EU I PUTINS SKYGGE #31 // REPORTAGE – Der er behov for bedre beskyttelse af minedriften i Kiruna og nabokommunen Gällivare, fordi den bliver stadig mere strategisk vigtig for hele EU, samtidig med at den militære aktivitet stiger. Det svenske Nato-medlemskab skal gøre området mere sikkert, men det er samtidig mere udsat. Helle Schøler Kjær har været ved minefelterne i Nordbotten og undersøgt, hvad Ruslands krig i Ukraine og Sveriges NATO-medlemskab betyder for kommunerne og befolkningen.
GÄLLIVARE – ”Det, som I kommer til at se på toppen, er ti procent af Sverige. Og I har held i dag, for vejret er godt,” siger Jon Gröndahl, da han en solrig oktoberdag drejer sin bil ind på en smal vej med sne på begge sider.
Vi skal på Dundret, et bjergmassiv på over 800 meters højde i et naturreservat i Gällivare Kommune. Det ligger ikke langt fra de miner, hvor langt det meste af EU’s udvinding af jernmalm foregår. Det meste af jernmalmen bruges til at producere stål, og minerne ligger i kommunerne Kiruna og Gällivare, der er en del af Nordbotten län.
Ti procent af Sverige er flere kvadratkilometer end hele Danmark. Det er altså rigtig langt, vi kan se, hvis vejret holder.
På vejen op til toppen kommer vi til et plateau med små stigninger og større vidder. Her kan man stå på langrend om vinteren, og om sommeren er bjerget som skabt til vandring, bål og overnatning i telt.
Jon Gröndahl har været kommunaldirektør i Gällivare i godt et halvt år, da han tager os med på knap tre timers køretur i sin nye hjemkommune. Han har en enkelt gang selv gået til toppen.
Sverige havde i 2023 en årlig udvinding af over 28,7 millioner tons jernmalm. Det er 93 procent af den jernmalm, der udvindes i hele EU
”Der er også nogle, der løber derop,” siger han med et smil, der antyder, at det ikke er ham.
Nordøst for Dundret ligger det knap otte kvadratkilometer store Malmberget, hvor minearbejdere har udvundet jernmalm siden midten af 1700-tallet. I Kiruna længere nordpå gik de i gang halvandet hundrede år senere, lige før år 1900.
Det statslige mineselskab LKAB blev dannet i 1890 og har nu i over 130 år stået for det meste af den svenske minedrift i minerne i Kiruna og Gällivare. Nu er der udsigt til, at der bliver endnu større efterspørgsel på den svenske malm, ikke mindst fra EU, der med den stadig stigende uro i verden ønsker at være mere uafhængig af import af strategisk vigtige produkter og råstoffer. Jernmalm er på den liste.
Grafikken nedenfor viser, i øverste højre boks på tredje linje, hvor meget EU er afhængig af jernmalm fra miner uden for EU. Jo mørkere den røde farve er, jo større er afhængigheden.
EU er verdens tredjestørste importør af jern og importerede i 2023 for 9,4 milliarder dollars, mens Sverige eksporterede jern til hele verden for 3,2 milliarder dollars. Omkring halvdelen blev solgt til EU-lande.
Så selvom Sverige samlet set udvinder over 90 procent af jernmalmen i EU og teoretisk set ville kunne sælge det hele til EU-lande, så vil produktionen ikke kunne dække efterspørgslen.
Der er meget større forskel på EU’s behov for sjældne råstoffer og udvindingen af dem i EU-lande. Disse mineraler er afgørende for den grønne omstilling fra fossile brændstoffer til elektrificering af transport og produktion.
På det område er Kina førende eksportør, og også det ønsker EU at gøre sig fri af. Her kan minesektoren i de to kommuner i Nordbotten igen hjælpe til. I begyndelsen af 2023 opdagede LKAB det største europæiske fund af sjældne metalarter i Kiruna. Det vil dog tage mange år at sætte driften i gang, og samerne i området frygter, at en storskalajagt på sjældne mineraler vil underminere deres traditionelle levevis.
LKAB er en forkortelse af Luossavaara-Kiirunavaara Aktiebolag.
Navnene Luossavaara og Kiirunavaara kommer fra de samiske navne for de to bjerge, hvor der blev fundet jernmalm helt tilbage i 1600-tallet, skriver LKAB på sin hjemmeside. Luossavaara betyder laksebjerget, og Kiirunavaara betyder snerypens bjerg. Der findes stadig både laks i elven og ryper i området.
Miner med stor rigdom til svenskerne
Da vi når toppen af Dundret, går vi ud på hård, skorpet sne, der knækker under vores fødder. Skal man ned ad den anden side af bjergmassivet, foregår det ad en alpin skibakke på en af løjperne ned til byen.
Det er kun små fem kilometer herfra til en grøn bjergkæde uden antydning af mineaktivitet. Det er Malmberget. Hemmeligheden er, at minerne ligger under jorden og dermed ikke synligt skæmmer omgivelserne.
Kommunaldirektøren i Gällivare er optimistisk ved udsigterne til mere arbejde i minerne. Og der er indtil videre også nok at tage af i Kiruna og Gällivare.
”Det er senest konstateret, at man kan bryde malm i mindst 30 år, og måske længere endnu,” fortæller Jon Gröndahl.
Han er glad for, at LKAB er ejet af staten, så overskuddet ikke går til private aktionærer, men føres tilbage til samfundet.
Der er en del turisme i området. Om vinteren kan man køre på hundeslæde, og der er god mulighed for jagt og fiskeri.
Langt mod vest kan vi se Sarek-bjergkæden, og nordpå kan vi se Sveriges højeste bjerg, Kebnekaise. Lige neden for os mod syd er der grantræer på en stor slette.
I al den skønhed kan vi også se noget andet. På det flade land ligger et større område med en anden farve end de grønne granskove og områder med lav vækst og moser.
”Det er et af de største åbne kobberbrud i Europa,” fortæller Jon Gröndahl.
”Det, vi kan se, er et stort sandmagasin, hvor man lægger det, som man bryder op. Selve bruddet er til venstre mod øst for os. Det kan man se fra luften, når man flyver herfra.”
Selskabet, der ejer kobberminen, hedder Boliden, og selve minen hedder Aitik. Ud over kobber er der også mindre mængder guld og sølv i bruddet.
”Verdens mest effektive kobbermine,” skriver Boliden Aitik om sig selv.
Et strategisk mål
Sverige havde i 2023 en årlig udvinding af over 28,7 millioner tons jernmalm. Det er 93 procent af den jernmalm, der udvindes i hele EU. De 80 procent kommer fra minerne i Gällivare og Kiruna, som også har en betydelig udvinding af kobber og dertil et potentiale til udvinding af nye sjældne mineraler. Det gør ikke blot området i nye Nato-land strategisk vigtigt for EU, siger Jon Gröndahl.
”Det gør det også til et strategisk mål.”
”Jernmalmen er afgørende for EU, og det ved også Putin. Derfor er det ikke kun en strategisk vigtig produktion for EU, vi har her i Nordbotten,” siger han.
Underforstået: Den er også vigtig for Rusland.
Derfor er der brug for, at den svenske minedrift og infrastrukturen omkring den bliver bedre beskyttet, er Gröndahls ræsonnement.
Det er ikke kun selve mineområderne, der skal beskyttes. Transporten af jernmalm og mineraler er det måske endnu vigtigere at beskytte. Den udskibes til eksport to steder i Sverige.
”Vi har jo Malmbanen, en jernbane på 500 kilometer, der går fra Luleå i Østersøen til Narvik i Norge. Min vurdering er, at vi kommer til at overveje, hvordan vi kan sikre den bedre og mere, end vi gør i dag. Der er jo også civile med toget,” understreger Jon Gröndahl.
Militær transport på jernbanen
Behovet for større sikkerhed ved transporten understreges af, at der i april i år var militært udstyr på jernbanen mellem Narvik og Luleå.
For første gang stod det svenske forsvar som Nato-land for at modtage, transportere og videresende amerikanske soldater og militært udstyr fra USA i transit fra Norge, gennem Sverige og til Finland i en Nato-øvelse. Øvelsen havde navnet Immediate Response 2024 (se billeder ved at følge linket).
Materiellet blev indskibet i den norske Narvik Havn på det 227 meter lange orlogsskib Arc Integrity i slutningen af april. En del af det blev kørt videre på samme jernbanestrækning, som bruges til jernmalmen og civile rejsende, mens resten blev transporteret på landevejene.
Turen gik fra Narvik forbi malmfelterne ved Kiruna og Gällivare og sydpå til Boden, tæt på Luleå ved Østersøen. Derpå i transit til finske Haparanda, hvor den finske hær fulgte karavanen nordpå til Pello.
Øvelsen gik ud på at træne udsendelse af tropper og forbedre samarbejdet om militære operationer mellem Nato-allierede i Norden.
Det norske forsvar skulle træne i at modtage materiellet i Narvik Havn og få det sendt over grænsen til Sverige. Her skulle det svenske forsvar træne i at få transporten godt igennem Nordbotten og over grænsen til Finland, hvor det finske forsvar overtog den sidste del af transporten.
1.600 amerikanske soldater og 200 køretøjer fra den amerikanske hær var med på turen fra Narvik til Pello, der tog en uges tid.
I alt deltog over 22.000 Nato-soldater i en meget større øvelse, der foregik i Finland i maj. De 10.000 af dem var amerikanske, mens tolv andre allierede lande sendte resten. De var blandt andet fra Norge, Sverige, Finland og Danmark.
Malmudvindingenn kræver sit
Tilbage for foden af Dundret er vi nu på vej til Malmberget. Det tager et kvarters tid i bil, og på det sidste stykke passerer vi en blandet skov med grantræer og løvtræer op ad bjerget. Vi kører frem mod mineindgangen, men kommer kun til parkeringspladsen, for det er efter lukketid, og vi kan derfor ikke få adgang til hullet ned til minen, hvor arbejdet foregår. (Se TV 2’s udsendelse fra de underjordiske miner her.)
Intet sted kan vi se spor af minedrift.
”Men Malmberget er hullet som en schweitzerost,” fortæller Jon Gröndahl.
”Der er 600 kilometer bilvej i bjerget i forskellige niveauer. Nu er de helt nede på 1.100 meter. Det kan de gøre, fordi der er over tyve mindre malmkroppe i Malmberget, mens der i Kiruna kun er én stor.”
LKAB er gået i gang med en stor omlægning fra at bruge fossile brændstoffer til i højere grad at bruge strøm til det udstyr og de lastbiler, der kører i de lange tunneller. Det kræver ny og veluddannet arbejdskraft, der både skal forske i nye teknologier og producere de nye maskiner, før udvindingen går i gang.
Der er stor frustration over, at der er arbejdsløshed i det sydlige Sverige, mens der er masser af arbejde her nord for polarcirklen
En udvikling, kommunen ser frem til.
Men udvinding af jernmalmen kræver sit.
I de sidste ti år har LKAB været i gang med at flytte et helt samfund med 4.000 mennesker ned til Gällivare. Minearbejderbyen kaldtes også Malmberget, og på samme måde, som det sker ved minen i Kiruna, bliver hele huse flyttet på store ruller. Familier, der har boet på Malmberget i flere generationer, har forladt deres hjem og er flyttet til forskellige dele af Gällivare.
Det er et helt samfund, der mister en kultur og en sammenhørighed, men når bjerget sætter sig, eller minedriften rykker ind under husenes fundamenter, og kompensationen i øvrigt er god nok, er der ikke mange, der brokker sig. Og der er ikke mange, der forsøger at stoppe udviklingen.
Vi kører gennem Malmbergets sidste spøgelsesbydele, der skal flyttes eller rives ned, og videre til lidt sterile nyrenoverede eller nybyggede villaer og beboelsesområder, hvor folk nu er i gang med en ny tilværelse. De gamle vejnavne er bevaret som et plaster på såret.
LKAB tjener gode penge og har mulighed for at give ”en nøgle for en nøgle”, og mange har fået valget om enten at få flyttet deres hus eller få en ny og moderne bolig på lige så mange kvadratmeter i stedet, forklarer Jon Gröndahl.
Byen Gällivare nyder på flere måder godt af de mange tilflyttere fra Malmberget, som hele tiden har hørt under kommunen. For eksempel har byen efter princippet ”en skole for en skole” fået et stort nyt moderne gymnasium, der er for alle unge i Gällivare, efter at gymnasiet på Malmberget blev revet ned.
Arbejdskraftproblemet
Fra de store bjergmassiver og vidderne på toppen kører vi en runde i byen Gällivare, hvor der bor godt 10.000 indbyggere.
”Den er hurtigt set,” siger Jon Gröndahl om byen.
Vi stopper ved gymnasiet og går igennem en stor hall med skæve trapper og mange vinduer. Dyr, flot og moderne.
Der kommer masser af nye arbejdspladser i de kommende år. Omlægningen fra fossile brændstoffer til strøm vil give mange flere arbejdspladser. Den militære opbygning i området vil give endnu flere arbejdspladser. Og udsigt til mere sne i lige dette område under klimaforandringer – og dermed mere vinterturisme – kan også skæppe i kommunekassen.
Men det kommer ikke af sig selv.
For Nordbotten mangler arbejdskraft, og derfor lægger kommunaldirektør Gröndahl så stor vægt på herlighedsværdien ved naturreservatet Dundret, langs elven og i skovene. For folk skal have lyst til at flytte hertil.
Militæret kan kommunen ikke begrænse, for national sikkerhed trumfer alt
Der er stor frustration over, at der er arbejdsløshed i det sydlige Sverige, mens der er masser af arbejde her nord for polarcirklen. Det går bedre med hollændere, der gerne rejser efter en god løn. Kommunen har været på rekrutteringsmesse i Holland, og der er kommet en del hollændere til byen i de seneste år.
”De er hurtige til at lære svensk,” fortæller Jon Gröndahl.
Gröndahl: Samfundet skal gøres robust
Den ene store udfordring er arbejdskraften. Den anden er, at der også skal komme støtte nok fra staten til kommunerne, så det ikke kun er de militære behov, der tænkes på.
”Vi skal også bygge et samfund, der er robust. Vi skal have et civilforsvar, der fungerer, og vi skal have sygehuse og skoler, der fungerer, og vi må også koble det til den grønne omstilling. Det er en kompleks situation, hvor vi ikke alene kan se på de geopolitiske og militærstrategiske behov. Hvis det kræver en ny type infrastruktur, må vi også have det.”
Regeringen i Stokholm er godt klar over det, men det kan kun gå for langsomt, fornemmer man på Gällivares kommunaldirektør. Han har taget et bemærkelsesværdigt karriereskift efter 23 år i det svenske udenrigsministerium, blandt andet i Mellemøsten og de sidste år som ambassadør i Bangkok.
Øvelsen for ham er at koble det geopolitiske og strategiske blik med behovet i lokalbefolkningen i en kommune med godt 17.000 indbyggere og en milliardomsætning i minesektoren. En fjerdedel af indbyggerne er samer, og der er også to andre lokale mindretal med hvert deres sprog.
Kommunens mulighed for veto
Gällivare har som andre svenske kommuner ret til at nedlægge veto mod brug af arealer til bestemte formål. Det kan være af miljøhensyn eller af hensyn til samernes levevilkår, som først og fremmest handler om rensdyrdriften.
Men uanset lovgivningen, så er det ikke nemt at sige nej til arbejdspladser og de skatteindtægter, der følger med. Politikerne skal vælges igen, og selvom samerne for eksempel udgør en fjerdedel af Gällivares befolkning, så er det ikke nok til, at de kan få afgørende indflydelse på den politiske sammensætning i kommunen.
Jon Gröndahl mener ikke, at minerne med jernmalm er så stort et problem for samerne, fordi det udvindes i et begrænset område.
”Men når vi taler om vindmøller, kan det jo være 400-500 Eiffeltårne, og så får du en helt anden påvirkning af miljøet og det, der betyder mest for rennæringen.”
Militæret kan kommunen ikke begrænse, for national sikkerhed trumfer alt. Og minedriften kan også hurtigt komme til at handle om national sikkerhed.
Og det skal kommunen tage hensyn til, for der findes jo en trussel fra Rusland.
”Men vi skal være åbne om de konflikter, der findes. Der er rensdyr-interessen, rigsinteressen, energispørgsmålet, hvor vandkraft er utrolig vigtigt, men også har en enorm stor påvirkning af miljøet. Det er klart, at selvom vi har meget land, er vi mange, der skal samarbejde om det,” lyder det fra Jon Gröndahl.
Til denne artikel har tidligere Orienteringsmedarbejder på P1 Tage Baumann været behjælpelig med den militære research. Tak for det.
Dette er den tredje af fire artikler om livet i skyggen af Putins krig i det arktiske nord, som Helle Schøler Kjær har skrevet på baggrund af en rejse i området i oktober. Bitt Birgit Roig var med og har taget nogle af billederne. Læs den første artikel om Norges tabte naboskab med Rusland, og læs også den anden om samernes ønske om at være med til at planlægge Nato-øvelser i deres områder. Efter årsskiftet bringer vi historien om, hvordan den geografiske beliggenhed og begivenheder under 2. verdenskrig er forbundet med det, der sker i det arktiske nord i vores tid.
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.