SPANIEN // ANALYSE – Forhandlingerne om den spanske finanslov for 2023 har spoleret ethvert håb om julefred. Det handler ikke om penge, men om et lovforslag med rabat på strafudmålingerne for oprør og underslæb. Det var prisen for de catalanske nationalisters stemmer. Med imødekommelse af de catalanske krav forsøger regeringen at lægge låg på konflikten som løsrivelsesforsøget i 2017 førte med sig. Men catalanerne vejrer morgenluft og varmer op til næste omgang mod den spanske stat.
José María Jové har fulgt de sidste ugers spanske finanslovsforhandlinger med særlig interesse, og den 20. december, hvor det spanske senat endegyldigt vedtog statens budgetter, sammen med over 100 tillægsaftaler af forskellig karakter, var utvivlsomt en god dag for ham.
Han er medlem af Cataloniens regionale parlament, og som sådan kunne man synes, at han ikke umiddelbart skulle have særlig interesse for den spanske stats finanser.
Korruption har gennem det sidste årti fyldt meget i den offentlige debat i Spanien. En lang række sager – ofte med politisk islæt – er blevet afdækket og optrevlet
Og så alligevel. Efter at det spanske parlament (underhuset) stemte for den fremsatte finanslov i slutningen af november, satte regeringspartiet, det spanske socialistparti Partido Socialista Obrero Español (PSOE) og det catalanske nationalistparti, Esquerra Republicana de Catalunya (ERC) sig sammen og blev enige om en revision af straffen for oprør og underslæb.
Oprør, forstået som voldelig opstand, er blevet nedskrevet til grov gadeuorden, og strafferammen reduceret fra mellem 10 og 15 år til en strafudmåling på mellem 3 og 5 år.
Straffen for underslæb bortfalder, såfremt den ulovlige forvaltning af offentlige midler ikke medfører personlig berigelse for de implicerede.
Debat om korruption
Og her bliver det interessant for José María Jové. For godt fem år siden arbejdede han som højtstående embedsmand i den catalanske centraladministration på et tidspunkt, hvor den regionale regering udskrev valg til en folkeafstemning om en catalansk løsrivelse fra Spanien, hvilket efterfølgende blev erkendt ulovligt.
Som embedsmand var han angiveligt med til at kanalisere en del af de 5,8 millioner euro (ca. 44 millioner kroner), som den catalanske regering brugte til afholdelsen af afstemningen. Sammen med omkring 30 højtstående embedsmænd er Jové efterfølgende blevet anklaget for misbrug af offentlige midler – underslæb – med en tilhørende strafferamme på 2 til 6 års fængsel. Med den ny lov går Jové og hans kolleger fri.
Korruption har gennem det sidste årti fyldt meget i den offentlige debat i Spanien. En lang række sager – ofte med politisk islæt – er blevet afdækket og optrevlet, og politikerne har stået i kø for at fordømme svindlen og kræve eksemplariske straffe.
Senest i 2015 strammede den daværende regering ledet af centrum-højre partiet Partido Popular (PP) lovgivningen til blandt andet at inkludere fængselsstraffe for underslæb. Blandt dem, som stemte for loven, var den nuværende regeringsleder, Pedro Sánchez, som dengang var oppositionsleder.
Fortiden spøger
Det kan derfor synes paradoksalt, at regeringen pludselig er vendt på en tallerken og nu taler for en lempelse af strafudmålingerne.
Både PP og PSOE har kunnet se, hvordan partifæller er blevet anklaget og dømt for underslæb og korruption. Med den ny lov vil der blive åbnet op for en revision af en række gamle sager, heriblandt Spaniens største korruptionsskandale, der i efteråret sendte den forhenværende leder af Andalusien, socialisten José Antonio Griñán, i fængsel.
Igennem årtier havde Andalusiens socialistisk ledede regeringer sammen med en indflydelsesrig fagforening kanalisieret over 680 millioner euro (ca. 5 milliarder kroner) fra regionens kasser til en række ulovlige formål og aktiviteter, dog uden direkte økonomiske afkast til de øverst ansvarlige ledere.
Griñán, der en aldrende mand, som har tjent partiet godt, fik seks år for sit politiske ansvar. Der har været spekuleret i, hvorvidt Pedro Sánchez ville udstede en benådning. Sánchez er bevidst om de politiske omkostninger og har hidtil tøvet. Med den ny lov synes det givet, at Griñán snart er en fri mand.
Sánchez har sagt, at der er behov for en ”europæisering” af de spanske strafudmålinger, som han hævder er langt hårdere i Spanien end i de øvrige EU-lande. Det er dog ikke en forklaring, som virker overbevisende, og mange mener, at det mest af alt handler om Catalonien.
Initiativet er kontroversielt langt ind i egne rækker. Regeringskoalitionens lillebror, Unidas Podemos (”Sammen kan vi”), der har vokset sig store på at tale dunder om den politiske kaste og kræve hårdere straffe for enhver form for korruption, har været påfaldende tavse i spørgsmålet om det nye forslag.
Trods muligheden for at tilgodese en række partifæller er Pedro Sánchez også stødt på kritik langt ind i egne rækker. Flere af socialisternes regionale ledere – de såkaldte baroner, som generelt taler med betydelig vægt – håber på genvalg til foråret, hvor der er valg til de fleste regionale parlamenter.
Den politiske opposition, ført an af PP, har ikke været sen til at påpege, at tiltaget er skræddersyet til de catalanske nationalister, og beklager, at lovene skal hastes igennem uden reel parlamentarisk debat
De deler ikke ubetinget regeringens holdning og frygter endvidere, at den aktuelle debat om strafudmålinger for korruption blot er det seneste emne blandt en række, som har bragt socialisterne på kollision med deres egne vælgere. De regionale ledere har svært ved at retfærdiggøre indrømmelserne i forhold til de catalanske politikere, som synes at være dem, der primært drager fordel af de ny strafudmålinger.
Den politiske opposition, ført an af PP, har ikke været sen til at påpege, at tiltaget er skræddersyet til de catalanske nationalister, og beklager, at lovene skal hastes igennem uden reel parlamentarisk debat. Sánchez hævder, at timingen er tilfældig og har benægtet ethvert sammenfald mellem de netop overståede finanslovsforhandlinger og justeringen af straffene for oprør og underslæb.
Det er dog ikke et argument, som mange har købt. Gabriel Rufián, ERC’s leder i det nationale parlament i Madrid, som har forhandlet betingelserne på plads med PSOE, var klar i mælet, da han forklarede, at en revideret lov er en del af prisen for ERC’s stemmer til finansloven.
I lighed med de fleste andre partier kan ERC godt se, at der ikke er mange stemmer i lempede straffe for korruptionsforseelser, og Rufián har derfor også understreget, at en ny lov skal ”skæres kirurgisk, således at den har den tilsigtede effekt”, underforstået primært fremskynder et frafald af anklagerne mod de catalanske politikere og embedsmænd.
Det juridiske spil
I bestræbelserne på at gøre de kontroversielle lovforslag mere spiselige blandt de traditionelle støttepartier – og i særdeleshed hos regeringens lillebror, Unidas Podemos – har man pakket afstemningen i en lovpakke, som blandt andet også indeholder et forslag om en ændring af udpegelsen af dommere til den spanske forfatningsdomstol. Den spanske forfatningsdomstol har vidtrækkende beføjelser og har stor politisk betydning.
Forfatningsdomstolen består af 11 medlemmer, som formelt er upartiske. Under normale omstændigheder bør nye medlemmer udpeges af Rådet for Retsvæsenlige Forhold (Consejo General del Poder Judicial), som er den dømmende magts øverste organ.
En del af Rådets medlemmer er politisk udnævnt og kræver opbakning fra 60 % af det spanske parlaments medlemmer. Det vil i praksis sige, at enhver udnævnelse under de nuværende forhold vil kræve opbakning fra såvel PSOE som PP. Traditionelt har de to partier hver især fremsat deres kandidater, men det er i de sidste fire år ikke lykkedes at finde en fælles løsning.
Det har betydet en blokering af det juridiske system, hvilket blandt andet berører forfatningsdomstolen. I september var EU-kommisær Didier Reynders på besøg i Madrid og udtrykte ved den lejlighed sin bekymring over politiseringen af statens dømmende magt.
Det underliggende tema i det aktuelle problem og mange af de centrale spørgsmål, som optager spansk politik, peger i retning af Catalonien
I bestræbelserne på at ændre den fastlåste situation fremlagde regeringen således i sidste uge et forslag om en ændring for udpegelsen af forfatningsdomstolens medlemmer. I henhold til den ny lov ville regeringen direkte kunne udpege en del af domstolens nye medlemmer, uden at deres egnethed er blevet vurderet, sådan som det hidtil har været tilfældet.
Oppositionen fastslår, at det vil bidrage til en yderligere politisering af det juridiske system og bygger argumentet på, at regeringens to kandidater er en forhenværende justitsminister og en højtstående embedsmand fra statsministeriet med ansvar for Catalonien. PP præsenterede derfor en skrivelse til forfatningsdomstolen, hvori den har bedt domstolen tage stilling til lovligheden af den foreslåede ændring.
Regeringen og dens støttepartier har efterfølgende skruet op for retorikken. Sánchez udtalte under sin deltagelse ved sidste uges EU-topmøde, at det politiske og juridiske højre konspirerer, og at den spanske befolkning er offer for et ”groft komplot”.
I sidste uges debat i parlamentet trak stort set alle støttepartierne samstemmende paralleller til et kupforsøg i februar 1981, hvor en gruppe civilgardister trængte ind i parlamentet og affyrede skud i forsøg på at afsætte regeringen og overtage magten og lod dermed forstå, at oppositionens bestræbelser på at forpurre fornyelsen af forfatningsdomstolen er det nærmeste, Spanien har været på et statskup i 40 år.
Under et kæmpe politisk pres udsatte domstolen først sin beslutning i sidste uge og udtalte sig sent i mandags, hvor den med seks stemmer mod fem slog fast, at regeringens forslag, grundet de omfattende konsekvenser, ville kræve en tilbundsgående debat, hvorfor regeringens forslag om ekspresændring af dommerudnævnelserne blev forkastet.
Konsekvenserne af en ændring er så vidtrækkende, og alle parter er yderst bevidste om betydningen af en eventuel ændring. Hvad ingen siger, men alle ved, er, at de to ny medlemmer, som i skrivende stund er indstillet af regeringen, angiveligt vil gøre forfatningsdomstolen mere modtagelig overfor en række af de følsomme emner, som i de kommende måneder vil blive stillet for retten: abort, aktiv dødshjælp og ikke mindst håndteringen af det catalanske spørgsmål.
Resten af indholdet af lovpakken – det vil sige strafnedsættelsen for oprør og underslæb – syntes næsten glemt i kampens hede, men om alt går, som regeringen forventer, vil et flertal i Senatet endegyldigt stemme for lovforslagene idag, torsdag.
Catalonien spøger
Det underliggende tema i det aktuelle problem og mange af de centrale spørgsmål, som optager spansk politik, peger i retning af Catalonien.
Efter forsøget på løsrivelse i oktober 2017, som gav fængselsstraffe på mellem 9 og 13 år til ni ledende catalanske politikere, har Pedro Sánchez arbejdet på at etablere en forsonlig tone i forhold til Catalonien. Et skridt i den retning var deres løsladelse i sommeren 2021.
En folkeafstemning i Catalonien om selvstændighed forbliver et ufravigeligt krav. De catalanske nationalister vejrer morgenluft.
Reduktionen af straffen for oprør og underslæb er endnu et imødekommende træk, og Sánchez’ bestræbelser på at forny forfatningsdomstolen er også et forsøg på at konfigurere et organ, som vil være lydhørt i forhold til nogle af de skelsættende spørgsmål, som Spanien står over for i forholdet til Catalonien.
Sánchez sidder på et tyndt mandat, hvor han har brug for ERC’s stemmer. ERC har gjort det klart, at så længe den spanske regering tilgodeser de catalanske interesser, kan den regne med deres stemmer.
Den politiske opposition i Madrid hævder, at han sælger ud af Spanien i sine bestræbelser på at blive siddende på magten og har rullet den røde løber ud for de catalanske nationalister. Regeringen har ikke blot været henholdende i forhold til afstraffelsen af de catalanske ledere. Med de forskellige tiltag muliggør de en gentagelse af seancen fra 2017. Blot med en kraftigt devalueret strafudmåling.
Velvidende at det er et ømtåleligt emne i den brede spanske befolkning har Pedro Sánchez for nylig forsøgt at lægge låg på debatten.
Det hjalp ikke, at socialisternes leder i Catalonien, Salvador Illa, også blandede sig og mente, at vejen nu var banet for en folkeafstemning om Cataloniens fremtidige forhold til Spanien.
Han blev hurtigt banket på plads og hævdede efterfølgende, at han var blevet fejltolket. Den spanske grundlov forbyder en afstemning om uafhængighed. Men afhængig af hvordan spørgsmålet ved en eventuel afstemning formuleres og med nye jurister på bænken i Forfatningsdomstolen, kunne der åbnes for en ny tolkning, der muliggør en afstemning.
Pere Aragonés, den regionale leder i Catalonien, var hurtigt ude og gøre det klart, at de catalanske nationalisters ambitioner forbliver intakte. En folkeafstemning i Catalonien om selvstændighed forbliver et ufravigeligt krav. De catalanske nationalister vejrer morgenluft.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
