?
Men blandt os, der gik i byen i København i 90’erne, hvem husker så ikke Copenhagen Jazzhouse i Niels Hemmingsens Gade? Om ikke andet så for husets legendariske natklub, der holdt til i kælderregionen i Kvindernes Bygning. Hvad de færreste af os dog anede var, hvem der havde stået bag den karakteristiske og modernistiske bygning fra 1937.
Hverken kendt eller anerkendt
For selvom det er særdeles begrænset, hvad man kan finde om bygningen og dens arkitekt i den arkitekturhistoriske faglitteratur, så var den både stilskabende og et af de smukkere udtryk for tidens stilart, funktionalismen.
Samtidig var den et af de første byggerier i Danmark opført i jernbeton og udstyret med et ”for den tid topmoderne varme- og ventilationsanlæg”, som det fremgår af bogværket Ufortalte historier – om kvinder, køn og arkitektur i Danmark.
Men ligesom en lang række andre betydningsfulde kvindelige arkitekter, så er Ragna Grubb aldrig rigtig blevet anerkendt – endsige kendt – for hverken Kvindernes Bygning eller sine øvrige arkitektoniske udfoldelser. Det ønsker bogen Ufortalte historier at gøre op med. De tre forfattere vil være med til ”at skrive en ny arkitekturhistorie”.
… gør den i arkitekturhistorisk og feministisk sammenhæng mindre velbevandrede læser meget klogere på kvindelige arkitekters indflydelse på nutidige bygningsværker og deres omgivelser
Arkitektstudiet på Det Kongelige Kunstakademi i København blev grundlagt i 1754, men der skulle gå over 150 år, før det i 1908 blev åbnet for, at kvinder også kunne uddanne sig til arkitekter. Og til langt op i århundredet var det mændene, som fyldte mest op i uddannelsen. I dag er derimod mellem 65 og 79 pct. af de studerende på arkitektstudierne kvinder eller – som forfatterne allerede i det indledende kapitel skriver – personer, der ”identificerer sig som kvinder”.
Da velfærdssamfundet udviklede sig
De tre forfattere ønsker dog ikke at ”tilføre enkelte kvinder til den arkitekturhistoriske kanon – og dermed give næring til den patriarkalske heltefortælling om den moderne arkitekt som et enestående geni”.
Tværtimod vil de bidrage til ”en ny og udvidet arkitekturforståelse”, hvor de undersøger, ”hvordan arkitektur bliver til på tværs af køn og forskellige former for viden og kunnen …”
Det forhindrer dem dog heldigvis ikke i ud fra et tydeligt feministisk grundlag at bringe en række minibiografier af 34 kvindelige arkitekter, der fra omkring 1930 og frem til 1980 var med til at præge den danske arkitekturhistorie i den periode, hvor det danske velfærdssamfund opstod og udviklede sig.
De tre forfattere Jannie Rosenberg Bendsen, Sava Riesto og Henriette Steiner har alle en baggrund i arkitektur- og byhistorie. Deres bog er en del af forskningsprojektet Kvinder i dansk arkitektur, som bl.a. i 2022 resulterede i udstillingen Kvinder skaber rum på Dansk Arkitektur Center.
Et ideologisk udgangspunkt
At den er en del af et akademisk forskningsprojekt på Københavns Universitet, sætter også umiskendelige aftryk i bogen. Blandet andet med en række af de i tiden aktuelle identitetspolitiske og ideologiske udgangspunkter, som præger dele af det universitære miljø, og hvor man fx ikke er, men ”identificerer sig som kvinder”.
Det skal dog i den store sammenhæng ikke afskrække nogen fra at give sig i kast med den omfangsrige og rigt illustrerede bog, som gør den i arkitekturhistorisk og feministisk sammenhæng mindre velbevandrede læsere meget klogere på kvindelige arkitekters indflydelse på nutidige bygningsværker og deres omgivelser.
Der er altså ikke noget borgerligt og romantisk kærlighedsfis her
For ligesom den lægger ud med den klassiske Kvindernes Bygning, runder den af med Kildeskovhallen i Gentofte, hvor et par kvindelige arkitekter, Karen Clemmensen og Agnete Muusfeldt, har spillet centrale roller for henholdsvis udformningen af selve hallen samt dens omgivelser.
Det sker i kapitlet ‘Samarbejde – en fortælling om, hvordan arkitektur bliver til’, hvor vi dels bliver klogere på det samarbejde, som foregår mellem mange forskellige professionelle aktører, når et stort bygningsværk og dets omgivelser skal se dagens lys. Samtidig får vi et indblik i både bygningsarkitektens og landskabsarkitektens overvejelser, trængsler og arbejdsmetoder. Og i øvrigt er både Kildeskovhallen og dens skovprægede omgivelser i dag fredet.
Marxistisk teoretisk ”kærlighedsforhold”
Samarbejde spiller i det hele tagen en central rolle i bogen alene af den grund, at mange af de kvindelige arkitekter har delt tegnestue, arbejdsfællesskab og virksomhed med deres ægtemænd. Ligesom de i fællesskab har tegnet deres private huse med indbyggede tegnestuer.
Her kommer kvindernes roller frem i fuld flor, samtidig med at bogens og forskningsprojektets udgangspunkt umiskendeligt skinner igennem.
Forfatterne understreger flere gange, at de kvindelige arkitekter i bogen ikke har noget feministisk eller ideologisk udgangspunkt for deres virke. Men når det gælder fortællingen om de samarbejdende arkitektægtefæller, så tager forfatterne et klart udgangspunkt. Det sker i det særdeles spændende kapitel ‘Kærlighed – tre huse til kvinders arbejde, familie og kærlighedsliv’.
Og man kunne jo umiddelbart spørge sig selv om, hvad i alverden deres kærlighedsliv har med sagen at skaffe?
Jo, det har det, fordi forfatterne anvender begrebet ”kærlighedsforhold” i en meget bred forståelse ved at tage udgangspunkt i sociologen Eva Illouz’ anvendelse af marxistisk teori. I den forståelsesramme ser de ”kærlighed som en organiserende samfundsmæssig kraft, der sætter spor i hjemmets organisering og arkitektur samt forholdet til de muligheder, kvinder og mænd i disse forhold har for kreativt (sam)arbejde”.
Der er altså ikke noget borgerligt og romantisk kærlighedsfis her, selv om de også – og ud fra samme definition – benytter sig af betegnelsen ”romantiske forhold” om parrenes ægteskabelige, familiemæssige og arbejdsrelaterede (kærligheds)forhold.
’Hot stuff’ for dame- og billedbladene
Kapitlet handler om arkitekterne Inge Exner, Karen Clemmensen og Rut Speyer – og deres ægtemænd, og det giver et spændende og broget indtryk af, hvad det ville sige at være kvindelig arkitekt i midten af den 20. århundrede, hvor ’kendte’ arkitektægtepar og deres moderne, selvskabte huse, var ’hot stuff’ for dame- og billedbladene.
Selvom forfatterne ikke vil kanonisere nogen af de kvindelige arkitekter, så lykkedes det dem dog (heldigvis) – ud over bogens mange informative minibiografier – også at komme nærmere ind på livet af en lille håndfuld af de omtalte kvinder, så vi får et mere afrundet billede af personen bag arkitekten. Det skyldes bl.a. den store mediebevågenhed, der i 1950’ene og 60’erne var på arkitektparrene og ikke mindst deres huse, og hvad indretningen betød for kvindens traditionelle opgaver i hjemmet.
At arkitekturhistorien så – indtil videre – ikke har givet disse kvinder samme bevågenhed, skyldes jo nok … at de var kvinder.
Thylejren og køkkenrevolution
Ufortalte historier kommer vidt omkring i arkitekturen. Vi er både i Thylejren og på Christiania. Og et helt kapitel er tilegnet ”revolutionen i køkkenet”, hvor man allerede fra 1930’erne begyndte at have nye visioner for, hvordan man skulle ændre indretningen af køkkenet i en mere praktisk og rationel retning.
Det skete under indtryk af, at boligerne efterhånden voksede i størrelse, og at stadig flere kvinder søgte ud på arbejdsmarkedet og dermed både skulle passe deres arbejde og den hjemlige husholdning, som det også var tilfældet i arkitektparrenes ”kærlighedsforhold”.
Og i øvrigt blev denne køkkenrevolution forløberen til det, vi i dag kender som ”samtalekøkkenet”, hvor der i reklamerne næsten lige så ofte optræder mænd som kvinder. Men det er en anden historie.
Ufortalte historier fortæller en ny historie om det 20. århundredes arkitektur i Danmark. Her bliver de kvindelige arkitekter hevet frem fra glemslen uden at ende på en piedestal. Samtid får vi både et indblik i disse kvinders arbejds- og livsvilkår og i, hvordan mange forskellige specialer og kompetencer nødvendigvis må arbejde sammen for at nå de fælles mål, som endte med at blive velfærdssamfundets arkitektur.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
