Jeg er blevet tagget i en debat om selvmordsterror på Hans Jørgen Bonnichsens Facebookside, som jeg må nøjes med at henvise til.
Bonnichsen – der er tidligere chefkriminalinspektør hos Rigspolitichefen og tidligere operativ chef for rejseholdet ved Politiets Efterretningstjeneste (PET) – henviser i den offentlige opdatering blandt andet til sin bog : ”Frygt og fornuft i terrorens tidsalder” fra 2008.
Han skriver: “I bogen henviste jeg til den tyske forfatter og samfundsdebattør Hans Magnus Enzensbergers essay om ”den radikale taber. Det er i følge Enzensberger en person der – berettiget eller uberettiget – føler sig uretfærdigt behandlet. Han opfatter sig selv som magtesløs, underlegen og besejret og venter på revanche. Han tier og venter, mens der ophobes en frygtindgydende destruktiv energi. Han kan eksplodere, hvornår det skal være. Han optræder også i andre roller.
“Vi ser ham i avisens spalter, f.eks. som familiefaderen, der har udryddet sine kære, eller skoledrengen, der griber til våben og begår en massakre på sin skolekammerater. Det er en af de bedste definitioner, på det vi i dag kalder “terrorist” . Også kan enhver spørge sig selv om, hvor meget det har med storpolitik og religion at gøre ?.”
Videre citerer han fra Politiken sanne dag:
“Tidligere chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, er dog bekymret over Theresa Mays melding om, at vi skal gentænke terrorbekæmpelsen. “Jeg synes vi har taget alle de redskaber i brug, som kan tages i brug. Man har taget krig i brug, undtagelsestilstand i brug. Man har taget tortur i brug, brugt restriktiv lovgivning på bekostning af frihedsrettigheder og så videre.”
“Vi kan selvfølgelig godt finde på yderligere ting, men det vil bare medvirke til at skabe en yderligere voldelig verden end den vi befinder os i … I stedet bør vi se terroristen som de sociale tabere, de er.”
Vi bliver ved med at kategorisere og glorificere dem som fjender af vores tid og civilisation. Hold nu op med det. Det er radikale tabere på linje med skoleeleven, som trækker sin kalasjnikov og skyder sin skolekammerat. Familiefaderen som udrydder sin familie. Vi skal omkategorisere dem, så vi ikke medvirker til en form for glorificering af dem og friste svage sjæle.”
Bonnichsen konkluderer: “Min bog er desværre stadig aktuel!”
Liste over nyere terrorselvmord i Europa
For om muligt at bidrage til debatten forsøger jeg mig med dette lille indlæg.
Diskussionen drejer sig om gerningsmændenes officielle og personlige motiver, herunder mulige selvmordstanker. Det er de sidste, det kan lønne sig at se nærmere på.
Langt de fleste ikke nødvendigvis altid blodige terrorhandlinger i EU i dette århundrede begås af forskellige ultranationalistiske bevægelser. Den islamistiske terror er kun en af mange. Men den er taget til, efter at IS for alvor indledte sine kampagner i Syrien og Irak i 2014, og antallet af dødsofre er rystende stort.
Jeg har kigget på følgende velkendte islamistisk inspirerede blodige terrorangreb i Europa siden 2004. De omfatter selvmordsattentater og bombeangreb, hvor gerningsmændene på forhånd er indstillet på, at de ikke overlever deres forbrydelse:
Angreb på tog i Madrid, april 2004: 192 ofre dræbt. Terroristerne er ikke præcist identificeret, men fire begik selvmord, da politiet omringede dem, lige så mange undslap. Deres alder er uoplyst.
Selvmordsangreb på busser i London, juli 2005, 52 ofre dræbt, de fire attentatmænd sprængte sig selv i luften. De tre var født i Storbritannien, den fjerde kom til landet som 5-årig. Alder: 30, 22, 19, 18.
Angreb på en jødisk skole og på politi i Toulouse i marts 2012, 7 ofre dræbt. Attentatmanden, Mohammed Mera, 23, født i Frankrig, blev dræbt af politiet. Han var kriminel, psykisk ustabil og forsøgte at begå selvmord i 2008.
Angreb på bladet Charlie Hebdo’s redaktion og vagter, på en gendarm og et jødisk supermarked, januar 2015, 20 ofre. De tre attentatmænd blev dræbt af politiet. Morderne var 34, 32 og 32, og alle tre svært kriminelle, to med fængselsophold. De de to brødre havde håbløse familieforhold, moderen havde begået selvmord.
Angreb på Krudttønden og Synagogen i København, februar 2015, to ofre dræbt. Morderen, den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein, var født i Danmark, han betegnes som småkriminel, voldelig og med to domme. Dræbt af politiet.
Angreb på flere offentlige forlystelsessteder i Paris, november 2015, 130 ofre dræbt. De ni identificerede mordere, som blev dræbt af politiet, stammede fra Frankrig og Belgien. Deres aldre var: 20, 23, 25, 25, 26, 28, 28, 29 og 31. To selvmordsdræbte gerningsmænd er endnu ikke identificeret.
Selvmordsangreb på lufthavn og metrostation i Belgien, marts 2016, 32 ofre dræbt. De tre attentatmænd og selvmordere var belgiere af marokkansk afstamning. De var 24, 27 og 29 år gamle. En fjerde, 32 år og ligeledes belgier af marokkansk afstamning, sprang fra uden at sprænge sig selv i luften. En svensker af syrisk afstamning, 24, blev arresteret.
Angreb med lastvogn på promenaden i Nice, juli 2016, 86 ofre. Gerningsmanden, Mohamed Lahouaiej-Bouhlel, 31, var tuneser, men opvokset i Frankrig.
Angreb med lastvogn på julemarked i Berlin, december 2016, 12 ofre dræbt. Gerningsmanden, Anis Amri, en 25-årig tuneser, blev senere dræbt af italiensk politi i Milano. Han var illegal indvandrer i Shengen-rummet og mange gang udvist flygtning i Tyskland.
Han havde en lang kriminel karriere, herunder fængsel i fire år i Italien, bag sig. Han skiftede identitet mindst 14 gange i Tyskland.
Selvmordsangreb på Manchester Arena, maj 2017, 22 ofre dræbt. Gerningsmanden, Salman Ramadan Abedi, var en 22-årig britisk muslim.
Angrebet med en kassevogn på tilfældige mennesker i London, 4. juni, er endnu under opklaring. Det har foreløbig krævet syv dræbte ofre. De tre gerningsmænd blev dræbt af politiet.
De passer fuldstændigt ind i billedet. Alle tre unge mænd havde en arabisk-muslimsk baggrund, men den ene var en 27-årig britisk statsborger, den anden en 30-årig irsk statsborger, der opholdt sig i Storbritannien, og den tredje en marokansk født 22-årig, der levede sammen med sin mor i Italien.
Alle tre havde iført sig falske bombeveste, der skulle give indtryk af, at de ville sprænge sig selv i luften. De kunne derfor være trygt forvissede om, at de ville blive dræbt på stedet af politiet, når de blev standset. De var ikke bare mordere, men bevidste selvmordere.
Selvmordstruede sociale tabere er til fals for ‘prædikestolsmordere”
Fælles for denne gruppe af gerningsmænd er, som det ses, at de næsten uden undtagelse er født og opvokset i det land, hvor de begik deres forbrydelse. De er ganske unge, fra 18 til 34.
Af dem, der enten begik selvmord under attentatet eller blev dræbt af politiet, var 6 over 30, 16 over 20 og 2 under 20. Den eneste, om hvem man ved, at han i sidste øjeblik fortrød, var 32 år.
Attentatmændene, og jeg skal her understrege, at der i alle tilfælde er tale om mænd, befandt sig i den aldersgruppe, der generelt er mest selvmordstruet. Det er ikke alles biografier, der er detaljeret tilgængelig, men det er påfaldende, at mange af morderne kom fra vanskelige familieforhold og har været indblandet i kriminalitet.
De fleste var formentlig sociale tabere med meget ringe muligheder for at gøre sig fornuftigt gældende i de EU-lande, hvori de var vokset op. De havde opbrugt deres chancer eller fik dem aldrig. De var modtagelige for radikalisering og lette ofre for islamistiske ”skrivebords- ” eller rettere ”prædikestolsmordere”.
Islamisk Stat tilbyder selvmordstruede unge mænd en løsning, der ikke – i terrorbevægelsens selvopfattelse – kaster skam over afdøde og hans efterladte familie: (Selv)morderne døde ”stående”, i kamp for en trossag, som familien, i den udstrækning, den har politisk eller psykisk behov for det, måske endda kan tilslutte sig. En fattig trøst, kan man sige
Selvmord er en meget alvorlig og ofte uoverlagt handling. Den rammer ikke bare selvmorderen selv, men hele hans familie. Efter et selvmord ransager familiemedlemmer deres samvittighed. Kunne man have forhindret tragedien? Har man medskyld?
Islamisk Stat tilbyder selvmordstruede unge mænd en løsning, der ikke – i terrorbevægelsens selvopfattelse – kaster skam over afdøde og hans efterladte familie: (Selv)morderne døde ”stående”, i kamp for en trossag, som familien, i den udstrækning, den har politisk eller psykisk behov for det, måske endda kan tilslutte sig. En fattig trøst, kan man sige.
Selvmorderen selv kan slå en streg over sine nederlag i det land, hvori han lever, og varme sig ved tanken om, at hans død tjener et ophøjet formål, som han ikke selv kan overskue og heller aldrig for brug for at begribe.
Det tilbud står ikke til rådighed for andre unge, der forsøger at begå, eller i tragiske tilfælde begår selvmord i fortvivlelse og tankeløst.
Topillustration: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her