Seks vigtige signaler fra Socialdemokratiets kongres

af i Politik & Samfund

ANALYSE – Mette Frederiksen trækker partiet mod venstre på en række områder – bortset fra udlændingepolitikken. Den ligger stadig fast, skriver Bjarke Larsen i denne analyse, og det blev der ikke protesteret mod på weekendens partikongres for Socialdemokratiet i Aalborg.

Klassisk S-politik

Socialdemokratiet blev på en række områder trukket mere mod venstre og i retning af en mere klassisk socialdemokratisme: Mere velfærd med fokus på de svageste og børnene. Øget indsats mod klimaforandringer. Invitation til et bredt samarbejde hen over midten og løfter om indflydelse til De Radikale, Alternativet og Enhedslisten – bare ikke på udlændingeområdet (mere om det senere).

Og det blev sagt helt åbent i den næsten en time lange tale, Mette Frederiksen holdt (og som kan ses og læses her), så ingen kunne misse pointen:

”Lad mig derfor være mere direkte, end jeg har været før fra den her talerstol. Der er nogle danskere, der har mistet tilliden til os som parti. Min vigtigste opgave som jeres formand er at bygge den tillid op igen.”

“For der er nogen, der igennem årene havde svært ved at genkende os. Lettelser af selskabsskatten. Dagpenge. Det satte vi os for at rette op på. Vi er ikke i mål endnu. Men mange er mere trygge ved de valg, vi træffer i dag.”

”Er vi blevet mere klassiske socialdemokrater, når det kommer til fordelingspolitik? Svaret er ja.”

Opgør med Helle Thorning-Schmidts linje

I forlængelse heraf gik Mette Frederiksen all in i et endeligt opgør med de mest centrale dele af den politik, der blev ført med Helle Thorning-Schmidt som statsminister og Bjarne Corydon som finansminister:

”Kan I huske det sidste regeringsgrundlag? Der var en enkelt formulering, som mange syntes var lidt mærkelig for en socialdemokratisk ledet regering. Det her med, at vi ville videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik i bred forstand… Lad os være enige om, at den formulering ikke kommer med i igen. … Til gengæld lover jeg, at vi vil føre socialdemokratisk politik i bredeste forstand.”

Hun bedyrede også, at det ikke bliver på hendes vagt, ”at vi sælger mere infrastruktur til Goldman Sachs.”

Henrik Sass Larsen skar det ud i pap, at der er et alternativ, hvis det efter valget ikke lykkes at opnå enighed de de oprørske partier i ”rød blok”.

Dermed er der åbnet for, at alle folketingskandidater og andre frit kan lægge afstand til den politik, der blev ført af S-SF-RV regeringen. Det vil gøre den kommende valgkamp noget lettere, og det vil gøre mange S-vælgere mere trygge.

Det er et opgør, der er kommet trinvis i takt med, at tiden er gået. Der vil selvfølgelig komme nogle rituelle kommentarer fra borgerlige politikere og kommentatorer om, at hun selv var en del af den pågældende regering, og ”hvorfor sagde hun ikke fra dengang”, men vurderingen i S-toppen er, at det ikke interesserer andre end de pågældende.

Radikale hældt ned ad brættet – igen

I sin tale gjorde Mette Frederiksen meget ud af at at bedyre, at hun skam lytter til alle ønsker, der måtte komme fra de øvrige partier i rød blok. Men hun gjorde det samtidig tydeligt, at udlændingepolitikken ligger fast og ikke vil blive ændret. Til gengæld er der mulighed for at få indflydelse på alle andre områder.

Kort sagt: en kold skulder til den radikale leder Morten Østergaards krav om at få indflydelse på ikke bare udlændingepolitikken, men også den økonomiske politik. Han spillede inden S-kongressen ud med et nyt krav om, at det såkaldte ”råderum” skal øges – bl.a. ved at hæve pensionsalderen.

Kun 17 pct. af S-vælgerne er uenige i kursændringen på udlændingeområdet – et tal så lavt, at det sendte et lettelsens suk gennem partitoppen.

Mette Frederiksen henvendte sig i sin tale direkte til Alternativets Uffe Elbæk og Enhedslistens Pernille Skipper – men ikke til Morten Østergaard. Han blev igen, igen hældt ned af brættet med løftet om, at S ikke fremover vil føre borgerlig økonomisk politik.

Også Henrik Sass Larsen, den socialdemokratiske gruppeformand, hældte en spand koldt vand ud over de radikale, da han talte med Berlingske: ”Vi har mere tilfælles og kan lave flere ting også på velfærdsområdet med DF, end vi kan med de Radikale.”

Fokus på børnene – og flere tvangsfjernelser

I forbindelse med kongressen fremlagde Socialdemokratiet en stor socialpolitisk plan med fokus på børn og unge.

”Jeg vil være børnenes statsminister,” fastslog S-formanden og tilføjede: ”Hvis vi danner regering efter næste valg, så er der en ting, der er vigtigere end alt andet: Vores børn skal have en bedre barndom.”

Spørgsmålet om flere tvangsfjernelser af børn er ideologisk slagmark med mange og dybe følelser.

Det er en prioritering, der er sikker på at vække genklang i hele rød blok, og på mange måder et klogt valg fremfor at gå ind i en konkurrence om at fremstå mest grøn og klimabevidst. Her vurderer man i partiet, at man i forvejen har høj troværdighed.

Men det er også en satsning, der indeholder sprængstof for et central element er, at antallet af tvangsfjernelser skal øges mærkbart, og at langt flere tvangsfjernelser skal være permanente, så en ny plejefamilie har trygge rammer og tid til at opbygge stabile og langvarige relationer til det forsømte barn.

Det er en ideologisk slagmark med mange og dybe følelser, Mette Frederiksen og partiet dermed bevæger sig ind på.

For det at fjerne et barn fra f.eks. en misbrugsfamilie opfattes af de fleste som et voldsomt indgreb. Og hvem ”tilhører” barnet? Søren Krarup har f.eks. tidligere været meget aktiv med at hjælpe kvinder, der er på flugt fra myndighederne som vil tvangsfjerne deres barn/børn – herunder at hjælpe dem med at finde skjulesteder.

Det er også et område, hvor der er rejst meget kritik af kommunernes sagsbehandling, som alt for ofte har været præget af fejl og kassetænkning.

Ro i partiet

Der var total opbakning til Mette Frederiksen og den nye linje hele vejen rundt. Også når det gælder udlændingepolitikken. Enkelte talere kom ind på emner som stoppet for kvoteflygtninge, tolkegebyr og andre sider af indvandrings- og integrationspolitikken, men ingen kritiserede det fundamentale kursskifte på udlændingeområdet. Heller ikke uden for referat.

Samtidig viste en meningsmåling for Altinget, at kun 17 pct. af S-vælgerne er uenige i denne kursændring – et tal så lavt, at det sendte et lettelsens suk gennem partitoppen, der også med tilfredshed konstaterede, at der blev klappet under de dele af Mette Frederiksens tale, hvor hun talte om udlændingepolitikken. Klapsalverne var dog ikke så lange og intense som under andre dele af talen – men ja, de var der.

Det var i det hele taget et parti med en sjælden intern ro, der præsenterede sig på kongressen. Og stemningen var behersket optimistisk på vej ind i de kommende måneders valgkamp.

Eneste mislyd var en enkelt udmeldelse af partiet i kølvandet på, at der ikke viste sig flertal på kongressen for at ville forbyde omskæring af drenge under 18.

Forholdet til Dansk Folkeparti

Henrik Sass Larsen, der er formand for folketingsgruppen, kom i sin tale ind på forholdet til Dansk Folkeparti, og på hans sædvanlige ret bramfrie facon gjorde han det klart, at han mener, de to partier har meget til fælles:

”Der er en stor fællesmængde af politik mellem Socialdemokratiet og DF, og jeg er rigtig glad for, at DF ser udogmatisk på det og ikke bare vil stille sig sur og fornærmet over i oppositionen, hvis man ikke vinder valget, men vil byde sine mandater konstruktivt ind.”

Dermed varmer han medlemmer og vælgere op til den dag efter et valg, hvor der ikke er flertal for, at Lars Løkkes regering kan fortsætte, og det ikke lykkes at opnå enighed de de oprørske partier i ”rød blok”. Der er et alternativ.

Topfoto: Mette Frederiksen taler til kongressen i Aalborg. Foto: Socialdemokratiet. 

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Politik & Samfund