Nomadebarn: ”Mor, jeg kan bedst lide dig om morgenen” – #7

i Politik & Samfund/Børn & unge af
SAMFUND // SERIE – Hanne B. Stegemüller voksede op i en familie, der konstant var på flugt fra myndighedernes kritiske blik. Ingen voksne greb ind, selvom den lille pige blev udsat for ting, børn aldrig skal opleve. Her er syvende afsnit af serien ”Nomadebarn,” hvor Hanne fortæller alkoholmisbruget i barndomshjemmet.

Scenen er køkkenet i Svaneke en forårsformiddag. Jeg må have været 14 eller 15 år gammel. Jeg stod op ad det ene hold brune køkkenskabe, og min mor stod op ad det andet hold overfor mig. Hun havde den vamsede, lange, tværstribede morgenkåbe på, som duftede så godt, når hun var sengevarm.

Dette var en af de få morgner, hvor hun var stået op. Normalt sov hun længe, så jeg var alene med psykopaten. Formentlig sov hun gårsdagens brandert ud, eller også blev hun liggende for ikke at skulle stå op og blive konfronteret med virkeligheden. Men denne dag var hun oppe.

Jeg var altid glad, når hun stod op om morgenen. Det gav en følelse af tryghed, samtidig med at jeg var klar over, at hun alligevel ikke beskyttede mig, for det sagde min erfaring mig. Hun havde sit fokus på mændene i sit liv, ikke på sine børn.

Allerede mens vi boede på Sydfyn, drak min mor og psykopaten massivt. Der var alkohol på bordet hver dag både til frokost og til aften. Til frokosten øl og Brøndum Snaps og til aftensmaden vin.

Herefter talte hun ikke til mig i 14 dage

Pengene var mindre end små, så de begyndte at brygge vin selv. Jeg kan stadig høre ballonernes blop blop blop og lugte stanken af gær, der forpestede de to små stuer i bindingsværksejendommen.

Jeg sagde til hende: ”Mor, jeg kan bedst lide dig om morgenen”, underforstået for der har du endnu ikke drukket.

Herefter talte hun ikke til mig i 14 dage.

Fest og farver den halve nat

En medvirkende faktor til det store forbrug var, at min mors bror flyttede ind for en periode, mens vi boede på Sydfyn, og han var også alkoholiker med stort A. På det tidspunkt, i 1976, var min halvbror kommet til verden, så vi var to børn, der led under promillerne.

Onklen bidrog til fest og farver, der ofte varede den halve nat. De spillede hammondorgel og harmonika lige ud for mit værelse, så jeg ikke kunne sove. De tog kun hensyn til sig selv.

Imens vi boede i Vestermarie, kom en lærer og hans finske kone til som venner, og da vi flyttede til Svaneke, kom en gammel fisker til som en ny ven. Jeg ved ikke, hvad de havde tilfælles udover spiritussen.

Jeg følte mig meget alene med deres drikkeri, for hvor skulle jeg gå hen med mine bekymringer?

Jeg har tit tænkt på, hvem af de to der førte an med hensyn til alkoholen, min mor eller psykopaten? Hvem var ophavsmanden? Jeg er kommet frem til, at det var ham, og det bygger jeg på, at min mor ikke havde nogen form for alkoholproblemer, mens min far levede, eller mens vi boede hos revisoren.

Jeg følte mig meget alene på grund af deres drikkeri, for hvor skulle jeg gå hen med mine bekymringer? Det var før, Børnetelefonen blev opfundet. I det hele taget var der ingen steder at gå hen for børn.

Jo mere de drak, jo flere pligter fik jeg. En periode stod den på ugentlig udvendig vinduesvask, bilvask- og pleje med samme frekvens, pasning af min halvbror, indkøb og hjælp til madlavning.

Det er mig fortsat en gåde, hvornår jeg fik tid til at læse lektier, men det må jeg have haft, for jeg fik gode karakterer.

Angst for tvangsauktion

Det er dyrt at have et dagligt misbrug med alkohol både til frokost og til aften, så ordet tvangsauktion lærte jeg tidligt at kende. Jeg var klar over, at det hang sammen med, at vi købte på klods hos Købmand Bent nede på Torvet i Svaneke, og at vi tit fik gratis fisk på havnen.

Jeg vidste ikke helt, hvad tvangsauktion var, men det var noget, jeg var meget bange for. Jeg forestillede mig, at vi stod ude på Storegade med tingene på en trækvogn, efter fogeden havde været der.

Venner havde jeg ikke. Det er karakteristisk for børn af alkoholikere, at de kun sjældent har andre børn med hjemme at lege. Det skyldes, at de aldrig kan vide, hvad status er derhjemme. Hvor beruset er far eller mor den dag?

I ottende klasse skulle vi på skolerejse til London, men jeg kunne selvfølgelig ikke komme med, når vi samtidig købte på klods hos købmanden

De skal hjem at mærke efter først, og så har de andre børn for længst fundet nogle andre at lege med.

Jeg var også et let mobbeoffer, idet jeg ikke havde det samme smarte tøj som de andre børn og unge, for det var der ikke penge til, men også fordi jeg ofte var dygtigere end dem.

I ottende klasse skulle vi på skolerejse til London, men jeg kunne selvfølgelig ikke komme med, når vi samtidig købte på klods hos købmanden. Det forstod jeg godt, men jeg var alligevel ked af endnu engang at være udenfor.


Serien Nomadebarn er i 13 afsnit, og den er skrevet i samarbejde med Lotte Ladegaard, som er fast skribent på POV.

Alle navne undtagen Hannes eget, stednavne og navne på skoler og arbejdspladser er ændret af hensyn til nulevende mennesker fra Hannes barndom. Navnene er redaktionen bekendt.


LÆS ALLE TIDLIGERE AFSNIT I SERIEN HER


Foto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hanne B. Stegemüller er født i 1963 og uddannet cand. jur., men har aldrig brugt paragrafferne. I stedet har hun en god 23-årig karriere med økonomistyring og ledelse af IT-projekter i centraladministrationen bag sig.

Hun fik diagnosen bipolar affektiv sindslidelse (maniodepressiv) i 2014 og diagnosen Aspergers syndrom i 2019. Hun er kendt i - og med - det psykiatriske system og har stor erfaring fra utallige indlæggelser.
Hanne skriver især om psykiatri og ”psykiatripolitik” med udgangspunkt i egne oplevelser. Og der er nok at tage fat på: Den udsultede psykiatri, brugen af ECT (elektrochok), tankerne der kan blive for store, hvordan føles en psykose, og så videre.

Hanne har skrevet til sin egen blog, stegemueller.dk, gennem flere år.

Seneste artikler om Politik & Samfund