FOO FIGHTERS // ANMELDELSE – Det, der startede som et Dave Grohl engangs-/enmandsprojekt, som underspillet aflad for de indre kvaler i forbindelse med vennen og bandlederen Kurt Cobains selvmord året forinden, har nu materialiseret sig som et af klodens største stadionrockbands. Foo Fighters runder i disse år to markante milepæle. De er på den anden side af sølvbryllupsfesten og er aktuelle med deres tiende studiealbum, og det i imponerende form. Samarbejdet med popproducerikonerne Greg Kurstin og Mark ’Spike’ Stent er i grove træk en vellykket fusion af elementer fra rockens rå og direkte kraft og poppens dansable elegance og finesse. “Overordnet har albummet en pågående friskhed. Det er velproduceret på den fede måde. Samarbejdet med rockbandet og popdrengene bag knapperne fungerer godt og harmonisk, og man fornemmer gensidig inspiration,” skriver journalist og forfatter Henrik Tuxen.
Med sikker sans for træfsikre guitarriffs, vokale hooklines og en udadvendt og dynamisk sceneoptræden har Foo Fighters vundet og fastholdt et globalt publikum på tværs af genrer i nu årtier. Anken blandt nogle kritikere, som denne skribent til dels deler, har været, at hvad bandet evner i performance, udtryk og energi, til tider kan fremstå lovligt fersk og letkøbt i kompositionerne.
Fair eller ej, når man har været trommeslager – og tæt på uimodsagt en af de bedste og tungeste rocken har fostret – i Nirvana, og man efterfølgende springer ud som frontmand med guitar om halsen, er sammenligningen med Kurt Cobain uundgåelig.
Hertil kommer, at det sene Nirvana-medlem, Cobains særdeles tætte ven Pat Smear, i størstedelen af Foo Fighters levetid har været en fast del af bandet. Grohls input til Nirvana var uomtvisteligt, at han bidrog med lim, dynamik, vitalitet, humor og livsglæde til at sparke trioen til historiske højder. Men der var også Kurts stemme, lyrik og kompositioner, der gav store dele af materialet evergreen-status.
Den kraft i udtrykket, som Nirvana stod for, og ikke mindst humoren, er til gengæld noget, der går i lige linje fra Grunge-trioen til Foo Fighters. Trods Cobains sortsyn er Nirvanas korte historie særdeles rig på ekspressiv, flabet og intelligent humor
Klog af (Cobains) skade er Grohl sprunget ud som ’The Nicest Guy in Rock’. For ham handler rock’n’roll og musik om at nyde og fejre livet, ikke at dyrke døden og nedturen, hvilket han i forskellige versioner har udtrykt de fire gange, jeg har interviewet ham. Trods Grohls positive livssyn og natur har han på forbilledlig vis evnet at samarbejde med folk, som på voldsom og intim vis har afsøgt og afreageret på menneskelig smerte.
Udover Kurt Cobain blandt andet som livslang sparringspartner for Josh Homme, og med en række hardcore punk bands, som om noget er Grohls baggrund. Grohl forstår og spiller med, men det at udtrykke sindets dybder og afkroge, også de smertelige – som historisk er et af rockmusikkens adelsmærker, som i kunst og kulturhistorien i det hele taget – har ikke i nævneværdig grad kendetegnet Grohl og Foo Fighters sange.
Kraft i udtrykket og flabet humor
Den kraft i udtrykket, som Nirvana stod for, og ikke mindst humoren, er til gengæld noget, der går i lige linje fra Grunge-trioen til Foo Fighters. Trods Cobains sortsyn er Nirvanas korte historie særdeles rig på ekspressiv, flabet og intelligent humor, som f.eks. videoen til In Bloom. Foo Fighters kortfilms-video til Learning to Fly fra 1999 er blevet en klassiker på Monty Python- og Jack Black-niveau. Der har været veldokumenterede konflikter i Foo Fighters historie, men grundlæggende har de det sjovt sammen og passer på hinanden i bandet, og som Grohl sagde til mig i et interview om Nirvana, ’meget af tiden var det også bare tre unge venner, som rullede rundt på gulvet, havde det sjovt og skreg af grin’.
Foo Fighters rummer stor og langstrakt musikalsk bredde. Pat Smear er, udover sin status som Cobains favorit, en ægte punkpioner, der album-debuterede i L.A. med The Germs tilbage i 1979 med Joan Jett som producer.
Foo Fighters kompakte, aggressive rockakse står intakt. Tilsætter man lidt soul, gospelkor, funky beats, soft 70’er-vellyd og en solid gang dansabel Bowie-inspiration strøet lidt ud over det hele, har man et nogenlunde billede af de 37 minutter
Guitarist Chris Shiftlett er stærk i samme genre. Taylor Hawkins har bl.a. siddet bag trommerne for Alanis Morissette, og spradebassen er også en ferm vokalist. Bassist Nate Mendel har været med i flere subpop-bands fra undergrunden i Seattle og omegn – organist Rami Jaffee har i årtier spillet med Bob Dylans søn Jakob i The Wallflowers.
Dertil kommer Grohls imponerende virke som dokumentarist, hvor den flinke og dynamiske mand kan få så at sige alle i tale, inklusive Paul McCartney og Barack Obama. Det gælder bl.a. de otte afsnit i HBO serien Sonic Highways, der følger albummet af samme navn fra 2014. Ganske enkelt fremragende amerikansk musik- og kulturhistorie.
Foo Fighters har tætte bånd både til favoritterne, Queen, og de overlevende medlemmer af bandet over dem alle, The Beatles. Grohl har spillet i det vellykkede sideprojekt Them Crooked Vultures med Led Zeppelins John Paul Jones, og selvfølgelig tropper en fyr som Justin Timberlake op, drikker, danser og synger igennem, når vennerne ringer. Foo Fighters er lige dele velbevandrede i og stærkt forbundne til såvel undergrunden som mainstream fra 60’erne som til i morgen og fremover.
Medicine at Midnight
Det er sådan nogenlunde Grohl- og Foo Fighters’ DNA, og nu udkommer bandets tiende studiealbum Medicine at Midnight, og det overrasker overvejende positivt. En kort kontant sag, ni numre, 37 minutter i alt. Som på forgængeren Concrete and Gold fra 2017 har bandet arbejdet med superpopproduceren Greg Kurstin, og nu er også en anden popguru, Mark ”Spike” Stent, kommet med på holdet som mixer, og det kan høres.
Foo Fighters kompakte, aggressive rock-akse står intakt. Tilsætter man lidt soul, gospelkor, funky beats, soft 70’er-vellyd og en solid gang dansabel Bowie-inspiration strøet lidt ud over det hele, har man et nogenlunde billede af de 37 minutter, som Foo Fighters med friskheden intakt lægger navn til på Medicine at Midnight anno 2021.
“Making a Fire” åbner med et stærkt potent riff, og pigekoret helt i front. Mellemstykket får melankolien frem på flot klassisk Foo Fighters vis. Bevægeligt anderledes og varieret. Håndklap a capella, gospel-vibe, fin midnatsmedicin. Albummet, ilden, festen kommer godt fra start.
“Love Dies Young” er klassisk Foo Fighters, hvor tonen bliver en kende fersk til mig. Man kan forestille sig, hvordan horderne synger ekstatisk med i en hypotetisk coronafri fremtid
“Shame” rimer på “Fame”. Og om noget er det inspiration fra Bowie’s funky hjørne, der spøger på “Shame Shame”, som også har lidt af ånden fra vennen Justin Timberlake over sig. Foo Fighters på funky udebane, men de danser fint på isen i de nye skøjter. Omkvædet vil lidt for meget og bryder stilen. Som så ofte før er FF bedre i riffs, beats og vers end i omkvæd, hvor de lavt hængende ’syng med’-frugter har det med at virke for fristende.
“Cloudspotter” – endnu en træffer. Et klasse, funky guitar-riff åbner ballet, tilsat en dansabel tone, der rykker og en masse cool tingeltangel i baggrunden. En kvindestemme blander sig med Grohl og giver en underspillet, dramatisk effekt ikke ulig noget, der kunne være kommet fra Matt Johnson og The The i velmagtsdagene for 30 år siden. Man fornemmer, at bandet har det sjovt og spiller igennem.
“Waiting on a war” – klassisk Foo Fighters ballade, hvor vokalen og akustisk guitar går lige på, nærmest identisk med “Best of You”. Trækker direkte tråde til gamle hits. Vinder ved melankolien i det stryger-klingende underlag. Flotte elementer men en kende melodramatisk, og alle tricks og virkemidler er hørt før fra samme kant, inklusiv det dramatiske crescendo mod slutningen. Men en fin repræsentant fra den skuffe, der vinder ved flere afspilninger. Grohls udlægning af en opvækst med ’Den kolde Krig’ som spøgelse i barndommen til skarpe globale fronter i dag.
“Medicine at Midnight” har et funky beat, Bowie spøger igen, mystisk indpakning, god, bevægelig soul-bas men et halvfladt omkvæd. Ikke den skarpeste sprøjte i medicinskabet og overraskende valg af titelsang, som man med rette kunne forvente mere af.
“No Son of Mine” er så tæt på metal riffs, som Foo Fighters kommer. Hawkins ’thumper’ effektivt på pedalen. Gode pigevokaler og riffs. Effektivt, men ikke banebrydende.
“Holding Poison”. Nærmest glamrock intro, stor i slaget, høje lyde. Spartansk synkoperede vers og videre ind i et af de bedre FF-omkvæd. Guitaren fylder i Aerosmith-stil og flyder i takt med Hawkins’ markerede off beats og Grohls melodiske vokal fra mellemregisteret. Virker særlig effektivt, når verset står rent efterfølgende. Igen fornemmer man, at bandet har det sjovt og til dels betræder nye stier. Nummeret indeholder også et afstikker-groove, der illustrerer, hvorfor det er fedt at spille i et rockband.
En af de mest vellykkede ballader
“Chaising Birds” er i min bog en af de mest vellykkede FF-ballader i karrieren. Klinger af bløde 70/80’er hits, hvor associationerne står i kø. Vokalsuset fra 10CC’s “I’m Not in Love”, stemning à la Chicago’s “If You Leave Me Now”. Det er lige før, man kan synge Paul Youngs “Everytime You Go Away” ind over og så et distinkt post-Beatles aftryk med smag af Lennon’s “Woman” og Harrisonsk guitar outro. Bygget op over klassisk akustisk guitar riff. Godt balanceret, hvor Grohl ikke forfalder til opstemt omkvæd, hvor lightere og mobiler i bedste “Wind of Change”-stil skal frem. En favorit.
“Love Dies Young” er klassisk Foo Fighters, hvor tonen bliver en kende fersk til mig. Man kan forestille sig, hvordan horderne synger ekstatisk med i en hypotetisk coronafri fremtid. Dog skal det velproducerede, poppede og fremaddrivende beat i verset fremhæves. Det er ud over stepperne, kavaleriet rykker.
Overordnet har albummet en pågående friskhed. Det er velproduceret på den fede måde. Samarbejdet med rockbandet og popdrengene bag knapperne fungerer godt og harmonisk, og man fornemmer gensidig inspiration.
Der er både velkendte elementer og Foo Fighters på nye stier og tynd is, der i det store hele holder.
Albummet illustrerer også, at det er udtrykket, energien og spilleglæden og ikke altid kompositionerne i sig selv, der er Grohl & Foo Fighters styrke. Men overordnet set en vital, og forfriskende omgang poprock, der viser, at Foo Fighters har gnisten, nysgerrigheden, energien og spilleglæden intakt.
https://www.youtube.com/watch?v=d1qlr0-hCUQ
Foo Fighters: Medicine at Midnight, album, udkom 5. februar
Pressefoto.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
