Trine Holm Thomsen: Scenekunst skal være relevant og nærværende men ikke leflende

i Kultur/Scenekunst af
SCENEKUNST // INTERVIEW – Inden coronakrisen talte POV’s kulturskribent Ole Blegvad med teaterdirektør Trine Holm Thomsen og stillede hende ti spørgsmål om teater, om kunstens nødvendighed, om ledelse, om ungt publikum, om det elitære og det folkelige og om at drømme på scenekunstens vegne.
Teaterdirektør Trine Holm Thomsen, Aarhus Teater. Foto: Isak Hoffmeyer.

Danmark er lukket ned i disse uger. Som resten af verden er vi ramt af corona-krisen, og fra vores isolerede tilværelse kan vi kun drømme os tilbage til dengang, hvor vi måtte samles mere end ti personer, dengang vi kunne gå på café for at drikke kaffe og læse avis, og dengang vi kunne gå til koncert, gå i biografen eller i teatret.

Netop nu mærker mange et afsavn over ikke at deltage i fælles sociale begivenheder.

Vi mærker, at der er mere brug for kunsten i dag, end der var i går

Vi mærker, hvordan kunsten og kulturen i det fælles rum normalt er stedet, hvor sammenhængskraften, selvindsigten, fantasien, kærligheden, inspirationen, den demokratiske forståelse, lysten til ytrings- og religionsfrihed, sameksistensen og fællesskabet tager sit udspring.

Vi mærker, at der er mere brug for kunsten i dag, end der var i går.

I snart fem år har Trine Holm Thomsen været teaterdirektør på Aarhus Teater. Inden da havde hun arbejdet i 15 år på Den østjyske Landdelsscene blandt andet som chefdramaturg.

Med store succesfulde familieforestillinger, teatereksperimenter ud af huset, ny dramatik og en masse andre tiltag er det lykkedes Aarhus Teater at rykke tættere på det lokale publikum og at komme mere ud i landet.

-1-

Hvad er den vigtigste rolle for Aarhus Teater?

Vi arbejder hver dag på, at Aarhus Teater skal være hele byens teater. Vores hus skal åbne sig mod publikum og have tilbud, så byens borgere glæder sig til at komme. Aarhus Teater er landets næststørste teater, efter Det Kongelige Teater. Det forpligter lokalt og på landsplan.

Forestillingerne skal laves med høj faglig og professionel kvalitet. Ligesom alle forestillinger skal stå stærkt på hver sin præmis. Det er helt afgørende, at vi giver en masse bud på, hvad scenekunst kan være, at vi åbner publikums øjne for teatret og gør, hvad vi kan for at give scenekunsten gode betingelser for fremtiden. For scenekunsten kan spille en afsindigt vigtig rolle i menneskenes liv.

Vi skal gøre alt for at blive anmeldt i landsmedierne, og vi skal samarbejde og producere med landets øvrige teatre. De seneste år har vi haft samproduktioner med blandt andre Det Kongelige Teater (bl.a. Kongens Fald og Lazarus), Aalborg Teater (West Side Story), Teater Sort/Hvid (denungewertherslidelser, Living Dead, Erasmus Montanus, Odense Teater (Rocky Horror Show) og i 2020 med Aveny T (C.V. Jørgensen Teaterkoncert.)

“Ordet” – spillede og blev afbrudt af corona – af digterpræsten Kaj Munk fra 1925 står som hans i særklasse bedste og mest intense skuespil. Her mødes Det grundtvigianske og indremissionske grundsyn. Stykket er med i Kulturministeriets ”Kanon for Scenekunst”. Anja Behrens iscenesatte i David Gehrts enkle og smukke scenografi.
Foto: Emilia Therese

 -2-

Når vi taler scenekunst, hvad er så afgørende for at kunne tiltrække publikum til Aarhus Teater?

Vi skal hele tiden udfordre og turde gå nye veje med vores scenekunst.

Der ligger nogle vigtige muligheder i det usikre, som kan gå tabt, hvis man går efter det sikre valg. Vi skal skabe gode rammer og ansætte de bedste kunstnere til at lave forestillingerne. Men hvis vi som teater ikke er villig til at risikere noget, så har et stykke ikke mulighed for at blive rigtig interessant.

Når vi sætter strøm (bogstaveligt talt med elektronisk musik) til den danske sangskat i forestillingen Lyden af de skuldre vi står på, så ved vi ikke på forhånd, hvordan det vil gå. Når vi i årets jule-/familieforestilling, Pagten, lader publikum i salen synge med, så håber vi, at publikum får en oplevelse af det grundtvigianske tema og en god fællesskabsfølelse med hjem. Der er aldrig en facitliste, så vi ved aldrig, hvordan en forestilling ender med at blive. Med Aarhus Teater vil jeg gerne udforske mange forskellige scenekunstneriske formater og tage de sats, der er nødvendige for, at forestillingerne kan løfte sig op.

Familieforestillingen “Pagten” spillede på Store scene op til julen 2019. Et godt eksempel på en forestilling, der skal samle familien i teateret.
Foto: Emilia Therese.

-3-

Teateret lever stadig med en masse fordomme: at man skal have pænt tøj på, at teater er kedeligt i forhold til film, at det er mange ord, at teater er for en såkaldt elite og så videre. Hvad gør I for at komme fordommene til livs?

Vi arbejder meget med at lade det mere elitære og det folkelige hænge sammen og ikke være to parallelle spor.

For mig er det vigtigt, at publikum oplever fælleskabet i teaterrummet. Vores forestillinger skal kommunikere med publikum. Jeg vil gerne have mange publikummer, men det interessante er, når det intelligente og udfordrende går hånd i hånd med det folkelige.

Når vi laver teater, så har vi et ansvar, som vi skal tage alvorligt. Vi har mange forskellige mennesker, ikke mindst unge, som kommer i teatret, derfor er det vigtigt, at vi gør os umage. Jeg mener, at man skal gøre sig umage med alt i livet og afskyr, når man springer over, hvor gærdet er lavest, eller hvis man sjusker.

Det smukke gamle teaterrum på Store Scene på Aarhus Teater. Siden 1890’erne er der kommet flere scenerum til i huset.

-4-

Der tales meget om publikumsinddragelse i disse år. Man skal kunne ringe ind til radioprogrammer, når man går på kunstmuseum skal man samtidig være på en App, og teatrene skal også inddrage publikum. Det kan næsten virke som om kunsten i sig selv er kedelig, siden man skal inddrage på så mange planer?

Kunsten skal kommunikere, røre, ryste og påvirke publikum. Kunsten er kedelig, hvis den ikke vil sit publikum noget.

Det viser sig, at især de unge godt lide at være deltagende. Det handler om, hvordan man bruger publikum. Til The Rocky Horror Show engagerede vi publikum med latexhandsker, vandpistoler og konfetti, så det blev en fest på stolerækkerne. Andre gange foregår kommunikationen mellem scenen og publikumssalen på andre måder. Jeg vil gerne vise folk, hvad teater kan, fordi det er et levende rum. Vi skal udnytte, at mange mennesker er sammen i et fælles rum.

Det betyder ikke, at publikum skal hives op på scenen hele tiden. Det ville jeg selv hade. Hvis man trækkes op på scenen, skal det give mening i forhold til forestillingens tematik.

Vi har flere og flere arrangementer, der går udover den klassiske scenekunstforestilling, hvor der er en fjerde væg. Altså en usynlig væg mellem scene og sal. Hvor der er en bevidsthed om publikum fra scenen, eller hvor publikum på en eller anden måde er en del af et koncept. Det kan også være meningen, at man som til forestillingen Ordet skal sidde helt stille i mørket og lade sig suge ind i fortællingen.

Vi har også andre arrangementer på teatret. Vi har etableret et kor, et forsamlingshus med debatter og sociale arrangementer, vi laver ”Over Torvet-arrangementer” i samarbejde med Domkirken, vi præsenterer ”Tænkepauser” sammen med Nørrebro Teater, og vi har læsearrangementer. For mig er det vigtigt at vise og bruge teatret, som et afgørende rum for fællesskaber.

Tænkepause Live er et af mange nye tiltag på Aarhus Teater. Tænkepauser Live bliver til i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag og Nørrebro Teater. Hver måned udgiver forlaget en ny bog i den populære serie ”Tænkepauser”. Heri formidler topforskere fra Aarhus Universitet deres viden om alt fra tro, håb og kærlighed til kød og karma. Journalist og komiker Sebastian Dorset er vært

-5-

Alle kulturinstitutioner vil gerne have fat i de unge…?

Vi har faktisk godt fat i de unge. En tredjedel – gående mod 40 procent – af vores publikummer er under 25 år. Udbuddet skal være relevant, så det ikke er kedeligt. Samtidig skal teater ud af huset, så vi målretter mod andre og nye målgrupper (for eksempel spillede forestillingen Techno, om en ung bøsse på ”Gbar”, der er Aarhus lgbtq+ bar/diskotek).

Vi skal hele tiden lave forestillinger, så de unge synes, at vi gør en forskel.

Teater er et fantastisk alternativ til streaming på nettet, fordi publikum er ansigt til ansigt med skuespillerne. Man kan mærke dem, og høre dem ånde. Skuespillerne fremstår uredigerede, som de mennesker er. De kan sågar glemme en replik, selv om det sker sjældent. På film og tv kan alt redigeres til perfektion. Teater er mennesker.

DENUNGEWERTHERSLIDELSER i sæsonen 2019/2020 var en moderne udgave af Johann Wolfgang von Goethes klassiske værk. Instruktør Sargun Oshana fik historien om umulig og ulykkelig kærlighed til at fremstå knivskarp så man glemte at teksten er fra 1774.
Foto: Zuhal Kocan.

-6-

Kan teatret både underholde og være vitaminskabende for et samfund? Og hvorfor er det egentlig vigtigt med teater og kunst i 2020, spiller det overhovedet en samfundsrelevant rolle?

Det handler om, at teatret skal være med til at levere substans og give mulighed for kritisk tænkning. Scenekunst kan spille en rolle og kan have stor betydning for børn og unges dannelse og indlæringsevner. Det er der lavet mange undersøgelser, der beviser. Vi har ikke råd til ikke at tage denne betydning alvorligt.

For at finde det relevante og vitaminskabende, hvis du bruger de ord, så har jeg en kritisk og analyserende tilgang til mit arbejde. Som detektor er jeg ofte djævlens advokat. Jeg kan være irriterende, fordi jeg stiller mange kritiske spørgsmål, når vi arbejder. Det er min metode til at forsøge at finde frem til det bedste: Har det en relevans? Er det pågående nok? Er det vigtigt? Er det sjovt? Jeg tester hele tiden vores intentioner.

“Se Dagens Lys”, baseret på Svend Åge Madsens roman fra 1980, fik nyt liv i Rune David Grues iscenesættelse og scenografi af Julian Juhlin.
Foto: Emilia Therese.

 -7-

Både i Sverige og i Tyskland står scenekunsten stærkere på dagsorden end i Danmark. Det kan blandt andet skyldes det såkaldte repertoireteater, hvor teatrene genopsætter stykker, så forestillingerne får et længere live over flere sæsoner, og flere folk dermed ser en forestilling. I Danmark er der tradition for ‘en suite’-teater, hvor en forestilling spiller en vis periode og så ikke bliver taget op igen.

Det kan se ud, som om teatrene i Danmark er ved at adoptere ideen om repertoireteater. Der er i hvert fald en tendens til, at flere teatre tager forestillinger op igen. I genopsætter Lyden af de skuldre vi står på, Det Kongelige har reprise på Riget, Den Kroniske Uskyld og Hellig Tre Konger og i Aalborg er Et Dukkehjem og Persona på plakaten igen.

Det er glædeligt, at der laves så gode og holdbare stykker, at de kan genopsættes og eksporteres til andre teatre i landet. At en forestilling får et længere liv, betyder at flere ser den. Det fortæller også, at kvaliteten er høj, og så er der faktisk et bæredygtighedsperspektiv i at ”genbruge” forestillinger. Samtidigt skal der være råd til at producere nye og gode forestillinger, så vi hele tiden får udviklet scenekunsten.

“Lyden af de skuldre vi står på” havde premiere i 2017 og blev genopsat i sæsonen 2019/2020. Simon Kvamms remix af den danske sangskat er måske teatrets nye synonym-forestilling?
Foto: Emilia Therese.

 -8-

Hvilke ledelsesmæssige tricks har du brugt de seneste fem år for at blive hele byens teater, plus for at komme på Danmarkskortet. Og for at gøre teater relevant anno 2020?

Da jeg begyndte for fem år siden, lå det mig meget på sinde at udvikle huset indefra og ud. Inden jeg tiltrådte som teaterchef, havde jeg været 15 år på Aarhus Teater, blandt andet som chefdramaturg og konstitueret teaterdirektør i flere omgange. Så jeg kendte huset godt, og vidste hvilke kræfter der var i huset. Min grundtanke var – og er – at kræfterne skal udnyttes til at skabe den bedste kvalitet inden for scenekunst.

Noget af det vigtigste var at få flere kunstneriske kræfter i huset. Vi gik fra syv til 15 faste skuespillere i ensemblet. Ved at styrke ensemblet får vi nogle af de bedste skuespillere, der spiller cirka fire roller på en sæson.  Det giver skuespillerne scenerutine og erfaring i samspil med kollegaerne. Det giver dem også mulighed for at spille både på Store Scene og på de små scener. De spiller klassikere, ny dramatik, musikforestillinger, familieforestillinger m.m. På den måde bliver de mere erfarne skuespillere. Samtidig er skuespillerne en del af hele huset, og dermed tæt på alle de forestillinger, vi producerer på en sæson. Det giver en samhørighedsfølelse, som er vigtig.

Vi har ansat forskellige huskunstnere – husinstruktør, husdramatiker og husscenograf. Vi har et stærkt dramaturgiat og et rådgivende kunstnerisk råd. I samspil taler vi hele tiden om, hvad Aarhus Teater skal, og hvorfor vi netop skal gå den eller den vej. Vi har lavet en strategi, som vi har formidlet til alle medarbejderne. Vi har også arbejdet rigtig meget i hele huset med at kunne håndtere mange forskellige produktionsformer, så vi er fleksible i forhold til forskellige scenekunstneriske formater, vandreforestillinger og så videre.

Et af kernepunkterne for Aarhus Teater er at give plads til unge teatertalenter. og nyskreven dramatik. I næste sæson har den prisbelønnede forfatter Christina Hagen skrevet stykket You’ve Come a Long Way, Baby, hvor to af Aarhus Teaters unge, stærke kort, Viktor Pascoe Medom og Mette Klakstein Wiberg, står på scenen.

-9-

Hvad var egentlig din egen indgang til scenekunst, og hvad fascinerer dig ved kunstformen?

Jeg elsker at kigge på mennesker. På typer, på gangarter, mimik og lytte til sprog. Jeg er også meget optaget af at se potentialet i mennesker og i skuespillere og afprøve skuespillere eller andre kunstneres spændvidde. Ofte kan man meget mere, end man selv tror, eller mere end man måske er blevet sat i bås til – ofte er det her, det interessante træder frem. Jeg er meget analyserende og kan godt lide at forestille mig historier, scenarier, situationer og dramatik.

Jeg gik ikke meget i teatret som barn, i min familie var de voksne mere interesseret i at diskutere politik og litteratur, men jo ældre jeg blev, desto mere optaget blev jeg af skuespil og teater. Jeg spillede en del teater, men det var nok mere det at analysere, fortolke og perspektivere gennem andre, der interesserede mig. At se tekster og skuespillere på en scene, at lave koncepter.

Jeg begyndte at læse fransk på universitetet, men jeg interesserede mig mest for at læse de franske skuespil af for eksempel Molière og Racine, derfor søgte jeg ind på Dramaturgi i stedet. Det har jeg ikke fortrudt. 

Teaterkoncerten C.V. Jørgensen – i samarbejde med Aveny T på Frederiksberg – skal i august åbne sæsonen 2020/2021, hvis ellers det bliver tilladt at samles mange mennesker i en teatersal efter sommeren.
Artwork: Creative Zoo.

-10-

Hvad er næste step og hvor går udviklingen hen?

I dette halvår har vi spiller Ordet (premiere den 13. februar) af Kaj Munk, hvor instruktøren har en meget fysisk, rituel og nærmest sakral tilgang til teksten. Det er en stærk billedbåren forestilling (instruktør Anja Behrens).

Hver dag tænker jeg, hvor skal vi hen? Vi skal fortsætte ad den vej, vi er gået ud af, hvor vi bliver ved med at udvikle teatret, forestillingerne og medarbejderne. Vi har lige indgået et nyt samarbejde med Black Box Dance Company fra Holstebro. Dansen kan være en anden måde at udfordre teatret på, når vi arbejder med dansere, skuespillere, sceneinstruktører og koreografer i en forestilling, så kan der opstå noget nyt. På den måde kan vi afsøge nye formater.

Så vil jeg gerne udvide vores internationale samarbejde, så vi ikke alene inspireres udefra, og viser udenlandsk teater, men måske også får mulighed for at co-producere, som vi gjorde med Edda i samarbejde med amerikanske Robert Wilson og Norske Teatret i Oslo.

Samtidig skal vi være i tæt kontakt med det samfund, vi lever i. Vi skal udvikle nye kunstneriske formater, nye retninger og aftryk, så vi hele tiden viser scenekunstens relevans.


 Topfoto: Aarhus Teater.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet.
Ole kom til DR i 1989, og var der i 25 år. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m.
Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000.
Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur.
Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk
Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste artikler om Kultur