KONCERT // ANMELDELSE – Nick Caves livssyn har udviklet sig til dyb åndelighed båret af taknemmelighed. Forvandlingen af sorg til noget transcendentalt var et tema, der løb igennem hele den forrygende koncert i Royal Arena lørdag d. 5. oktober, hvor Cave bar sit hjerte – og sine tab – uden på jakkesættet.
Fotografi: Eddie Michel.
Nick Cave & the Bad Seeds forvandlede en sprød oktoberaften Royal Arenas kolde betonrum til et helligt rum med skønhed og katarsis.
En udsolgt arena med en god blanding af nye følgere og de af de gamle fans, der ikke er stået af i løbet af de seneste 10-15 år, blev trukket med i en bevægende forestilling, der var både et requiem og en genopstandelse, en renselse og en fejring af livet midt i al mørket.
Det var store sange, der var stort iscenesat
Her i 2024, efter at have mistet to sønner, står Nick Cave ikke kun som en formidabel sangskriver med et oeuvre fuld af vægtige sange, men også som et blottet og helstøbt menneske; som en prædikant af tro, håb og musikkens kraft til at hele selv de dybeste sår.
Gamle punkere og rockelskere – og nok også dem uden en religiøs pæl i kødet – finder givetvis den australske sangers udvikling henimod sfæriske og langsommere sange, hvoraf mange har gospelpræg, forfærdelig. Andre, inklusive denne anmelder, er derimod mere begejstrede end nogensinde.
Det var store sange, der var stort iscenesat. Der var noget på spil fra start til slut. Et eminent lysshow og en flot brug af storskærmenes konsekvente sort/hvidt rammede sangene ind på måder, der både fremhævede Cave, musikerne og i momenter også publikum med en oplevelse af samskabelse som resultat.
På samme måde var Cave i langt størstedelen af koncerten, når han ikke sad bag pianoet, helt fremme hos publikum, som han igen og igen lænede sig ud over med både øjen- og håndkontakt. Det er nok kun Depeche Modes Dave Gahan, der er så intens og hårdtarbejdende på en scene som den nu 67-årige australier.
Forvandlingen af sorg til noget transcendentalt
Aftenen blev åbnet med tre numre fra det nys udkomme og imponerende stærke Wild God-album. Først singlen ”Frogs”, der er sprogligt surrealistisk og musikalsk langsomt brændende. Caves høje, kantede skikkelse, iklædt sit karakteristiske mørke jakkesæt med skjorte og slips, så ud til at tårne sig op over scenen som en langhåret profet, der leverede både advarsel og frelse:
”The frogs are jumping in the gutters/Uh, leaping to God, amazed of love/And amazed of pain/amazed to be back in the water again”.
Derefter titelnummeret “Wild God”, hvor Caves stemme, tung af år med tab og sorg, genlød af bibelske undertoner. Det var en påkaldelse af både en højere magt og menneskelig kærlighed:
”And the people on the ground cried, ‘When does it start? And the wild god says, ‘It starts with a heart, with a heart, with a heart, with a heart.’”
Og på “Song of the Lake” fremkaldte Cave salmelignende billeder, der refererede til Bibelen, synd og forløsning:
”And he knew that even though he had found Heaven/Such as described in the ancient scrolls/Still, he felt the drag of Hell/Upon his old and mortal soul.”
Tanken om at søge trøst i kaos, om at finde Gud i de mørkeste øjeblikke, synes dybt beslægtet med Leonard Cohens bestræbelser. Begge kunstnere deler en optagethed af åndelig længsel, det hellige og det profane, og sammenfletter deres kampe og overbevisninger til et poetisk tapet af menneskelig erfaring.
Caves tab af to sønner i løbet af det sidste årti har ikke kun præget hans musik, men også hans syn på livet; hans 15-årige søn, Arthur, døde i 2015 efter at være faldet ned fra en klippe nær familiens hjem i Brighton, England, og i 2022 døde han ældste søn, Jethro, uventet som 31-årig.
Forvandlingen af sorg til noget transcendentalt var et tema, der løb igennem hele aftenen, hvor Cave bar sit hjerte – og sine tab – uden på jakkesættet. Cave er en tvivlende troende, som så mange af os andre, alligevel var der lørdag aften, ligesom på hans seneste albums, noget mere end tvivl. Der glimtede et håb, modvilligt måske, men alligevel et håb, der peger hen imod en håndgribelig tro.
Samhørighed om en fælles bøn
“O Children” fra The Lyre of Orpheus (2004) fulgte efter. Her blev vægten af sorg løftet af Caves ord:
“We’re happy, Ma, we’re having fun/The train ain’t even left the station (oh, children)/(Hey, little train, wait for me)/(I once was blind but now I see).”
Salen var ekstatisk. ‘Look at me now!’. Genfødt!
Publikum svajede med. Caves forbindelse med sit publikum har altid været dyb, men hvor der tidligt i karrieren var tale om kamp og aggression, så føltes det flere gange lørdag aften som samhørighed om en fælles bøn, en erkendelse af tab som en del af livet og en samtidig glæde og skønhed ved eksistensen.
Og så kom måske aftenens stærkeste sang, “Jubilee Street” fra Push The Sky Away (2012). Langsomt opbyggende vokser den til et vildt brøl, der viser The Bad Seeds tyngde som band. Lige så fint og følsomt Warren Ellis kan spille på en violin, lige så hårdt kan han straffe den. Caves fantastiske historie kulminerende i det orgastiske “I’m transforming, I’m vibrating, I’m glowing, I’m flying, look at me now.”
Salen var ekstatisk. “Look at me now!”. Genfødt! Og Cave røg rundt på scenen, frem og tilbage fra scenekant til piano, kastende med mikrofonen, som en stagehand flere gange undervejs i koncerten måtte kravle rundt for at finde.
Herefter en elegant varieret kvartet: det rå og kantede titelnummer fra albummet From Her To Eternity (1984), den smukke og flydende ”Long Dark Night” og den storladne ”Cinnamon Horses”, begge fra Wild God, med linjerne:
”Because love asks for nothing/But love costs everything/And the cinnamon horses/Dance beneath a strawberry moon”.
Den hårde, uvejrs- og basprægede “Tupelo” (fra The Firstborn Is Dead, 1985), en hymne til Elvis, hans største forbillede.
Den nye “Conversion” fra Wild God, der vokser fra indledende langsomhed til et brusende beat med ordene:
“Touched by the spirit and touched by the flame/I never ever saw you so beautiful as that again…You’re beautiful!”
“Bright Horses” fra Ghosteen (2019) stod derefter som en moderne, sfærisk salme:
”I can hear the whistle blowin’, I can hear the mighty roar/I can hear the horses prancing in the pastures of the Lord.”
Koncertens røde tråd
Caves sorg syntes at have forvandlet sig til en dyb forståelse for livets skrøbelighed og skønhed. Denne følelse af forløsning, af at finde lys midt i mørket, var koncertens røde tråd.
”Joy” fra Wild God var måske det af de nye numre, der ikke helt fik nok luft under sig af dem alle sammen. Det stemningsmættede ”Carnage” med “I always seem to be saying goodbye,” sang Cave med en stemme fyldt af både smerte og accept.
Publikum var tavse, som om de kollektivt sørgede
Bag ham skabte Bad Seeds mesterlige lydbilleder, der svingede mellem det ømme og det voldsomme. Et kor på fire var hævet op bagved musikerne. Colin Greenwood (fra Radiohead) bas og Jim Sclavunos på percussion bakkede op.
Herefter fulgte aftenens mest nøgne øjeblik. Den langsomme og blotlagte ”I Need You” fra Skeleton Tree (2016), hvor Cave lænede sig alene ved pianoet i sort og hvidt lys og sang “nothing really matters when the one you love is gone.”
Publikum var tavse, som om de kollektivt sørgede, ikke kun med Cave over tabet af hans 15-årige søn, men også for alle de personlige tab, de selv har oplevet.
Herefter en blændende version af den meget fine ”Final Rescue Attempt,” fra Wild God, der insisterer på kærligheden:
”And my hand, searching for your hand, searching for my hand, searching for your hand, searching for mine/And I will always love you.”
Og så den nådesløse ”Red Right Hand” (Let love in, 1994). Det imponerende lysshow lagde hér selvsagt scenen i dyb rød. Herefter den sjælerystende ”The Mercy Seat” (fra Tender Prey, 1988), hvor Caves energi syntes grænseløs i fremstillingen af den dødsdømtes vej mod den elektriske stol med det gamle testamente i ørerne.
Sidste nummer i det ordinære sæt blev ”White Elephant” (Carnage, 2021), der er langsom, dyster og dragende. Begynder med “With his elephant gun and his tears/He’ll shoot you for free if you come around here/A protester kneels on the neck of a statue/The statue says, “I can’t breathe” og slutter med “Don’t ask who/Don’t ask why/’Cause there’s a kingdom in the sky (We’re all coming home/For a while.”.
Én mandlig og tre kvindelige korsangere sluttede sig til Cave på scenen. Royal Arena forvandledes til en søndagsmesse i Harlem, der sang den utilgivende verden udenfor væk.
Et ritual af sorg og forløsning
Første ekstranummer var coverversion af Grinderman-nummeret ”Palaces of Montezuma”, der blev dedikeret til ”Christina from Copenhagen, who has given me so much”. Det var måske aftens mest klassisk-swingende rock sang.
Hyldesten til hans gamle og nu afdøde flamme, Anita Lane, i ”O Wow O Wow (How Beautiful She Is)” er ikke et stort nummer, men en meget smuk mindesten til hende. Og så afsluttede Cave med ”The Weeping Song”(single fra The Good Son, 1990).
Nick Cave & the Bad Seeds i Royal Arena var ikke blot en koncert. Det var en næsten to og en halv time lang prædiken
Efter endnu en kort pause, satte Cave sig til pianoet og leverede den følsomme ”Into My Arms” (fra The Boatman’s Call, 2011), som han dårligt kunne gå hjem uden at have spillet. En direkte bøn til Gud, som han ikke er helt sikker på, at han tror på, men ikke desto mindre anråber. Hele salen sang med.
Nick Cave & the Bad Seeds i Royal Arena var ikke blot en koncert. Det var en overbevisende poetisk og intens fremførsel af musik, ord, lys og visuelle elementer. Det var en næsten to og en halv time lang prædiken, et ritual af delt sorg, sårbarhed og tro og til sidst forløsning, der viste Caves overbevisning om musikkens transformerende kraft.
Caves livssyn, dybt påvirket af tab, har udviklet sig til noget decideret åndeligt med en understrøm af taknemmelighed, en rejse fra punkens vrede og fascination af brutaliteten i Det Gamle Testamente til glæde over Det Nye Testamentes opløftende budskab.
Troen forbliver skrøbelig, men er altid en tilstedeværende mulighed. Lørdag aften var en aften at huske; en aften der med kunst fra allerøverste hylde bekræftede skønheden ved at leve trods blodbad, tab og sorg.
Sætliste
1. Frogs
2. Wild God
3. Song of the Lake
4. O Children
5. Jubilee Street
6. From Her to Eternity
7. Long Dark Night
8. Cinnamon Horses
9. Tupelo
10. Conversion
11. Bright Horses
12. Joy
13. I Need You
14. Carnage
15. Final Rescue Attempt
16. Red Right Hand
17. The Mercy Seat
18. White Elephant
Ekstranumre
19. Palaces of Montezuma
20. O Wow O Wow (How Wonderful She Is)
21. The Weeping Song
Ekstranummer
22. Into My Arms
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
