SAMFUND // SERIE – Hanne B. Stegemüller voksede op i en familie, der konstant var på flugt fra myndighedernes kritiske blik. Ingen voksne greb ind, selvom den lille pige blev udsat for ting, børn aldrig skal opleve. Her er femte afsnit af serien ”Nomadebarn”, hvor Hanne fortæller om de trygge øjeblikke hos mormor og Rolf.
Midt i nomadelivet var der to, faste og trygge holdepunkter: Min mormor og min eneste barndomsven Rolf.
Jeg havde verdens bedste mormor – intet mindre. Hun var en djærv lille kvinde, der tog sig godt af mig, når vi boede i samme by som hende. Hun boede samme sted som os i Brande og på Sydfyn.
Hun var lille og spinkel, tog sjældent forklædet af, og håret var sat op med en valk. Det er et underlag, der får opsat hår til at synes mere fyldigt. Jeg kunne godt lide at sidde ude på badeværelset og se hende ordne det lange hår, der gik langt ned ad ryggen.
I min tidlige barndom i Brande havde hun et lille hus i byens udkant. Hun hentede mig ofte fra skole om fredagen, og så overnattede jeg hos hende til lørdag. Der var vel omkring en kilometer at gå fra skolen og til hendes hjem.
Pengene var små, men hjertet var stort. Det, jeg ikke måtte derhjemme, måtte jeg her hos mormor.
Børn i dag ville have kedet sig ihjel dernede, for der foregik i virkeligheden ikke noget særligt, men jeg kedede mig ikke.
Jeg legede købmandsbutik med mormor
Det bedste var at lege købmandsbutik ude på den lille veranda.
Mormor havde stået i købmandsforretning, da hun boede i Nykøbing Sj., og derfra havde hun en gammeldags vægt med messinglodder. Tilmed havde hun kaffeposer af den type, man folder nogle gange foroven for at lukke dem med en metalclips.
Jeg fyldte poserne med sten og sand og vejede af, hvorefter mormor var en trofast kunde. Det kunne jeg lege i timevis.
Om aftenen blev de gamle Familie Journaler fundet frem. Jeg klippede personerne på billederne ud og klistrede dem over på forskellige stykker karton. Det var også en hobby, som ikke kostede så meget.
Jeg havde mit eget lille værelse hos hende oppe på førstesalen, hvor hun også selv havde soveværelse. Om lørdagen spiste vi frokost på mit værelse. Som jeg husker det, var det altid torskerogn fra Amanda på Pascobrød henne fra bager Franck på hjørnet, hvor hun også selv arbejdede.
Jeg var ofte på sommerferie hos mormor, og det var to eller måske tre herlige uger
Vi havde transistorradioen tændt, så vi kunne høre Middagskoncerten med Svend Nicolaisens Orkester og derefter Dansktoppen, når torskerognen var spist og lakridskonfekten fundet frem. De weekends hører til blandt mine bedste barndomsminder.
Hun var født i 1910, så på det tidspunkt har hun været omkring 65 år og aldersrentenyder. Jeg husker hende som værende væsentligt ældre end de 65, så måske har hun været syg?
Jeg var ofte på sommerferie hos mormor, og det var to eller måske tre herlige uger. Hvert år købte hun en ny plasticfodbold til mig. Måske købte hun faktisk flere, fordi de eksploderede, når jeg sparkede dem ind i hækken. Hun lærte mig at jonglere med tre bolde, selvom jeg aldrig blev særlig god til det.
At jeg kunne besøge hende, betød også, at jeg kunne være sammen med min eneste ven, min skolekammerat Rolf, der boede lige rundt om hjørnet, og som jeg havde mange interesser tilfælles med.
Vi tilbragte mange timer med at tegne eller gå tur med hans golden retriever, der hed Rex. Rolf var meget bedre til at tegne end mig og blev da også arkitekt.
Vi gik i 6. – 7. klasse og lærte meget om 2. verdenskrig. Den dag i dag kan jeg huske, hvor bange jeg var for, at en tredje verdenskrig ville bryde ud.
Rolf og jeg holdt kontakten gennem alle årene, og da Messenger blev opfundet, mødtes vi jævnligt der. Han boede mange år i udlandet, men efter at være blevet skilt rejste han hjem til Danmark. Jeg kunne godt fornemme, at der var noget galt, men når jeg prøvede at spørge ind, svarede han mest, at han tumlede med svære tanker.
En dag fik jeg besked om, at han havde hængt sig. Det var i 2015, og jeg blev overvældet af en følelse af ensomhed, men jeg besluttede, at jeg ville med til begravelsen i en kirke på Sydsjælland.
Da jeg hilste på hans forældre i kirken, var det, som om de kendte mig. Han må derfor have fortalt om det mangeårige venskab. At de kendte til mig føltes som ringe i vandet tilbage til en helt anden tid, som jeg troede, jeg havde lagt bag mig.
Serien Nomadebarn er i 13 afsnit, og den er skrevet i samarbejde med Lotte Ladegaard, som er fast skribent på POV.
Alle navne undtagen Hannes eget, stednavne og navne på skoler og arbejdspladser eget er ændret af hensyn til nulevende mennesker fra Hannes barndom. Navnene er redaktionen bekendt.
LÆS ALLE TIDLIGERE AFSNIT I SERIEN HER
Foto: Hanne og hendes far, privat
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
