Forklar mig, hvorfor Støjberg ikke skal gå af

Bjarke Larsen 26.06.2017

Hvorfor mener Jan E. Jørgensen, MF for Venstre og cand. jur., at integrationsminister Inger Støjberg ikke skal gå af, selvom der nu er adskillige ”rygende pistoler” i sagen? Det spørgsmål stiller POV’s Bjarke Larsen i dette åbne brev til folketingmedlemmet, hvor han også giver udtryk for sit savn af en tid, hvor tjenersind var vigtigere end magten – en kontrast som Støjberg og Poul Hartling kan ses som billeder på.

Kære Jan E. Jørgensen

Vi har aldrig mødt hinanden, men jeg skriver til dig, fordi jeg gennem medierne har fået et indtryk af dig som et ordentligt og redeligt menneske, der går i en saglig og seriøs dialog – også med folk, du ikke er politisk enig med. Du er også uddannet jurist og medlem af Folketinget for Venstre.

Med de tre kasketter på må du, tænker jeg, være den rette til at svare på det spørgsmål, der optager den politisk interesserede del af Danmark rigtig meget i disse dage:

Skal Inger Støjberg træde tilbage – og hvis nej: Hvorfor ikke?

De ”rygende pistoler”

Vi er en del, der mener, at der efterhånden er adskillige ”rygende pistoler” i denne sag.

Altså håndfaste beviser på, at Inger Støjberg har handlet i strid med regler og love i sin instruks om adskillelse af alle mindreårige asylansøgere fra deres ægtefæller eller samlevere. Dagbladet Information har i dag, mandag, en glimrende gennemgang af sagen og de ”rygende pistoler”.

Hvis Venstre går hen og bliver et pragmatisk parti, dvs. et parti, der tager sine standpunkter fra sag til sag … fortjener man at forsvinde med sagerne. (Poul Hartling i sine erindringer)

Flere borgerlige kommentatorer er enige.

Amalie Lyhne, tidligere pressechef for Liberal Alliance men i dag partiløs, har skrevet en – efter min mening – meget nuanceret gennemgang af sagen i Berlingske i dag, mandag.

Den liberale kommentator Jarl Cordua er kritisk, og jeg har også set bl.a. den konservative kommentator og forfatter Kristian Ditlev Jensen markere sig.

Chefredaktøren på Jysk-Fynske Medier, Troels Mylenberg, ser på sagen på samme måde i sin klumme ”Med lov skal land bygges”.

Flere kan givet nævnes, men selv om bølgerne nok går højt bag kulisserne, så er der på Christiansborg tilsyneladende dannet en solid vognborg omkring Inger Støjberg.

Når der løbes stormløb mod en minister

Det er aldrig noget kønt syn, når der løbes stormløb mod en minister. Umiddelbart kommer jeg til at tænke på dengang, daværende kulturminister Uffe Elbæk (AL) blev væltet på grund af en sag om afholdelse af en række officielle middage på Akademiet for Utæmmet Kreativitet, hvor hans partner var ansat.

Dengang var en lang række af dine partifæller ikke i tvivl om, at det var en kæmpeskandale, og Uffe Elbæk blev grillet i dagevis, indtil han kastede håndklædet i ringen. Nu går de samme politikere rundt og beskylder os, der mener, at Inger Støjberg skal gå af, for at være villige til at acceptere pædofili og barnebrude.

Og når regeringsmagten engang skifter, vil der sikkert komme en ny ministerstorm, hvor rollerne igen-igen er byttet om. Jeg ved ikke, hvad der skal til for at ændre denne politiske kultur – eller vel rettelig mangel på kultur, for det samme sker jo i andre lande. Faktisk tror jeg, at det er et af de få punkter, hvor tingene virkelig var bedre i gamle dage.

At være politiker med ”tjenersind”

Journalist og forfatter Susanne Sayers mindedes i morges på Facebook den tid med nedenstående uddrag fra Poul Hartlings erindringer Godt vejr og dårligt vejr.

Poul Hartling var som bekendt ikke alene Venstres formand og dansk statsminister, men også FN’s flygtningehøjkommissær i otte år og modtog i 1981 på FN’s vegne Nobels Fredspris for flygtningearbejdet. Hartling var også rådsformand for Center for Menneskerettigheder og formand forDemokratifonden. Alt sammen fuldstændigt naturlige poster for en globalt og frihedsorienteret Venstremand dengang. Uddraget lyder, som følger:

“Venstre er med alle fejl, og dem er der nok af, alligevel et sted, hvor liberalt tænkende, frisindede og besindige mennesker kan samle sig. Derfor kan Venstre ikke undværes i Danmark. Derfor vil Venstre leve. Det betyder ikke, at det går af sig selv. Af sig selv går det kun én vej. Men hvis alle Venstres folk med iver og tjenersind vil kæmpe for de ideer, som samler os, vil vi opleve, at de kommer til at præge fremtiden, som de har gjort det i folkestyrets historie til nu.

Betingelsen er, at vi ikke går hen og bliver et pragmatisk parti, dvs. et parti, der tager sine standpunkter fra sag til sag. Gør man det, fortjener man at forsvinde med sagerne.

Betingelsen er, at vi bliver ved med at være liberale. Det tilfredsstiller ikke et menneske at blive dirigeret. Både den enkeltes liv og samfundet som helhed må være præget af frihed og ansvarsfølelse. For os er dette en umistelig del af en menneskelig tilværelse.”

Susanne Sayers udbyggede sin pointe i en kommentar til indlægget:

“Jeg bider især mærke i ordet ‘tjenersind’, som nok også er inspireret af Hartlings teologiske baggrund. I dag bruges det ofte negativt, men det er jo kernen i det politiske arbejde, at man tjener sit land og dets borgere.

I en nyere udgave taler vi inden for ledelsesfilosofi om ‘servant leadership‘ – det lederskab, hvor ønsket om at tjene, at gøre en positiv forskel, kommer først og derefter, ofte tøvende, fører til magten, fordi den er den naturlige følge af ønsket. Modsætningen er den ledertype, som vil lederskabet for dets egen skyld og derfor også er klar til at gå på kompromis med idealer osv., fordi magten er vigtigere end tjenersindet.”

Fra ’tjenersind’ til ’spinkøtere’

Der er langt fra Hartlings Venstre og hans tale om at have et tjenersind til de ’spinkøtere’, der i lørdags prøvede at ødelægge kommentator Jarl Corduas renommé (i hvert fald ifølge Cordua selv; den rygende pistol mangler). Men bare det, at anklagen ikke virker usandsynlig, er et udtryk for det skred, der er sket.

Det samme skred er desværre også sket i andre partier.

Vi citerer i Danmark i tide og utide højskolemanden Hal Kock for i sin bog Hvad er demokrati fra 1945 at sige, at ’demokrati er samtale’. Eller rettere, at ’demokrati er den lange samtale, der går forud for valget, og som fortsætter bagefter. Den slutter ikke.’

Vi er holdt op med at samtale og gået over til at råbe, skyde hinanden de værste motiver i skoene og ikke lytte til modpartens svar.

Jeg håber, du vil svare på dette forsøg på at indlede en samtale.

Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.

Foto af Inger Støjberg af Steen Brogaard. Foto af Poul Hartling: UNHCR.

Bjarke Larsen

Jeg er forlægger og ejer nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk), som nu drives af Aarhus Folkeuniversitet. Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og markedsføring for diverse virksomheder, ngo’er og organisationer. Endnu tidligere skrev jeg om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden samt EU. Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som medlem af byråd- og amtsråd i en periode og som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet. I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.