
CHILE // REJSEBREV – I Chile trækker landets nyere historie mange steder meget synlige spor i gadebilledet. Det sker i form af graffiti, murmalerier, politiske slagord, monumenter og mindesmærker, og historiefortællingerne har også fundet vej til museerne. På en rejse til Santiago de Chile og Valparaíso smelter ikonografien, historien og nutiden således sammen for et land, som står i et politisk, socialt og økonomisk vadested.
VALPARAISO – Chiles største havneby, Valparaíso, er kendt for sin street art. Det er en farvestrålende udsmykning af mange af byens huse, som findes i fire grundlæggende varianter: farverigt bemalede husfacader, murmalerier, politiske slagord og tags. Fotografier, som skal trække turister til, lægger mest vægt på det første.
Det andet foretrukne postkortmotiv er byens antikke kabelbaner, der knirkende overvinder foden af de bakker, som store dele af Valparaíso ligger på. Alt i alt forsøger fotografierne rettet mod turisterne at formidle en let, glad og autentisk stemning fra den ældre del af byen. Det virker.
Valparaíso er på mange måder et charmerende sted, selvom det også er en storby, og den største havn på stillehavssiden af Sydamerika. Men der er også bagsider af medaljerne, og nogle af disse kommer til udtryk i andre dele af byens street art.
Øjenskader
I en gyde for foden af bakken Cerro Bellavista falder jeg over et murmaleri, som forestiller en kvinde og en mand. Det usædvanlige er, at hun har en klap for sit højre øje, mens han holder sin ene hånd op foran sit højre øje. I baggrunden står en maskeret person med et skilt, hvor der står ”¿Dónde está Geraldo Monarez?” – hvor er Geraldo Monarez? Lidt længere henne ad muren er der skrevet ”Red de sobrevivientes de trauma ocular” – Gruppen af overlevende med øjenskader. Her forenes politiske slagord med et murmaleri.
Ifølge politiets egne oplysninger skød man cirka 152.000 gange med såkaldte ”uro-haglgeværer”, hvilket førte til, at flere hundrede mennesker helt eller delvist mistede synet
Maleriets baggrund er det sociale oprør, som rystede Chile i 2019. Det startede med, at skoleelever i Santiago protesterede mod, at prisen på en metrobillet i myldretiden steg 30 pesos, hvilket svarede til cirka 30 øre. Det udviklede sig hurtigt til en omfattende og landsdækkende protest mod Chiles sociale forhold blandet op med omfattende hærværk.
Politiet og – i en kort periode militæret – svarede igen med en voldelig repression. Ifølge politiets egne oplysninger skød man cirka 152.000 gange med såkaldte ”uro-haglgeværer”, hvilket førte til, at flere hundrede mennesker helt eller delvist mistede synet. Geraldo Monarez – en 55-årig retarderet invalidepensionist – blev sidst set, da han blev anholdt af politiet under de sociale uroligheder. Han er aldrig dukket op igen.
Chiles 11. september
I Chile er 11. september en dato, som er prentet i historien. Ikke på grund af begivenhederne i 2001 i USA, men på grund af en anden 11. september. Det var nemlig på den dag – tilbage i 1973 – at det chilenske militær gennemførte et blodigt statskup. Det blev efterfulgt af 17 års diktatur under Augusto Pinochet.
Der er altså snart gået 50 år siden kuppet og 33 år siden, at demokratiet blev genindført, men historien trækker fortsat spor. Murmaleriet i Valparaíso peger på flere af disse.
Det skyldes, at der både er en parallel, men selvfølgelig også en enorm forskel mellem situationen i 2019 og forholdene under diktaturet. I 2019 blev omkring 30 mennesker dræbt, én forsvandt, og antallet af fængslede og – nogle gange – torturerede løb “kun” op i tusinder. Under diktaturet blev omkring 3.000 personer dræbt eller forsvandt, titusinder blev fængslet og tortureret, og flere hundrede tusinde flygtede eller blev sendt i eksil.

Et par dage tidligere havde jeg været i hovedstaden Santiago, hvor jeg besøgte byens ikoniske præsidentpalads, La Moneda. Jeg er ikke gammel nok til at huske kuppet, men det berømte fotografi – som blev årets pressefoto i 1974 – af Salvador Allende i porten til paladset, med hjelm på hovedet og en Kalashnikov over skulderen, har jeg set nok gange til at kunne genkende stedet med det samme.
Paladset er sat helt i stand, så der er ikke længere spor af flyvevåbnets angreb, som satte paladset i brand i 1973. På hele pladsen foran paladset er det i dag kun to skudhuller i en statue, som direkte vidner om kuppet. Allende er dog forsat til stede. Tæt ved La Moneda er der rejst en statue af ham.
Man finder også spor af Allende på Chiles Nationalhistoriske Museum, som holder til på den centrale Plaza de Armas. Slutpunktet for den historiske udstilling er 11. september 1973. Diktaturet og det efterfølgende demokrati er der derimod ikke blevet plads til. Udstillingens sidste genstand er de briller, som Allende havde på, da han skød sig selv. I øjeblikket må man dog nøjes med et foto, da museets konservator er i gang med at sikre brillerne for eftertiden.
Museet for erindring og menneskerettigheder
Hvis man skal vide mere om tiden under diktaturet, skal man på besøg på Museo de la Memoria y Derechos Humanos – Museet for erindring og menneskerettigeder. Det åbnede i 2010 i en helt ny bygning i den vestlige ende af byen.
Her fortælles over tre etager om Pinochets diktatur, og fokus er på repressionens og oppositionens historie. Man ser med på levende billeder, som strækker sig fra angrebet på La Moneda 11. september til fjernsynsreklamer fra folkeafstemningen i 1988, der genindførte demokratiet. Billeder af dræbte og forsvundne fylder en stor væg, som strækker sig over to etager, og på en sidegang er der eksempler på modstanden mod Pinochet fra forskellige steder i verden.

Jeg faldt over et fotografi fra en demonstration i 1983 ved søerne i København. På et banner står der ”Compañero Peña, presente” – en henvisning til Sergio Peña Diaz, som var medlem af den revolutionære organisation MIR. Han havde været flygtning i Danmark, men var vendt illegalt tilbage til Chile. Her blev han skudt af Pinochets politiske politi i september 1983.
Museet viste også en plakat for en udstilling i Albertslundhuset med tegninger af Miguel Lawner, som var en chilensk arkitekt og politisk flygtning. Udstillingen hed 2 år i Chiles KZ-lejre, som også var navnet på en bog, der blev udgivet på Husets Forlag i 1976.
Londres 38 og Villa Grimaldi
Det er imidlertid ikke kun på Museet for Erindring og Menneskerettigheder, at der er mindesmærker for de dræbte, forsvundne, torturerede og fængslede under diktaturet. Pinochets politiske politi holdt i et par år efter kuppet til i et byhus i midten af Santiago. Man regner med, at et par tusinde fanger passerede gennem bygningen på addressen Londres 38. Af dem blev 99 dræbt eller forsvandt.

I udkanten af byen ligger resterne af et fængsels- og torturcenter, som er kendt som Villa Grimaldi. Da Pinochets politiske politi var rykket videre, blev bygningerne jævnet med jorden, og det var planen at bygge boliger på området. Det blev forhindret i sidste øjeblik, og i dag er området fredet og en mindepark for ofrene.
Så 33 år efter demokratiets genindførelse er der ikke berøringsangst over for fortiden. Men der er stadigvæk ting, som er uafklarede. Mange af de forsvundnes skæbner kender man fortsat ikke, og militærets arkiver er lukkede for offentligheden.
Det er ikke 30 pesos, det er 30 år
Diktaturet efterlod sig imidlertid ikke kun ofre, men også to andre sammenvævede fænomener, som også peger frem til oprøret i 2019. Det er for det første Chiles grundlov. Selvom den er modificeret flere gange, er den fortsat baseret på den lov, som Pinochet indførte i 1980. For det andet er det landets økonomiske og sociale organisering.
Diktaturet inviterede de såkaldte “Chicago boys”, det vil sige tilhængere af den liberale amerikanske økonom Milton Friedman, til at organisere økonomien. Det førte til et økonomisk og socialt eksperiment på nationalt plan, hvor statens rolle blev rullet tilbage, og økonomien blev liberaliseret.
I tusindvis af graffiti og politiske slagord malet på husene i centrum af Santiago vidner stadigvæk om den sociale, økonomiske og politiske utilfredshed med arven efter Pinochet
Efter nogle indledende vanskeligheder førte det til – siger støtterne – at Chile har gennemlevet en økonomisk udvikling, som sætter nabolandene i skyggen. Men – siger kritikerne – det skete på bekostning af en stigende social ulighed, hvor især forholdene i det privatiserede pensionssystem og den offentlige del af uddannelses- og sundhedssystemet viser dette. Grundloven og de økonomiske og sociale forhold smelter sammen, fordi grundloven matcher den liberale økonomiske filosofi.
De studerende startede i 2019 med at protestere mod prisstigningen på 30 pesos i metroen. Protesterne udviklede sig imidlertid til et generelt opgør mod social ulighed, symboliseret ved opbygningen af pensions-, uddannelses- og sundhedssystemet.
Slagordet blev “No son 30 pesos, son 30 años” – Det er ikke 30 pesos, det er 30 år. I tusindvis af graffiti og politiske slagord malet på husene i centrum af Santiago vidner stadigvæk om den sociale, økonomiske og politiske utilfredshed med arven efter Pinochet.
Ny grundlov – måske
I 2019 var den konservative Sebastian Piñeda præsident. Han er en hovedrig forretningsmand, som ikke så ud til at have den store forståelse for eller vilje til at gøre noget ved den sociale ulighed. Da oprøret brød ud, lavede han først et ekko af Pinochet ved at sige, at landet var i krig. Det var samme retorik, som Pinochet havde brugt som undskyldning for sit kup. Det faldt ikke i god jord.

Siden vendte Piñeda – i det mindste offentligt – på en tallerken, fyrede en del af sine ministre, annullerede prisstigningerne i metroen og gik med til at udskrive en folkeafstemning om, hvorvidt Chile skulle have en ny grundlov. Folkeafstemningen, som blev holdt i oktober 2020, førte til, at der blev nedsat en grundlovgivende forsamling uden deltagelse af de politiske partier.
Blandt de valgte var der på forhånd sikret en lige fordeling mellem mænd og kvinder, og Chiles oprindelige befolkning var også sikret pladser i forsamlingen. Mens forsamlingen mødtes i den tidligere parlamentsbygning i Santiago, valgte Chilenerne også en ny præsident. Det blev den unge venstreorienterede tidligere studenterleder Gabriel Boric.
I dag er den grundlovgivende forsamling gået hjem, og den tidligere parlamentsbygning bliver igen kun brugt sporadisk af de folkevalgte, som ellers holder til i Valparaíso. Da jeg kommer forbi stedet, er lågerne i hegnet rundt om bygningen lukkede med kæder og hængelås.
Forsamlingen blev færdig med et forslag i juli 2022, men forsøget på at få en ny grundlov er kørt af sporet. Forslaget var detaljeret, omfattende og på en lang række områder endog meget langt fra sin forgænger. Men chilenerne sagde ”nej tak” ved en folkeafstemning i september 2022. 62 % stemte imod, mens kun 38 % stemte for.
Chile i et vadested
Præsident Boric var en varm fortaler for det nu forkastede grundlovsforslag. Han er derfor endt i en situation, hvor han skal få nogle ender til at mødes, som umiddelbart er langt fra hinanden. Han skal dels tage hensyn til de sociale protester i 2019, og resultatet af folkeafstemningen i 2020. Samtidig skal resultatet ikke være en ny grundlov, som er så radikal en ændring, at et flertal af chilenerne fortsat foretrækker den symbolske, sociale og økonomiske arv fra Pinochet.
Så hvad sker der nu med denne del af arven efter Pinochet? Der er ikke kun tale om nogle mere eller mindre abstrakte principper i en grundlov, men også principper som har praktisk betydning for indretningen af det chilenske samfund fremover.
chilenerne ser ud til at befinde sig i et vadested mellem fortid og fremtid, som de kun ubeslutsomt bevæger sig ud i
Boric, regeringen og parlamentet har nu aftalt, at der skal gennemføres en ny proces. Først skal en ekspertkommission udpeget af Kongressen lave et nyt udkast. Herefter skal det behandles af en ny grundlovgivende forsamling, som vælges i maj og mødes i juni. Endelig skal en støttegruppe af jurister sikre, at forslaget lever op til en række grundlæggende principper, som allerede er vedtaget af Kongressen. Sidste skridt i processen er, at det nye grundlovsforslag skal til folkeafstemning 17. december 2023.
Måske lykkes det at få en ny grundlov i det andet forsøg, men chilenerne ser ud til at befinde sig i et vadested mellem fortid og fremtid, som de kun ubeslutsomt bevæger sig ud i. Det er derfor sandsynligt, at husene og gaderne i Chile i 2023 får endnu flere murmalerier og politiske slagord som vidnesbyrd om både den historiske baggrund og den aktuelle udvikling.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her