POLITIK // BOGOMTALE – I den netop overståede valgkamp stillede mange spørgsmålstegn ved Lars Løkkes hamskifte og kaldte ham en magtsyg opportunist. Men politikere skal have lov til at ændre holdning og arbejde imod det, de tidligere stod for, hvis de ellers erkender deres eget hykleri og bruger det på en idealistisk måde. Ny bog sætter fokus på politisk hykleri og argumenterer for en mere nuanceret forståelse af, at hykleriet er både uundgåeligt og nødvendigt for en visionær politisk udvikling.
I 1989 skrev den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger et essay med den danske titel Tilbagetogets helte. I lyset af Murens fald og Sovjetunionens optøen anført af Mikhail Gorbatjov og hans reformpolitik så Enzensberger et behov for at gøre op med den forstenede opfattelse af helten, som han mente, prægede den vestlige civilisation.
Der er to konkurrerende historier om Lars Løkke lige nu. Enten er han en oprigtig og realistisk politiker, der har indset behovet for at gøre op med sin egen tidligere (blok)politik og er gået all-in på at skabe et reelt alternativt fra midten – en slags tilbagetogets helt – eller også er han en opportunist, der skjuler sit sande jeg og bare vil tilbage til magten
Enzensberger henviste til den store militærteoretiker von Clausewitz, som slog fast, at tilbagetoget er den vanskeligste af alle operationer. Sådan er det også i politik, hvor der dog sjældent uddeles store roser for at trække i land og gå på kompromis med ting, man tidligere mente og forfægtede politisk. Det er ikke tvivlerne og reformisterne, der får rejst statuer og bliver udødeliggjort. I stedet bliver de som regel udskældt, og deres motiver beklikkes.
Og det er et problem, mente Enzensberger. For det egentlige (politiske) heltemod ligger i at gøre op med fortiden – også sin egen – og så lægge kursen om, når det er nødvendigt. Enzensbergers essay er en af de mange teoretiske og litterære referencer, som forsker, debattør og forfatter Silas F. Harrebye bruger til at diskutere politisk hykleri og dets betydning for vores demokratiske samtale i sin nye bog.
Når man har læst bogen og fulgt den nyligt overståede valgkamp i Danmark og de pågående regeringsforhandlinger samtidig, er det meget svært ikke at komme til at tænke på Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne.
Der er to konkurrerende historier om Lars Løkke lige nu. Enten er han en oprigtig og realistisk politiker, der har indset behovet for at gøre op med sin egen tidligere (blok)politik og er gået all-in på at skabe et reelt alternativt fra midten – en slags tilbagetogets helt – eller også er han en opportunist, der skjuler sit sande jeg og bare vil tilbage til magtens centrum.
Hyklerianklagen er blevet et flittigt brugt redskab i den politiske værktøjskasse og får som regel fuldt medløb i både traditionelle og sociale medier, som lever af og trives med forargelsen og den hurtige værdidom som benzin
Så hvad skal vi egentlig mene om det?
Den centrale pointe i Harrebyes bog er, at vi i hvert fald lige er nødt til at trække vejret, inden vi smider hykleri-anklagerne afsted mod Løkke og andre politikere, der tillader sig at skifte holdning eller ikke er evigt konsistente i deres politik.
Før vi dømmer og fordømmer skal vi forstå, at hykleri selvsagt sagtens kan være et problem, men at det også kan være både konstruktivt og nødvendigt for at drive den menneskelige udvikling fremad.
Vi lever i hykleriets tidsalder
I bogen skriver Harrebye, at vi lever i hykleriets tidsalder. Hykleri har altid været et uundgåeligt element i et liberalt demokrati, hvor politikerne lever af at fremstå ‘rene’ og præsentere vidtløftige visioner, som de kan have svært ved at indfri.
Men hykleriet er ifølge Harrebye kommet til at spille en stadig større rolle i den politiske offentlighed, blandt andet fordi sociale medier giver en ekstrem gennemsigtighed og opmærksomhed på selv den mindste lille uoverensstemmelse mellem holdninger og handlinger.
Hyklerianklagen er blevet et flittigt brugt redskab i den politiske værktøjskasse og får som regel fuldt medløb i både traditionelle og sociale medier, som lever af og trives med forargelsen og den hurtige værdidom som benzin.
På den måde bliver de mange hyklerianklager en slags politiske stopklodser i en situation, hvor vi faktisk har brug for det modsatte i form af radikale visioner og planer
En befolkningsundersøgelse i bogen viser, at den megen snak og medieomtale af politikernes hykleri er med til at underminere befolkningens tillid – ikke bare til politikerne, men til demokratiet som sådan. På den måde bliver de mange hyklerianklager en slags politiske stopklodser i en situation, hvor vi faktisk har brug for det modsatte i form af radikale visioner og planer, der kan bidrage til at løse klimakrisen og de andre store kriser, vi står over for.
Harrebye graver sig ned i hykleribegrebet, opstiller en hykleriets typologi og giver nogle rettesnore til politikere og alle andre, som ønsker at blive det, forfatteren kalder ‘den gode hykler’. Her handler det om erkendelse. Om at se sit eget hykleri i øjnene og vælge at forholde sig idealistisk til det frem for kynisk.
Hvis man går op i klimaet, men stadig flyver meget, kan man vælge at sige ‘sådan er det, det er mit valg’, eller man kan fastholde idealet om at flyve mindre og så løbende finde andre måder at komme på ferie. Det sidste kræver en væsentlig tolerance fra både hykleren selv og omgivelserne, fordi man moralsk set er på gyngende grund, mens man arbejder på at tilpasse sine handlinger. En tolerance, som der sjældent er plads til i den politiske debat.
I sin bog bruger Harrebye en række personer og sager fra de senere år til at skærpe sin analyse. Bogen rummer således interview med otte politikere og meningsdannere, der selv har været anklaget for hykleri eller udsat for shitstorms på den ene eller anden måde, herunder Lars Løkke Rasmussen, Pelle Dragsted, Morten Messerschmidt og Carolina Magdalene Maier.
Der er ingen tvivl om, at Løkkes og Moderaternes store vælgeropbakning i høj grad skyldes Løkkes personlige stil. Han fremstod frigjort og virkede på mange måder som fornuftens stemme
I varierende grad erkender disse interviewpersoner deres eget hykleri og/eller deres anvendelse af hyklerianklager over for politiske modstandere. Lars Løkke siger eksempelvis om de meget omtalte anklager om løftebrud, som han i sin tid hældte ud over Helle Thorning-Schmidt og hendes regering:
“… det var der en god portion hykleri i (…) For sandheden er jo, at alle de løftebrud, de begik, var nogle, som vi godt kunne lide (…) Vi lavede jo masser af aftaler med dem om fx at sænke selskabsskatten, men vi havde samtidig en underliggende dagsorden, der handlede om troværdighed og hykleri. De sagde et og gjorde noget andet. Selvom det, de gjorde, faktisk var noget, vi godt kunne lide. Og det er vel også et eksempel på en slags hykleri i den politiske debat?”
Lars Løkke bekender sine synder
I bogen bekender Lars Løkke nogle synder, og samtidig virker han oprigtigt glad for at være kommet ud af den spændetrøje, som regeringsmagten også kan være. Han taler i interviewet en del om at have det dårligt med, hvor meget han lod sig presse af støttepartierne Liberal Alliance og Dansk Folkeparti til et punkt, hvor det blev det, han kalder ‘selvhyklerisk’.
På den måde går der en lige linje frem til den Lars Løkke, vi oplevede i valgkampen. Der er ingen tvivl om, at Løkkes og Moderaternes store vælgeropbakning i høj grad skyldes Løkkes personlige stil. Han fremstod frigjort og virkede på mange måder som fornuftens stemme, der nægtede at tage del i de traditionelle politiske grøftegravskrige og i stedet fokuserede på de åbenlyse uhensigtsmæssigheder, som der er skabt de seneste år – fx på udlændingeområdet.
Det appellerede i høj grad til de højtuddannede i storbyerne. En af dem, der stemte på Lars Løkke og Moderaterne, den 35-årige chefkonsulent Emil Daugaard, siger i Information d. 6. november, at han især har været træt af de seneste års politiske konkurrence om at have den strammeste udlændingepolitik. Han er fuldt bevidst om, at Løkke som statsminister i høj grad var ansvarlig for den konkurrence, men som Emil Daugaard siger til avisen: “Han har sagt, at det var en fejl, og at han vil arbejde for at korrigere det. Den forklaring køber jeg.”
I mellemtiden kan alle vi andre øve os i at udvise selvkontrol og tolerance, frem for straks at kaste hyklerikortet, når vi støder på politikere, der synes at vakle mellem det, de siger og mener, og det, de rent faktisk gør. For det er ikke sikkert, at deres åbenlyse hykleri faktisk er så stort et problem
Til TV2 har Lars Løkke selv udtalt således om sine ændrede holdninger på udlændingeområdet: “Kald det hykleri, hvis du vil det. Man kan også kalde det refleksion eller at blive klogere.”
På den anden side har vi så Løkkes politiske modstandere, der på ingen måde køber hans forklaringer. De Radikales Zenia Stampe skrev eksempelvis på sin facebookside d. 14. oktober:
“Nogle politikere holder over tid, fordi de står fast og rager op som fyrtårne, som vi andre kan pejle efter. Andre holder over tid, fordi de hele tiden flytter sig efter folkestemningen og taktiske hensyn. Løkke er en mester ud i det sidste … Jeg husker tydeligt, hvor hårdt Løkke angreb Thorning for løftebrud. Måske er det på tide, at vi tager en snak om Løkkes egen opportunisme.”
Tiden må vise, hvem der får ret med hensyn til Lars Løkke og hans politiske hamskifte. Men hvad enten Løkke viser sig faktisk at være politisk opportunist eller en af tilbagetogets helte, så må det i lyset af Silas F. Harrebyes bog siges at være en demokratisk gevinst, hvis han får tid og mulighed for at bevise sig som en selverkendt hykler, der har tænkt sig at arbejde sig frem mod sine (nye) politiske idealer.
I mellemtiden kan alle vi andre øve os i at udvise selvkontrol og tolerance, frem for straks at kaste hyklerikortet, når vi støder på politikere, der synes at vakle mellem det, de siger og mener, og det, de rent faktisk gør.
For det er ikke sikkert, at deres åbenlyse hykleri faktisk er så stort et problem, som vi ofte gør det til. Og det er vi nødt til at forstå. Ellers risikerer vi at gøre varig skade på vores demokrati.
Som forfatteren skriver i sin konklusion:
“For det første er hykleri ikke altid udtryk for bevidst manipulation eller kynisk misrepræsentation. Det er ofte udtryk for amatøragtige fejl og menneskelig utilstrækkelighed. Slår vi hårdt ned på denne slags hykleri, mister vi den visionære politiker, der vover at famle sig frem. Vi risikerer, at hver en politisk tanke, udtalelse og handling bliver styret af frygten for at virke inkonsistent fremfor af modet til at følge et instinkt eller teste en usikker tese. Og hermed ser vi også den mere offensive grund: Nogle former for hykleri er produktive, fordi de tillader os at stile efter de høje idealer uden selv hele tiden og på alle parametre at kunne leve op til dem. Sat på spidsen er min konklusion til forsvar for hykleriet kort sagt: Hellere hyklerisk idealist end konsekvent kyniker.”
Rune Huvendick Jensen er redaktør på den omtalte bog Til forsvar for hykleriet – om politiske visioner og fejlbarlige mennesker.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
