FILM FRA ET LUKKET LAND – Tirsdag 12. juni bliver en historisk dag, når USA’s præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jung-un, mødes i Singapore. Der er tale om en diplomatisk kovending, hvor Nordkorea fra at være en torn i øjet på verdenssamfundet nu ser ud til at være parat til at indstille atomprøvesprængninger og prøveaffyringer af ballistiske missiler. Op til dette møde bringer Cinemateket i København en temaserie om det lukkede land, som Karen Hammer anmelder.
Det var i forbindelse med de seneste olympiske vinterlege i Sydkorea, at de stridende Korea-lande lagde grunden til en tilnærmelse, og den 27. april 2018 mødtes de to ledere, Kim Jung-un fra nord og præsident Moon Jae-in fra syd. Der blev givet vage løfter, men de to statsledere ser ud til at være enige om, at Koreakrigen, som egentlig aldrig sluttede i 1953, er forbi.
Midt i denne spændende tid kan vi takket være Cinematekets lille temaserie om Nordkorea med titlen “Nordkorea set indefra – Propaganda, periodedrama – og en monsterfilm!”, der løber maj måned ud og byder på fire film, blive lidt klogere på dette fjerne kommunistiske land, som jeg besøgte i 2012 i 11 fascinerende dage i anledning af præsident Kim Il-sungs 100 års dag. Jeg skrev om turen i POV sidste år.
Cinemateket kørte i januar måned dokumentarfilmen ”Under The Sun”. Det er en meget underholdende delvis realistisk film instrueret af Vitaliy Manskyi fra Ukraine. I Nordkorea er man altid glad for positiv reklame, så man accepterede Manskyis tilbud om at lave en film om ”Verdens lykkeligste folk – i Verdens smukkeste land” på betingelse af, at nordkoreanerne leverede manuskriptet og nøje fulgte optagelserne.
Instruktørerne har så travlt med at rette på skuespillerne, at de ikke bemærker, at fotografen ofte fortsætter efter, at der er råbt ”cut”, hvorved han får småbidder af det virkelige liv med i kassen
Som sagt så gjort, og vi kan følge, hvorledes dagene går for otte-årige Zin-Mi, som står for at blive indlemmet i Nordkoreas Børneforening, og se hvorledes den lille skuespiller tappert gentager næsten alle scenerne på opfordring af de ihærdige nordkoreanske hjælpeinstruktører, der ønsker at alt fremstår så perfekt som muligt; filmens tilskuere skulle jo gerne kunne forstå, at dette sandelig er verdens mest vidunderlige land.
Instruktørerne har så travlt med at rette på skuespillerne, at de ikke bemærker, at fotografen ofte fortsætter efter, at der er råbt ”cut”, hvorved han får småbidder af det virkelige liv med i kassen, og giver Manskyi chansen for at skabe en mængde ægte situationer i filmen. Nordkoreanerne så aldrig de redigerede klip.
Ud over ”Under The Sun” viser Cinemateket to berømte spillefilm fra Nordkoreas tid med ”Immortal Classics”: ”The Flower Girl” (1972) af Hak Park, ”Pulgasari” (1985) af Shin Sang Ok og en besynderlig fake dokumentarfilm ved navn ”Propaganda” instrueret af Slavko Martinov i 2012. Det tyske tidskrift Der Spiegel har kaldt ”Propaganda” for ”Et surreelt og forskruet mesterværk”, og lidt er der nok om snakken.
Alvor eller satire
Man bliver forskrækket, forpustet og forvirret undervejs gennem denne films billedstorm af et sammensurium af livligt sammenklippede arkivklip, reklamer, tv-nyheder og spillefilmsklip, der alle har til formål at miskreditere den vestlige verden. Underholdning, politik, nyheder og pr-løgne racer forbi på lærredet og opfattes som set gennem et nordkoreansk filter. Hvordan kan den jævne nordkoreaner, der ikke har adgang til internettet tro andet end dette er sandheden? Man undrer sig over budskabet – er det alvor eller satire? Filmen kan ses sidste gang 21. maj.
Allerede i 1946 og -47 kort efter Anden Verdenskrig åbnede Nordkoreas første filmstudier Dokumentary Film Studio – og Korean Film Studio beregnet til produktion af spillefilm. Senere kom i 1957 Children Film Studio og 1959 Studio of Korean Films Army. Straks efter Koreakrigens våbenstilstand i 1953 åbnede The Pyongyang University of Dramatic and Cinematic Arts – herfra udklækkedes alle senere koreanske filminstruktører.
Kim Jung-il kom næsten dagligt på filmstudiet og blandede sig i alt. Det menes, at han gennem årene gav mere end 10.000 instruktioner til film under produktion; han sørgede dog for aldrig at komme med på credits. Det er uklart, hvorvidt han selv instruerede nogle af de store film i 70’erne
Det fortælles, at Kim Il-sungs lille filmbegavede søn Kim Jung-il allerede i 1949 under et besøg på Korean Film Studio forklarede instruktøren af ”My Home Village”, at visse scener med faldende sne var urealistiske og sjuskede – og med rette.
Kim Jong-il blev født i 1942 og var vist i sine første år gemt af vejen i Kina. Han var fra tidlig barndom vild med film og samlede sig gennem årene et filmotek på mange tusinder film. Da han i 1964 var færdig med universitetet, blev han ansat i Det Koreanske Arbejder Partis Centralkomité og kom således til at tage sig af aktiviteterne ved Propaganda og Agitations afdelingen.
Se åbningsscenen her:
Han kom næsten dagligt på filmstudiet og blandede sig i alt. Det menes, at han gennem årene gav mere end 10.000 instruktioner til film under produktion; han sørgede dog for aldrig at komme med på credits. Det er uklart, hvorvidt han selv instruerede nogle af de store film i 70’erne. Kim Il-sung var ikke glad for sin søns vilde liv. For på trods af, at Kim Jong-il var gift med en datter af en hans fars øverste officerer, havde han elskerinder, og levede længe hemmeligt sammen med stjerne-skuespillerinden Song Hye-rim, som han i 1971 fik en søn med, Kim Jong-nam. Det er ham, der sidste år blev snigmyrdet i Kuala Lumpurs internationale lufthavn.
Gennem årene producerede Kim Jong-il en række store film; de mest ambitiøse blev kaldt ”Immortal Classics”. Den første af disse var ”Sea of Blood” fra 1968 instrueret af Choe Ik-gyu efter et manuskript af Kim Il-sung. Den er et stærkt og voldsomt drama. den foregår i 30’erne, hvor de japanske besætteres vold var værst. Den fortæller om en stærk kommunistisk kvinde, der lader sig indrullere i Kim Il-sungs revolutionære hær og på trods af tortur aldrig giver op.
På Kim Jong-ils opfordring blev japanernes grusomheder skildret ekstremt realistisk og var voldsomt chokerende. Derved blev Kim Il-sungs redningsaktion mod slutningen så meget mere heltemodig. Kim Jong-ils ambition i de næste mange film, han producerede, blev derefter at skildre sin far The Great Leader som en slags Gud – revolutionshelten, der skabte Juche-nationen.
Efter en storfilm ”Five Guerilla Brothers”, også instrueret af Choe Ik-gyu, der endnu engang hyldede Den store leder Kammerat Kim Il-sungs heroiske kamp mod japanerne, producerede Kim Jong-il i 1972 endnu en Immortal Classic film: ”Flower Girl” instrueret af Choe Ik Gyu og Pak Hak, baseret på en opera af Kim Jong-il. Den smukke Hong Yung Hui havde titelrollen som den fattige faderløse Co-poon, der plukker lyserøde azaleaer i bjergene for på markedet at skaffe penge til sin syge mors medicin.
Et grumt og sørgeligt drama
Jeg præciserer her, at de fleste af hendes blomster er azaleaer, fordi den helligste af alle blomster i Nordkorea er Kimilsungia Azaleaen skabt til Kim Il-sung af en japansk botaniker. Dette kan næsten ikke være et tilfælde.
Filmen er et grumt og meget sørgeligt drama. Aldrig før har jeg set en film med så megen gråd – berettiget gråd. Co-poons far døde af overanstrengelse, mens han slavearbejdede for godsejeren for at betale sin gæld. Slavearbejdet er gået i arv til mor, fordi den stærke ældre broder er i fængsel efter at have hævnet sig på godsejeren, der har blindet lillesøster Sooni ved at kaste kogende te i øjnene på hende.
Der er kærlighed og sammenhold men intet at spise. Da lillesøster vil tjene penge ved at synge på markedet, stoppes hun, for ”vi tigger ikke”.
”Flower Girl” blev en kolossal succes og vandt i 1972 Prix Speciel for bedste instruktion ved Karlovy Vary Filmfestivalen i Tjekkoslovakiet, – og Hong Yong-hui blev et nationalt ikon og kom på pengesedlerne
Ære og stærk moral er i denne verden vigtigere end mad. En fantastisk sangerindes vidunderlige stemme løfter her og der i sorg som i glæde filmen til uforglemmelige højder, men ellers går filmen i sort, efterhånden som familien rammes af mangfoldige ulykker. Co-poon kæmper sig i sne og kulde i månedsvis næsten uden mad gennem bjergene for at finde den fængslede broder, der officielt er død, men mirakuløst dukker op mod slutningen sammen med Kim Il-sungs revolutionære unge mænd.
”Flower Girl” blev en kolossal succes og vandt i 1972 Prix Speciel for bedste instruktion ved Karlovy Vary Filmfestivalen i Tjekkoslovakiet, – og Hong Yong-hui blev et nationalt ikon og kom på pengesedlerne. På Cinemateket kan den ses sidste gang 31. maj. Efter adskillige forsøg på at højne filmkunsten i Nordkorea og få den til at passe ind i Juche-tiden skrev Kim Jong-il i 1973 en filmbog ”On the Art of Cinema”.
Den havde ingen større effekt, og det var åbenlyst at ingen af de uddannede instruktører fra Nordkoreas filmuniversitet havde ideer og fantasi til at skabe de film, Kim Jong-il drømte om. Ingen af disse ville være i stand til at skabe den vision, han havde om en nordkoreansk film i verdensklasse. Han vidste, hvad der skulle gøres; han havde garderet sig, og løsningen sad allerede fængslet i Pyongyang.
https://www.youtube.com/watch?v=Ey2fvPtBsiA
Bortført i Hongkong
Shin Sang-ok var en af Sydkoreas dygtigste og største filminstruktører. Med flid og opfindsomhed havde han skabt et kæmpestort filmkompagni, som producerede film på samlebånd. Han lavede selv mange film, og støttede mange instruktører i deres arbejde. Han blev i 1978 ved en filmfestival i Hongkong bortført og bragt til Pyongyang et halvt års tid efter, at hans ekskone superstjernen Choi Eun Hee var sporløst forsvundet. Han kom til at lave syv spillefilm for Kim Jong-il i årene 1983 til 1986.
Alt gik strygende længe, men fordi Shin lavede sine film for erotiske for lovgivningen og heller ikke respekterede Parks måske noget strengere censurregler, gik det galt. Park var gammeldags og efterhånden noget paranoid
Shin Sang-ok blev født 1926 i Chongjin i det nordøstlige Nordkorea. I 1944 rejste han til Japan for at studere kunst ved Tokyo University of Fine Art. I april 1945 rejste han hjem til familien, der nu boede i Seoul. Japan tabte verdenskrigen, og trak sig ud af Korea, der blev frit efter at have været besat siden 1910.
Shin blev nu ansat som assistant production designer på den første film ”Viva Freedom”, der blev produceret i det nye Korea. Den blev instrueret af Choi In Kyu og handlede om en antijapansk modstandsmand under kolonitiden. Choi blev Shins mentor. Han ansatte ham til sin næste film og lærte ham meget vedrørende filminstruktion. Shin flyttede nu sammen med en velhavende prostitueret, der arbejdede med de mange amerikanske soldater.
Han gik i gang med sin første spillefilm, der delvis blev betalt af hende. ”The Evil Night” handler om en prostitueret og var baseret på en novelle ”Agya”af Kim Gwang-ju; den kom ud i 1952 midt under Koreakrigen. Choi Jun Hee havde en mindre rolle i filmen, og kom også med i hans næste film, en semidokumentarfilm “Korea”.
De giftede sig i 1954, og hun kom til at spille med i næsten samtlige af de mange film, han siden instruerede. Shins karriere kørte nu meget stærkt; han lavede en propagandafilm for genvalgskampagnen for Rhe Syngman (den diktatoriske leder, som amerikanerne havde indsat i 1945) og havde store politiske problemer under indspilningen. Rhee Syngman vandt valget i 1960, men flygtede kort efter, da folket gjorde oprør.
På trods af dette hjalp denne film Shin frem, for han vandt så megen agtelse, at han bagefter kunne starte sit eget produktions kompagni Shin Film. I 1961 kuppede Park Shung-hee sig til magten. Han var en streng diktator, men var også i stand til at bedre landets økonomi. Park var som så mange politiske ledere glad for film. Han beundrede Shins “Evergreen Tree” fra 1961, og de blev venner. Shin lavede nu film i lyntempo, og havde mange hjælpeinstruktører.
I 1967 købte han en større grund ved Anhang og udvidede sin produktion som en industri. Han ansatte 3o instruktører og havde 250 ansatte, og han skabte filmskolen Anhyang Academy of Cinema. I 1963 producerede han ”Rice” – en fiktions propagandafilm for Park Shung-hee. Den skulle hjælpe til forståelse og accept for Parks nye landbrugsreformer.
Kim Jong-il er henrykt. Han præsenterer det berømte par ved en stor banket i 1983 og udbreder sig om sine planer. Sammen skal de nu skabe en ny generation af filminstruktører, der vil kunne konkurrere på internationalt plan, og der er ingen smalle steder. Shin får frie hænder
Alt gik strygende længe, men fordi Shin lavede sine film for erotiske for lovgivningen og heller ikke respekterede Parks måske noget strengere censurregler, gik det galt. Park var gammeldags og efterhånden noget paranoid. Han kunne ikke tolerer Shins skandaløse åbne kærlighedsliv, så da han lod sig separere fra Choi Jun-hee på grund af en affære med en kendte skuespillerinde, tog Nordkoreas regering hans film-arbejdstilladelse fra ham i 1975.
Han overlevede ved at lave et par film for et andet selskab: I 1976 lavede han ”Revenge in the Tiger Cage”, der handlede om et oprør i en kvindekoncentrationslejr i Manchuriet. Gennem tre år måtte han ikke arbejde, og så forsvandt han juli 1978 under en filmfestival i Hongkong.
Koncentrationslejr og tortur
Choi Jun-hee var uden nogen anede det blevet bortført i januar 1978. Hun opholdt sig gennem flere år under behagelige former i Pyongyang uden at vide, at hendes fraseparerede mand sad i fængsel. Shin nægtede at samarbejde og prøvede flere gange at flygte. Dette resulterede i flytning til en koncentrationslejr og tortur. Efter tre år lod han som om han accepterede Nordkoreas ideologi; på Kim Jong-ils befaling genoptog han samlivet med Choi Jun-hee og fik tildelt et nyskabt nordkoreansk Shin Film Company.
Kim Jong-il er henrykt. Han præsenterer det berømte par ved en stor banket i 1983 og udbreder sig om sine planer. Sammen skal de nu skabe en ny generation af filminstruktører, der vil kunne konkurrere på internationalt plan, og der er ingen smalle steder. Shin får frie hænder; alt, hvad han ønsker, bliver straks bevilliget, og han får oplyst, at man under ingen omstændigheder ønsker, at han skal lave propagandafilm. Shin valgte som sin første opgave at filmatisere et af Kim Il-sungs mange teaterstykker ”Bloody Conference”. I 1907 sendte den daværende koreanske kejser tre kommissærer til Den Anden Internationale Fredskonference i Haag for at bede om støtte mod Japans politik.
Ifølge koreansk historieerindring holdt en af de udsendte Ri Yun en passioneret tale for kommissionen – for derefter, da det negative resultat forelå, at begå harakiri foran de chokerede diplomater. Dette er en myte, som nordkoreanerne er stolte af, men kender de mon egentlig sandheden? Kendte Kim Il-sung sandheden?
For første gang i Nordkoreas filmproduktion optog man filmen udenfor Korea i Tjekkoslovakiet, og for første gang kunne publikum se hundredevis af hvide europæiske skuespillere i en koreansk film. I Korea kendte man ikke Europa, så alle inklusiv Kim Jong-il accepterede, at billederne fra Prag var fra Holland.
På trods af den store succes var Shin ikke helt tilfreds med filmen, så han krediterede Choi Jun-hee som instruktør. Derfor var det hende, der blev tildelt juryens specialpris som bedste filminstruktør ved 1984 filmfestivalen i Karlovy Vary for ”An Emissary of No Return” (1984). Ved samme lejlighed meddelte Shin den samlede presse, at han skam frivilligt havde taget imod Kim Jong-ils invitation til at lave film i Nordkorea.
Shin valgte som sin næste opgave at filmatisere en gammel koreansk fabel, ”The Tale of Shun Hyang”, som tidligere var filmatiseret adskillige gange i Sydkorea. Selv havde han for Shin Film lavet den i 1961 med Choi Jung-hee -hun kom nu i den nye udgave ”Love, Love My Love” (1985) til at spille Shun Hyangs mor.
Nordkoreas første filmkys
Filmen var en musical med masser af sang og dans; ren underholdning uden nogen form for propaganda. Shin var sig bevidst, at filmen kunne støde folk, for i Nordkorea gik man ikke ind for individuel kærlighed, her elskede alle den store leder og hans kærlighed var nok for alle; og så indeholdt filmen også landets første filmkys.
Med sin tredje film “Runaway” (1985) valgte Shin at gå tilbage til traditionen og lave en ægte propagandafilm i stil med succesen ”Flower Girl”. Han valgte denne gang at satse yderligere på brutaliteten og smerten under Japans besættelse og skrue ned for Kim Il-sungs helteglorie. Filmen foregår i 1920’erne og handler om den unge fattige Song Ryul og hans kone (Choi Jung-hee) og deres utrolige trængsler.
Fordi Shin ikke havde midler til at skabe en troværdig eksplosion, anmodede han regeringen om at få et ægte tog stillet til rådighed. Til hans store overraskelse fik han bevilliget både tog og dynamit
De mister deres jord og deres høst, de bestjæles i Kando (et velkendt Wild West område), de angribes af en hund med rabies og snydes for medicin af apotekeren, hvorefter Song Ryul sætter ild på apoteket og kommer i fængsel. Kim Il Sungs tropper angriber toget og befrier fangerne. I filmens spektakulære finale sprænger Song Ryul og guerillahæren et japansk tog i luften.
Fordi Shin ikke havde midler til at skabe en troværdig eksplosion, anmodede han regeringen om at få et ægte tog stillet til rådighed. Til sin store overraskelse fik han bevilliget både tog og dynamit. Kim Jong-il og hans filmkommission beviste her, at de ville gøre alt for at støtte Shins perfektionisme og Nordkoreas voksende filmimperie.
”Salt” fra 1985 er en film i samme voldsomme genre, bare meget mere brutal og rystende end noget tidligere. Choi Jung-hee har hovedrollen. Hun spiller en navnløs mor i Kando regionen i 30’erne. Da hendes mand bliver dræbt i en skudduel mellem japanerne og lokale kinesiske banditter, tror hun, at kommunisterne har skudt ham. Hendes unge guerilla-mindede søn løber herefter hjemmefra, men fanges af politiet. Hun får ham fri ved at lyve. Herefter går alt galt: Hun mister sit hjem og sine penge.
Hun voldtages af sin arbejdsgiver, hun prøver at abortere, men bliver nødt til at føde barnet, som hun forgæves prøver at kvæle. Hendes unge datter og babyen dør af en epidemisk sygdom, og hun prøver at begå selvmord. En ven opfordrer hende til at smugle salt ind til oprørerne, som er omringet af den japanske hær. Midt i en rivende flod angribes hun af japanvenlige banditter, og så endelig kommer Kim Il-sungs tropper til hjælp. Filmen svælger i grusomheder og hidtil usete seksuelle handlinger.
Folk var rystede ikke bare over voldtægten, men også over en ammescene, hvor man ser kvindens nøgne bryst. Ingen film havde hidtil vist så megen lidelse. Choi Jung-hees stærke spil gjorde voldsomt indtryk på alle, og hun fik ved Moskva Filmfestivalen tildelt prisen som årets bedste skuespillerinde.
Efter denne kraftanstrengelse kastede Shin sig i 1985 over en middelalderlig legende “The Tale of Shim Chong”, som han tidligere i 1972 havde filmatiseret i Sydkorea. Filmen om den 15-årige skønhed Shim Chong indeholder de faste temaer datterlig hengivenhed og opofrelse og mængder af lidelse, men tilføjer overtro, ofringer og magi.
Endvidere ødsles der i scener fra havgudens hof med imponerende danse-ensembler, der kan minde om europæiske shows. I denne eventyrverden møder Shim Shong sin afdøde mor (Choi Jung-hee). Havguden sender hende tilbage til Jorden, hvor hun møder en venlig konge, der gifter sig med hende og hjælper hende til at finde sin blinde far.
Shin var utrolig flittig i 1985. Hans femte spillefilm det år skulle blive hans mest berømte. ”Pulgasari”, der var inspireret af japanske filmmonstre og i sær af den meget populære ”Godzilla”, som vi i Danmark også kopierede med ”Reptilicus”
Han er filmen igennem blevet snydt godt og grundigt af flere ondsindede personer, men ved mødet med sin trofaste datter genfinder han mirakuløst sit syn. Filmen blev optaget i Münchens Bavaria studier, hvor de special effect kunstnere, der lige havde arbejdet på “The Neverending Story” fra 1984 trådte til for at assistere i Shins fantasy film.
Hvorfor stak de ikke af?
Mange har undret sig over, hvorfor Shin Shang-ok og Choi Jung-hee ikke stak af, dengang de i München opholdt sig i den frie vestlige verden, – hvorfor de lydigt vendte hjem til Nordkorea og Kim Jong-il. Shin huskede nok alt for tydeligt sine tre ydmygende år i Seoul, hvor han var blevet frataget retten til at lave det, han brændte for og var bedst til film.
Shin var utrolig flittig i 1985. Hans femte spillefilm det år skulle blive hans mest berømte. ”Pulgasari”, der var inspireret af japanske filmmonstre og i sær af den meget populære ”Godzilla”, som vi i Danmark også kopierede med ”Reptilicus”. Cinemateket har fået fat i denne meget omtalte film, som i sin tid blev en kæmpe succes ikke bare i Nordkorea, men også i Japan, og som i 2001 kunne købes på VHS kassetter i USA.
”Pulgasari” foregår atter engang i middelalderen, hvor landet er hærget af brutale små konger, der ligger i krig med hinanden. Da guvernøren beslutter at indsamle alle metalgenstande i landsbyerne for at lave dem om til våben, og på kongens ordre kræver en udvalgt smeds samarbejde, gør folket oprør. Smedens søn og dennes venner får hjælp fra rebeller i bjergene og gemmer en større del af landsbyens køkken- og landbrugsredskaber.
Smeden gennembankes, da han intet vil sige, og sættes i fængsel uden mad og drikke. Hans smukke datter Ami og yngste søn kaster mad op til hans gittervindue. Døende former han en lille figur af den indsamlede ris — puster på figuren og synker sammen. Ami finder den lille figur og tager den med hjem. En dråbe blod falder fra hendes finger ned på figuren, der bliver levende og straks går i gang med at æde hendes synåle. Fangerne slipper ud, da Pulgasari æder låsen og dørens hængsler.
Efterhånden som han æder sig igennem landsbyen jern- redskaber vokser han til en imponerende størrelse. Guvernørens soldater flygter, for intet kan trænge igennem hans tykke skind, og han æder alle deres sabler. Kongen bliver bange og guvernøren samler en større hær for at kunne bekæmpe de mange rebeller, der opmuntret af hjælp fra Pulgasari-monsteret dukker frem fra deres skjul i bjergene.
Filmens slag er imponerende. Hundreder af bønder og rebeller kæmper med primitive våben mod velbevæbnede soldater, der på mange forskellige måder prøver at dræbe Pulgasari. Men ender med at flygte for det kæmpestore monster, der sluttelig knuser kongens palads. Sejren er vundet, men Pulgasari æder videre; han er nu blevet en byrde. Ami ofrer sig ved at gemme sig i en metalklokke. Da Pulgasari æder den, eksploderer han, og Ami ligger død på en bjergside.
Søgte asyl i USA
En lille Pulgasari løber sidst i filmen rundt i skovkanten—symboliserende folkets evige oprørsvilje? Shin fik fløjet 15 speciel effekt eksperter ind fra Toho studierne i Tokyo, samt den skuespiller, som i Godzilla-filmene havde været inde i den tunge gummi harnisk. Kenpachiro Satsuma havde som Godzilla ødelagt Tokyo adskillige gange, inden han fortsatte med at spille Pulgasari i Nordkorea. Shins assistent Chong Gon-jo måtte færdiggøre filmen, da Shin Sang-ok og Choi Jung-hee havde benyttet et forretningsmøde i Wien marts 1986 til at stikke af fra deres Nordkoreanske følge og søge asyl i den amerikanske ambassade.
Hele filmen kan – for feinschmeckere – ses her med engelske undertitler:
https://www.youtube.com/watch?v=eCKSR0JArUQ
De blev kort efter fløjet til Los Angeles, hvor Shin instruerede tre film under navnet Simon Sheen. For ikke helt at tabe ansigt oprettede Kim Jong-il et Shin Film kontor i Wien for at præcisere, at de to kunstnere havde været uafhængige og selvstændige. Efter sigende havde Kim Jong-il anbragt 2,5 millioner dollars i en østrigsk bank til Shins kommende filmproduktioner.
Om Nordkorea efter tilnærmelsen til Sydkorea og USA kan få sin filmindustri op i gear, har vi til gode at se. Nu sætter verden linsen på mødet i Singapore
En god grund til at stå af lige nu. I 1985 nåede Shin også at instruere ”Break Water”, men den vides der ikke meget om. Shin instruerede selv de syv omtalte film, men han klarede også på den korte tid, at producere 10 spillefilm med nordkoreanske instruktører. I Johannes Schönherrs bog ”North Korean Cinema – A History” fremhæves Jernbanefilmen “Thousand Miles along the Railroad” fra 1984 instrueret af Kim Kil-in, og Sportsfilmen “Run and Run” fra 1985 af Pak Sung Bok.
Her kan man også læse om de mange film fra Shin Film Production, som andre måtte overtage og færdiggøre. Kim Jong-il gjorde et klogt kup, da han ”overtalte” Shin Sang-ok til at lave film i Nordkorea, for han må have været en af landets flittigste. Hans film var utroligt populære, og hans fortællestil virkede som en bombe i det ellers så konservative filmmiljø.
Det var imidlertid også en gevaldig chance for Shin at få lov til at boltre sig i stor-produktioner uden at bekymre sig om økonomien og censuren. Han genskabte sit navn ude i verden og opnåede at sidde i juryen i Cannes.
Om Nordkorea efter tilnærmelsen til Sydkorea og USA kan få sin filmindustri op i gear, har vi til gode at se.
Nu sætter verden linsen på mødet i Singapore.
Topillustration: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
