BØGER // ANMELDELSE — Jeg er Zlatan Ibrahimovic er en fabelagtig fodboldbog om et fodboldliv, der handler om alt andet end fodbold: selvtillid, usikkerhed, anerkendelse, ophav, alkoholisme, vold, selvmordsforsøg og kulturmøder. Gyldendals genudgivelse af Jeg er Zlatan Ibrahimovic giver anledning til glædelig genlæsning af bogen om Sveriges største boldflytter, der i al sin flommede selvfedhed også viser et stort menneskes skrøbelighed og tvivl.
Ikke nok med at salgstallet herhjemme var imponerende for en bog om en svensk sportsstjerne, så var Jeg er Zlatan Ibrahimovic også populær, da den udkom i 2011, fordi den kastede lys over mange andre ting end netop Zlatan Ibrahimovic. Skandinaviens største fodboldangriber, der krøller janteloven sammen som var den et stykke mellemlægspapir, gav eksempelvis os i Dannevang anledning til at gruble over, om den danske kultur og mentalitet umuliggjorde, at fodboldspillere med anden etnisk baggrund end dansk ikke slog igennem på fodboldlandsholdet.
Hvorfor har vi ikke haft flygtninge fra Jugoslavien eller sønner af gæstearbejdere fra Tyrkiet til at trække den rødhvide dragt over hovedet og skråle med på Oehlenschlägers nationalromantiske ørehænger?
Hvorfor har vi ikke haft flygtninge fra Jugoslavien eller sønner af gæstearbejdere fra Tyrkiet til at trække den rødhvide dragt over hovedet og skråle med på Oehlenschlägers nationalromantiske ørehænger? Er det ren og skær tilfældigheder, eller skyldes fraværet, at den danske fodboldkultur ikke kan rumme Mustafa eller Hassan?
”I Sverige har man langt flere etniske minoriteter i Danmark, men man har også mange flere erfaringer med at integrere dem. I mange år har man arbejdet ud fra en filosofi om gensidig tilpasning. I Danmark er den typiske tilgang assimilation, hvor de etniske minoriteter skal tilpasse sig den danske kultur,” har forskeren Sine Agergaard sagt i en artikel til videnskab.dk, der fokuserer på, hvorfor det danske landshold ikke har haft en Zlatan. Måske vi faktisk kunne lære noget af svenskerne, selv om vendingen ”svenske tilstande” ikke normalvis har positive konnotationer.
Spørgsmålet om, hvorfor fodbolddanmark ikke producerer verdensstjerner med anden etnisk baggrund end dansk er relevant, når man ser den pauvre situation vores fodboldlandshold har været i på angrebsfronten de sidste mange år med medietrænede leverpostejsmiddelmådigheder som Nicolai Jørgensen. Lige så ulogisk og meningsforladt det fremstår, at landstræner Åge Hareide har satset på Jørgensen, som hele fodbolddanmark river sig i håret over, lige så meget giver det mening, at Gyldendal nu genudgiver Jeg er Zlatan Ibrahimovic, der ligger i fodboldbiografiens absolutte top. Lavthængende frugter eller ej.
Skrøbeligheden midt i den flommede selvfedme
Men at reducere bogen Jeg er Zlatan Ibrahimovic’ potentiale til udelukkende at diskutere indvandrere og flygtninges begrænsede udfoldelsesmuligheder og at bashe Jørgensen, ville være en urimelig begrænsning. Jeg er Zlatan Ibrahimovic rummer så meget mere end perspektiveringen til det danske landshold: fx at tilpasse sig sociale strukturer. I storklubben FC Barcelona, hvor Zlatan spillede fra 2009 til 2011, forventes det, at alle opfører sig ordentligt, retter ind og gør, hvad træneren siger, hvilket er svært, når man som Zlatan skal være vred for at spille godt.
Midt i al sin flommede selvfedme handler bogen også om et menneske, der er skrøbelig, usikker og søger anerkendelse – selv om man tjener mange millioner om året, har man om nogen brug for at få en sms fra træneren, der forsikrer, at man er god nok
Bogen er god, fordi den også handler om magthierarkier. Verdens bedste aktive fodboldspiller, Lionel Messi, der er Barcelonas absolutte stjerne, tvinger den daværende træner og catalanske frihedskæmper Pep Guardiola til at lave om på Barcelonas holdopstilling til Zlatans store irritation. Skal han råbe op, som han er vant til fra gaden, eller holde inde? Rigtigt gættet – Zlatan skoser djærvt Guardiola, som han hånende kalder filosoffen i sin afskedssalut med FC Barcelona og den spanske presse, da han vender tilbage til Italien.
Bogen er medrivende, fordi den fortæller om mennesket Zlatan, der har så meget selvtillid, at det er hans skyld, når holdet vinder og de andres skyld, når de taber. Midt i al sin flommede selvfedme handler bogen også om et menneske, der er skrøbelig, usikker og søger anerkendelse – selv om man tjener mange millioner om året, har man om nogen brug for at få en sms fra træneren, der forsikrer, at man er god nok – den anerkendelse får han af The Special One, José Mourinho.
Den læspende og cykelstjælende Zlatan
Bogen lyser også op, fordi den giver indblik i så forskellige emner som kærlighedens væsen, italiensk korruption, en klubkammerats selvmordsforsøg og hvordan mennesker bliver mast mellem økonomiske interesser af kyniske agenter. Ligesom den på fin vis skildrer gadedrengen Zlatan, (hvis billige fodboldstøvler blev købt i supermarkedet), der skal indordne sig Malmøs overklassedrenge, der kan få nøjagtigt det sportsudstyr, de peger på.
Bogen fortæller også gribende om et Sverige, der har ghettoproblemer, og hvordan det er at vokse op med en voldelig mor og en alkoholikerfar, der forsøger at skylle Balkankrigens rædsler ned med svenske øl
Jeg føler med drengen Zlatan, der læspede, gik til talepædagog og stjal cykler (lige indtil han stjal en postcykel og opdagede, at han kørte rundt med alle Malmøs breve). Bogen fortæller også gribende om et Sverige, der har ghettoproblemer, og hvordan det er at vokse op med en voldelig mor og en alkoholikerfar, der forsøger at skylle Balkankrigens rædsler ned med svenske øl, som Zlatan panter for at få lidt penge. I sin parallelverden aner Zlatan ikke noget om Sverige og svensk kultur, før han bliver voksen. ”Det var ikke noget: ”Skal jeg fortælle dig lidt om Sveriges historie?” Det var dåseøl og jugomusik og tomme køleskabe, og krigen på Balkan.”
Bogen er vedkommende, fordi den fortæller historien om en bosnisk dreng, der trives i et no-nonsense Balkan-miljø i modsætning til den folkhemske, socialdemokratiske kom-igen-kultur: Zlatan var nok blevet kriminel, hvis ikke han var blevet fodboldspiller. Og så glædes jeg ved passagen om den unge, ikke-medietrænede Zlatan, der også synes, at dårlig omtale er god omtale – befriende i en tid, hvor fodboldspillere aldrig rammer uden for skiven i deres medietrænede, kedelige fodboldfloskeler. De næsten 500 sider er ikke taktiktunge, men fortæller om Zlatans simple forhold til sporten: ”Fodbolden er jo ikke noget, man planlægger. Fodbold sker bare”, som han formulerer det.
Zlatan, der taler gennem journalisten David Lagercrantz’ pen, er i sit fokus dybt vedkommende og spækket med cliffhangere i kapitlernes afslutninger, der får mig til at bladre utålmodigt side efter side og læse videre i et hidsigt tempo. Jeg glæder mig over at genlæse en biografi om en fodboldspiller, der er velkomponeret – underforstået: det er mange fodboldbiografier ikke. Tag her begyndelsen, der fortæller om midten af karrieren i FC Barcelona. Konflikten handler om retten til at herske over fortællingen om sit liv:
”Pep Guardiola, Barcelonas træner, med sine grå jakkesæt og grublende ansigtsudtryk, kom hen til mig og så bekymret ud. Dengang syntes jeg, han var god nok, ikke ligefrem nogen Mourinho eller Capello, men en okay fyr. Det her var lang tid før, vi begyndte at føre krig.”
Hvis ikke man skulle få lyst til at læse videre efter sådan et anslag, ved jeg ikke.
David Lagercrantz – Jeg er Zlatan Ibrahimovic
Gyldendal. 464 sider. 149,95 kr.
Genudgivet d. 14. juni 2019
Foto: Gyldendals presseservice, Leif R. Jansson / Scanpix.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
