IDENTITETSPOLITIK // KOMMENTAR – Danske museer har taget rigeligt ved lære af den identitetspolitiske debat, og forsøger flittigt at imødekomme den amerikansk importerede antiracistiske bølge, skriver Nikolaj Bøgh. Det er ganske bekymrende, for museerne bør være seriøse, forskningsbaserede institutioner, der ikke ændrer formidlingspraksis på grundlag af dagsaktuelle politiske kampagner, der ofte er drevet af højtråbende mindretal, der ikke repræsenterer meget andet end sig selv.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sommeren har stået i identitetspolitikkens tegn i hele den vestlige verden, og efter drabet på George Floyd i Minneapolis i slutningen af maj har den anti-racistiske bølge og Black Lives Matter-bevægelsen gået sin sejrsgang med krav om udrensning af reel og indbildt racisme i samfundsstrukturer, sprogbrug, monumenter, historieskrivning, gadenavne og meget andet.
Det er en politisk kamp med blikket stift rettet mod bakspejlet, og i grunden meget få konkrete bud på aktuelle politiske forandringer
Vi er heller ikke gået ram forbi her til lands, selvom den identitetspolitiske orkan er blevet til en let til frisk vind på sin vej over Atlanten. Vi har set Black Lives Matter-demonstrationer i København, ført heftige diskussioner om repræsentationen af Danmarks kolonifortid og debatteret, om det er rimeligt, at en is hedder eskimo.
Totalitær tankegang
I USA og med kraftige afsmittende virkninger i navnlig Storbritannien har det særligt været kulturen, der har været i skudlinjen. Ikke som en ambition om at skabe flere kulturelle fortællinger eller synsvinkler på historien, men som en kamp om at dominere historien og smadre eller usynliggøre de dele af den, som modsiger ens eget politiske standpunkt.
Det er en politisk kamp med blikket stift rettet mod bakspejlet, og i grunden meget få konkrete bud på aktuelle politiske forandringer.
Det er i sidste ende en fuldkommen totalitær tankegang, og bevægelsen er i forbavsende grad forudset af forfattere som George Orwell i ”1984” og Milan Kundera i bl.a. ”Om latter og glemsel”.
Kundera skriver her: “Fremtiden, det er kun en ligegyldig tomhed, som ikke interesserer nogen, mens fortiden er fuld af liv, og dens ansigt pirrer os, tirrer os, krænker os, så vi ønsker at tilintetgøre den eller male den over. Menneskene ønsker at være herrer over fremtiden udelukkende for at ændre fortiden. De kæmper for at få adgang til de laboratorier, hvor fotografierne retoucheres, og hvor biografierne og historien skrives om.”
Cancel culture – få smadret det, der modsiger dit eget verdensbillede
Fænomenet har i dag fået navnet ”cancel culture”, og i USA har det bl.a. resulteret i hundredevis af ødelæggelser eller frivillige nedtagninger af historiske monumenter. Ikke overraskende udgør langt den største del af listen amerikanske sydstatsmonumenter. Der er jo tale om monumenter over personer, som rent faktisk kæmpede for at opretholde slaveriet, så det er der en vis umiddelbar logik i.
Men den næststørste kategori er monumenter over Christoffer Columbus, manden som angiveligt “opdagede Amerika”, og som der i skrivende stund er fjernet 36 (seksogtredive!) monumenter over.
Nogen ødelagt af demonstranter, men en hel del også nedtaget af bystyret selv i de byer, hvor de stod.
Argumentet for at fjerne monumenter over Columbus skulle være, at han indledte den periode, som førte til kolonialisering af USA og til slaveriet.
Vestligt selvhad
Det forekommer mildt sagt noget fortænkt. Columbus kolonialiserede ikke USA og gjorde ingen til slaver i landet. Han ledte efter søvejen til Indien og landede ved en fejl i Caribien, som han derefter foretog yderligere tre ekspeditioner til. Han satte aldrig sin fod i det nuværende USA. Og hans mål var at samle rigdomme, ikke at kolonialisere noget. Han gik i graven i den tro, at han havde været i Indien alle fire gange.
Vi skal her i Europa passe meget på med ikke – i den bedste anti-racistiske mening – at importere debatten hertil, hvor den slet ikke har noget at gøre
Skal man være vred på Columbus, så skal man være vred over hele det faktum, at europæerne senere kom til Nordamerika, da han havde vist dem vejen, og at USA efterhånden opstod med alt, hvad deraf fulgte. Det er altså i realiteten hele USAs eksistens, man vender sin vrede imod.
Både de sorte og de hvide sympatisører (herunder mange demokratiske politikere), der støtter Black Lives Matter-demonstrationerne, udtrykker dermed et ekstremt selvhad, hvor man reelt underkender sin egen ret til overhovedet at være i landet.
Det siger noget om, hvor ekstremt polariseret, debatten er i USA, men også noget om, at vi her i Europa skal passe meget på med ikke – i den bedste anti-racistiske mening – at importere debatten hertil, hvor den slet ikke har noget at gøre, og ene og alene tjener til at skabe kunstige skel mellem mennesker, som ikke anede, at de stod i et uoverstigeligt modsætningsforhold til hinanden, hvad de jo heller ikke gør i virkelighedens verden.
Amerikansk problemimport
Nogle af disse debatter kan således umiddelbart synes relativt uvedkommende her i landet.
Det er så tydeligt amerikansk problemimport, som har meget begrænset relevans i Danmark, hvor de historiske erfaringer er ganske anderledes, og hvor de færreste i fuldt alvor vil hævde, at der eksisterer strukturel racisme eller et århundredgammelt modsætningsforhold mellem forskellige racer – alene af den årsag, at det er noget historisk set ganske nyt, at der findes betydelige mindretal med andre etniciteter og hudfarver end den traditionelle europæiske i dette land.
Ikke desto mindre har en vifte af de danske museer benyttet anledningen til at omfavne debatten og ændre på deres formidling henover sommeren, i visse tilfælde med direkte afsæt i den aktuelle identitetspolitiske debat.
Her er der grund til at hejse et advarselsflag, for det kan aldrig være rigtigt, at en forskningsbaseret kulturinstitution inden for kort tid ændrer sit sprogbrug og sin kommunikation for at tækkes en politisk strømning i samtiden.
Må man ændre en kunstners titler i identitetspolitikkens navn?
På Glyptoteket benyttede man en nyordning af museets danske samling til at omdøbe billedhuggeren Jens Adolf Jerichaus to statuer ”Slave”/”Slavinde” til ”Slavegjort mand”/”Slavegjort kvinde”.
Det var ellers de titler, kunstneren selv havde givet dem, og på Statens Museum for Kunst står den kvindelige skulptur i en lerudgave med den oprindelige titel i behold. Indenfor 500 meter har to af Københavns førende museer altså den samme skulptur stående under to forskellige navne.
Glyptoteket risikerer at kaste sin kunstfaglighed over bord til fordel for en kunstig sprogbrug, som gør en af landets fineste kunstsamlinger til et våben i en politisk kamp
Det rejser nogle ganske store principielle spørgsmål, og konfronteret med, hvorvidt man kan tillade sig at ændre en kunstners originale titler af politiske årsager har museets direktør Gertrud Hvidberg-Hansen da også tilkendegivet, at det er forkert at ændre på kunstnerens egne titler, men at hensigten her har været at lave en såkaldt ”formidlingstitel”.
Altså ikke at ændre i de originale titler, men skabe bedre formidling af værkerne.
Det er i så fald helt mislykkedes, for de nye titler står præcis som titlerne på alle museets øvrige værker.
For f.eks. mandens vedkommende står der således med stor skrift på skiltet ”Slavegjort mand (1854). Marmor” og længere nede i den forklarende tekst, ”Tidligere udstillet med kunstnerens originaltitel ”Slave””. Altså meget svært at forstå anderledes, end at titlen nu er en anden end den originale.
Museumsformidling som identitetspolitisk markør
Ordet ”slavegjort” er ganske nyt på dansk, registeret af Den Danske Ordbog første gang i 2008, oversat fra det engelske ”enslaved”. Det er et ord, der efter alt at dømme alene anvendes af den identitetspolitiske venstrefløj, og det tilføjer ingen ny betydning til det danske ord ”slave”, som på samme måde klart og umisforståeligt udtrykker en ufrivillig relation.
Men hvis man gerne vil sende et klart signal om, hvilken fløj man befinder sig på i identitetspolitikken, så er ”slavegjort” en klar markør, som viser, at man har ”de rigtige” anti-racistiske og anti-koloniale holdninger. Og det er så det, Glyptoteket i givet fald formidler.
Tilmed er der mange historiske referencer i ordet slave, også til danske tugthusfanger, der i tidligere tider blev udkommanderet til såkaldt slavearbejde.
Museet har efter offentlig kritik (fra undertegnede) tilkendegivet, at de vil ændre skiltningen, men fortsat på en eller anden måde bibeholde den identitetspolitiske reference ”slavegjort”
Det er måske snarere den slags, Jerichau har haft i tankerne med de to, meget europæisk udseende figurer, som ikke rigtig har noget med den anti-koloniale diskurs, som folk der bruger ordet “slavegjort” er optagede af. Det ord er til gengæld renset for historiske referencer og repræsenterer, som al identitetspolitisk sprogbrug, et renskuret, historieløst verdenssyn, som er og bliver fordummende.
Identitetspolitik splitter, det samler ikke
Som med al identitetspolitik er hensigten tilsyneladende fin, og man vil fremme ligebehandling, respekt og mangfoldighed. Men reelt er virkningen den stik modsatte, nemlig at skabe kunstige skel og afstandtagen mellem grupper af mennesker.
For det er med sikkerhed fremmedgørende for det meget store flertal af Glyptotekets besøgende, som ikke er en del af nogen woke venstreorienteret vækkelse, at man nu ikke længere kan bruge det gode danske ord slave, selvom det i realiteten er aldeles ukontroversielt, og bør vedblive med at være det. Et lille mindretal vil til gengæld føle sig begejstrede over, at museet tager deres parti.
Dermed risikerer Glyptoteket stadig at kaste sin kunstfaglighed over bord til fordel for en kunstig sprogbrug, som gør en af landets fineste kunstsamlinger til et våben i en politisk kamp, der splitter den danske befolkning.
Museet har efter offentlig kritik (fra undertegnede) tilkendegivet, at de vil ændre skiltningen, men fortsat på en eller anden måde bibeholde den identitetspolitiske reference ”slavegjort”.
So fühlt man die Absicht, und man ist verstimmt
På Nationalmuseet fandt man i sommerens løb pludselig ud af, at man ikke længere ville anvende ordet eskimo i sin formidling. Angiveligt var det noget, man længe havde gået og tænkt over, og nu fandt forældet. Det er dog meget svært at frigøre sig fra en mistanke om, at sommerens hidsige debat om, hvorvidt eskimo is må hedde netop det, ikke har spillet ind. ”
“So fühlt man Absicht, und man ist verstimmt”, som Goethe skriver. Det kan aldrig være acceptabelt, at landets kulturhistoriske hovedmuseum, som hviler på århundreders tung faglighed og forskningstradition, fra den ene dag til den anden ændrer sprogbrug på grund af en aktuel mediestorm.
Eskimo-ordet adskiller sig således markant fra ord som f.eks. neger, som ingen ordentlige folk anvender i dag for at betegne sorte.
Det er et ord, der gradvist er gledet ud af sproget efter en fornuftig debat om, hvordan det egentlig blev opfattet, ikke som resultat af en hysterisk SoMe-kampagne.
Og man skal selvfølgelig heller ikke kalde grønlændere for eskimoer, hvis de ikke vil have det. Men det er der i virkelighedens verden heller ikke nogen, der gør. Grønlændere hedder grønlændere, og er man særligt engageret, kalder man dem inuitter.
At eskimo på rekordtid skulle være blevet et racistisk udtryk har næppe meget på sig, og afspejler snarere en temmelig destruktiv tendens i det grønlandske samfund til at fremstille sig selv som passive ofre
Eskimo-begrebet har derimod en lang faglig tradition og betegner i høj grad folkeslag, der boede i det arktiske område tidligere. Det har aldrig tidligere været tænkt eller opfattet som nedladende overfor nogen mennesker.
Derfor havde Københavns Universitet også indtil 2019 en tidligere meget anerkendt uddannelse i eskimologi. Herefter skiftede uddannelsen navn til Grønlandske og arktiske studier for stærkere at understrege koblingen til Grønland.
At eskimo på rekordtid skulle være at blevet et racistisk udtryk har næppe meget på sig, og afspejler snarere en temmelig destruktiv tendens i det grønlandske samfund til at fremstille sig selv som passive ofre for dansk kolonialisme. Det er efter alt at dømme et selvstændigt problem for Grønlands udviklingsmuligheder, at det forholder sig sådan, og at Nationalmuseet skal ligge under for det, er ganske problematisk.
Museumsformidling med inspiration fra Black Lives Matter
Seneste skud på stammen er så det (i denne form) ret nyskabte M/S Museet for Søfart, som har meldt ud, at de vil ændre en række tekster, som angiveligt har et sexistisk indhold eller underbetoner det moralsk problematiske i slavehandel.
Her handler det også om at holde tungen lige i munden, og museumsdirektøren henviser selv direkte til, at det er den ganske problematiske amerikanske Black Lives Matter-bevægelse, der har været inspirationskilden.
Alene dette bør vække til modsigelse, for det kan aldrig være rimeligt, at et seriøst museum retter ind efter en politisk bevægelse med en politisk meget ekstrem dagsorden, som på lange stræk er regulært revolutionært. Dele af museets planer handler om at tilføje flere historiske stemmer til udstillingerne, f.eks. sømændenes koner, og som udgangspunkt er flere perspektiver i museumsformidlingen en god ting, for historien er jo mangfoldig, og flere stemmer kan godt bidrage til en øget forståelse af fortidens virkelighed.
Ingen bliver klogere af, at det bliver sløret, at der var andre normer og idealer i fortiden
Andre dele af museets planer handler mere om moralske domme over fortidens mennesker, som med slavehandleren Mørch, der samtidig med sin – med vore dages øjne – problematiske virksomhed var en from kristen. Dette betones allerede i dag i museets tekster, men skal nu pindes mere ud.
Her er vi ude på et skråplan. Ingen bliver klogere af, at det bliver sløret, at der var andre normer og idealer i fortiden.
Bliver vi klogere af at fælde moralske domme over fortidens mennesker?
Det må være opgaven for et kulturhistorisk museum at beskrive fortidens tankesæt så loyalt, man kan. Fortiden var anderledes, og folk havde tidligere andre holdninger og moralbegreber end nutiden. Slører man det, så lader man reelt sit publikum i stikken.
Samtidig kan man godt forvente af et museumspublikum anno 2020, at de godt kan tænke selv og ikke behøver at få alle konklusioner proppet ned i halsen.
Et museum skal formidle historien og ikke bekræfte folk i deres egne politiske eller moralske holdninger. I forhold til den nuværende præsentation af slavehandleren Mørch, kan man ud fra den nuværende skiltning sagtens nå den konklusion, at han – set med nutidens briller – ikke var så from, som han selv gik og tænkte.
Et tilfælde, der ligner en tanke
Er disse eksempler tilfældigt opstået næsten samtidig?
Næppe.
De afspejler efter alt at dømme en tendens på danske museer, som er meget bekymrende, og som går ud på, at man har antennerne lige lovlig langt ude for at følge med i tidens strømninger og rette ind efter højtråbende mindretal – sikkert indimellem ansporet af mailkampagner orkestreret af relativt militante små grupperinger.
Nogle debatdeltagere debatterer med køller og slag og stopper ikke, før deres verdensbillede dominerer alle andres
Det er ikke noget seriøst grundlag af drive museum på, og det er noget, vi som samfund er nødt til at diskutere, så fagligheden på vores museer ikke fortrænges af wokeness og museerne bliver politiske aktører frem for seriøse forsknings- og formidlingsinstitutioner.
Samtidig ved vi fra USA, at giver man først for alvor efter for identitetspolitikken, så er der ingen grænser for, hvad der kan kræves ændret.
Så er alt i spil, og det er hele vores historie og identitet, der pludselig er til politisk forhandling, hvor nogle debatdeltagere gerne debatterer med køller og slag og ikke stopper, før deres verdensbillede dominerer alle andres.
LÆS FLERE ARTIKLER AF NIKOLAJ BØGH HER
Topfoto: Museerne har et valg. Foto: Jens Adolf Jerichau: “Slavinde” og “Slave”, for tiden navngivet “Slavegjort kvinde” og “Slavegjort mand”. Glyptoteket, København. Forfatterens foto.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
