De kommer for at nasse på vores velfærd, de opfører sig som dyr, vi må beskytte vores kvinder mod dem, de vil ikke respektere demokratiet, og de vil presse deres ækle religion ned over os andre. Opfattelsen af irerne i USA i slutningen af 1800-tallet lyder sært bekendt.
….
Der sidder en abe på en krudttønde. Den har godt nok tøj på, og den er tydeligvis stangbacardi – eller stangwhiskey skulle jeg snarere sige, for aben er en irer. Krudttønden er USA, og den abelignende irer har en fakkel, som lige om lidt tænder det hele af. KaBUM!
Det var lidt af et tilfælde, at jeg for nogle år siden begyndte at interessere mig for, hvordan irerne blev modtaget i USA i slutningen af 1800-tallet. I dag er de mønster-amerikanere, og jeg kender ingen irsk-amerikaner, som ikke er rasende stolt af sine rødder.
“Jeg er irer,” sagde en barmand i Boston, da jeg spurgte, hvor han var fra (jeg mente hvorfra i byen, men han opfattede det åbenbart anderledes). Det var godt nok fem generationer siden, og selv havde han aldrig været der. Det gjorde ingen forskel, han var irer, og han var stolt.
Han er ikke alene. Siden Kennedy har alle præsidenter undtagen Ford på en eller anden måde prøvet at understrege deres irske herkomst. Også Bill Clinton selv om den forbindelse aldrig er bevist. Men irere er populære – og det er katolske stemmer også, som den amerikanske historiker John Robert Greene tørt har bemærket.
Men i anden halvdel af 1800-tallet var irerne alt andet end populære på østkysten. Faktisk var den almindelige konsensus, at de som det eneste folkefærd ikke kunne integreres. På en af satiretegningerne fra dengang ser man Mor Amerika røre rundt i den store gryderet af kinesere, franskmænd, russere, tyskere og andet godtfolk. Men ireren (som igen er abelignende) nægter fuld og voldelig at indordne sig.
Ser man på andre tegninger, er billedet det samme: De dyrelignende irere er velfærdsnassere fra fattighuset, de er voldelige, de er grove over for kvinderne, deres religion er anti-demokratisk, og de formerer sig i øvrigt som rotter og vil snart have overtaget eller ødelagt hele landet.
Det lyder sært bekendt. Og selv om man ikke kan sammenligne 1:1 med vore dages opfattelse af muslimer, bliver det alligevel tydeligt, hvor mange af de samme argumenter de to befolkningsgrupper er blevet mødt med.
Hvorfor blev irerne så upopulære? En af forklaringerne er, at de fra 1845 og frem kom i voldsomme mængder til den amerikanske østkyst.
Kartoflernes skyld
En beskeden rodknold, solanum tuberosum, bedre kendt som kartoffel, har en stor del af skylden – eller æren om man vil – for den voldsomme irske udvandring til USA.
Kartoflen, som kom fra Sydamerika, havde haft voldsomme konsekvenser i Irland. Kartofler er en af de få fødevarer, som i sig selv rummer så godt som alle næringsstoffer, herunder protein af høj kvalitet, og som man derfor kan overleve på i årevis uden at få ret meget andet.
Den kan samtidig give stort udbytte på meget lidt plads. Da den kom til Irland, var den en gave, som gjorde det muligt at fortsætte traditionen med at splitte arvejorden mellem børnene og samtidig give dem mulighed for at ernære sig selv. Befolkningstallet steg, og i 1845 var det formentlig en tredjedel af alle irere, som mere eller mindre levede af kartofler.
Samtidig havde det engelske overherredømme indført diverse skatter og afgifter på indførsel af korn og andre afgrøder, de engelske herremænd brugte en stor del af jordene til kvæg og korn, som blev eksporteret til England, og det havde sammen med en række andre forhold skabt noget nær den perfekte storm, da kartoffelpesten slog til i Irland i 1845.
Det ligger uden for denne artikels primære ærinde at beskrive de rædsler, som fulgte. Men ‘the great famine’, den store hungersnød, er endnu mere afgørende for den irske historie og selvopfattelse, end 1864 er for danskerne.
Det er uvist, præcis hvor mange irere døde. Eksperterne kan enes om cirka en million, selv om nogle mener flere. Ikke alle døde af sult, mange døde af at være så svækkede, at de blev lette ofre for tyfus og andre sygdomme. Og der er grufulde historier om forgæves vandringer efter mad, som efterlod en stribe af udmarvede lig.
Hungersnøden – og den generelle undertrykkelse af de fattige irere – satte gang i en udvandring, hvis lige sjældent er set. På ganske få år modtog USA mindst en million irere, muligvis op mod det dobbelte. Vel at mærke en type irere som ikke tidligere havde søgt lykken i Den Nye Verden. De var fattige, og de var katolikker. Mange døde på vejen over på de ofte elendige skibe, men ikke desto mindre kunne den voldsomme indvandring både ses og mærkes i USA.
En ny type irere
Det var langt fra første gang, at irerne havde søgt mod Amerika. Men tidligere havde de som regel været mere velhavende og protestanter.
Den typiske amerikaner i midten af 1800-tallet var hvid og protestant. Katolikker blev set som en hel anden religion, ganske skræmmende og primitiv og ude af stand til at indordne sig drømmen om det sekulære USA – hvad man også kan se af en af datidens satiretegninger, hvor en irer prøver at koble stat og kirke sammen trods det nye lands udtrykkelige ønske.
Det kom så vidt, at der opstod anti-irske bevægelser, som kæmpede for at begrænse indvandrernes rettigheder, om nødvendigt med vold. Ildspåsættelse og hærværk mod katolske institutioner og forretninger var så almindelige, at flere forsikringsselskaber ganske enkelt nægtede at forsikre dem.
Den nationalistiske bevægelse The Order of the Star Spangled Banner kæmpede for at begrænse retten til at blive valgt til offentlige embeder til kun at gælde protestanter og mennesker født i USA. Bevægelsen havde til dels karakter af en slags hemmelig orden, og medlemmerne havde pligt til at svare ‘I know nothing’, jeg ved ingenting, hvis nogle spurgte dem om deres aktiviteter. Det førte til, at de i folkemunde kom til at hedde ‘the know nothings’.
Lincoln: “Jeg tager til Rusland”
Havde de bekymrede borgere så noget at have bekymringen i? De nye irere slog sig sammen i ghettoer – de færreste havde andet valg – og der var ikke job til alle, når man som flertallet af de nye indvandrere var dårligt uddannet … eller slet ikke.
Irerne fyldte op i fattighusene og på sindssygeanstalterne. Kriminaliteten eksploderede, og ‘the know nothings’ popularitet gik samme vej, selv i de amerikanske sydstater, hvor irerne kun havde bosat sig i mindre omfang. Men de anti-katolske følelser var de samme der.
“The Irish fill our prisons, our poor houses…Scratch a convict or a pauper, and the chances are that you tickle the skin of an Irish Catholic. Putting them on a boat and sending them home would end crime in this country.” Leder i Chicago Post, ca. 1855
I nogle år var kombinationen af katolsk-fjendtlig nationalisme en magtfaktor. Selv præsident Abraham Lincoln, som var imod bevægelsen, turde ikke undsige den offentligt. Han havde brug for stemmerne.
Senere skrev han dog privat i et brev, at “jeg er ikke en know-nothing. Det er helt sikkert. Hvordan skulle jeg kunne være det? Hvordan kan et menneske, som afskyr undertrykkelsen af negre, være tilhænger af at nedgøre grupper af hvide? Vore fremskridt hvad degeneration angår, forekommer mig at være ganske hastige. Som nation indledte vi med at deklarere, at ‘alle mennesker er skabt lige’. Nu siger vi i realiteten, at ‘alle mennesker er skabt lige undtagen negre’. Og når The Know Nothings får magt, vil vi sige ‘alle mennesker er skabt lige undtagen negre og fremmede og katolikker’. Når det sker, vil jeg foretrække at emigrere til et eller andet land, hvor man ikke foregiver en kærlighed til frihed – til Rusland f.eks., hvor despotismen er uforfalsket og ikke baseret på en legering af hykleri.”
“And I wish I were at home in dear, old Dublin”
Da borgerkrigen brød ud, blev irerne tvangsudskrevet. Velhavende hvide kunne sende stedfortrædere – de irske mænd var generelt for fattige til at betale og måtte selv kæmpe for Nordstaterne. Det kom til voldelige optøjer, hvor rasende irere på grusom vis blandt andet lynchede sorte, som de så som årsagen til krigen, men det ændrede intet. Flere end 150.000 irere blev udskrevet til Nordstaterne. De første to, som døde i borgerkrigen, var irere, mange flere fulgte. Også Sydstaterne havde irske soldater.
‘Paddy’s Lament’ synges stadig i Irland, og den handler om de mange, som fulde af håb forlod deres fædrene gård, kærester og familie i Irland, blot for at blive sendt direkte i hæren, hvor de enten døde eller blev lemlæstet:
“When we got to Yankee land
they shoved guns into our hands,
saying, ‘Paddy, you must go and fight for Lincoln’”
Sangens omkvæd er et “I wish I were at home in dear, old Dublin”, og mange af sangene fra dengang rummer en voldsom længsel efter hjemlandets grønne græs.
Hvordan blev irerne så en succeshistorie i USA i en sådan grad, at en mand, som aldrig har sat sine ben i Irland, alligevel stolt vil erklære sig som irsk?
Der er mange forklaringer, blandt andet ændrede USA sig efter borgerkrigen. Men irerne begyndte også at blive en vigtig del af samfundet. 2. og 3. generationskvinderne blev ofte lærere, mens mændene fyldte godt op i politi- og brandkorps. De var også gode til at organisere sig, både gennem kirke og fagforeninger, og efterhånden blev de en lokal magtfaktor i det politiske system, hvor de i overvældende grad var Demokrater.
Satiretegningerne og stereotyperne blev færre. Der blev længere mellem ‘no Irish need apply’-skiltene på job og boliger til leje. Der kom andre indvandrere, og de nye generationer af irere var indfødte, selv om de stadig var katolikker. Flere af dem blev fremtrædende politikere.
Det er tankevækkende, når man ser satiretegningerne og datidens beskrivelser af irerne, hvor meget det minder om de beskrivelser og bekymringer, vi har i dag, blot med muslimer.
Det er svært at forestille sig, at irerne engang blev set som udyr, men på mange af tegningerne har de dyriske træk, ganske som mange satiretegninger af rabiate islamister fremstiller dem mere som vilddyr end mennesker. Mennesker, som ikke kan integreres. Mennesker, som er trusler, nassere, forbrydere og bare generelt dummere end alle andre. Aber klar til at tænde krudttønden.
Knap 100 år senere, i 1961, blev aben på krudttøndens efterkommer John F. Kennedy sit lands præsident.
Øverste foto: Thomas Nast bliver set som den amerikanske satiretegnings far. Han var mod slaveri og agiterede for at behandle kinesiske indvandrere bedre, men irerne blev altid fremstillet ondskabsfuldt. Her fra Harper’s Weekly i 1871.
Kilder: Victoriana Magazine
Wall Street Journal
BBC
The great famine, BBC
Brev fra Lincoln
Kunne du lide, hvad du læste? Så er du velkommen til at dele historien. Du er også velkommen til at donere til fortsatte skriverier på Mobilepay +45 40 99 49 36. Det er helt frivilligt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
