FRA MANHATTAN TIL BROOKLYN // ESSAY – “Folk spørger mig, hvor lang tid det tog mig at vænne mig til ikke at skulle på arbejde. “45 sekunder,” svarer jeg. Jeg har bevæget mig fra Manhattan til Brooklyn, fra overhalingsbane til krybespor, bevæger mig mindre lineært end cirkulært. Hvis nogen skulle spørge mig, hvordan jeg har det, tror jeg faktisk, jeg ved det.” Efter 30 år i New York har Bibs Carlsen ladet sig pensionere. Det har foranlediget nogle overvejelser dels om byen, hun bor i, og som i dag bor i hende, dels den energi, den indgyder og opsluger i newyorkere.
NEW YORK – Før jeg besøgte New York første gang, betragtede jeg byen med noget, der bedst kan betegnes som fascineret ærefrygt: et monster af en metropol med skyskrabere, millionbefolkning, vold og kriminalitet, hysterisk trafik og store ambitioner:
Stereotyper, mest baseret på fiktion.
Her vil jeg også bo i et år, tænkte jeg. Det er 30 år siden
Men så besøgte jeg en veninde, der arbejdede her som sygeplejerske i et år. Jeg var oppe i Empire State Building, overværede en vestindisk parade, kørte i limousine, cyklede over Brooklyn Bridge og blev, ja, okay, overfaldet. Trods det mindskedes ærefrygten, mens fascinationen voksede. Her vil jeg også bo i et år, tænkte jeg. Det er 30 år siden.
Jeg landede et job som sygeplejerske på et cancerhospital og stiftede nært og intenst bekendtskab med den amerikanske arbejdsmoral, som ikke er til at kende fra det, man kaldte morakkeri, da jeg boede i Danmark.
Jeg fik venner, gik på nightclub, til ferniseringer, tog sangtimer hos en excentrisk ungarsk sopran, dansede salsa, tegnede levende modeller på Art Students’ League og kyssede på en jamaicansk kirurg. Så gik det år, og det skulle sådan set have været det.
Der bor tre gange så mange mennesker i The New York Metropolitan Area som i hele Danmark
Men jeg følte, jeg først var begyndt at komme ind under æbleskrællen. Et år var ouverturen.
Mytologisk metropol
Der bor tre gange så mange mennesker i The New York Metropolitan Area som i hele Danmark. Området har USA’s største befolkningstæthed og er et af de steder i verden, hvor der bor flest mennesker, der er født i et andet land.
Vi er et overordentligt spraglet folkefærd i demografisk, kulturel, lingvistisk, gastronomisk og seksuel forstand. Selvom vi alle lader os assimilere og får fortyndet vores oprindelige etniske livsstil med en eller anden Gotham-version af amerikanisme, er hele verden inkorporeret i New York.
New York betragtes som verdens finansielle, kulturelle og medierelaterede hovedstad.
Billie Holiday, Sinatra, Sting og JAY-Z, for at nævne nogle få, har skrevet hits om The Big Apple. Når jeg hører personer, der ikke bor her, tale om New York, lyder det ofte, som om byen har en næsten mytologisk status i folks bevidsthed.
Et utal af film bliver indspillet her; mange af os, der bor her, er på et tidspunkt blevet bedt om at gå over på det modsatte fortov, fordi en optagelse var i gang. Krimi-serier fremstiller byen som et inferno af perversion, vold og narko.
Den ladede, pulserende atmosfære, der er charmerende den ene dag, er enerverende den næste
Det er måske her, jeg bør nævne, at jeg ikke er blevet forulempet siden mit første besøg – vi går ikke rundt og forventer at blive kidnappet på åben gade og sniger os ikke langs husmurene af frygt for at komme i skudlinjen. Personligt er mine eneste konsekvente forholdsregler aldrig at give slip på min taske og aldrig at stå tæt på perronkanten i subway’en.
Velcro-effekt
Så hvad er grunden til, at et år blev til 30? Hvori består Velcro-effekten? Den menneskelige mangfoldighed? Absolut. Altings tilgængelighed? Ubetinget. Men først og fremmest energien.
Manhattans energi er legendarisk. En uhåndgribelig, uundgåelig størrelse.
Nogle gange tænker jeg, at den måske er en metafysisk substans bestående af akkumulerede ambitioner. Andre gange har den forekommet mig at være en kollektiv forlængelse af min egen momentvise følelse af frustration, utålmodighed, irritabilitet. Som om alle i lighed med mig og på en og samme tid tænker ‘get out of my way!’
Energien, euforiserende og vanedannende, er som en del af byens DNA og bliver en del af indbyggernes DNA ved en slags æterisk osmose
Den ladede, pulserende atmosfære, der er charmerende den ene dag, er enerverende den næste. Energien, euforiserende og vanedannende, er som en del af byens DNA og bliver en del af indbyggernes DNA ved en slags æterisk osmose.
I New York var forskellen under covid-19-pandemien dramatisk. At opleve 5th Avenue og Times Square mennesketomme og øde, og at den eneste trafik var hylende ambulancer, virkede apokalyptisk. New Yorks energi var i induceret koma. Manhattan holdt vejret.
Human forstoppelse
I 29 år boede jeg mestendels på Manhattan (kæresten og jeg købte et hus i Bed-Stuy i Brooklyn i 2002, men jeg beholdt lejligheden på Manhattan pga. mit job), og 23 af disse år i et højhus på Upper East Side ved Queensboro Bridge.
Trafikken, der er konstant, er et permanent brummende soundtrack, jævnligt suppleret med sirener. I myldretiden er der en kakofoni af trutten fra utålmodige bilister, desuagtet at der er skilte, der siger ‘DON’T HONK, $350 PENALTY’. Trafikbetjentene har for travlt med at få trafikken afviklet til at udstede bøder.
Mig generede larmen ikke synderligt. Jeg var ikke så meget hjemme. Enten arbejdede jeg, var i Bed-Stuy, eller også var jeg ude og på en eller på anden måde bruge byen til det, jeg syntes, den var egnet til.
Jeg havde vænnet mig til baggrundsstøjen, som selv på 21. etage var mærkbar. Jeg nød den faktisk, til en vis grad, den mindede mig om, hvor jeg var, den var et lydbillede, der reflekterede den der energi. I øvrigt arbejdede jeg i årevis 60-70 timer om ugen og sov, så snart jeg lagde mig ned. Jeg tror, at jeg i perioder kunne have sovet fra et jordskælv.
Manhattan lider af human forstoppelse med hvad det indebærer af ufrivillig nærkontakt. Navnlig i dagtimerne er ens sanseapparat under kontinuerligt bombardement, ens personlige rum invaderet.
Øen kan være en prøvelse for trafikanter af enhver beskaffenhed. Man kan ikke bevæge sig i et tåleligt tempo, parkere, hvor man vil, og ikke bare flygte ud af byen i en fart, når man har fået nok; broer og tunneller er lige så overbelastede som gader og avenuer.
Fortovene, navnlig i byens arterier som 34 gade og 5th Avenus vrimler med multitaskende fodgængere, der kan navigere, mens de taler i telefon og spiser pizza. Jeg plejede at være en af dem, en fortravlet, kortluntet manhanit.
Engang da jeg var i den store underjordiske og meget travle Apple Store på 59th Street, sagde expedienten: ‘You live in New York.’
‘Yeah,’ sagde jeg, ‘what gave it away?’
‘You weave in and out between people’, sagde hun. ‘The tourists, they bump into everybody all the time, into me, it drives me crazy.’
Jeg mestrer åbenbart kunsten at metropolmanøvrere.
Times Square er under permanent belejring af aliens, læs: turister. De er let genkendelige: De går fem skridt, stopper uden varsel, tager en selfie, glor op i luften på en skyskraber
Der er andre komponenter end ‘væven’ forbundet med denne disciplin.
Vi newyorkere er per definition travle, selvvigtige, for manges vedkommende overordentligt utålmodige om ikke ligefrem neurotiske mennesker, så det at stå og blomstre ved et fodgængerfelt og vente på grønt er selvfølgelig en absurd tanke. Den røde, eller mere præcist orange hånd, der angiver ‘stop’, betragter vi overvejende som vejledende:
En påmindelse om at når vi med berettigelse og dødsforagt vader ud i et trafikeret vejkryds over for orange, risikerer vi at få nærkontakt med hårde trafikanter med den selvsamme insisterende holdning og dertil kofanger, grønt lys og forkørselsret.
Ikke at det afholder somme og visse fra at give bilisterne fingeren, eller forurettet skælde taxachaufføren ud og slå på bilen, som Dustin Hoffmann illustrerer i filmen Midnight Cowboy: “I am walking here!”
Det besatte område
Der er et sted, mange newyorkere undgår som pesten: Times Square!
Området er et hysterisk neonhelvede af flimrende reklamer. Det årlige energiforbrug på disse få blokke må svare til bruttonationalproduktet i visse mindre nationer.
Times Square er under permanent belejring af aliens, læs: turister. De er let genkendelige: De går fem skridt, stopper uden varsel, tager en selfie, glor op i luften på en skyskraber, kigger på et kort over Manhattan eller Google Maps eller, i værste tilfælde, stiller hele familien op foran et objekt, de af uforklarlige årsager finder bevaringsværdigt, og foreviger det, mens vi newyorkere, iført vores føromtalte berettigede attitude, er tvunget til at vente eller gå udenom.
Selv når besætterne er i bevægelse, går det langsomt; de skal se på souvenirs og street performers, og de skal holde sammen på tropperne, hvilket ofte betyder, at alle familiemedlemmer holder hinanden i hånden og blokerer hele fortovet, og at en af dem, oftest en forælder, holder et flag repræsenterende den stat, de kommer fra, fx Oklahoma, op i luften, så deres afkom kan finde dem igen i mylderet, hvis de trods alle for os andre obstruktive forholdsregler, skulle blive væk.
Manhattan lider af human forstoppelse med hvad det indebærer af ufrivillig nærkontakt. Navnlig i dagtimerne er ens sanseapparat under kontinuerligt bombardement, ens personlige rum invaderet
Dette driver os lokale til distraktion, desperation og dødstrusler. Vi lægger komplicerede forebyggende, forhåbentlig livreddende strategier, når omstændigheder kræver, at vi bevæger os ind i det besatte område.
Og nogle gange ender vi alligevel af og til med at hvæse uforskammetheder af sagesløse, forbløffede turister, som har sparet op i et helt år til chancen for at gå i vejen for os. ‘Pretend it’s a city!” som Fran Lebowitz siger.
Jeg læste et aprilsnar-indlæg, som postulerede, at bystyret i New York var ved at indføre en lov, der ville forbyde fodgængere at blokere fortovstrafikken.
De fleste byer opererede ifølge historien med en gennemsnits-ganghastighed på 5 kilometer i timen, men nu da NY er en by, hvis befolkning som nævnt i høj grad består af hyperaktive workaholics, estimeredes det, at de fleste lokale foretrak at forcere fortovene med en hastighed af 8 km/t, hvilket de udenbyske slentrere bare havde at affinde sig med, så hvis de insisterede på at stå og fise den af midt i rush hour og tage selfies og blokere indgangene til the subway, så kom de til at betale for det!
Jeg blev forbigående begejstret, før jeg opdagede, det var en joke.
Fra Manhattan til Brooklyn
Og så efter 28 år gik jeg på pension og flyttede fra Manhattan til ‘The People’s Republic of Brooklyn’. Ikke til huset i Bed-Stuy; det var i lighed med job og parforhold blevet afviklet i en meget tiltrængt eksistentiel feng-shui manøvre, men til Carroll Gardens, et charmerende kvarter med brownstones i tre til fire etager. Jeg bor i sådan et hus.
Min nabo siger: ‘Manhattan is about me, Brooklyn is about we. Jeg tror, hun har fat i noget.’ Folk her synes at forholde sig mere til hinanden, end de gør på Manhattan. Vi siger hej på gaden, klapper hundene, sidder på fortrappen og snakker
Gaderne har træer på begge sider, og der er små haver foran husene. Jeg vågner op til fuglesang i stedet for sirener. Der er egern på brandtrappen og kardinaler – en fugleart – i træerne, og undertiden en rotte i forhaven; det er stadig New York, vi taler om, en anden energi, en langsommere puls.
Min nabo siger: ‘Manhattan is about me, Brooklyn is about we. Jeg tror, hun har fat i noget. Folk her synes at forholde sig mere til hinanden, end de gør på Manhattan. Vi siger hej på gaden, klapper hundene, sidder på fortrappen og snakker, og vi henvender os til hinanden på barer og restauranter. Hvis vi ikke kender hinanden, ser vi en mulighed for at komme til det ud fra en formodning om, at personen bor i nærheden, og man måske mødes igen.
Interaktioner
’Do you drink?’ spurgte Zach i dagligvarebutikken rundt om hjørnet.
‘Now that you mention it,’ sagde jeg, ‘I like wine. Why do you ask?’
Han betroede mig, at han drikker en flaske vin om dagen, mens han er på arbejde. Han gør det, fordi han ryger, men han hader smagen af cigaretter, så vinen tager den dårlige smag. Han er ret overbevist om, at hans bedstefar døde af alkoholisme, men han fortsætter med ungdommens uforfærdethed.
‘Is it bad?’ spurgte han?
‘A bottle a day?’
’Yes.’
‘Not as bad as a bottle of vodka but your liver is gonna get pissed eventually. Take it easy. And eat some vegetables.’
Han er en af kvarterets kuriositeter. Der er nogle stykker. En dag talte jeg med Nellie, som ikke vidste, at hendes rigtige navn var Eileen, før hun var voksen og stod og skulle til Mexico.
‘Mom, please send my passport,’ sagde hun til sin mor. Hun var sikker på, at hun havde et, fordi hun var født i Australien, men var vokset op i USA. Hendes mor sendte sit eget pas med et billede af Nellie, Eileen vedhæftet, som spædbarn, fra omkring det tidspunkt, hvor familien flyttede tilbage. Og en fødselsattest, hvor der stod Eileen.
’Why do you call me Nellie if my name is Eileen?’ spurgte hun.
’Every Irish girl named Eileen is called Nellie,’ sagde hendes mor. Og det samme var åbenbart tilfældet for hendes fire søskende. De havde alle et navn, de var døbt, som de ikke vidste noget om, og alle et kælenavn, de blev kaldt.
Nu er det jo ikke, fordi jeg aldrig talte med folk på Manhattan. Men med det middelsvært koncentrationsudfordrede hoved, jeg har, var jeg ofte for ‘preoccupied’ til at lade folk ind i min sfære, medmindre de insisterede.
A neighborhood called Carroll Gardens
En dag gik jeg ind på en fransk bistro på Smith Street i Caroll Gardens og drak et glas vin. Jeg opdagede, at jeg havde glemt min tegnebog og sagde til bartenderen Cesar: ’I forgot my wallet, but I have my credit card number memorized. Will that work?’
’That’s okay,” sagde han, ’I know you.’
‘ You know me?’
‘Yeah, you’ve been here before.’
‘Yes, once, three months ago!’
‘Yeah, I know, you sat over there.’
‘Wow, I’m impressed!’
‘It’s fine, pay me next time.’
Så jeg gik tilbage omkring en uge senere.
Da jeg bad om regningen, sagde jeg: ‘I owe you for a glass of wine.’
‘I can’t remember,’ sagde Cesar.
’I really like that selective memory of yours!” sagde jeg.
Now that, my friends, is a neighborhood.
Jeg forestiller mig, at hvis man sammenlignede Manhattans og Brooklyns migrationsmønstre ud fra et fugleperspektiv, ville Manhattanitternes være lineære og brooklynitternes koncentriske. Manhanitterne er målsøgende missiler, der ikke spilder tiden med øjenkontakt og smalltalk, mens Brooklynites summer lidt mere rundt som bier og lejlighedsvis lader et sanseindtryk bundfælde sig.
Hvis jeg bevægede mig rundt med en slags laserstrålefokus og ikke fordybede mig i nærgående observationer af byens fauna og arkitektoniske detaljerigdom, var det, fordi jeg var en del af den meget effektivitets- og produktivitetsorienterede arbejdsstyrke
Det er selvfølgelig en grov generalisering. Brooklyn er et stort område med mange kvarterer, hvoraf adskillige gennemgår drastisk gentrificering og den ændring i demografien, det medfører. Men i mit nabolag har mange mennesker boet i årtier. Det er faktisk ret provinsielt. Min udlejer blev født her. Hun skal ikke nogen steder. Det skal jeg heller ikke … lige nu.
Dette er også mine helt subjektive betragtninger. For mit personlige perspektiv havde også ændret sig drastisk, da jeg flyttede til Brooklyn.
Så hvis jeg bevægede mig rundt med en slags laserstrålefokus og ikke fordybede mig i nærgående observationer af byens fauna og arkitektoniske detaljerigdom, var det, fordi jeg var en del af den meget effektivitets- og produktivitetsorienterede arbejdsstyrke, som den føromtalte energi er et af biprodukterne af.
I mange år havde jeg et intenst job, der krævede meget tid og energi. Jeg havde hus og kæreste. I en periode dansede jeg i et salsakompagni. Og jeg havde et socialt liv.
Min arbejdsrutine var krævende, men den var marginal i forhold til nogle af dem, jeg arbejdede sammen med. Som kirurgen, der fløj ind til New York efter en konference Indien, tog en taxa direkte til hospitalet, faldt på fortovet, hvorefter han gik ind og bortopererede en skjoldbruskkirtel, før han konsulterede en ortopædkirurg og fik sin brækkede albue behandlet. Der blev foretaget operationer, der tog 40 timer fordelt over to dage.
Jeg får flere forespørgsler fra hjemløse end nogen anden, jeg kender. De er opfindsomme:
Så jeg blev revet med af et eksternt momentum, der var så altopslugende, at jeg retrospektivt erkender, at jeg meget af tiden ikke anede, hvordan jeg havde det, fordi jeg ikke havde tid til at mærke efter. John Lennon havde noget at sige om det. Og så længe, der var en form for ligevægt i mit personlige liv, fungerede jeg, omend til en vis grad på autopilot.
Tossemagnet
Så man kan fristes til at spørge, hvor meget der kan tilskrives geografi i forhold til kvaliteten af samvær med andre mennesker. Stressfrustreret kropssprog og manglende øjenkontakt fristede formentlig ikke potentielle samtalepartnere til at indlede en konversation med mig. Hvem henvender sig til hvem og hvorfor.
Jeg får flere forespørgsler fra hjemløse end nogen anden, jeg kender. De er opfindsomme: ‘What’s the best nation in the world? DO-nation.’ ‘God is a woman. God is merciful. Have mercy on me’.
Navnlig dengang min status i NY stadig var jomfruelig, blev jeg antastet af alt fra hustlere og street poets til vækkelsesprædikanter, uden at jeg nødvendigvis kunne afgøre, hvem der var hvem.
Den første Thanksgiving, jeg oplevede i New York, stod jeg og ventede på bussen på en i anledning af helligdagen næsten affolket 1st Avenue, da en hjemløs og formentlig psykotisk kvinde materialiserede sig ud af den blå luft og hvislede ind i mit venstre øre:
‘Sexual organs and breathing organs but no menopause. You should have seen the president’s underwear when I was done with him!’ (Dette foregik vel at mærke, før Clinton excellerede i lav cigarføring i det Orale Kontor.)
Jeg inviterer folk ind i mit hoved, som jeg før flygtede fra. Jeg savner personer, jeg har mistet i årenes løb mere nu, end da de døde, fordi der er mere plads til dem i mit mentale rum
Blot et af mange eksempler på personer, som, af årsager, jeg aldrig helt har forstået, insisterede på at delagtiggøre mig i intime detaljer, jeg absolut ikke stod og havde brug for, mens jeg egentlig bare sad eller gik og passede mig selv.
Vildtfremmede personer har uopfordret kastet sig ud i beskrivelser af fordøjelsesproblemer, synsforstyrrelser forårsaget af Viagra, og et par stykker har præsteret at hive op i skjorten og vise mig deres operationsar. Det var ikke kun mennesker, der havde opdaget, jeg var sygeplejerske.
Newyorkere er lige så meget vanedyr som alle mulige andre på trods af det kulturelle overflødighedshorn, de bor i
En person, jeg stort set kun havde udvekslet enstavelsesord med på en café, fulgte efter mig ud på gaden og betroede mig, han var ekshibitionist. Overlad det til mig at stå i kø til en mindekoncert, hvor en distingveret big band leder, som var vært for arrangementet hilste pænt på de andre gæster og ønskede dem velkommen, mens mig, som han aldrig havde set før, tog han i hånden, så mig dybt i øjnene og sagde:
‘I have been standing all day, my hemorrhoids are killing me.’ Tossemagnetismen er for så vidt ikke New York specific; I en periode, mens jeg boede i Aarhus, var jeg hjemsøgt af blottere. Men den fik en anden dimension i New York. Jeg har faktisk sagt til personer, der var i gang med en uvelkommen tilståelse, at jeg var indehaver af en begravelsesforretning. ‘When the time comes, get a coffin made of oak, goes with your complexion’. De opererer med åbne kister herovre.
At kende sin by
Det var en gåde for mig, mens jeg stadig arbejdede, at jeg havde kolleger, der var født i New York, som aldrig havde været på MoMA (Museum of Modern Art) til en punk-koncert eller spist indisk i East Village.
Men newyorkere er lige så meget vanedyr som alle mulige andre på trods af det kulturelle overflødighedshorn, de bor i.
Før gentrificeringen eksploderede, var meget af New York sammensat af etniske kvarterer. Chinatown og Little Italy er de mest kendte. Et område i Jackson Heights kaldes Little India, og der er Little Haiti i Flatbush. South Williamsburg er Hasidic. Brighton Beach er også kaldet Little Odessa. Der er også Astoria, som var et næsten udelukkende græsk kvarter, men nu er mere blandet.
Det er kendetegnende for de fleste af disse områder, at de reflekterer befolkningen rent kulinarisk. Mit kvarter, Carroll Gardens er kendt for at være italiensk, men at dømme efter det gastronomiske udvalg, er det i løbet af de sidste par årtier blevet multinationalt.
I Bay Ridge er der angiveligt en norsk enklave med en del danskere og svenskere, ikke at jeg kender kvarteret eller nogen, der bor der. I modsætning til mange andre flyttede jeg ikke til New York af nød og har aldrig haft trang til at duplikere min hjemstavn.
Men mht. ikke at vide, hvad der foregår i min by, er det imponerende, hvor mange steder jeg ikke har været, og hvad jeg ikke ved. Da jeg arbejdede meget, kunne der gå en uge, hvor jeg ikke var uden for Upper East Side.
Folk spørger mig, hvor lang tid det tog mig at vænne mig til ikke at skulle på arbejde. “45 sekunder,” svarer jeg
Jeg har ikke noget at lade nogen høre mht. manglende nysgerrighed, men nu tager jeg revanche.
Jeg vader Brooklyn igennem – 180 kvadratkilometer, der er noget at se til.
Brooklyn er finurlig. Jeg går og bliver væk i geografien. Jeg bliver væk i mit eget hoved: De små halvanden kilos semifast ejendom mellem mine ører, som jeg for første gang i årtier er eneejer af og derfor ikke formodes at skulle holde styr på sundhedsvæsenets evigt skiftende forskrifter og regulativer, navnene på tohundrede kolleger og tres kirurgers præferencer.
Jeg inviterer folk ind i mit hoved, som jeg før flygtede fra. Jeg savner personer, jeg har mistet i årenes løb mere nu, end da de døde, fordi der er mere plads til dem i mit mentale rum.
Folk spørger mig, hvor lang tid det tog mig at vænne mig til ikke at skulle på arbejde. “45 sekunder,” svarer jeg. Jeg har bevæget mig fra Manhattan til Brooklyn, fra overhalingsbane til krybespor, bevæger mig mindre lineært end cirkulært. Hvis nogen skulle spørge mig, hvordan jeg har det, tror jeg faktisk, jeg ved det.
Alle billeder er taget af Bibs Carlsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
